Hans Egede. Kongelig missionær i Grønland

I hvert fald turde det - også i verdenshistorisk sammenhæng - være noget af en præstation at have skabt grundlaget for, at Grønland i dag kan stå frem som en levedygtig del af den moderne verden. Den bitre smag man kan få i munden i USA og i resten af den amerikanske verden - i sidste ende en stor europæisk koloni - ved tanken om de indianere, der levede her, og de navnløse forbrydelser, der er begået for at skaffe dem af vejen og give plads for den hvide mand og hans civilisation, har man ikke i Grønland. Hollænderne og englænderne stod på spring og afgav prøver på, hvordan de ville gribe sagen an, hvis de kom til. Men takket være Hans Egede skete det ikke. I Grønland kan man - også som europæer - trække vejret frit

Fredag d. 1. oktober 2021
Thorkild Kjærgaard, historiker, dr. phil.  
Emnekreds: Foder til læseheste, Grønlands historie.

Indholdsfortegnelse:
Resume
Larger than life
En kerne af rå kraft
Missionæren
Eftermælet
Litteratur


Thorkild Kjærgaard
dr.phil. (f. 1945) er historiker.
Indtil 2001 i museumsverdenen,
senest som direktør for
Museet på Sønderborg Slot.
2002-15 lektor ved Afdeling
for Kultur- og Samfundshistorie,
llisimatusarfik
Grønlands Universitet, Nuuk
Resume

Lørdag den 3. juli 2021 er det 300 år siden Hans Egede med sin familie gik i land på Håbets Ø. De to foregående hundredårsjubilæer (i 1821 og i 1921) blev højtideligt markeret, det i 1921 blandt andet med kongebesøg og med rejsning af den store Hans Egede-statue, der i dag knejser over Nuuk. Nu er stemningen vendt, og der har rejst sig en vredesbølge mod Hans Egede. Et planlagt kongeligt besøg i Grønland i anledning af 300-året hænger i en tynd tråd, og det er kun med nød og næppe, at Hans Egede-statuen har fået lov at blive på sin plads. Man kan spørge sig hvorfor. For tænker man sagen igennem, er det ikke nemt at forstå, at man kan være så utilfreds med ham, der bogstavelig talt ene mand sikrede, at alene Grønland på det mægtige amerikanske kontinent fra Ildlandet i syd til Canada og Alaska i nord har bevaret sin amerikanske identitet og er blevet forskånet for det blodbad, som den europæiske imperialisme i Den Nye Verden udløste. Overalt i Syd- og Nordamerika tales i dag europæiske sprog (spansk, portugisisk, engelsk og fransk), kun i Grønland er et indfødt amerikansk sprog stats-, samfunds- og kulturbærende, og kun her er landet ikke en bevidstløs kopi af en europæisk moderstat. Mens resten af Den Nye Verden sejlede i blod (indfødtes blod), så kendes der ikke så meget som et drab begået af en dansker eller af en nordmand på en grønlænder i 1700-tallet. Hvor de indfødte på resten af den amerikanske halvkugle blev jagtet og mejet ned som dyr, sad de i Grønland takket være Hans Egede på skolebænken og lærte - som ligestillede landsmænd i det multinationale, multikulturelle dansk-norske monarki - at læse og skrive på deres grønlandske modersmål.

Larger than life

Da man i 1870'erne og -80'erne diskuterede, hvad der skulle være på det kommende nationalhistoriske museum på Frederiksborg, som brygger J.C. Jacobsen havde oprettet i 1878 som en afdeling af Carlsbergfondet, opdagede man hurtigt, hvor svært det er at pege på, hvilke begivenheder og især hvilke personer, der har haft betydning for det historiske forløb. De fleste - selv konger, dronninger og statsministre - er, når alt kommer til alt, små hjul i et større samfundsmaskineri, og havde de ikke været dem, de tilfældigvis var, så ville der have været andre, som havde gjort nogenlunde det samme. Hvis en konge eller en førsteminister dør, er der altid en, sommetider flere, der står i kulissen og næsten ikke kan vente, til det bliver deres tur.

Ser man på Danmarks (indtil 1814: Danmark-Norges) historie med et køligt, usentimentalt blik, så er der ikke mange, der har afsat sig blivende, uudslettelige spor, sådan at forstå, at tingene i dag ville tage sig mærkbart anderledes ud, hvis de ikke havde været her. Blandt de få, der ikke lader sig reducere og relativere er - som påpeget i 1884 af historikeren, professor Edvard Holm i forbindelse med diskussionen om, hvad man skulle stille op med Frederiksborg - Hans Egede. Hvis Hans Egede blev taget ud af ligningen, ville meget med sikkerhed være gået anderledes. Der var ikke nogen, der stod på spring for at tage hans plads, hvis han ikke havde været der, og var han faldet fra før tiden, havde der ikke været nogen, som kunne træde ind og fuldende værket, og Danmark ville i dag være et andet land. Sådan så det ud fra Edvard Holms ståsted i 1884. Sådan ser det stadig ud i dag, næsten 150 år senere.(1)

Hvis ikke Hans Egede i 1721 - i år for 300 år siden - var taget til Grønland, så ville rigtig meget i dag være anderledes. Grønland, som siden nordbotiden (sammen med Færøerne og Island) havde hørt til Norge og derigennem også til Danmark, ville være gledet over på andre hænder, fordi der ikke var nogen anden i sigte, som kunne eller ville gøre Hans Egede kunststykket efter og genetablere dansk-norsk suverænitet over Grønland. Hans Egede stod i mange år fuldstændig alene med sin ide om at tage til Grønland, de gamle nordboeres land, hvor der nu kun var vilde hedninger, og han blev anset for en nar og en latterlig fantast uden kontakt med de hårde politiske realiteter.

