Indsigt: Min Grønlandsfærd

Min Grønlandsfærd - Indledning

Indholdsfortegnelse:
Forord
»Disko«
Ministeriet for grønland
Den lange rejse
Det mærkelige land
Trafiken i Grønland

Retur til Min grønlandsfærd

Forord

Da jeg gik ud paa min Rejse til Grønland, havde jeg ikke tænkt at give Offentligheden en Bog om denne Rejse. Jeg havde i første Linie praktiske Formaal. Jeg maatte kende det Land som jeg nu var Minister for, og jeg havde haft saa megen politisk Forbindelse med de grønlandske Anliggender, at denne Besigtigelse var en nærliggende og naturlig Fortsættelse af mange Aars Arbejde. Det er nemlig en Misforstaaelse naar Folk tror, at min Interesse for Grønland først vaagnede da jeg gik ud paa denne Rejse.

Det er snart femogtyve Aar siden, at jeg første Gang var mit Partis Ordfører i Folketinget, da Lovgivning om Grønland var paa Dagsordenen. Jeg har siden, som Ordfører eller Udvalgsmedlem, beskæftiget mig direkte med alle forekommende Love vedrørende Grønland og jeg har aldrig været i Tvivl om, at Danmark fulgte en rigtig Linie i sin Lovgivning og Administration paa dette Omraade.

Da der i 1923 opstod et Grønlands-Problem imellem Danmark og Norge, udnævntes jeg, af Ministeriet Neergaard, til Medlem af den Delegation, som førte Forhandlinger med Norges Forhandlere, om det fremtidige Forhold mellem de to Lande, overfor Grønland. Og disse Forhandlinger endte som bekendt med Grønlands-Traktaten, der ratificeredes af Rigsdagen, under det første Ministerium Stauning i 1924.

Min Rejse langs Grønlands Vestkyst og mine Besøg i en Række Kolonidistrikter og Bopladser, var imidlertid en saadan Oplevelse og Berigelse, at jeg fandt det naturligt at give Offentligheden Kendskab til Forholdene. Fra flere Sider blev jeg opfordret til at uddybe de i Pressen offentliggjorte Skildringer og Betragtninger, og det er disse Ønsker som imødekommes ved denne Bog. Da jeg paa Hjemvejen besøgte Færøerne, hvor de politiske Forhold i Øjeblikket giver nogle Brydninger, finder jeg det rigtigst ogsaa at omtale dette Besøg og min Mening om Forholdene særlig om den Løsrivelsesbevægelse som har udviklet sig. Bogen er ikke noget videnskabeligt Værk og ikke en udtømmende Beskrivelse, men den er den jævne, praktiske Mands Indtryk og Bedømmelse af Lande og Folk som er vidt forskellige fra Danmark og det danske Folk. Vi har overtaget Pligten til at forvalte disse Landsdele og til at føre Folkenes Udvikling videre. Og vi skylder vore Efterkommere at efterlade denne Arv fra Fortiden, i en Stand, der ogsaa kan vidne om god, dansk Kultur.

Forfatteren

»Disko«

»Disko«, den grønlandske Handels nyeste Skib, Motorskibet, der allerede har saa godt et Navn blandt alle Grønlandsfarere, skulde paa Aarets tredje Rejse. De første to Rejser var besværlige og gav Forsinkelser, og derfor kunde »Disko« først være klar til Afgang et Par Uger senere end beregnet. Men om Morgenen den tiende August laa den ved Handelens Plads, ladet med mange gode Sager til den grønlandske Befolkning, baade til Erhvervet og til Hjemmene, alt var beredt til Afgang.

Der kom mange ud for at tage Af sked, thi paa denne Rejse skulde baade Direktøren i Grønlands Styrelse, Daugaard- Jensen og jeg, Grønlands Minister, foretage den Inspektion og Besigtigelse, som Grønlænderne havde faaet Bud om, ved Skibenes første Rejse i 1930.

