Historisk udredning om retsstillingen for børn født uden for ægteskab - 2. Sammenfatning

Grønland var indtil 1953 en dansk koloni, som blev styret administrativt fra København først af den Kongelige Grønlandske Handel, siden af Grønlands Styrelse. I Grønland fandtes der to forskellige retssystemer for hhv. danske og grønlandske indbyggere; mens den førstnævnte blev nedfældet i instrukser mv., bestod den sidste frem til 1950’erne hovedsageligt af sædvaneret

Tirsdag d. 19. januar 2021
Jens Heinrich, Ph.d. historiker
Linda Nielsen, Dr. jur., professor
Sniff Andersen Nexø, Projektleder og forsker
Emnekreds: Forskning, Grønlands historie.



Historisk udredning om retsstillingen for børn født uden for ægteskab i Grønland 1914-1974


2. Sammenfatning

Udredningen har vist, at der fra 1914 til 1963/1974 i perioder har været stor forskel på retsstillingen for børn født uden for ægteskab i henholdsvis Grønland og Danmark:

I Danmark var der efter 1908-loven først og fremmest regler om faderskab ved anerkendelse eller en dom om, at faderen eller de mulige fædre blev forpligtet til at betale børnebidrag. Fokus var på den økonomiske forsørgelse. Ved lovgivningen fra 1937 blev fokus suppleret med det ”naturlige slægtskab”, således at det blev obligatorisk at fastslå faderskabet til børn uden for ægteskab. Der kunne dømmes til faderskab, hvis der var ført bevis for et virkeligt slægtskabsforhold mellem far og barn. I så fald fik barnet samme retsstilling som et barn født i ægteskab med hensyn til arv og retten til faderens familienavn – det blev ”lovligt medlem af faderens familie”, hvilket blev anset som et ”retfærdighedskrav”. Der var forskellige regler for ”ægtebørn” og for ”børn uden for ægteskab”, og der kunne dømmes både til faderskab og til bidragspligt. Flere mulige fædre kunne blive pålagt at betale børnebidrag, men moderen fik dog kun ét børnebidrag. Bidragspligt medførte ikke retsvirkninger i form af arv og navn. Ved børneloven af 1960 blev fokus udvidet med barnets rettigheder og tarv, og på den baggrund blev ligestillingen mellem børn født i og uden for ægteskab ført igennem. Der kunne enten dømmes til faderskab med fulde retsvirkninger eller ske frifindelse. Hensynet til, at barnet får en fader er blevet endnu mere udtalt i børneloven fra 2001; og det er først her, at man lægger vægt på faderskabets følelses- og identitetsmæssige betydning for barnet.

I Grønland fastsatte et regulativ fra 1914, at enhver barnefader skulle betale børnebidrag. Bidragene skulle betales, uanset om faderen var dansk eller grønlandsk, men satserne var forskellige for de to grupper. Børnebidragene blev indbetalt til sparekassen. Fokus var som i den danske lovgivning fra 1908 på den økonomiske forsørgelse. Regulativet blev ændret i 1929, men svarede i store træk til de ældre regler. Der var ikke regler om faderskab. Den danske lovgivning fra 1937 blev ikke sat i kraft for Grønland. Dermed blev fokus ikke udvidet med ”det naturlige slægtskab”, ligesom der ikke blev ligestilling med ægtebørnene, baseret på et ”retfærdighedskrav”. Den juridiske ekspedition til Grønland i 1948/1949 anbefalede, at der indførtes regler om ægtebørn, svarende til 1937-loven, men var langt mere forbeholden over for at indføre de danske regler om adgang til at fastslå faderskab for børn født uden for ægteskab. Først ved loven af 1962 om børns retsstilling indførtes regler svarende til de danske om faderskab med deraf følgende arveret. På dette tidspunkt suppleres fokus således med ”det naturlige slægtskab” og ”ligestilling”, baseret på et ”retfærdighedskrav”. Muligheden for at dømme til bidragspligt fastholdes dog, bl.a. af hensyn til problemerne med at benytte bevismidler knyttet til blodtypebestemmelser. Den grønlandske børnelov blev først betragtet som en overgangslov, der skulle erstattes af den danske, så snart problemerne omkring blodprøverne var løst. Det viste sig imidlertid langt mere vanskeligt end ventet, hvilket blev afgørende for, at man i 1974 satte den grønlandske børnelov i kraft også for Nord- og Sydgrønland.

Forskellen er således især, at der ikke var hjemmel i lovgivningen til at fastslå en egentlig faderskabsforpligtelse for et barn uden for ægteskab i perioden 1914 til 1963/1974 i Grønland. Denne manglende mulighed har haft betydning for, at der har været en gruppe børn, der nu er voksne, som ikke fik en juridisk fader og derfor betegner sig som ”juridisk faderløse”.

Begrundelserne for børnelovenes udformning har især knyttet sig til 3 forhold:

For det første moralske overvejelser knyttet til hvad det ville betyde for seksualmoralen og antallet af børn uden for ægteskab, hvis der blev indført regler om faderskab. Bekymringen for at det ville medføre uansvarlighed, særlig fra kvindernes side, var udtalt, og der var et udbredt ønske om at beskytte ”sædeligheden”, familien og ægteskabet. Det blev anført, at ”tiden ikke var moden”.

For det andet økonomiske hensyn til at sikre barnet forsørgelse. Dette blev anset for altafgørende og overskyggede andre hensyn, herunder hensyn til barnet. Man var derfor også betænkelig ved at risikere en situation, hvor man ikke fik en mand, der kunne sikre barnets forsørgelse – som i så fald ville blive en byrde for de offentlige kasser.