Kontrafaktisk historieskrivning er en farlig disciplin og amatørernes legeplads. Kan man virkelig med nogen rimelig sikkerhed sige, hvad der ville være sket, hvis ikke Hans Egede var taget til Grønland for 300 år siden? Det kan man, helt undtagelsesvis, i dette tilfælde. I 1721 havde det gamle norske, nu dansk-norske land i årevis været på nippet til at glide over til andre magter. Grønland anerkendtes ganske vist stadig internationalt som en del af den dansk-norske konges territorium, men der var grænser for, hvor længe suveræniteten kunne opretholdes, hvis ikke den blev udnyttet - og det blev den ikke. Der var ingen trafik fra hverken Danmark eller Norge på Grønland, og der var ingen dansk-norske embedsmænd i Grønland til at hævde suveræniteten. Derimod vrimlede det med hollandske og britiske købmænd og hvalfangerfartøjer i Davis Strædet, ligesom hollænderne for længst havde forsynet grønlandskortet med hollandske navne (figur 1). Hvert eneste år gik snesevis af hollandske og britiske købmænd i land på Grønlands kyster og handlede med de indfødte, som for længst havde vænnet sig til gryder og potter af messing og andet europæisk husgeråd, som de fik til gengæld for sælspæk (til lampeolie, blandt andet til belysning af Londons og Amsterdams gader) og andre eftertragtede arktiske varer såsom isbjørneskind og narhvalstand. Havde den udvikling fået lov at fortsætte, ville Grønland inden for en meget kort tidsfrist være blevet en hollandsk eller måske snarere en britisk koloni, som Canada på den østlige side af Davidsstrædet allerede var, og Grønland ville i dag som de andre store øer i det nordøstlige hjørne af det nordamerikanske kontinent (Baffin Island, Ellesmere Island og andre) som den naturligste ting af verden være en del af Canada.

------------
(1) Povl Eller (udg.), Brygger ]. C. Jacobsens plan over historiske fremstillinger til Frederiksborgmuseet [med bemærkninger af professor Edvard Holm], Danske Magazin, 8. rk., bd. 5, hefte 4. 1989. 309-36, s. 336.


Figur 1.

Fra slutningen af 1600-tallet udførte nederlandske kartografer i følgeskab med købmænd og hvalfangere et stort arbejde med kortlægning af Grønland, hvor vestkysten fra Uummannarsuaq (Kap Farvel) op til nord for det nuværende Upernavik blev dækket med et net af hollandske navne. Hans Egede gik i land ud for Baels Rivier, nutidens Nuup Kangerlua (Godthåbsfjorden) (grafik: Karin Lykke Groth, www.lykke-grafisk.dk).


For det indre liv i Grønland ville det have haft vidtrækkende konsekvenser. For hollænderne og briterne var grønlænderne ikke andet end en samling indfødte, som man kunne skalte og valte med efter forgodtbefindende, sådan som man gjorde på resten af det nordamerikanske kontinent. For Hans Egede, derimod, var Grønland ikke en koloni, men en del af Norge, og de mennesker, som boede der, var landsmænd, som skulle behandles med respekt. De var hedninger, og det ville Hans Egede gerne gøre noget ved, og det gjorde han og hans efterfølgere med stor succes. Men grønlændernes sprog og kultur skulle respekteres, og tvangsomvending til kristendommen, som i stor målestok blev praktiseret på det amerikanske fastland, kunne ikke komme på tale. Resultatet kender vi dag. Hvor grønlændernes stammefæller på den canadiske side af Davisstrædet taler engelsk eller (i Quebec) fransk som første sprog og ofte ikke kan andet, så trives grønlandsk sprog og kultur i bedste velgående på den grønlandske side takket være Hans Egede, som gav grønlænderne et skriftsprog, hvad intet polarfolk tidligere havde haft. Og hvor den eskimoiske (inuitiske) befolkning i Canada og Alaska er blevet udnyttet og hundset med som en kolonibefolkning med følger, der trækker spor frem til i dag, så er grønlænderne blevet behandlet som ligemænd. Det gælder for eksempel på et vigtigt punkt som kommunalt og regionalt selvstyre. De grønlandske forstanderskaber blev indført 1857 og er altså jævnaldrende med de danske sogneforstanderskaber (sogneråd), der er fra 1841. Ligesom man i Danmark hverken kunne eller ville regere uden om gårdmændene, så hverken kunne eller ville man i Grønland regere uden om sælfangerne, det grønlandske fangersamfunds ækvivalent til det danske landbrugssamfunds gårdmænd.

Men også for Danmark, som ved Freden i Kiel 1814 fik overdraget de gamle norske øer i Nordatlanten (Grønland, Island og Færøerne), mens Fastlandsnorge gik til Sverige (se Boks), har Hans Egedes indsats haft stor, stadig mærkbar betydning. Uden Hans Egede ville Danmark ikke have haft Grønland og formentlig heller ikke Færøerne med alt, hvad det indebærer på godt og ondt (Island flyttede hjemmefra i 1944 og dannede sin egen dukkerepublik). Danmark eller - mere korrekt - Rigsfællesskabet ville ikke have været en arktisk stormagt, og vi ville ikke have siddet med ved bordet i Arktisk Råd og spist kirsebær med de store. Vi ville heller ikke have deltaget i krigene i Irak og Afghanistan. De danske soldater, som er faldet på slagmarken i Afghanistan og andre steder langt hjemmefra, er faldet for Grønland, sådan at forstå, at Grønland gør Danmark til en del af den amerikanske verden, og dermed afhængig af et tæt, fortroligt samarbejde med USA med alt, hvad det indbringer og koster. Uden Hans Egede ville Danmark i dag have været en lille driftig, men ret ubemærket nation i det nordlige Europa, hvis vi da overhovedet havde fået lov at beholde vores selvstændighed. Den har Grønland nemlig også i afgørende øjeblikke været med til at sikre. Hvordan Danmark skulle have klaret sig igennem Anden Verdenskrig og de første år efter krigen, hvis ikke Grønland havde skaffet os politisk goodwill i USA, er svært at sige. Ville Danmark være blevet optaget i FN allerede fra grundlæggelsen i 1945 uden USA's støtte? Det tvivler historikere på. Ville de sovjetiske styrker have forladt Bornholm - ideel som fremskudt position for Den Røde Flåde - foråret 1946, hvis ikke fortsat sovjetisk forbliven på dansk territorium forventelig ville have betydet, at USA havde udvidet sit territorium ved at overtage Grønland? Det ved ingen, men det har altid været en gåde, hvad der fik Sovjetunionen til at trække sig tilbage fra Bornholm og dermed - med en formulering som skyldes Statsministeriets mangeårige sikkerhedspolitiske rådgiver Henning Gottlieb - gjorde Danmark til "en randstat, som lå på den forkerte side af Jerntæppet." Hvad det ville have betydet for dansk kunst, litteratur, musik og kirkeliv for ikke at nævne sprogvidenskab, etnografi og naturvidenskab (zoologi, botanik, geologi og glaciologi), hvis ikke Danmark, takket være Hans Egede, havde haft Grønland som virkeplads, er uoverskueligt.

