Mediepolitisk redegørelse

Landsstyrets overordnede mediepolitiske mål er ... at sikre et alsidigt medieudbud for herigennem at tilgodese borgernes ytrings- og informationsfrihed som en væsentlig forudsætning for demokratiet

Fredag d. 17. september 1999
Direktoratet for Kultur, Uddannelse og Forskning
Emnekreds: Aviser, radio og TV, Informationsteknologi, Kultur og samfund, Politik, Uddannelse.

Indholdsfortegnelse:
1. Forord
2. Mediekonferencen i marts 1998
3. Mediebilledet, dets aktører og bestemmende faktorer
4. Problemstillinger
4. 1. Problemstillinger vedr. medierne generelt
4.2. Problemstillinger vedr. radio- og fjernsynsvirksomhed
4.3. Problemstillinger vedr. lokal radio- og tv-virksomhed
4.4. Problemstillinger vedr. den trykte presse.
4.5. Problemstillinger vedr. Grønlands Mediefond
5. Handlingsplan
Tids- og handlingsplanen


1. Forord


På selv den mest beskedne bolig i den yderste bygd kan man finde en opkobling til det globale satellitorgie
Det er landsstyrets overordnede mediepolitiske mål:
  1. at sikre et alsidigt medieudbud for herigennem at tilgodese borgernes ytrings- og informationsfrihed som en væsentlig forudsætning for demokratiet
  2. at medierne skal medvirke til at vedligeholde og udvikle samfundets kultur, dets traditioner og identitet.
  3. at der skal skabes de bedst mulige rammer for en udvikling af medierne som erhverv. I denne redegørelse fremsætter landsstyret på baggrund af en præsentation af problemstillingerne på medieområdet en handlingsplan for, hvorledes landsstyret agter at realisere sine mediepolitiske mål.

Redegørelsen, der bygger på en tidligere udarbejdet redegørelse om radio- og fjernsynsvirksomhed er i den ændrede form omdøbt til mediepolitisk redegørelse for herved at signalere, at redegørelsen ikke alene omhandler problemstillinger vedr. radio- og fjernsynsvirksomhed men medierne generelt. Ved medier forstås i denne sammenhæng først og fremmest radio- og tv-stationer, aviser og lokalblade. Redegørelsen vil desuden komme ind på nye medier, herunder sammensmeltning af eksisterende medier (mediekonvergens) og i et vist omfang også film- og videovirksomhed.

Redegørelsen har til formål:
  • at orientere Landstinget om indlæggene og drøftelserne på den mediekonference, som Direktoratet for Kultur, Uddannelse og Kirke afholdt i marts 1998 i Ilulissat. Med denne orientering er det hensigten at give Landstinget et indtryk af, hvorledes de enkelte aktører inden for medieverdenen selv opfatter mediesituationen.
  • at give Landstinget et overblik over de relevante problemstillinger, der gør sig gældende for medierne som helhed og for de enkelte medier.
  • at præsentere Landstinget for landsstyrets handlingsplan for medieområdet.
  • Redegørelsen er forsøgt udarbejdet i en forholdsvis kortfattet og overskuelig form. Ønsker læseren en uddybning kan der henvises til rapporten "Mediepolitiske arbejdspapirer", der som titlen siger har været en væsentlig del af fundamentet for udarbejdelsen af redegørelsen. Rapporten kan fås ved henvendelse herom til Direktoratet for Kultur, Uddannelse og Forskning.

Til redegørelsens form skal desuden alene bemærkes, at konklusioner og anbefalinger er fremhævet med fed skrift og indramning.

2. Mediekonferencen i marts 1998
Om baggrunden for og formålet med mediekonferencens afholdelse, de enkelte indlæg under konferencen og referatet derfra henvises til rapporten "Mediepolitiske arbejdspapirer". Der skal her således alene anføres nogle overordnede konklusioner vedr. konferencen.

Medieområdet er et stort og komplekst område med vanskelige overordnede generelle problemstillinger og mange konkrete problemstillinger vedr. de enkelte medier at tage stilling til. Under mediekonferencen var det ikke muligt at nå til en egentlig afklaring af de mange problemstillinger, men der kom en række gode input til en efterfølgende afklaring. Der er således stadig behov for en afklaring af disse overordnede problemstillinger.

