En succesroman

Hvis det står til Kim Leine, der tidligt og sent bedyrer sin kærlighed til Grønland, så skal Grønland snarest muligt, hellere i dag end i morgen, erklære sig selvstændigt og udtræde af Rigsfællesskabet. Hvis man spørger ham, hvordan Grønland skal klare sig uden Danmark, så svarer han frimodigt, at grønlænderne bare ”skal arbejde noget mere.” Man skulle ikke tro, den mand nogensinde har sat sine ben på Grønlands nøgne klipper. Med sådanne venner behøver Grønland ingen fjender.

Fredag d. 25. april 2014
Thorkild Kjærgaard, dr. phil.  
Emnekreds: Anmeldelser af bøger, film mv, Bøger, Grønlands historie.


Hvalsø Kirke, der er en af de bedst bevarede ruiner efter nordboerne i Grønland i perioden 986 - omkring 1450.
(an)

Den engelske filosof R. G. Collingwood trækker i sit berømte posthume værk The Idea of History (1946) en grænselinje mellem historikeren og romanforfatteren. Historikeren ”står i et særligt forhold til noget, som man kalder dokumentation,” hvad der betyder, at han/hun er fri til at tolke, men ikke må opfinde. Det i modsætning til romanforfatteren, som har fuld frihed til at opfinde situationer og figurer, der aldrig har eksisteret, og replikskifter, som aldrig har været udvekslet. Men det betyder ikke, at romanforfatteren kan gøre lige hvad han vil, hvis romanen skal lykkes. Romanforfatterens vanskelige opgave består i at skabe ”et sammenhængende billede – et billede som giver mening.” En roman skal ikke være sand i samme forstand som historikerens arbejde skal være sandt. Men den skal overbevise og give mening, og det gør den ved hele tiden at holde sig inden for rammerne af det som kunne være sandt. Det er, hvad Tolstoj gør i sine verdensberømte romaner, og det er, hvad den danske forfatter Jens Smærup Sørensen gør i en roman som Mærkedage. Der er kun opdigtede personer og opdigtede replikker, alligevel virker det hele utrolig virkeligt, og periodebillederne flyder over af fylde og nærvær. Bilerne, gadebelysningen, træerne, landskaberne, lokomotiverne, togwagonerne, skoene, kjolerne, replikkerne og tonefaldet er alt sammen som taget ud af virkeligheden. At læse Tolstoj er som at gå på vandet. Alt er sandt, selv om intet er sandt. Illusionen er fuldstændig.

Måler man Kim Leines roman Profeterne i Evighedsfjorden med denne målestok, som også er hans – således har han i et interview med Weekendavisen forklaret, hvorledes han under romanens tilblivelse sad med gamle kort over København foran sig, så gadenavne og andre topografiske detaljer kunne blive rigtige – så falder bogen ynkeligt til jorden. Kæden springer hele tiden af, og som læser skal man tage sig sammen for atter at komme op på cyklen og køre videre. Det begynder på bogens første sider, som er henlagt til København i årene 1782-87. Her spiller larmen og rystelserne fra dundrende trykkerimaskiner en afgørende rolle for at få handlingen i gang. Var der larmende og bankende trykkerimaskiner, som fik husene til at ryste, i 1780ernes København? Nej, det var der ikke. Den første dampmaskine var endnu ikke kommet til landet, alle tryksager blev trykt med menneskekræfter. Der har været fuldstændig tyst i bogtrykker Schultz’ gård, hvor romanens gennemgående figur, den unge, ikke særligt velbeslåede norskfødte teologiske student Morten Falck flytter ind ”lige over trykkeriet, [hvor] huslejen er lav på grund af larmen.”

Det er begyndelsen på den endeløse række af anakronismer og grove, illusionsforstyrrende misforståelser, som fylder bogen og kvæler læseglæden hos enhver, der har et blot perifert kendskab til 1700-tallets verden. Odelsretten, som er et velbekendt og vigtigt, men eksklusivt norsk retsinstitut, lader Kim Leine finde anvendelse på Horsens-kanten, syge børn bliver sat til at læse kulørte blade flere årtier før sådanne overhovedet fandtes. Stetoskopet, som blev opfundet af den franske læge René Laënnec i 1816, altså året efter at romanen slutter (slutscenen er henlagt til den 14. august 1815), bruges igen og igen af Morten Falck under hans sidevirksomhed som læge i Grønland i slutningen af 1780erne og begyndelsen af 1790erne. Og så videre, og så videre. Manglen på pålidelig realviden om 1700-tallet dækker Kim Leine over med endeløse, repetitive skildringer af snavs, sved, blod, pis og lort, lus og lopper. Tynd litterær søbekost, side op og side ned.