Der siges i fredstraktaten af 14. januar 1814 intet om, hvordan Grønland, Island og Færøerne fremover skulle regeres. Den forståelse, som fra dansk side blev lagt til grund, var, at forholdet til de tilbageblevne nordatlantiske dele af Norge var uændret, og at den dansk-norske union derfor fortsat bestod, dog uden Fastlandsnorge. Grønland var ikke (lige så lidt som Island og Færøerne) en koloni, men en unionspartner. En forskel fra tidligere var, at hvor Norge frem til 1814 havde været en i enhver henseende jævnbyrdig partner med Danmark, så var det ikke tilfældet med Grønland, Island og Færøerne. De nordatlantiske øer var ligestillede, men ikke jævnbyrdige med unionspartneren. Der var en magtmæssig assymmetri. Denne de facto-overlegenhed har man fra dansk side lagt vægt på ikke at udnytte, og frem til Grundloven af1953 holdt Rigsdagen (Folketinget) stort set fingrene fra Grønland, som ikke var deres bord. Den eneste gang, hvor Danmark har brugt eller rettere sagt misbrugt sin knusende overlegenhed, var i 1946, hvor den danske FN-delegation under ledelse af den radikale politiker Hermod Lannung (1895-1996) uventet og uopfordret erklærede, at Danmark fremover ville indgive årlige rapporter om Grønland til FNs 4. komite ("kolonikomiteen"). Med denne erklæring, som i høj grad må tilskrives den hensynsløst ærgerrige Hermod Lannungs ønske om med Grønland som indsats at komme frem i FN-hierarkiet, men som hele Danmark naturligvis må tage på sig, blev Grønland kastet for løverne og med et slag reduceret fra ligeværdig unionspartner til koloni under internationalt tilsyn. Hvad som helst kunne være sket, hvis ikke grønlandske personligheder som politikeren Frederik Lynge (1899-1957) og hans slægtning, forfatter og seminarielærer Augo Lynge (1899-1958) var kommet til New York for over for verdensoffentligheden at forsikre, at Danmark aldrig havde behandlet Grønland som en koloni, og at Grønland ønskede at forblive i forening med Danmark. Løsningen på denne pinagtige situation blev, at Grønland for at kunne frigøres fra sin nypålagte koloniidentitet med Grundloven af 1953 inddroges i Kongeriget Danmark som et amt. Om det var den bedste løsning kan i høj grad diskuteres, men som sagerne stod, var det formentlig eneste fremkommelige vej, hvis forbindelsen mellem Danmark og Grønland skulle opretholdes. - For en mere detaljeret gennemgang af dette ulyksalige forløb, som endnu i dag kaster skygger ind over det dansk-grønlandske forhold, henvises til Grønland og Hermod Lannungs private udenrigspolitik (Weekendavisen 9. marts 2017; tilgængelig via Kamikposten).

En kerne af rå kraft

Hans Egede blev født i Harstad i det nordlige Norge 1686. Det stod ikke skrevet ved hans vugge, at han skulle blive noget særligt. Både på moderens og faderens side stammede han fra bønder, fiskere og embedsmænd i andet geled. Dygtige lokale folk, men uden kontakt med de ledende lag i det mægtige dansk-norske monarki, der strakte sig fra Nordkap t il Hamborg. Drengen kom i skole - privatundervisning, der var præster i familien - og som nittenårig kom han til København, hvor monarkiets eneste universitet lå, for at læse til præst. Her var han kun kort tid, det var dyrt at holde en søn i København, og faderen lå alvorligt syg. Men ved en kraftanstrengelse lykkedes det ham på ikke meget over et år at hale en teologisk embedseksamen i land, om end i den lave ende. Helt ubemærket forblev den unge, ravnorsktalende student dog ikke. Den navnkundige professor Hans Bartholin, der nok kunne kende et talent, når han så det, skrev om Hans Egede, at han havde udvist "stort nemme." Bartholin har formentlig ventet, at den purunge kandidat, der straks efter eksamen var draget tilbage til det nordlige Norge på jagt efter et præstekald, ville dukke op igen som ansøger til et provsteembede, eller måske endda ad åre til en bispestol. Lidet anede den københavnske karriereteolog og indædte fjende af kristen mission, at det var ingen anden end den kommende grundlægger af grønlandsmissionen, han havde givet sit fornemme skudsmål, og at Hans Egede, da han mange år senere fik tilbudt bispestolen i Trondhjem, ville takke nej.

Hans Egede, hvis far nu var død, fik som bare 21-årig et præstekald i Vågan ude på det yderste af Lofoten. Han fik også en kone, den livsduelige, 13 år ældre Gertrud Rasch, som fulgte Hans Egede til sin død i Grønland december 1735. Hun var en kvinde fra egnen fra et miljø som hans eget, og de fik hurtigt børn, fire i alt. Ægteskabet med Gertrud Rasch bragte den unge præst i konflikt med forgængerens enke, der mente, at hun efter års afholdenhed havde krav på ham som ægtefælle og sengekammerat, men det blev der ikke noget af. Der var også konflikter om forskellige økonomiske rettigheder med et par af kollegerne, som gav Egede lejlighed til at konstatere, at han var gjort af et andet stof end sine kaldsfæller. Fysisk var Hans Egede bomstærk og frygtløs. Nogle af sine mange kræfter brugte han på lange, strabadserende ture på Lofotens klippekyst klos op ad det iskolde Atlanterhav.

Sådan gik et par år, og så en oktoberaften 1708, hvor han igen var ude på en af sine vanlige aftenture langs Atlanterhavet, kom han - fortæller han selv mange år senere - i tanke om, at ovre på den anden side af det sorte hav foran ham lå Grønland, hvor der siden 900-tallet havde boet nordmænd, og som stadig var en del af Norge. Hvordan var det egentlig fat med disse nordboer? Var de der endnu? Det var længe siden, man var ophørt med at sejle regelmæssigt på Grønland, det havde man ikke gjort siden slutningen af1300-tallet. Spørgsmålene myldrede frem. Hvordan havde de det mon med kristendommen? Kaldte kirkeklokker til gudstjeneste hver søndag? Hvis ja, så var det jo i hvert fald til katolsk højmesse. Reformationen, som i 1530erne havde bragt lutherdommen til Danmark og Norge, kunne nordboerne på Grønland af gode grunde ikke vide noget om.