Under mediekonferencen var der stor enighed om, at et af de største problemer for medieverdenen er, at der ikke er noget fagligt forum for en løbende debat om medierne. Dette gør, at der ikke løbende udveksles synspunkter og de indhøstede erfaringer ikke bliver koordineret og samlet. Der blev i denne forbindelse foreslået jævnlig afholdelse af mediekonferencer eller seminarer vedr. forskellige medierelaterede problemstillinger.

Drøftelserne på mediekonferencen viste desuden, at det ikke vil være hensigtsmæssigt at foretage særskilte ændringer i regelgrundlaget for radio- og tv-området uafhængigt af forholdene for øvrige medier. Derudover at man må gøre sig bevidst, at mediepolitikken er en del af den samlede kulturpolitik og til en vis grad også af erhvervspolitikken, idet medierne udover at være kulturelle institutioner også for de flestes vedkommende er erhvervsvirksomheder, og at en fremtidig mediepolitik derfor må være nøje afstemt med den til enhver tid gældende kultur- og erhvervspolitik.

3. Mediebilledet, dets aktører og bestemmende faktorer
Mediebilledet kan for overskuelighedens skyld præsenteres i form af en model, som udviklingschef Leif Lønsmann fra Danmarks Radio præsenterede under mediekonferencen. Modellen ser således ud og vil blive nærmere forklaret i det følgende:


Modellen tager udgangspunkt i, at der er to bestemmende faktorer for, hvilke medieudbydere, der vil kunne agere på området, og under hvilke betingelser. Disse to faktorer er lovgivningen og økonomien.

Hvad der kommer ud til borgerne, udbuddet, afhænger af to andre faktorer. For det første hvilken sendeteknologi, der er til rådighed, og for det andet, hvilket kreativt input der er til rådighed. Det kreative input er alt det, som danner indholdet i udbuddet.

Hvad borgerne så i sidste ende gør brug af, forbruget, afhænger også af to faktorer, modtageteknologien samt vaner og betalingsvilje hos den enkelte forbruger.

4. Problemstillinger
4. 1. Problemstillinger vedr. medierne generelt
4.1.1. Mediernes grundlæggende formål (1)
En afgørende forudsætning for udformningen af en mediepolitik såvel som for efterfølgende ændringer heri er, at man gør sig klart, hvad mediernes grundlæggende formål er.

Medierne tjener flere formål, men først og fremmest et ideologisk formål, nemlig at være en nødvendig forudsætning for demokratiet.

Det grønlandske samfund er kendetegnet ved en demokratisk styreform. I en sådan styreform er ytringsfriheden og informationsfriheden helt nødvendige forudsætninger, og sikringen af ytringsfriheden og informationsfriheden kan kun ske med mediernes aktive tilstedeværelse. Medierne er således et væsentligt fundament for demokratiet.

Mediernes rolle for demokratiet kan mere konkret siges at være følgende:
  1. Formidling af nyheder og andre informationer af almen eller speciel interesse.
  2. Fremdragelse af diskutable forhold i samfundets politiske og administrative strukturer såvel som i organisations- og erhvervslivet.
  3. Kontrol- og klageinstans på læsernes, lytternes og seernes vegne over for offentlige og private institutioner og virksomheder.
  4. Forum for debat af samfundsmæssig betydning.

En række forudsætninger skal være opfyldt for at at mediernes rolle for demokratiet kan varetages optimalt, herunder bl.a.:
  1. Ubetinget respekt for ytringsfrihedens og informationsfrihedens principper.
  2. Selvstændighed for de enkelte medievirksomheder i forhold til statsmagten.
  3. Mangfoldighed i det samlede medieudbud.
  4. Reel mulighed for borgerne til at søge information, læring og underholdning ud fra egne ønsker og behov.
  5. Åbenhed i forvaltning og offentlige beslutningsprocesser.

Tilsvarende kan en række faktorer svække mediernes betydning for den demokratiske samfundsform, herunder bl.a.:
  1. Politisk betingede indskrænkninger i ytringsfriheden.
  2. Manglende økonomiske muligheder for at opretholde og udvikle et varieret medieudbud.
  3. Koncentration af afgørende redaktionel indflydelse hos få, store medievirksomheder.