Alt det hidtil nævnte kunne der have været rettet op på, hvis Gyldendal havde gidet tage kontakt med nogen, der har et vist kendskab til 1700-tallet. Det ville have hjulpet, men det kunne ikke have rettet op på det, som er bogens egentlige grundskavank, nemlig det falske og aldeles misvisende billede, der tegnes af den danske (eller rettere: den dansk-norske) mission og kolonimagt i Grønland som vilkårlig, blodig og tyrannisk, altid klar til at gribe til våben. Vil grønlænderne ikke omvende sig eller på anden måde makke ret, så skal de tvinges, således som det illustreres i bogens centralscene, der udspiller sig i året 1788. Her drager en delegation under ledelse af den næstkommanderende i kolonien Sukkertoppen (det nuværende Maniitsoq) og Morten Falck, nu kongelig missionær i Grønland, i konebåd ud fra kolonibyen med kurs mod Igdlut i Evighedsfjorden, hvor en religiøs udbrydergruppe under ledelse af to indfødte grønlændere, profeterne Habakuk og Maria Magdalene, holder til. Med sig i konebåden har de to embedsmænd en kongelig arrestordre på Habakuk og Maria Magdalene, samt en fuldmagt til, om nødvendigt, at bruge vold for at få de opsætsige bragt ind til kolonien, hvorfra de kunne blive ekspederet videre til København og lagt i lænker for at ende deres dage i et fangehul i Danmark. Ekspeditionen mislykkes på dramatisk og uventet vis, og kongen og hans mænd lider et svidende nederlag. ”Ned med Kongen!” lyder det efteråret 1788 dybt inde i Evighedsfjorden. Revolutionens fakkel var tændt – året efter skulle den sætte Frankrig og snart efter hele Europa i brand.

Det lyder alt sammen mægtig flot. Men ikke bare er det aldrig sket, det kunne heller aldrig være sket, sådan som Danmark-Norge greb sagen an helt tilbage fra 1721, hvor Hans Egede kom til Grønland. Hvis der var noget, den dansk-norske kolonimagt og mission ikke var, så var det blodig. Skønt forladt af nordboerne siden midten af 1400-tallet ansås Grønland, også internationalt, som en del af det (dansk-)norske rige, og grønlænderne betragtedes som landsmænd, som man under ingen omstændigheder ønskede voldelige konflikter med. Tvangsomvendelser er aldrig blevet brugt i Grønland, og de dansk-norske myndigheder undlod, hvor utroligt det end må lyde i moderne øren, at udstrække det statslige magtmonopol til at omfatte grønlænderne (det skete i fuld udstrækning først ved Grønlands indlemmelse i Danmark som et oversøisk amt i 1953). Al samkvem mellem dansk-norske myndigheder og den indfødte befolkning, hvad enten det gjaldt mission eller handel, foregik på frivillig basis. Der kendes ikke et eneste eksempel fra 1700-tallet på, at dansk-norske myndigheder har anvendt magt over for grønlændere, ligesom der ikke kendes så meget som ét eksempel på, at en dansk-norsk statsborger har dræbt en indfødt grønlænder.

Hvad Kim Leine gør i Profeterne i Evighedsfjorden svarer til, at man i en roman henlagt til Staunings Danmark fremstiller landet som styret af en voldelig og vilkårlig regering à la Hitler, hvor pistolen hele tiden ligger parat på skrivebordet, klar til at blive taget i brug hvis der er problemer. Grundidéen i Profeterne i Evighedsfjorden er fuldstændig hen i vejret, og som roman betragtet er bogen uden hoved og hale, og – trods enkelte udmærkede passager – uden interesse. En flad, lumsk kedsommelig og temmelig langtrukken bog.

Det eneste ved Profeterne fra Evighedsfjorden, som virkelig er interessant og fortjener indgående opmærksomhed, er det forbløffende litteratursociologiske faktum, at bogen siden sin fremkomst for to år siden har været en kolossal succes, og at den har vundet stort set alle de priser, der kan vindes, inklusive den prestigiøse Nordisk Råds Litteraturpris. Hvordan hænger det sammen?