Denne mørke aften i oktober 1708 mødte den 22-årige Hans Egede sin skæbne. Man kan også sige, at den rastløse, højt begavede, lidenskabeligt indstillede mand, der havde kræfter, som han ikke kunne udfolde som sognepræst for en lille menighed i det nordlige Norge, heller ikke selv om det skulle lykkes ham at avancere til provst, måske endda til biskop nede i Trondhjem, omsider fandt ud af, hvad han skulle gøre med sig selv og med sit liv. Ved at vende blikket mod det fjerne Grønland fandt han et projekt - en måde at udtrykke sig på - som var grandios nok til at fylde hans sejl fuldt ud. Eftertiden har undret sig over, at han så at sige ene mand kunne erobre Grønland, og det er der al mulig grund til at undre sig over. Men lidt paradoksalt udtrykt er gådens løsning, at han ikke kunne andet. Han havde et format og var af en støbning som gjorde, at han ikke kunne affinde sig med mindre end at tage livtag med hele verden og forsøge med egne kræfter at dreje historiens hjul. Så måtte det briste eller bære. Hans Egede var med den norske forfatter Kåre Holts udtryk skabt til "stordåd." Eller, som han selv ubeskedent formulerede det: Grønlandsmissionen var "et guddommeligt kald." Et guddommeligt kald, som han hverken kunne eller ville modsætte sig.

Hos Hans Egede, som aldrig tidligere havde interesseret sig for Grønland og intet vidste om oversøisk mission, blev der i oktober 1708 tændt en ild, som aldrig mere slukkedes. Han begyndte at orientere sig i, hvad der rent faktisk foregik på missionsfronten. Der var den jesuitiske mission i Indien, i Kina, i Japan og i Amerika. Der var også en nyere pietistisk-protestantisk missionsbevægelse, der udsprang fra Halle i Tyskland, og som netop, med støtte fra København, var begyndt at udsende missionærer til Tranquebar i Indien, snart også til Vestindien (Caribien). Endelig var der en kæmpestor teologisk litteratur, som Egede ikke havde beskæftiget sig synderligt med i studietiden, men som han nu kastede sig over. Hvad havde den at sige om mission? Havde apostlene, hvis handlinger er beskrevet i Apostlenes Gerninger, gjort arbejdet en gang for alle (som nogle, blandt andre professor Bartholin mente), eller skulle missionen fortsættes på moderne betingelser, som en række nyere tyske teologer gjorde gældende? (2) Og så var der Grønland. Hvordan så der ud på Grønland? Der var ikke meget at hente, men lidt var der, især nogle nederlandske skrifter. Og så kunne han kontakte folk, der havde været på Grønland, der som nævnt var befærdet af hollandske og engelske handelsskibe og hvalfangere, som ikke sjældent havde dansk-norske sømænd påmønstret. Der var også bergensiske skibe, som for år tilbage havde været i farvandet omkring Grønland.

Efterhånden fik Egede så meget stykket sammen, at han sidst på året 1711 kunne sende et "Forslag til de hedenske Grønlænderes Omvendelse" til biskopperne i Trondhjem og Bergen, ligesom regeringen i København blev orienteret. Der er tale om et langt og kompliceret dokument, hvor Egede med talrige bibelcitater og henvisninger, direkte såvel som indirekte, til forskellige teologiske forfattere forklarer, at der bør sendes en mission til Grønland. Grønland var gammelt norsk land, og det var alene af den grund den dansk-norske konges pligt at opretholde og forsvare Guds Rige i Grønland. Det fremgår af det store memorandum fra 1711, at Hans Egede allerede på det tidspunkt var helt på det rene med, at der ikke var nordboer tilbage på vestkysten, som var det sted, hvorfra en mission nødvendigvis måtte tage sin begyndelse, da østkysten var utilgængelig på grund af is. Han vidste også, at de folk, der boede på vestkysten, talte et ukendt sprog, og at de var hedninger. Der måtte, mente han, være tale om et blandingsfolk med middelalderens kristne nordboer blandt forfædrene, som af mangel på kristne lærere havde forvildet sig ind i hedenskabens og uvidenhedens mørke. (3) Egede er af og til blevet latterliggjort for naive forestillinger om, at han skulle til Grønland og undervise katolske nordboer i den rette lutherske lære, men aldeles uberettiget. Han vidste udmærket, hvilke folk han ville møde, når han kom til Grønland, og at det var en ren hedningemission, som forestod. At han så alligevel fik noget af et chok, da han mange år senere blev mødt af den grønlandske virkelighed, er en anden sag. Hvis nordboerne stadig fandtes - og det troede Hans Egede til sin dødsdag - var de skjult bag østkystens ismasser. Til sidst i det lange, ærbødigt formulerede forslag om en grønlandsmission lader Hans Egede forstå, at han selv var villig til at drage til Grønland, uanset at han havde præstekald i Norge og kone og børn. Han var parat til at bryde alle bånd hvis nødvendigt. På det punkt gik han længere end selv de varmeste fortalere for oversøisk mission. De forestillede sig, at missionærerne skulle være unge, ugifte mænd uden en hjemlig menighed at tage vare på. Eller med andre ord nogen der kunne tillade sig at dø for sagen. Hans Egede viser her sin ubøjelige og kompromisløse karakter. Han havde med endnu en formulering hentet fra Kåre Holt "en kjerne av rå kraft."

Bispernes modtagelse af det omfattende projekt var venlig, men afventende, og fra København, hvor man var involveret i Den store nordiske Krig og havde andet at tænke på, kom ikke noget svar. Set fra regeringskontorerne på Slotsholmen var Hans Egede indtil videre ikke andet end en præst fra det yderste nord, som havde fremsendt en plan uden gang på jorden.

Figur 2.
Guddommeligt kald og familie. Hans Egede træder ind ad døren til den hyggelige præstegård i Vågan, hjemme igen efter en lang og farefuld rejse til Trondhjem. En lettet Gertrud Rasch og fire glade børn flokkes om den lykkeligt tilbagekomne mand og far. Da Egede kort efter røber, at han har planer om at tage til Grønland, og at det var om det, han var til samtale med biskoppen i Trondhjem, falder stemningen til nulpunktet. Håndkoloreret litografi efter ubekendt forlæg. 11,8 x 7,5 cm. Fra: Heinrich Muller, Hans Egede und seine Gattin unter den heidnischen Gronliindern. Ein schones Lebensbild fiir /ung und Alt. Neuhaldensleben [1832], s. 3 (foto: Det Kongelige Bibliotek).