Det offentliges forpligtelse over for borgerne for at sikre informations- og ytringsfriheden i et demokratisk samfund er at sikre tilstedeværelsen af medier, der udøver en sådan virksomhed.
Dette kan ske både gennem det offentliges etablering og drift af egne medier som ved at skabe de nødvendige rammer for andres medievirksomhed. Som beskrevet i kapitel 3 vedr. mediebilledet, er borgernes udbytte af medierne i sidste ende bestemt af, hvilken modtageteknologi der er til rådighed og deres vaner og betalingsvilje. Under henvisning hertil kan man tilføje, at det offentliges forpligtelse også er at sikre, at borgerne har mulighed for at modtage medieudbuddet, herunder også gennem nye elektroniske kanaler som internettet, og at prisen ikke bliver fastlagt på et så højt niveau, at kun en bestemt del af befolkningen reelt har mulighed for at få og give informationer på den vis. Der henvises i denne forbindelse til kulturkløft-problematikken, der er nærmere beskrevet i afsnit 4.1.2, De kommende års medieudvikling.
Det er imidlertid spørgsmålet, om det offentliges forpligtelser over for borgerne med hensyn til medierne udelukkende er at sikre informations- og ytringsfriheden. Ved vurderingen af dette spørgsmål må man nødvendigvis tage hensyn til, hvilke behov borgerne har, og hvilke muligheder de har for at få disse opfyldt.
Udover de ideologiske formål må man være opmærksom på, at medierne også tjener andre formål. I et ethvert samfund, og måske navnlig i små samfund som det grønlandske, tjener medierne også det formål at være kulturbærere. Medierne skal medvirke til at vedligeholde og udvikle samfundets kultur, dets traditioner og dets identitet. Dette kan ske på mange måder og på flere niveauer. Alene mediernes anvendelse af sproget kan i sig selv være en væsentlig kulturbærende faktor. Indholdet af programmerne kan formidle viden om og skabe debat om forskellige forhold af betydning for samfundet, dets borgere og kultur. Endvidere kan den omstændighed, at man bruger kunstnere og kulturarbejdere som kreativt input støtte kulturen ved at man skaber forudsætninger for disses eksistens og kunstneriske udvikling.

Ved fastlæggelsen af mediernes formål for det grønlandske samfund synes det hensigtsmæssigt at tage stilling til, om man skal prioritere de kulturbærende formål højere end det i praksis er tilfældet i dag, og hvorledes dette i givet fald vil kunne gøres.
Udover disse formål må man i dag erkende, at medierne også tjener profitskabende formål, og at medierne indgår som et led i den stadig voksende (internationale) medieindustri.

Udover at skabe nødvendige rammer for de ideologiske og kulturbærende formål må man således også søge at sikre sig, at medierne her i landet gives rimelige vilkår for at kunne drive erhvervsmæssig virksomhed i konkurrence med såvel indenlandske som udenlandske konkurrenter. Man må i den forbindelse være varsom med at lave begrænsninger i mediernes virke, der er større end konkurrenternes. Som eksempel på en sådan begrænsning kan nævnes forbud mod samsending og networking for lokale radio- og tv- stationer.

4.1.2. De kommende års medieudvikling
I de nye teknologier ligger der potentiale til en udbygning af de demokratiske beslutningsgange, det almene informations- og uddannelsesniveau og den mellemmenneskelige kommunikation på tværs af grænser, sprog og kulturforskelle. De nye teknologier kan imidlertid også anvendes, så de øger risikoen for samfundsmæssig polarisering, menneskelig isolation og apati over for den omgivende verden. Som centrale temaer i de kommende års medieudvikling kan der peges på følgende:
  1. Fragmentering af den politiske offentlighed
  2. Større kulturkløft
  3. Kommercialisering af medieindholdet
  4. Digitalisering, herunder mediekonvergens, og ændrede betalingsformer
  5. Internationalisering og mediekoncentration

Fragmenteringen
Ved fragmentering af den politiske offentlighed forstås, at opinionsdannelsen og den demokratiske debat indskrænkes til i bedste fald at dreje sig om ganske få, enkle og overskuelige sager, hvilket kan gå ud over det generelle informationsniveau og mere specifikt tilskynde borgerne til at isolere sig i snævre interessefællesskaber.