Mange Dage forud havde der været Travlhed for at faa alt Arbejde fra Haanden, saaledes at den lange Fraværelse - seks-otte Uger - ikke skulde foraarsage Vanskeligheder i den Gerning, som ellers lægger Beslag paa sin Mand hver Dag. Stedfortrædere var udnævnte og Planerne for Rejsen var lagte, og saa lød Fløjten. Falderebet blev taget, Maskinen sattes i Gang - og min gamle Ven Frederik Andersen, der stod og talte Afskedsord med mig, kom for sent til Falderebet og maatte sættes af i en Baad ude ved Toldboden.

Med Kaptajn Hansen paa Broen, gik »Disko« ud af Havnen, ud forbi Nordsjællands skønne, men overbebyggede Kyst, ud paa den lange Rejse til Polarlandet, til Danmarks eneste Koloni, til Landet som Erik den Røde omkring 985 døbte Grønland for at lokke Islændingene dertil, til det Land, hvor et lille Eskimofolk nu i Aarhundreder har levet under det lille Danmarks Varetægt og Beskyttelse.

Ministeriet for grønland

Da jeg dannede det nuværende Ministerium fandt jeg det stemmende med Tidens Krav at oprette. et Ministerium for Søfart og Fiskeri. Søfarten er inde i en Udvikling eller Omdannelse. af stor Betydning for Erhvervets I Fremtid, og Fiskeriet er et Erhverv, der har meget store Fremtidsmuligheder, fordi en saa stor Del af Europa er, eller bør være Marked for dette Erhverv, og fordi Danmark har naturlige Betingelser for at udbygge Fiskeriet og Produktionen i Forbindelse dermed. Til dette Ministerium henlagdes ogsaa Styrelsen af Grønland, med Handel, Skibsfart, Fiskeri og Fangst, ved Siden af de store Statsinteresser paa det politiske eller forfatningsmæssige Omraade. Det er muligt, at Grønland, saavel som Færøerne, burde henhøre under Statsministeriet, netop paa Grund af disse Landsdeles særlige forfatningsmæssige Stilling, men det havde ikke praktisk Interesse den Gang, da Statsministeren og Søfartsministeren er samme Person, og de Erfaringer, der nu indvindes, kan senere tjene ved Afgørelse af det her rejste Spørgsmaal.

Jeg overtog selv dette nye Ministerium, baade fordi jeg fandt, at den, der tog Initiativ til en saadan Nydannelse ogsaa burde angive Linien for dette Ministeriums Arbejde, og fordi det er nødvendigt, at Statsministeren nøjes med en mindre Administration ved Siden af Statsministeriet, som efterhaanden giver et ganske anseligt Arbejde. - I sidstnævnte Henseende har jeg ikke helt opnaaet det, jeg tilsigtede, men bortset fra denne Skuffelse, er det nye Ministerium af særdeles stor Interesse, og Grønland er ikke den mindst interessante Del af Virksomhedsomraadet,

Jeg opdagede hurtigt, at det var en betænkelig Sag at tage Ansvaret for talrige Afgørelser i Administrationen af Grønland, naar man var uden direkte, personligt Kendskab til Landet og Folket. Og det var, for mig, der hele Livet igennem har haft Realiteterne for Øje, egen Erfaring og egne Iagttagelser som Grundlag, ganske utilfredsstillende at drøfte Grønlands Forhold alene udfra andres Kendskab og at træffe vigtige Beslutninger, uden at have den sædvanlige sikre Følelse af at handle med fast Grund under Fødderne.

Det Land, som ses paa det vedføjede Kort, var altsaa Maalet for Rejsen. Vi tog Afsked med de sidste Ledsagere ved Helsingør, og iblandt disse var Finansminister Bramsnæs, der dermed overtog Ledelsen af Statsministeriet og Søfartsministeriet, vi styrede ud over Kattegat i straalende Solskin og vi sagde Farvel til Danmark, da vi Klokken tre om Morgenen passerede Skagen og tog Nordsøen i Besiddelse.

