Politik er det muliges kunst - om Thule Air Base

Vi kunne ganske vist have haft dollars eller rubler i stedet for kroner at købe for. Undskyld mig, men jeg ved godt, hvad jeg personligt synes bedst om, I andre må selv tage stilling. Har Thulebasen oven i købet været med til at undgå den store krig mellem atommagterne, ja, så skal vi vel være ret glade for det i dag!?

Onsdag d. 6. marts 1996
Lars Mosgaard
Emnekreds: Grønlands historie, Oprindelige folk, Politik, Thule Air Base.

Danmarks eneste gyldige pas til NATO?
Javist føres vi bag lyset, mange ved noget, vi ikke selv ved, de fortæller os ikke om det, undlader måske bevidst at gøre det eller nøjes med halve sandheder.

Offentligheden i Grønland er formodentligt blevet ført bag lyset omkring Thulebasens anvendelse som base for atombevæbnede fly og for oplagring af atomvåben, ikke blot af defensiv, men også ligefrem af offensiv karakter.

Nye oplysninger vælter frem, vi føler os ført mere og mere bag lyset, jo mere vi bliver oplyst.

Jeg hører mange lyde og mislyde i debatten: muldvarpe sidder i årevis i USA og graver i de nyligt åbnede arkiver og finder kræs for grovædere frem, udenrigsministre med mere feinschmeckermanerer må tilsyneladende nødtvungent give nye indrømmelser, som sætter flere generationers danske regeringers troværdighed på spil, historikere pointerer, at der blot er tale om beviser for det, alle ved og vidste, og andre hævder, at Grønland og Thulebasen var Danmarks eneste gyldige pas til NATO.

Kender vi muldvarpenes, grovædernes, feinschmeckernes, ministrenes, regeringernes og historikernes motiver?

Hvad er rigtigt, og hvad er forkert ? Det hele er vel både forkert og rigtigt, i hvert fald forkert uden i den rigtige sammenhæng.

Der kan derfor ikke herske tvivl om, at det er på tide, at efterkrigstidens og den kolde krigs historie bliver skrevet om, set i dagens grelle lys med de konsekvenser, det end medfører.

Hvis Grønland ikke havde været en dansk koloni, hvilke muligheder kunne man så forestille sig ?
Med det, vi ved i dag, hvor den kolde krig er overstået, hvor Sovjetdiktaturet er væltet og hvor mange af os, som flirtede med kommunismen i vores glade ungdom, har indset, at det sovjetkommunistiske styre i bund og grund var og er fascistisk, hvor man end træffer det, da er det på tide at gøre status: Hvis Grønland efter krigen ikke havde været en dansk koloni, og hvis Grønland som Danmarks adgangsbillet til NATO ikke var blevet en del af det danske rige, hvilke muligheder kunne man så forestille sig?

Ja, de eneste andre muligheder var, at Grønland ville være blevet et anliggende for enten USA eller Sovjet. Der var altså i min forståelse 3 muligheder:
  1. Den mulighed, som blev til virkelighed, nemlig at Grønland sammen med Danmark blev en del af NATO, beskyttet af NATO's paraply med alle de fordele og bagdele, som det indebar. Hvis denne udvikling tillige fremskyndede Grønlands optagelse i det danske kongerige fra at have været en koloni, så kan jeg personligt kun betragte som et gode.
  2. Den anden mulighed må have været Grønlands inddragelse i Monroedoktrinen om USA's herredømme i egen baggård på en langt mere kontant måde, end det i virkeligheden blev tilfældet. Hverken optimister eller pessimister kan vel efter denne recept forestille sig en skæbne for Grønland bedre end den, vi fik?
  3. Det gik forleden op for mig, at uden NATO for Grønland ville den tredje mulighed have været et NATO mod Grønland. Efterkrigs- og koldkrigstidens virkelighed var jo, at man dengang ikke kunne og endnu mindre retrospektivt i dag kan forestille sig et i efterkrigstiden neutralt Grønland, frit for en af de 2 .stor- og atommagters dominans. Ville Grønland have været godt tjent med dengang at blive et Sovjetdomineret område? Er du i tvivl, spørg de i dag få tilbageværende inuit i Sibirien.
Lad altså være med at flirte med ideer, som i bakspejlets lys ville have forudsat, at Grønland i stedet for at blive en del af Danmark på ondt og godt, meget direkte og meget virkeligt ville være blevet en del af USA's eller af Sovjets randområder. Vi kunne ganske vist have haft dollars eller rubler i stedet for kroner at købe for. Undskyld mig, men jeg ved godt, hvad jeg personligt synes bedst om, I andre må selv tage stilling. Har Thulebasen oven i købet været med til at undgå den store krig mellem atommagterne, ja, så skal vi vel være ret glade for det i dag!?

Politik er det muliges kunst
Jeg går ind for, at vi skal sørge at opklare vores historie og dertil også have mulighed for at bedømme den i nutidens lys. Der er dog ingen grund til at forkaste fortiden helt - politik er det muliges kunst.

Det viste sig trods alt, at det var muligt at undgå atomkrigen, måske med Grønland som et meget væsentligt kort i det spil, at det var muligt for Grønland at få en god, demokratisk udvikling, at det var muligt for Grønland at skabe et samfund, hvor medmenneskelighed er et særkende og at få nogle politikere, som har lov til at sige deres meninger lige ud og til at handle derefter.

Skal vi være vrede over at være blevet ført bag lyset, så må vi minsandten også glæde os over at være en del af den ret lille del af verden, som har en lys fremtid.