Fragmenteringsudviklingen nødvendiggør, at befolkningen uddannelsesmæssigt gøres i stand til at forholde sig kritisk til det voksende informationsudbud. Dette kan nødvendiggøre en højere prioritering af undervisning vedr. medierne såvel i folkeskolen som i uddannelsessystemet i øvrigt.

Kulturkløften
Ved kulturkløften forstås i denne forbindelse den kløft, der er mellem forskellige befolkningsgrupper i samfundet med hensyn til adgang til og udnyttelse af medierne. På mediekonferencen præsenteredes af Birgit Kleist Petersen og Jette Rygaard, begge fra Ilisimatusarfik, de foreløbige resultater af en undersøgelse af de unges medievaner her i landet. Konklusionerne her bekræftede i høj grad, at der er en kulturkløft, og at den forventes at blive større. Det kan være en kløft mellem generationer - mellem dem der er opvokset med computerteknologien, og dem der aldrig har stiftet bekendtskab med tastaturet og skærmen. Det kan imidlertid også være en social kløft mellem dem, der via uddannelse, økonomisk formåen og job formår at anvende de nye teknologier og dermed kan opsøge et stadig større informationsudbud, og dem der står fremmede over for disse nye muligheder, som de ikke har ressourcer til at udnytte - være sig grundet geografiske forhold, manglende viden eller manglende økonomiske muligheder.

Skal kulturkløft-udviklingen bremses eller i det mindste mindskes, er det offentlige nødsaget til på flere fronter at arbejde for en udjævning - eksempelvis gennem generel højnelse af viden om de nye teknologier, sikring af at nye teknologier er tilgængelig for hele befolkningen, hvilket forudsætter, at den nye informationsteknologi udstrækkes i sit geografiske dækningsområde til hele landet, og at prisen for anvendelse deraf er overkommelig for alle befolkningsgrupper.

Kommercialiseringen
Med kommercialiseringen menes dels reklamernes indtog i de elektroniske medier og de enkelte mediers forsøg på (af økonomiske grunde) at sikre sig det størst mulige publikum.

Man skal være opmærksom på, at kommercialiseringen kan betyde en popularisering af formidlingen, fordi det eneste succesparameter bliver hensynet til højest mulige seer- lytter- og læsertal. Dette medfører, at nyhedsformidlingen fokuserer på konflikterne, det letforståelige og en stærk selektiv opfattelse af, hvad der rigtigt og forkert.

Skal kommecialiseringsudviklingen mindskes kræver det, at der stilles klare krav om kvalitet til service mediernes nyhedsvirksomhed og at public service mediernes succesparameter ikke bliver høje seer- og lyttertal alene, hvilket blandt andet kan sikres ved at gøre dem uafhængig af kommerciel indflydelse som gennem reklamevirksomhed.

Digitalisering, herunder mediekonvergens, og ændrede betalingsformer
Udnyttelsen af den teknologiske udvikling - især digitaliseringen - skaber nye forhold mellem medierne og dermed nye medietilbud til brugerne. Nøgleordet i denne udvikling er konvergens, dvs. en tilnærmelse mellem de enkelte medieformer. Skellet mellem trykte og elektroniske medier bliver mindre skarpt, og der opstår nye berøringsflader mellem f.eks. computeren og fjernsynet.

Mediekonvergensen er kendetegnet ved, at fire medieområder får stadig flere og fælles berøringspunkter. Det drejer sig om de trykte medier, broadcasting (dvs. radio og TV), telekommunikation og computeren. Den afgørende faktor i konvergensen er digitaliseringen: alle informationer, hvad enten det er tekst, lyd eller billeder lagres, bearbejdes og overføres på samme enkle måde. Informationerne bliver populært sagt omdannet til en serie af nuller og ét-taller og "pakket" (ved hjælp af kompressionsteknik), så de fylder mindst muligt. På denne måde kan store mængder information sendes hurtigt gennem telenettet.