En del af svaret ligger utvivlsomt i den monumentale uvidenhed om 1700-tallet, som gør sig gældende, ikke bare i befolkningens brede lag, men også i toppen af det litterære og litteraturvidenskabelige establishment, hvor anmeldere, klummeskribenter, professorer og festtalere sammen med hele slænget af klakører, medløbere, spytslikkere og priskomitemedlemmer har stået på nakken af hinanden for at skamrose en bog, der lader hurtigpressen dundre i det indre København i 1780erne og som mener, at 1700-tallets danske bønder var odelsbønder. Her er der frit slag, og spinatfuglene, som hverken ved noget om Danmark eller om Grønland, digter velvilligt med på ”Kim Leines store epos om det danske koloniseringsfordærv i 1780ernes og 1790ernes Grønland,” hvor grønlænderne ”synger Brorsons salmer og græder over Kristi lidelser, så snottet sprøjter,” og dermed erindrer os ”om den uret, vi med korset i hånd påførte andre mennesker.” Særskilt opmærksomhed har der været om de mange skildringer af snavs, pis og lort. Således litteraten Lillian Munk Rösing, der som dansk medlem af Nordisk Råds priskomite står bag tildelingen af Nordisk Råds Litteraturpris til Kim Leine: ”Han [Kim Leine] arbejder med sit sprog på en poetisk måde, der er helt fantastisk. Ingen kan eksempelvis skrive om snavs eller kropsvæsker, så det får sin helt egen poesi, som han kan. Han har et næsten erotisk forhold til snavs, som er meget originalt,” udtaler hun til en journalist fra Kristeligt Dagblad, som straks skriver det ned og lader det gå videre til hele byen. Det er ikke set bedre, siden de to vævere i Kejserens nye Klæder anpriste deres mageløse arbejde for kejseren og hans hof.

En anden del af svaret ligger givetvis i Kim Leines person. I disse år, hvor overklassen og den øvre mellemklasse rykker sammen og befæster sig med høje dobbeltindkomster, fitnesscentre og privatskoler mod en stadig mere presset og magtesløs underklasse, samtidig med at man ønsker at opretholde illusionen om et åbent samfund, er der ikke noget som en tidligere junkie, der får succes og bliver millionær. Ikke for ingenting er Kim Leine og Yahya Hassan tidens to mest ombejlede forfattere. De ligner hinanden til forveksling og spiller som gidsler for systemet en rolle ikke bare i kulturelitens, men i hele samfundets stadig mere desperate kamp for selvlegitimering.

Vigtigst til forklaring af Profeternes fabelagtige succes er dog nok, at bogen passer perfekt ind i et af de vigtigste politiske tankeparadigmer siden afslutningen af Anden Verdenskrig, hvor USA og Sovjetunionen delte verden mellem sig. Begge supermagter definerede sig som antikolonialistiske og pressede voldsomt på for at få de europæiske koloniriger afviklet – også det danske. Der var protester både i Danmark og i Grønland. Man mente ikke, at den danske tilstedeværelse i Grønland havde noget at gøre med de øvrige europæiske koloniriger. Grønland var overhovedet ikke en koloni, det var en del af det gamle norske middelalderrige, der med den firehundredårige dansk-norske union som transmissionsled på forunderlig vis var endt hos Danmark efter Freden i Kiel 1814. Men alle protester blev fejet af bordet og siden 1960erne har man i Danmark gradvis accepteret, ja sågar efterhånden som årene er gået fundet en vis selvpinerisk tilfredsstillelse i at anskue den danske tilstedeværelse i Grønland som en parallel til den belgiske tilstedeværelse i Congo eller den franske i Nordafrika. En kolonialistisk og postkolonialistisk diskurs er gået folk på hjernen, de kan ikke tale om andet, hvis Grønland bliver nævnt. Herom er der mange vidnesbyrd. Kim Leines roman og den stormende, fuldstændig ukritiske modtagelse, den har fået, er et af dem. Et andet er den nyligt nedsatte ”forsoningskommission.”

Kim Leines roman er et ideologibekræftende skrift af en ikonisk forfatter, og her betyder kvaliteten, som modtagelsen af Profeterne i Evighedsfjorden har demonstreret, ikke så meget. Og da slet ikke i et land, der er velsignet med et litteraturanmelderlav, for hvem alt før 1945 er stenalder. Hvis det står til Kim Leine, der tidligt og sent bedyrer sin kærlighed til Grønland, så skal Grønland snarest muligt, hellere i dag end i morgen, erklære sig selvstændigt og udtræde af Rigsfællesskabet. Hvis man spørger ham, hvordan Grønland skal klare sig uden Danmark, så svarer han frimodigt, at grønlænderne bare ”skal arbejde noget mere.” Man skulle ikke tro, den mand nogensinde har sat sine ben på Grønlands nøgne klipper. Med sådanne venner behøver Grønland ingen fjender.


Læs også
Historieløs Café Latte racisme
Landsmænd
Da London trak på skuldrene
Grønlandske ”landsmænd”?
Canadiseringen af Grønland