Og så var der familien. Gertrud Rasch var lamslået, da det gik op for hende, hvad hendes mand havde gang i, og at han var villig til at sætte alt på et bræt (figur 2). Vi ved ikke, hvad der er foregået inden for hjemmets fire vægge, men flere af de forfattere, som har haft fat i Hans Egede-skikkelsen, kredser om det drama, der må have udspillet sig. Gertrud modsatte sig på det bestemteste det afsindige grønlandsprojekt, og vi ved ikke, hvad der fik hende til at give efter. En af dem, der har vovet at gætte, er Margrethe Tjalve, som for få år siden udgav en læseværdig roman om Gertrud Rasch, Isekrog. Med udgangspunkt i en autentisk begivenhed opbygger Tjalve en nervepirrende scene, hvor den ældste søn, Poul, fanget på en klippe ude i vandet, er på nippet til at blive revet væk af tidevandet. Den pris, som den fortvivlede Gertrud inde på land lover Gud at betale, såfremt Poul bliver reddet - hvad han bliver - er at tage med Hans til Grønland. Men det var ikke bare Gertrud, der skulle godkende Hans Egedes vilde planer. Det skulle resten af verden også, for han kunne ikke svømme over Atlanterhavet, og han havde ingen midler og ingen selvstændig platform,

for eksempel et stort embede at arbejde ud fra. Han var, set med verdens øjne, ikke nogen, og længe løb han panden imod en mur af ligegyldighed. I 1718, ti år efter at han i 1708 havde fået sin guddommelige kaldelse om at tage til Grønland, gjorde han det aldeles uhørte at nedlægge sit embede uden betingelser
og drage med familien til Bergen, hvor han håbede at finde støtte for sin sag. I Bergen blev Egede spottet og hånet som en nar og en fantast, og familien levede på det knappeste af de indtægter, han kunne skaffe sig som lejepræst. Men det var ikke kun nederlag, fattigdom og spot, han mødte. Det lykkedes ham at komme til København og, hvor utroligt det end lyder, få foretræde for kongen. Det var Frederik IV, der i 1720 som sejrherre i Den store nordiske Krig stod stærkt i det nordlige Europa. Kongen nærede stor forkærlighed for Norge og kunne sagtens se ideen i at få genoprettet det norske og dermed det dansk-norske herredømme i Grønland. Det var nu, chancen var der, det var nu, mens Danmark-Norge stod på toppen, at der skulle handles, og den egensindige, viljestærke præst fra Nordlandene så ud til at være gjort af det rigtige stof. Hans Egede blev udnævnt til kongelig missionær med en gage på 300 rigsdaler årligt plus 200 rigsdaler til omkostninger, og med majestætens opbakning lykkedes det at få det bergensiske købmandsaristokrati med på at oprette et såkaldt Bergenskompagni, der kunne stå som sponsor for "det grønlandske Dessein." Der blev købt skibe - tre i alt, derunder et hvalfangerskib, som blev sendt i forvejen - og den 2. maj 1721 skete det ufattelige: Det gode skib Haabet og en ledsagende galiot kastede los og stod ud fra havnen i Bergen med 46 mennesker ombord og kurs mod Grønland. Chef for ekspeditionen var den tidligere nordlandspræst Hans Egede, nu med titel af kongelig missionær i Grønland, der i 1708, 13 år tidligere, var blevet grebet af en ide, som han siden havde arbejdet for nat og dag. Opgaven var at drive handel på Grønland og missionere for de mennesker, som boede der.

Det blev en farlig og langvarig overfart, og det forudsendte hvalfangerfartøj nåede slet ikke frem. Den 4. juni fik man Grønlands sydspids i sigte, men der var svær drivis med isbjerge "så store som øer og høje bjerge" og voldsomme storme, så det tog uger at trænge op i Davisstrædet. Sankthansaften kom skibene i en kritisk situation, og længe så det ud, som om de to fartøjer ville blive knust af isen. Men på underfuld måde kom de klar, og den 3. juli 1721 kunne man efter to måneder på havet omsider kaste anker ved en ø i den grønlandske skærgård, beliggende på 64 grader 7 minutter nordlig bredde, 2-3 mil fra fastlandet ud for det nuværende Nuuk. Øen, hvor de gik i land, blev døbt Håbets Ø. For Hans Egede blev det begyndelsen på 15 arbejdsår i Grønland, som sluttede den 29. juli 1736, hvor han sejlede tilbage med tre af børnene og hustruen Gertrud liggende i en tjæret kiste fastsurret på dækket. Den ældste søn, Poul, der nu var 28 år og talte flydende grønlandsk med svag norsk accent, blev tilbage i Grønland som ledende missionær.

------------
(2) Om Hans Egedes teologiske "efteruddannelse," se Kathrine Kjærgaard, Naturlig teologi, missionsstrategi og naturhistorie hos Hans Egede i: Aage RydstrømPoulsen, Gitte Adler Reimer og Annemette Nyborg Lauritzen (red.), Tro og Samfund i Grønland i 300-året for Hans Egedes ankomst. Aarhus Universitetsforlag 2021. 77-88, specielt s. 80-81.

(3) Hans Egedes forslag af 21. dec. 1711 findes trykt i Louis Bobe (udg.), Diplomatarium Groenlandicum 1492-1814: Aktstykker og Breve til Oplysning om Grønlands Besejling, Kolonisation og Missionering (Meddelelser om Grønland, 55:3). København 1936, s. 32-44.


Missionæren

Hvad gør man, når man står i Grønland omgivet af folk, som ikke forstår, hvad man siger, og hvis sprog af den eskimoisk-aleutiske sproggruppe man ikke aner det mindste om, og som viser sig at være hundrede gange sværere, end man selv i sin vildeste fantasi har forestillet sig?

Det var, kort fortalt, Hans Egedes situation, da han gik i land i Grønland den 3. juli 1721. Han kunne uden større problemer begynde at opføre et overvintringskvarter - han havde materiale med på skibene, og han havde sit mandskab. Noget andet var at komme i kontakt med de indfødte, som sejlede rundt i kajakker og konebåde, som fangede sæler og gik på rensdyrjagt og talte et sprog, som han ikke forstod et ord af. Om sommeren boede grønlænderne i telte, om vinteren i lave, nedsænkede huse, såkaldte langhuse, hvor de boede så tæt, at de takket være kropsvarmen og de stadig brændende tranlamper kunne gå næsten nøgne omkring, selv om det frøs 20 grader eller mere udenfor. Grønlænderne forrettede naturligvis al deres nødtørft inden døre. Urinen blev opsamlet i tønder og brugt blandt andet til hårvask. Hver familie havde en lille bås, de ugifte holdt til på særlige brikse langs væggene. I en luft tyk af menneskelige uddunstninger og em fra vådt skindtøj, der hang til tørre, levede grønlænderne deres liv det meste af året. Her blev børnene undfanget, her fødtes de. Hvis det var piger med den risiko at blive sat ud, hvis der var nok af dem i forvejen; blev det en dreng, var glæden stor og moderen stolt, en dreng betød jo en fanger, en erhverver, der kunne sikre familiens eksistens engang. Om morgenen tog mændene ud i kajak for at jage. Det var helt nødvendigt, men farligt, og ikke sjældent gik det galt. En grønlandslæge, Alfred Bertelsen, har senere regnet ud, at det var lige så farligt at være grønlandsk kajakfanger som at være frontsoldat under Første Verdenskrig. Derfor var der i det gamle grønlandske samfund altid et stort overskud af kvinder; bigami var en del af løsningen. Socialt set bestod det grønlandske samfund af små grupper, domineret af storfangere. De mænd, der ikke kunne klare sig på havet, havde et svært liv, det samme havde de fleste kvinder. Det religiøse lederskab varetoges af shamaner, åndemanere, som udøvede et hårdt, tabubaseret styre, hvor kristendommen - som det skulle vise sig - var et attraktivt alternativ.