På de trykte mediers område kommer konvergensen til udtryk i den elektroniske avis. Avisen distribueres på andre måder end den gængse trykte udgave, nemlig:
  1. On-line, der giver brugeren mulighed for at søge nyheder og baggrundsinformation ved hjælp af computeren,
  2. på cd-rom, der f.eks. tilbyder ét års artikler med mulighed for at søge på emneord og
  3. som interaktiv TV- avis, der er en udbygget form for tekst TV.

Med medie-konvergens vil radio og især fjernsyn få nye funktioner. Fremtidens fjernsyn vil således bl.a. kunne anvendes til:
  1. "video-on-demand" (ønskevideo), så der via telenettet fremsendes film, man er interesseret i,
  2. tele-shopping, dvs. bestilling og betaling for varer og
  3. database-søgning, der giver oplysninger i tekst, lyd og billeder - en udbygning af det nuværende tekst-TV. Også med hensyn til radiomediet kan der peges på en konvergens i forhold til computeren. I fremtiden vil det det således være sandsynligt, at man ved hjælp af computer og telenettet kan hente og høre radioprogrammer. Lytningen vil kunne foregå tidsforskudt, så man ikke er afhængig af, at programmerne bliver sendt på bestemte tidspunkter.

Medie-konvergensens retning og udviklingstempo afhænger af mindst tre faktorer: teknik, økonomi og efterspørgsel.

Uanset retningen og udviklingstempoet må man på forhånd gøre sig overvejelser om, hvorvidt mediekonvergensen medfører behov for ny regulering via lovgivningen. Konvergensen mellem telekommunikation og broadcasting vil sandsynligvis i løbet af få år kræve en ens regulering på de to områder - især med hensyn til nye multimedietjenester som video-on-demand og teleshopping. De trykte medier er ikke i nær samme udstrækning som broadcasting- og telekommunikationsområdet offentligt reguleret, men i det omfang de trykte medier udvider deres virkeområde til de elektroniske medier, melder spørgsmålet sig også her om behovet for ens regulering.

Mediernes konvergens aktualiserer således spørgsmålet om en ensartet lovgivning på hele medieområdet, så der bliver fælles vilkår for de enkelte medievirksomheder til at udøve retten til ytringsfrihed nårsomhelst og hvorsomhelst.

Internationalisering og mediekoncentration
I takt med den rivende teknologiske udvikling har medieområdet de seneste år også i internationalt perspektiv udviklet sig meget. Navnlig den teknologiske udvikling inden for digitalisering, satellit- TV og internet har medført store forandringer.

Satellitteknologien, der f.eks. anvendes til TV-distribution, har gjort fjernsynsmediet grænseoverskridende. Desuden er satellitterne sammen med kabel-teknologien og ikke mindst digitaliseringen af disse teknologier ved at fjerne de tidligere begrænsninger af frekvensmæssig art på antallet af radio- og TV-kanaler. Det rent digitale medie, internettet, vokser eksponentielt i sin udbredelse og er på vej til at blive et globalt medie. Internettet ophæver grænserne mellem de trykte og elektroniske medier, og til forskel fra traditionelle medier er det et interaktivt medie.

Denne internationalisering af medieområdet har betydelige konsekvenser for såvel nationale medieudbydere som for brugerne. Disse konsekvenser må man gøre sig klart, og man må herefter overveje, om der af forskellige grunde er behov for at regulere denne internationalisering, og i forlængelse heraf vurdere hvilke muligheder der er for at foretage en sådan regulering.

Sideløbende med den voldsomme internationalisering af medieområdet er der de seneste år konstateret tendenser til mediekoncentration. Mediekoncentration kan defineres som en tilstand med stærkt begrænset - eller helt fravær af - konkurrence. Men mediekoncentration kan også ses som en proces, hvor en medievirksomhed eller en gruppe af medievirksomheder får en stærkere position på et marked. Det kan f.eks. være i form af virksomhedsovertagelse, stigende markedsandel, lukning af konkurrerende virksomheder eller eksisterende medieforetagenders etablering af nye virksomheder.

Spørgsmålet om stigende mediekoncentration drejer sig set fra forbrugerens synsvinkel i høj grad om valgmuligheder, dvs. mangfoldighed og alsidighed i medieudbuddet, og dette vil være afhængig af graden af redaktionel og markedsmæssig koncentration.