Den lange rejse

Vor Rejse var begunstiget af forholdsvis godt Vejr. Det regnede en Del og det tegnede til at blive raat og koldt. Efter tre-fire Døgns Sejlads kom der ogsaa Storm og Sø, men da vi havde Medvind, var det hele dog forholdsvis gunstigt, og næste Dag var Forholdene allerede roligere, saa nogle af de søsyge kunde rejse sig igen.

Paa Rejsens tredje Aften passerede vi Shetlansøerne og kom ud i Atlanterhavet. Og paa den fjerde Dag var vi paa Linie med Færøerne. Den sjette Dag var vi under Island og saa gik nogle Dage, uden Følelse af at have Land i Nærheden. Vi skifter mellem Regn og Sol, medens vi styrer mod Vest. Vejret er forholdsvis roligt og vi venter tidlig Ankomst til Grønland.

Paa den niende Dags Eftermiddag skimtes Sydøstkysten af Grønland og om Aftenen omkring Klokken otte saa vi Landet i pragtfuld Solnedgang, formodentlig i en Afstand af otte-ti danske Mil.

Da vi var naaet saa vidt, begyndte nogle Genvordigheder. Vi kom ind i Taage, der observeredes nogen Is paa Havet - Isblokke og Smaafjælde - og ud paa Natten maa vi stoppe Farten - af Frygt for Taagen og Isen - alle Grønllandsskipperes Skræk. I Dagningen Klokken tre-fire sætter vi Fart igen, men der er stadig nogen Taage. Morgenen oprinder med raa Kulde og taaget, fugtig Luft. Temperaturen er en Grads Varme og Isblokkene i Havet talrige.

Klokken seks-syv om Morgenen paa den tiende Dag drejede vi rundt Kap Farvel. Det berygtede Hjørne, hvor der oftest er svær Kuling - og megen Søsyge. Det var ikke Tilfældet denne Gang. Det var forholdsvis roligt Vejr, men stadig tættere Taage og store Ismasser i Havet gjorde alligevel Situationen ubehagelig. Vi styrer fra Land, ud i aabent Hav, hvor Luften er renere, men da vi atter nærmer os det Land, vi skal besøge, møder vi Taagen igen. Ved Midnat er den fuldstændig tyk og tæt. Vi ligger stille og lader Sirenen varsko de Søfarende, som maatte vove Sejlads i Taagen. Kaptajnen er paa Broen i Grønlands-Udrustning, flere Udkigsmænd er paa Post og vi andre drøfter Situationen og den Forsinkelse som allerede nu er sikker.

Om Morgenen Klokken fire paa den ellevte Dag begynder Taagen at lette, saa vi atter vover at gaa i Fart, men Farten er langsom, thi Ismasser ligger om os. Henad Morgenstunden bryder Solen dog frem. Vi ser tydeligt hvor vi er, vi styrer ind i Fjorden til Julianehaab, hvor Farten ogsaa maa være langsom af Hensyn til den drivende Is. Vi ser i Afstand Radiostationens Master dukke op, vi ser de første Huse paa Fjældsiden og saa drejer »Disko« og vi har den hele, straalende Kolonibebyggelse for os. Klokken tolv kastes Anker, Motorbaaden »Anders Olsen« styrer ud mod Skibet, og vi hilses velkommen af Kolonibestyrer Ibsen og mange andre Danske, der kom for at høre Nyt om Landet, hvorfra de var gaaet ud.

De elleve Dages Rejse var forløbet; vi havde brugt en Dag mere end i heldigste Tilfælde fornødent, og paa »Disko« havde Livet formet sig roligt og hyggeligt, saaledes som det er anlagt i Grønlands-Skibene, hvor den gode Skik, Kaptajnen ved Bordenden, stadig opretholdes - i Magsvejr.

Vi er naaet til Grønland, til den gamle, sydlige Koloni, som ikke længere er typisk for Landet deroppe, og vi begynder at anstille Betragtninger over dette vældige Land, der ligger saa fjernt fra Danmark.

