Indsigt: Hjemmestyrets EDB-afdeling i samarbejde med Inu:IT

Hjemmestyrets EDB-afdeling i samarbejde med Inu:IT

Sådan en aftale havde været klart ulovligt i Danmark eller hvis Grønland havde været medlem af EU. Aftalen har nemlig aldrig været udbudt i licitation, så andre firmaer har ikke haft mulighed for at kommen med et konkurrerende tilbud.

Torsdag d. 8. juli 1999
Emma Kristensen
Michael Strangholt
Emnekreds: Informationsteknologi, Love og konventioner.

EDB-afdelingen
Der har ikke været nogen styring af Hjemmestyrets edb-afdeling igennem de sidste par år, erkender direktør i Landsstyrets sekretariat Solja í Olavsstuvu.

De kaotiske tilstande i edb-afdelingen har fået flere medarbejdere til at sige op. Det har medført, at Hjemmestyret måtte indgå en aftale med et privat edb-firma, for at klare den daglige drift.

Solja í Olavsstuvu forventer, at der vil ligge en aktivitetsplan for edb-afdelingen indenfor for få måneder.

Driftsaftale med Inu:IT
Hjemmestyret har indgået en kontrakt til en værdi af over 1,5 millioner kroner om året med det private data-selskab Inu-IT a/s. Kontrakten havde været ulovlig i Danmark, men da der ikke findes lovgivning om udlicitering af edb-opgaver i Grønland, kunne Hjemmestyrret i fredags underskrive kontrakten.

Kontrakten er ikke en udlicitering, men en nødløsning, siger direktør i Landsstyrets sekretariat, Solja í Olavsstuvu.

Kontrakten med det private edb-firma Inu:IT a/s omfatter driftstøtte til Hjemmestyrets EDB-afdeling 24 timer i døgnet samt en række andre ydelser.

Inu:IT skal se på år 2000-problemer i Hjemmestyrets edb-systemer og stå for overvågning og finde fejl i systemerne. Aftalen indebærer, at Hjemmestyret minimum skal betale 1,5 millioner i kontraktperioden, der foreløbig gælder frem til næste sommer. INU:IT får fri og ubegrænset adgang til alle data-oplysninger i Hjemmestyret og får stillet personale, udstyr og maskin-tid gratis til rådighed. Hvis Hjemmestyret køber nyt edb-udstyr, skal Hjemmestyret betale for uddannelse af firmaets medarbejdere så de kan betjene de nye maskiner. Udover lønnen skal Hjemmestyret betale rejser, hotelophold og dagpenge til INU:IT, når det er nødvendigt, for eksempel hvis edb-systemet i sygehuset i Upernavik bryder ned.

Aftalen binder Hjemmestyret til altid at samarbejde med INU:IT i forbindelse med nye projekter og nye leverandører. Hvis INU:IT ikke synes om en af delene, har INU:IT intet ansvar overfor Hjemmestyret. Det betyder i realiteten, at INU:IT får afgørende indflydelse på Hjemmestyrets indkøb af edb-udstyr - og hvor det skal købes. INU:IT sælger selv alt hvad der har med edb at gøre.

Sådan en aftale havde været klart ulovligt i Danmark eller hvis Grønland havde været medlem af EU. Aftalen har nemlig aldrig været udbudt i licitation, så andre firmaer har ikke haft mulighed for at kommen med et konkurrerende tilbud. Men da Grønland kun har regler om udlicitering af bygge og anlægsopgaver, og ikke på edb-området, er aftalen ikke ulovlig i Grønland. I Danmark skal enhver kontrakt om sådanne opgaver til mere end én million kroner sendes i udbud, oplyser konkurrencestyrelsen i Danmark.