I Grønland synes problemet vedr. mediekoncentration umiddelbart ikke så stort, men der er i de senest år indenfor de elektroniske medier set tendenser på koncentration, der formentlig ikke har været ønsket eller forudset muligt af lovgiverne. Der tænkes her på Sisimiut Tusaataats opkøb af Radio Uptown - en udvikling fra lokalt radiosærpræg til standardiserede typeradioer.

Man bør i fremtidig medielovgivning tage specifik stilling til, om man vil indføre begrænsninger i adgangen til at erhverve medier for derved at hindre mediekoncentration.

4.2. Problemstillinger vedr. radio- og fjernsynsvirksomhed
4.2.1. Det offentliges forpligtelser (public service forpligtelsen)
Indledende bemærkninger
Stillingtagen til problemstillingen vedr. det offentliges forpligtelser forudsætter for det første, at man gør sig klart, hvilken kompetence Hjemmestyret har til at fastsætte regler herom, og hvilke forpligtelser Hjemmestyret er bundet af. Disse forhold er reguleret ved den lov, hvorved Danmark har overdraget den regeludstedende og administrative kompetence på radio- og fjernsynsområdet, i det følgende benævnt "hjemmelsloven".

Efterfølgende vil det være nødvendigt at sammenholde de af Hjemmestyret fastsatte regler med de erfaringer man hidtil har gjort sig. Det sker i det følgende ved en kort generel beskrivelse af de gældende regler og en analyse af, i hvilket omfang de fastsatte forpligtelser må anses for opfyldt i praksis. Selve analysen vil kunne læses i "Mediepolitiske arbejdspapirer" hvorfor alene konklusionerne derfra medtages her.

Hjemmelsloven - Hjemmestyrets kompetence og forpligtelser
Som i de fleste andre europæiske lande er radio- og fjernsynsmediet i Grønland født som en monopolinstitution, - Grønlands Radio. Dette skete ved lov nr. 583 af 29. november 1978 om radio- og fjernsynsvirksomhed i Grønland. Denne hjemmelslov blev siden ændret ved lov nr. 815 af 19. december 1989 om radio- og fjernsynsvirksomhed i Grønland, der trådte i kraft den 1. januar 1990. Formålet med gennemførelsen af denne nye hjemmelslov var at give Grønlands Hjemmestyre en så bred bemyndigelse som muligt til at fastsætte regler for radio- og fjernsynsvirksomhed i Grønland.

Med hensyn til Hjemmestyrets forpligtelser bestemtes det i loven, at Hjemmestyrets fastsættelse af regler skal ske under hensyn til, at der sikres almenheden i Grønland den størst mulige kvalitet, alsidighed og mangfoldighed i programudbuddet, og at informations- og ytringsfriheden tilgodeses.

Som noget nyt blev der lagt vægt på kvalitet og mangfoldighed, medens kravet i den første hjemmelslov om alsidighed og hensynet til informations- og ytringsfriheden opretholdtes.

Med den nye hjemmelslov fik Hjemmestyret bemyndigelse til at udforme sit eget public service begreb.
I forhold til den oprindelige hjemmelslov var der i den nye hjemmelslov ikke fastsat regler om, hvem der skal varetage Hjemmestyrets public service forpligtelser.

Det står således Hjemmestyret frit for at bestemme, hvorledes forpligtelserne skal opfyldes, herunder eksempelvis, om nogle forpligtelser skal varetages af en offentlig landsdækkende radio- og TV-station og andre af lokale radio- og TV-stationer eller om alle forpligtelserne eller dele heraf skal varetages af en privat landsdækkende radio- og tv-station.

Hjemmestyrets regulering af radio- og fjernsynsområdet
Grønlands Hjemmestyre har med Landstingets vedtagelse af landstingsforordning nr. 3 af 17. maj 1990 om radio- og fjernsynsvirksomhed og efterfølgende ændringer heraf, fastsat regler om spredning og fordeling af lyd- og billedprogrammer, om den nye landsdækkende radio- og TV- station KNR, om lokal radio- og fjernsynsvirksomhed, om reklamer og sponsorering i radio og TV, klageregler og sanktions- og ikrafttrædelsesbestemmelser.