Et Par Tusind Sømil har vi sejlet eller 3750 Kilometer. Vi er nærmere Amerika end Europa, ja, vi er helt omme paa Amerika-Siden af Jordkuglen. Vi er ikke særlig højt mod Nord endnu, vi er paa Højde med Norges Hovedstad Oslo, og inde ved Kolonien er der da ogsaa lunt . og godt, selv om Isen i Fjorden selvfølgelig giver nogen Kulde.

Det mærkelige land

Men er Julianehaab end ikke langt mod Nord, saa ved vi dog, at Nordspidsen af Grønland hører til Nordpolsomraadet. Landet strækker sig fra 60° nordlig Bredde, hvor vi finder Kap Farvel, til 83½° , hvor Nordspidsen ligger. I Vejlængde er der fra Syd til Nord 2650 Kilometer, og fra Øst til Vest, paa det bredeste Sted, 1050 Kilometer, eller det samme som Vejen mellem København og Paris. Landet er i Areal tres Gange saa stort som Danmark, og paa dets Flade kan anbringes Spanien, Ungarn, Frankrig og Tyskland.

Hvis dette vældige Land i sin fulde Udstrækning var beboeligt, havde Danmark store Fremtidsmuligheder deroppe, men maaske er det netop Landets forholdsvis ringe Værdi, der har sikret Danmark denne Besiddelse igennem saa lang Tid. Landet er af vulkansk Oprindelse. Store Dele er udelukkende Fjæld af Lava, hvor alt Liv er udslukket, andre Dele er Granit- eller Basaltklipper med meget sparsom Jorddannelse og Vegetation, men endnu mere vildt og voldsomt virker den største Del af Landet, som er dækket af Is - Indlandsisen - der hovedsagelig er vældige Isf jælde. 84 Procent af Landet er dækket af Isen, og denne Dækning er ikke blot et Vinterfænomen, saaledes som vi kender det herhjemme. Det er evigtvarende Is, der vokser i Tykkelse, der aldrig smelter, der kun ved særlige Foranstaltninger kan befares og hvor intet levende kan trives. Tilbage bliver altsaa 16 Procent af Landet, der kan kaldes beboeligt, og det er endda kun til en vis Grad, thi mange af Fjældene kan overhovedet ikke bestiges og endnu mindre beboes.

Det isfri Land er Kyststrækningen, en smal Strimmel Land, væsentligst bestaaende af Klipper, Skær og Øer. Paa Vestkysten har dette Land en Udstrækning (Bredde) paa 100-180 Kilometer. Paa Østkysten som Regel mindre, men dog ved Scoresbysund, der ligger paa lidt over 70° nordlig Bredde, en Udstrækning paa indtil 300 Kilometer.

Det er bekendt, at dette Land er vanskelig tilgængeligt. Sejladsen langs Kysten er særdeles farlig. Mægtige Isfjælde kommer sejlende oppe fra Polhavet, ned igennem BaffinsBugten og Davis-Strædet, og denne Fare er til enhver Tid til Stede. Det er højst ejendommelige Isformationer man møder. Og det er særdeles farligt at komme dem nær. Over Vandet findes en Fjældformation af Størrelse som et stort Skib eller et Hus og under Vandet findes otte-ni Gange saa meget Is som viser sig ovenfor. Hvis der nu ved varme Strømmes Indflydelse eller ved Sammenstød med Skær sker Ændringer i den Del, der er under Vandet, kan dette bringe Isfjældet til at vælte, og det, der saa er i Nærheden, er viet Undergangen. I Taage og Mørke er Skibene stadig udsat for pludselig at være.lige inde paa Isfjælde, og derfor maa Sejladsen foregaa med største Forsigtighed, thi man ved, hvor forfærdelige Virkninger et Skibs Sammenstød med et Isbjerg kan have.

En Del af de sejlende Isfjælde stammer altsaa fra Havet og sejler omkring Aar efter Aar. Andre hidrører fra Indlandsisen og Fjordene. Naar man færdes deroppe, hører man jævnlig en voldsom Bragen. Det er Isfjælde som kælver inde i Landet eller i Fjordene. Det lyder som en Række Dynamitsprængninger, men det er aargamle Isfjælde, som af en eller anden Aarsag ændrer Stilling derinde ved Indlandsisen og med Brag skydes de vældige Blokke ud imellem Fjældsider, ud igennem Fjorden, og Isfjældet ender ude i Davis-Strædet, til Fare for Sejladsen.