For det tredje vanskelighederne knyttet til bevis for faderskabet, da de blodtypebestemmelser, der blev anvendt i Danmark ikke var velegnede for grønlandske forhold, og det derfor kunne være vanskeligt at sikre faderskabet. Hertil kom, at en regel om obligatorisk fastslåen af faderskab ikke ville hjælpe, hvis det ved danske fædre, f.eks. håndværkere, var vanskeligt at finde dem, fordi de var rejst tilbage til Danmark.

Spørgsmålet om barnets rettigheder blev i det undersøgte tidsrum ikke inddraget i overvejelserne. Risikoen for stigmatisering blev kun ganske sporadisk behandlet, og barnets behov for en faderskikkelse og for at sikre sin identitet blev slet ikke berørt. Disse hensyn er først kommet til senere.

Set i en bredere historisk kontekst har såvel den koloniale som den postkoloniale relation mellem Grønland og Danmark haft afgørende betydning for retsstillingen for børn født uden for ægteskab: Både for udformningen af de konkrete regler for disse børn; og for dialogen mellem og graden af indflydelse for grønlandske og danske folkevalgte og embedsfolk.

Grønland var indtil 1953 en dansk koloni, som blev styret administrativt fra København først af den Kongelige Grønlandske Handel, siden af Grønlands Styrelse. I Grønland fandtes der to forskellige retssystemer for hhv. danske og grønlandske indbyggere; mens den førstnævnte blev nedfældet i instrukser mv., bestod den sidste frem til 1950’erne hovedsageligt af sædvaneret. Igennem første halvdel af det 20. århundrede voksede det grønlandske ønske om større medbestemmelse og ansvar, og i takt hermed den opfattelse fra dansk side, at grønlænderne var blevet mere modne og dermed parate til at blive inddraget i beslutningsprocesserne. Grønlænderne var i forbindelse med moderniseringen af Grønland i høj grad indstillet på en udvikling i tæt tilknytning til dansk kultur og sprog. Ønsket om ligestilling i tilknytning og indenfor rammerne af det danske rige var gennemgående; men også den opfattelse, at der i ligestillingen måtte tages højde for de ”særlige grønlandske forhold”.

Udformningen af reglerne i Grønland har både før og efter den formelle ligestilling i1953 knyttet sig til ideen om, at forholdene var anderledes i Grønland end i Danmark: I kolonitiden betragtede Danmark grønlænderne som umodne og på et lavere kulturelt stade, hvorfor danske retsregler for børn uden for ægteskab ikke mentes at være relevante og anvendelige. Heller ikke grønlænderne efterlyste i denne periode en egentlig retlig ligestilling, men tog gennem årene ofte initiativer med hensyn til at etablere regler for forsørgelsen af børn født uden for ægteskab, og at regulere på bidragene og mulighederne for at inddrive dem.

Fra midten af det 20. århundrede tog de grønlandske regler derimod afsæt i de danske, hvilket blev betragtet som en afgørende forudsætning for at realisere den ønskede ligestilling. Fokus blev derfor ikke længere så entydigt rettet mod forsørgelsen, men mod at sikre børn født uden for ægteskab i Grønland den samme retsstilling, som de havde i Danmark. Indarbejdet i denne fælles forståelse var imidlertid også, at der fortsat var afgørende forskel på grønlandske og danske forhold, som nødvendiggjorde en vis tillempning af reglerne. Det kom til udtryk bl.a i den grønlandske arvelov fra 1958 og i børneloven fra 1962, hvor de særlige grønlandske forhold rummede så forskellige fænomener som grønlandske familiemønstre og den grønlandske tankegang – og tekniske vanskeligheder forbundet med blodtypestatistiske analyser på materiale fra Grønland.

Dialogen mellem Grønland og Danmark om de grønlandske regler for børn født uden for ægteskab tog sin start allerede i slutningen af 1800-tallet. Initiativer kom til tider fra den ene, og til tider fra den anden side. Mens den danske administration var sen til at reagere på grønlandske initiativer angående børnenes forsørgelse frem til omkring 1950, var det derefter omvendt fra den danske administrations side, at der blev presset på for mere radikale ændringer i børnenes retsstilling. Gennem det meste af perioden stødte danske forslag om nye regler eller grundlæggende forandringer i disse ofte på en udbredt skepsis og modstand i de grønlandske landsråd. Fra 1960’erne og frem havde der dog udviklet sig en fælles forståelse og målsætning for lovgivningen vedrørende børns retsstilling. Den endelige beføjelse til at fastlægge regler og lovgivning har i hele den undersøgte periode ligget hos de danske myndigheder.

Et forholdsvis stort antal børn i Grønland har været underlagt de beskrevne regler. Her er tale om børn, hvis (formodede) fædre var af både grønlandsk, dansk og anden nationalitet; og mange er formodentlig især i den tidlige del af perioden blevet ’ægtebørn’, idet deres forældre giftede sig efter fødslen.

En del af disse børn – hvoraf nogle betegner sig som ”juridisk faderløse” – har oplevet meget negative følger af en opvækst hos en ugift mor og uden en kendt og navngiven far: De har været udsat for stigmatisering og chikane fra deres omgivelser, og har manglet en faderskikkelse og haft problemer med identitetsfølelsen. Og de udtrykker i dag behov for anerkendelse af deres vanskelige situation samt ønske om bistand til at finde eventuelle oplysninger om bidragspligtige – deres mulige fædre:

Jeg har en drøm om, at inden jeg går i graven, skal jeg – uden at det er pinligt – kunne sige: ”Jeg har en far, og han hedder…”…