I den verden dumpede Hans Egede ned i 1721, og her skulle han vise, hvad han duede til. Det han endte med at gøre var at drive en slags billedmission. Billeder viste sig at have en nærmest magisk tiltrækning på grønlænderne, hvad Egede ret hurtigt opdagede. Han beretter om det i den tjenestejournal, som han førte gennem alle årene i Grønland: I sin rådvildhed over ikke at kunne komme i kontakt med de mange, som kom strømmende til Håbets Ø for at se, hvad der var på færde, holdt han en dag den tyske teolog Heinrich Mullers dengang meget benyttede Evangelische Schluss-Kette med billeder af Jesus og evangelisterne på titelbladet op for en forsamling af grønlændere. De pegede og gestikulerede ivrigt, og Hans Egede anede, at han måske havde fundet en vej, som kunne bruges, indtil han fik fat på noget af sproget. Hans Egede var god til at tegne, det samme var hans ældste søn Poul - ham der i sin tid sad på klippen, mens vandet steg omkring ham. Poul, der nu var 12 år, og hans far tegnede billeder fra bibelhistorien, viste dem frem og forklarede på grønlandsk, så godt de kunne, hvad de forestillede. En gentagelse af, hvad der formentlig er foregået i middelalderens Danmark med støtte i kirkernes kalkmalerier.

Sproget var en næsten uoverstigelig opgave. Der var ingen ordbøger, der var ingen grammatikker, der var ingen tidligere studier, som man kunne støtte sig til. Alt skulle samles op helt fra bunden. Det skete ved at tage forældreløse børn ind ude på Håbets Ø, det skete ved at Hans Egede alene eller i følgeskab med andre, ofte de to sønner Poul og Niels, om vinteren i isnende kulde opsøgte grønlænderne i deres hytter, hvor de spiste spæk samtidig med at de prøvede at udholde stanken og få styr på sproget, som de ikke blot skulle lære at forstå, men også at tale, ligesom det var nødvendigt - hvis missionen skulle have en chance for at bide sig fast - at der blev udviklet et skriftsprog. De første tekster på grønlandsk blev til allerede efter en to-tre år i Grønland. Meget ufuldkomne, men man var på vej, og målet, et brugbart grønlandsk skriftsprog, blev nået i løbet af1730'erne og 1740'erne. Den første bogtrykte grønlandske ABC kom i 1739 (figur 3), og længe inden da var man begyndt at lære grønlænderne at læse, hvad Hans Egede - som det altid har været skik inden for den protestantiske verden - lagde stor vægt på. Ikke for ingenting er protestantismen og bogtrykket, som protestantismen i høj grad skylder sin succes, jævnaldrende. Nogle vil måske spørge: var det nødvendigt at lære grønlandsk. Kunne man ikke have prøvet at lære grønlænderne dansk? Hertil er for det første at sige, at det heller ikke ville have været nogen nem sag. Og, for det andet, at det aldrig nogensinde kom på tale. Hans Egede holdt sig til Luther-udtrykket om "modersmålet som Guds spejl i sjælen." Ville man bibringe folk kristendommen, måtte det ske via modersmålet, der var ingen anden vej.

Hans Egedes budskab var kristendommen. Kristendom er tro, men det er ikke bare tro. Det er også, som allerede nævnt, billeder, og det er læsning, som kan bruges til andet end at læse religiøse tekster. Kristendom er også sang og musik. Hans Egede var en stor sanger, og når han drog rundt i Grønland, som han begyndte at gøre, så snart han havde fået lidt fodfæste, så sang han, når han nærmede sig en ny boplads. Folk strømmede sammen for at høre den berømte hvide mand, der stående foran i båden sang, så det kunne høres på lang afstand. Endelig er kristendommen litteratur. Biblen er et af verdenslitteraturens . hovedværker, og efterhånden som den i løbet af1700-tallet - og nu trækker jeg linjerne langt ud over den tid, hvor Hans Egede var i landet - blev oversat til grønlandsk, gav den grønlænderne nye og meget benyttede referencepunkter. De bibelske fortællinger blev ovenud populære, og grønlænderne begyndte at forstå sig selv og deres land som en del af Guds plan med verden, som en del af den bibelske fortælling. Med Hans Egedes komme - og med de missionærer og andre, der fulgte, efterhånden som 1700-tallet skred frem - oprandt en ny tid i Grønland. En ny religion, en ny kultur og et nyt samfund i tæt kontakt med Danmark-Norge, ikke bare åndeligt og kulturelt, men også økonomisk og politisk. Europæiske forbrugsvarer, som hollænderne siden 1600-tallet havde bragt til Grønland, kom i større mængder end nogensinde, og suppleredes med kaffe, te, chokolade, figner, mel, tekstiler og andre ting, som gjorde livet lysere, lettere, behageligere og sikrere.

Figur 3.

Første side af den første trykte bog på grønlandsk. Den lille bog på 40 sider har - som sædvanligt for ABC'er i 1700-tallet- ikke noget titelblad. Dens identitet fremgår af et lidt skødesløst skrevet latinsk notat på bindets inderside: "Grammatica Gronlandica, qvam primo composuit & Hafniæ 1739 edidit Dom. Episcopus Johannes Egede" (Grønlandsk begynderbog, som hr. biskop Hans Egede først har sammensat og udgivet i København 1739). Udvalget af bogstaver (23 i alt) er afstemt efter grønlandsk fonetik. Grønlandsk havde et særligt ord, ungna, for talmængder, der lå ud over antallet af fingre og tæer. Det er der taget hensyn til ved at lade talrækken gå til 21. Bogen er sat med fraktur ("krøllede" bogstaver). Det gentog sig aldrig. Der er stærke indicier for, at Hans Egede ret hurtigt efter ABC'ens udgivelse nåede frem til, at fraktur, der dengang var standardtypografi i Danmark-Norge, forringede læsbarheden for grønlandsk, som er karakteriseret ved lange, ofte komplekse ord. Den næste bog på grønlandsk, som kom i 1742, var sat med den visuelt mere skarptskårne antikva (latinsk skrift), og det er alle bøger på grønlandsk siden blevet. På det punkt satte grønlandsk bogproduktion en ny standard, som først slog igennem årtier senere (foto: Flemming A.J. Nielsen)