I forordningen blev KNR's forpligtelser i relation til programudbuddet fastlagt således: "KNR er en selvstændig offentlig institution, der er forpligtet til at udsende radiofoni og fjernsynsprogrammer omfattende nyhedsformidling, oplysning, underholdning og kunst". Der skal ved programlægningen lægges afgørende vægt på hensynet til informations- og ytringsfriheden. Der skal i programudbuddet tilstræbes kvalitet, alsidighed og mangfoldighed. Ved informationsformidlingen skal der lægges vægt på saglighed og upartiskhed. Hertil kom, at det blev fastslagt, at KNR også er forpligtet til at udsende meddelelser af beredskabsmæssig betydning til befolkningen.

Med hensyn til den lokale radio- og fjernsynsvirksomheds forpligtelser i relation til programudbud er der ikke i forordningen fastsat andre forpligtelser end forpligtelsen til at udsende meddelelser af beredskabsmæssig betydning til befolkningen. I forordningen er der imidlertid givet landsstyret en bemyndigelse til at fastsætte regler for udstedelse af sendetilladelse. Landsstyret har i medfør heraf udstedt Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 34 af 26. november 1991 om lokal radio- og fjernsynsvirksomhed. Der er heri fastsat samme forpligtelser som der i forordningen er fastsat for KNR. Herudover er det i bekendtgørelsen fastsat, at programvirksomheden skal indeholde størst mulig egenproduktion eller anden grønlandsk produktion, og at det skal sikres, at det grønlandske sprog benyttes i størst muligt omfang.

Som det ses har Landstinget pålagt KNR meget omfattende public service forpligtelser og samtidig fastsat rammer for programudbudet og informationsformidlingen. Landsstyret har fastsat tilsvarende forpligtelser og rammer for de lokale radio- og TV-stationer, men har med kravet om størst mulig egenproduktion og anvendelsen af det grønlandske sprog stillet endnu flere krav til de lokale radio- og TV-stationer.

Efterlevelse af public serviceforpligtelserne i praksis
Ser man på radio- og fjernsynsområdet, er der som ovenfor beskrevet ret omfattende offentlige forpligtelser, - public service forpligtelser, for både KNR og de lokale radio- og TV-stationer. Man har altså fra Landstingets henholdsvis fra landsstyrets side ønsket, at det offentlige såvel som de lokale radio- og TV-stationer i deres virksomhed skal leve op til krav, der væsentligt overstiger det, som er krævet ved hjemmelsloven. Spørgsmålet er herefter, om KNR henholdsvis de lokale radio- og TV-stationer i praksis har mulighed for at leve op til disse krav, og i hvilket omfang de faktisk gør det. Analysen af dette spørgsmål er medtaget i rapporten "Mediepolitiske arbejdspapirer". Her skal således alene fremhæves konklusionerne.

Public service forpligtelserne for KNR og de lokale radio- og tv-stationer er følgende:
  1. Krav om, at der skal udsendes både radiofoni og fjernsynsprogrammer, der omfatter nyhedsformidling, oplysning, underholdning og kunst. Desuden forpligtelse til at udsende meddelelser af beredskabsmæssig betydning til befolkningen (2).
  2. Krav om afgørende hensyn til informations- og ytringsfriheden i programlægningen.
  3. Krav om, at der tilstræbes kvalitet, alsidighed og mangfoldighed i programudbuddet.
  4. Krav om, at der lægges vægt på saglighed og upartiskhed i informationsformidlingen.

Ad 1) Krav om forskellige programtyper
Man kan konkludere, at KNR formelt set må siges at leve op til forordningens krav, idet alle de krævede programtyper indgår i KNR's programvirksomhed. Hvad angår de lokale radio- og tv- stationer omfatter disse for de flestes vedkommende reelt ikke alle programtyper. De fleste lokalradioers virksomhed er primært af underholdende karakter, og de fleste lokale tv-stationers virksomhed vedrører nyhedsformidling.

Der er fra lovgivernes side ikke fastsat krav om, i hvilket omfang de enkelte programtyper skal indgå i programvirksomheden. Det er derfor umuligt at sige, om KNR's og de lokale radio- og tv-stationers programvirksomhed lever op til lovgivernes intentioner herom - hvis der i øvrigt har været sådanne.