Det er i et saadant alvorsfuldt Farvand, at vore Skibe aatlig maa gøre en Række Rejser. Der findes intet Fyr ved disse Kyster, ingen Vejledning i Form af ydre Tegn. Et gammelt Søkort-Materiale og Sømændenes Erfaringer er Grundlaget for Sejladsen. De gamle Kaptajner, de kender Fjældspidser, Øer og Skær; naar de, efter at have raadspurgt Kompas og Sekstant, ,skal være ved »TommelfingerFjældet « eller ved »Hjortetakken«, eller ved andre af de mærkelige Figurer, som Fjældene danner, saa gælder det at faa Øje paa Kendingsmærket, og saa styrer de roligt ind i det smalle Løb mellem Klipper og Skær, ind til den søgte Skibshavn. Denne ligger dog ofte fjernt fra Havet, langt inde i Fjorden, saaledes som det er Tilfældet med Julianehaab. Andre, som Godhavn og Upernivik, ligger nær ved Havet, beskyttet af Klippeøer, der virker som Dæmpere for Storm og Sø.

Det er kun kort Tid Farvandet heroppe kan besejles. Med Vanskelighed og Risiko gaar Sejladsen et halvt Aar til og fra de sydligste Kolonier, men nordpaa ligger Isen tyk og endnu længere. Der kommer ingen Skibe før Juni og der kommer ingen efter September. Nu kender man Forholdene, og sjældent indtræffer saadanne Ulykker som Fortiden opviste. Særdeles lærerig er saaledes Beretningen om Jens Munks Ekspedition med to Skibe og et halvt Hundrede Mand, der udrustedes af Christian den IV. Skibene blev spærret inde i Hudsonstrædet, hvor man var inde for at søge en formodet Søvej tværs over Amerika.

Under de forfærdeligste Lidelser fristede Ekspeditionens Deltagere Livet i den lange Vinter, og de fleste fandt Døden deroppe. Af den store Besætning kom kun tre-fire Mand tilbage til Danmark med det ene Skib efter halvandet Aars Forløb.

Trafiken i Grønland

De uhyre Vejlængder imellem Kolonierne i Grønland udelukker naturligvis Samkvem mellem Befolkningen i de forskellige Dele af Landet. Imellem Upernivik og Julianehaab er seks-otte Dages Sørejse med hurtigsejlende Skibe, og Besøg i de fjernere liggende Dele af Landet kan derfor kun gøres ved at gaa med Skibene, som besøger hele Kysten. Trafiken imellem de hinanden nærmest liggende Kolonier og Udsteder foregaar i stor Udstrækning ved Hjælp af Motorbaade og de Motorskonnerter, der er stationerede ved nogle Kolonier. Læge og Jordemoder befordres pr. Motorbaad og man maa klare sig, som man kan bedst, hvis Vinteren er streng og lukker helt for Fjordene, som ellers er Landets Veje. I den sydlige Del af Landet har man ikke mere saadant Islæg, at Trafiken kan foregaa ved Hundeslæder, og Hundehold kan heller ikke saa godt forenes med Fiskeriet. I det nordlige Omraade er Hundene og Hundeslæderne endnu det faste Led i Trafikvæsenet. Deroppe lukkes alt Vand: Fjorde, Elve og Hav. Og naar Vinterjagten foregaar eller naar Post skal hentes sydfra, saa gaar Turen over Bjerge og Fjorde, med de vilde Ulvehunde for Slæden, medens Pisken knalder og Raabene lyder, for paa denne Maade at lede Hundene paa rette Vej. Jeg har ikke selv oplevet denne Vinter-Idræt, men man fortalte med Gysen, men ogsaa med Begejstring, om disse forunderlige Rejser, som Læger og Jordemødre i Særdeleshed maa foretage.