Der oprettedes handelsstationer (kolonier, loger), som gjorde fødevareforsyningen mere sikker og hindrede sult, der tidligere uundgåeligt indfandt sig, når man før eller siden løb ind i en periode med misfangst. Der dannedes en administration, der kom postforbindelser, og der kom skydevåben, som gjorde fangsten mindre farlig og mere effektiv. Der kom jordemoderkunst, lægekunst og medicin. Det gamle samfund sank i jorden, og der opstod i løbet af 1700-tallet et nyt Grønland, som sammen med Island og Færøerne udgjorde det søbårne Norge, der så igen var en del af det forenede Danmark-Norge. Siden er Fastlandsnorge forsvundet ud afbilledet. Det skyldtes napoleonskrigene, som for Nordeuropas vedkommende afsluttedes med Freden i Kiel januar 1814, der delte Norge. Fastlandsnorge - det vi i dag kalder Norge - gik på de vindende stormagters forlangende til Sverige. Det søbårne Norge - Grønland, Island og Færøerne - forblev i union med Danmark.

Hans Egede blev i Grønland til 1736. Den sidste tid var svær af forskellige årsager. Den vigtigste var, at koppesygdommen i 1733 kom til Grønland. Indtil da var det, takket være den altid mere end seks uger lange sejltid mellem Danmark-Norge og Grønland, lykkedes at hindre koppesmitten, hvis inkurbationstid er 40 dage, i at krydse Nordatlanten, men i 1733 var uheldet ude. På et skib fra København var der to grønlændere ombord. Den ene bar smitten ombord, den anden fik den så sent under overfarten, at han endnu ikke var blevet syg, da skibet ankom til Godthåb og derfor uhindret kunne gå fra borde med den dødelige smitte, og da grønlænderne - som alle andre folk på den gennem årtusinder isolerede amerikanske halvkugle - ikke havde noget immunforsvar mod kopper, som er en europæisk-asiatisk sygdom, blev dødstallene astronomiske. Folk døde bogstavelig talt i bundter. Gertrud Rasch og Hans Egede gjorde sammen med resten af deres folk en stor indsats for at pleje de syge, men der var ikke meget, de kunne gøre. For Gertrud betød koppeepidemien afslutningen, hun sled sig op og døde, 62 år gammel, i december 1735. Hans Egede, der selv var blevet 49 år, fik en depression, og da hans ældste søn Poul, der havde været i København nogle år for at studere, var klar til at træde til, så besluttede han at stoppe i Grønland og tage tilbage. Ikke til det nordlige Norge, hvor han aldrig mere satte sine ben, men til København, hvor han de kommende år udgav en række bøger om Grønland og grundlagde det såkaldte Seminarium Groen!andicum, som siden 1737 og frem til det lukkede i 1979 har uddannet i hundredvis af missionærer og præster til tjeneste i Grønland, samtidig med at det har dannet rammen om en stor produktion af bøger på grønlandsk. Den første bog, som blev udsendt, var den allerede nævnte ABC fra 1739, den første trykte bog på grønlandsk. Denne bog har længe været anset for tabt, og der har endog været dem, der har betvivlet, at den nogensinde har eksisteret. Men det har den, og i 2020 er den ved et lykkeligt tilfælde blevet genfundet, endda i to eksemplarer. En afhandling om dette boghistoriske fund er på vej .(4)

------------
(4) Flemming A.J. Nielsen og Thorkild Kjærgaard, Den første grønlandske bog, Fund og Forskning i Det Kongelige Biblioteks samlinger, 60. Udkommer november 2021.


Eftermælet

Grønlænderne har siden 1700-tallet været taknemmelige for Hans Egede, som gav dem kristendommen. Det havde en pris, nemlig at det gamle samfund sank i jorden, akkurat som vikingesamfundet forsvandt i Danmark, da kristendommen blev indført. Men ikke alt forsvandt, først og fremmest bevarede man sproget, der i dag er det eneste oprindelige sprog på den amerikanske halvkugle, som er stats-, samfunds- og kulturbærende og dermed muliggør og sikrer en ubrudt linje bagud. På resten af det mægtige amerikanske kontinent, fra Ildlandet i syd til Canada i nord, er det ikke-amerikanske sprog (spansk, portugisisk, engelsk og fransk), der slår tonen an. Kun i Grønland er det landets eget sprog, der tales på gaden, læres i skolen, benyttes på prædikestolen og lyder fra parlamentets talerstol med alt hvad det indebærer af historisk kontinuitet og kulturel identitet (figur 4). Hans Egedes grønlandske projekt blev en svimlende succes til glæde for alle, men først og fremmest for det grønlandske folk.

Figur 4.

Da Columbus den 12. oktober 1492 gik i land på øen San Salvador (Bahamas) var der en blomstrende mangfoldighed af indfødte folk og mægtige riger i den amerikanske verden, og der blev talt hundredvis af forskellige sprog. Siden har britisk-fransk-spansk-portugisiske imperialisme gjort rent bord. De indfødte folk er enten væk, forflyttet eller decimeret til magtesløse minoriteter i deres eget land, bortset fra Grønland. Kun i Grønland er det indfødte folk stadig på plads, og kun her er det indfødte sprog bevaret som stats-, samfunds- og kulturbærer (grafik: Karin Lykke Groth, www.lykke-grafisk.dk).


De seneste års aggressive identitetspolitiske bevægelser, som har rettet sig mod den hvide mand, har mange steder i verden ført til en hadefuld forkastelse af den kristne europæiske kultur. Disse bevægelser har længe været mærkbare i Grønland, og i 2020 ramte de ind med fuld styrke. Hans Egede er blevet beskyldt for at være racist og for at ville undertrykke og kolonisere Grønland. Den store statue af ham, som står på Kirkebakken i Nuuk, er blevet oversprøjtet med rød maling, og man har skrevet det engelske slagord decolonize på soklen.

Begge beskyldninger er ubegrundede. For at tage det sidste først, så har Grønland, som flere gange nævnt, aldrig været en koloni, men har siden middelalderen været en del af Norge og dermed (siden 1380) i union med Danmark, således som det stadig er tilfældet. Grønland kunne være blevet en hollandsk eller en britisk koloni, men blev det ikke - takket være Hans Egede. Også når det kommer til racisme, kan Hans Egede frikendes. Racisme hører en senere tid til, og i alle tilfælde var den slags tanker ham fuldstændig fremmed. Hans Egede skelnede mellem kristne og ikke-kristne, men opfattede i øvrigt alle mennesker som lige. Om noget, så var han tilbøjelig til at opfatte grønlænderne som europæerne overlegne. Herom er der flere vidnesbyrd i de skrifter, som han udsendte om Grønland efter tilbagekomsten, således i Det gamle Grønlands Nye Perlustration fra 1741, hvor han sammenfattede sit syn på grønlænderne således: "Naar man ligner Grønlændernes Levnet med de Fleste saa kallede Christnes Levnet, saa vil hine visselig beskieme [beskæmme] disse paa hin Dag [Dommedag]; thi Grønlænderne, skiønt de ikke have nogen Lov, saa giøre de dog af Naturen nogle Lovens Gierninger. Hvad kand man af de fleeste Christnes herskende Begierligheder, store Hofmoed, prægtige, vellystige og overdaadige Levnet, Had og indbyrdes Eftertragtelse og andre utallige grove Laster dømme, end at de ere langt fra Livet som er Gud, og i saa Maader ere høist Ulyksalige, men tvertimod leve Grønlænderne udi en naturlig saa at sige Uskyldighed og Enfoldighed. Deres Begierlighed strekker sig ikke viidere end til nødtørftige Ting. Viide ikke af Pragt og Hofmoed, hade og fortrykke hinanden ikke, de ey heller vindicere sig nogen Magt og Herredømme over hinanden. Kortelig, de ere Fornøyede med deres Stand og Vilkor og plages ikke med unyttige Bekymringer. Er det ikke en stor Lyksalighed? O! I lyksalige Folk! Hvad bedre kand man i udvortes og timelige Ting forønske eder, end som I allerede have og besidde. Have I ingen Rigdom? I trykkes ikke heller af Fattigdom. Have I ingen Overflødighed? I liide ikke heller Mangel og Fattelse [afsavn]. Er der ingen Pragt og Herlighed hos eder at see? Der er ikke heller Foragtelse [nedværdigelse] at finde. Er der ingen Herrestand? Der er ikke heller nogen Slavestand. Hvad er sødere end Frihed? Og hvad er lyksaliger end Nøysomhed? Men eder fattes endnu et, jeg meener Guds og hans Søns Jesu Christi Saliggiørende Kundskab, hvori allene det ævige Liv og Salighed bestaar. Dette er det som vi i Evangelii Prædiken tilbyde eder." (Figur 5).

Figur 5.

Hans Egedes apoteose som den grønlandske nations fader og Nuuks grundlægger. "H.E." Mixed media på gips af Fritz Petersen. 2010. 18,0 x 13,0 cm. Privateje (foto: Photocare/Holbæk).


Den danske historiker Ole Feldbæk (1936- 2015), der skyede al højttravende historiefilosofi, skrev hen mod slutningen af sin karriere et essay, hvor han stillede sig det for ham uvant abstrakte spørgsmål, "om de nordis.ke riger i randen af det europæiske kontinent har været i stand til at yde noget bemærkelsesværdigt i de tusind år, de har eksisteret." (5) Ole Feldbæk remser op, hvad Norden har formået, og det er ikke så lidt, der er både en Ludvig Holberg, en H.C. Ørsted, en August Strindberg, en Henrik Ibsen og en Søren Kierkegaard, og der er meget godt at sige om de nordiske samfund både i dag og i går. Men sammenholdt med de store europæiske kulturnationer - Frankrig, Spanien, Storbritannien og andre - kommer Norden uvægerlig til kort. Heller ikke relativt mente den kølige universitetsprofessor, at de nordiske lande havde præsteret mere, end hvad man kunne forvente, og han afviste blankt enhver tanke om, at de nordiske lande hver for sig eller tilsammen skulle have ydet mere end andre europæiske lande i forhold til deres befolkningsstørrelse. Ole Feldbæk havde i sine betragtninger over den nordiske verdens indsats i den store historiske sammenhæng udelukkende blikket rettet mod den europæiske scene. Havde han vendt sig mod den amerikanske verden, hvor Danmark-Norge takket Hans Egedes indsats fik et afgørende ord at skulle have sagt i Grønland, ville han måske være nået til et mere positivt resultat. I hvert fald turde det - også i verdenshistorisk sammenhæng - være noget af en præstation at have skabt grundlaget for, at Grønland i dag kan stå frem som en levedygtig del af den
moderne verden. Den bitre smag man kan få i munden i USA og i resten af den amerikanske verden - i sidste ende en stor europæisk koloni - ved tanken om de indianere, der levede her, og de navnløse forbrydelser, der er begået for at skaffe dem af vejen og give plads for den hvide mand og hans civilisation, har man ikke i Grønland. Hollænderne og englænderne stod på spring og afgav prøver på, hvordan de ville gribe sagen an, hvis de kom til. 6 Men takket være Hans Egede skete det ikke. I Grønland kan man - også som europæer - trække vejret frit.

------------
(5) Ole Feldbæk, De nordiske landes historiske rolle i Europa i: David Favrholdt, Pia Griiner og Flemming Lundgreen-Nielsen (udg.), Som kongerne bød. Fra trelleborge til enevælde. Festskrift til Hendes Majestæt Dronning Margrethe Il i anledning af tresårsdagen 16. April 2000. Det kongelige Danske Videnskabernes Selskab/C.A. Reitzel, København 2000. 196-205, s. 196.

(6) Louis Bobe, Hollænderne paa Grønland, Atlanten, bd. 4. 1915. 258-84.

Litteratur

Der findes en enorm litteratur om Hans Egede, senest Aage Rydstrøm-Poulsen, Gitte Adler Reimer og Annemette Nyborg Lauritzen (red.), Tro og Samfund i Grønland i 300-året for Hans Egedes ankomst (2021). Dog mangler en ny, ajourført biografi. Det bliver der forhåbentlig rettet op på i løbet af 2021. Den indtil videre bedste og mest fyldestgørende biografi er Louis Bobes veloplagte og velskrevne, men lidt bedagede Hans Egede: Grønlands Missionær og Kolonisator fra 1944. Ud over faglitteraturen er der en lang række halvdokumentariske romaner om Hans Egede og Gertrud Rasch. Blandt de nyeste kan nævnes Kåre Holt: Sønn av jord og himmel. En bak om Hans Egede,"Grønlands Apostel" (1978), Karl Erik Harr: Is og Ild. I Hans Egedes kjølvann (2008), Linda Lassen: Håbets år. Historisk roman om Gertrud Rasch og Hans Egede (2011), Magrethe Tjalve: Isekrog, en roman om Gertrud Rasch (2017) og Kim Leine: Rød mand/Sort mand (2018). Sidstnævnte er et karaktermord på Hans Egede.