Såfremt man ønsker en særlig vægtning af programtyperne i forhold til hinanden, må lovgiverne fastsætte bestemmelser herom.
Der skal i denne forbindelse gøres opmærksom på, at Hjemmestyrets Informationskontor i efteråret 1998 gennem Grønlands Statistik har gennemført en undersøgelse af befolkningens generelle tilfredshed med Hjemmestyrets informationsvirksomhed (Grønlands Statistiks publikation 1999:1 "Hjemmestyrets informationsvirksomhed i Grønland"). På baggrund af en spørgeskemaundersøgelse konkluderes det i publikationen bl.a., at befolkningen primært anvender radio, TV og aviser som kilder til politisk information, mens pjecer og internettet blev vurderet som mindre væsentlige. Det samme mønster viste sig i forbindelse med spørgsmålet om, hvilke medier borgerne helst vil modtage politisk information fra. Desuden konkluderedes det, at der er en generel interesse i befolkningen for oprettelse af en sendeflade i TV og radio til information fra Hjemmestyret og eventuelt også andre organisationer.

Konklusionerne i undersøgelsen vedr. Hjemmestyrets informationsvirksomhed i Grønland medfører et behov for i relation til det offentliges forpligtelser at få drøftet, hvorledes man fremover i højere grad kan tilgodese borgernes behov for information fra det offentlige, organisationer mv.

Med hensyn til de særlige krav til de lokale radio- og tv-stationer om størst mulig egenproduktion eller anden grønlandsk produktion, og kravet om at det skal sikres, at det grønlandske sprog benyttes i størst muligt omfang, må man igen sige, at der er meget stor forskel på efterlevelsen af dette krav fra station til station. Igen er der desuden det problematiske i kravet, at det reelt ikke kan måles, om det bliver efterlevet, idet der alene er tale om en henstilling.

Såfremt man ønsker en sikring af, at en betydelig del af produktionen er egenproduktioner, og at det grønlandske sprog anvendes i et betydeligt omfang, vil det være nødvendigt lovgivningsmæssigt at fastsætte målbare minimumskrav herom, eksempelvis at egenproduktionen skal udgøre mindst 50 procent af den samlede produktion.

Ad 2) Krav om afgørende hensyn til informations- og ytringsfriheden
Der er forskellige grader af informations- og ytringsfrihed; den formelle, den materielle og den reelle. Der er i kravet om afgørende hensyn til informations- og ytringsfriheden ikke taget stilling til, hvilken af de nævnte grader af informations- og ytringsfrihed, der skal tages hensyn til. Allerede derfor er det vanskeligt at vurdere, om kravet efterleves i praksis.

Efterlevelse af kravet om afgørende hensyn til den formelle informationsfrihed er der ingen problemer i, idet stationernes virksomhed er tilgængelig for befolkningen i hele landet for så vidt angår KNR, og for lokalbefolkningen for så vidt angår lokalradioerne og de lokale tv-stationer. Når kravet om afgørende hensyn til informationsfriheden er knyttet til programlægningen hos de enkelte stationer, må man formode, at det er denne grad af informationsfrihed lovgiverne har ønsket særlig hensyntagen til.

Vedrørende den materielle informationsfrihed konkluderes det, at ingen af radio- og tv-stationerne i sig selv har mulighed for at kunne tilbyde borgerne et mangfoldigt og alsidigt udbud af informationer at vælge imellem. Det er således det samlede udbud, og den mangfoldighed og alsidighed der derved skabes, der har interesse. Kravet om kvalitet, alsidighed og mangfoldighed til de grønlandske public service stationer er således i stedet rettet mod hver deres programudbud. Såfremt en eller flere af disse stationer havde flere kanaler at tilbyde, ville der i betydeligt højere grad kunne være tale om en efterlevelse af hensynet til den materielle informationsfrihed for den eller de pågældende stationer.

Den reelle informationsfrihed er en samfundsmæssig vedvarende forpligtelse, som forudsætter samfundsindsats på mange forskellige områder, herunder bl.a. uddannelsesområdet. Den reelle informationsfrihed har derfor ingen mening i relation til de enkelte radio- og tv-stationers virksomhed.

Om ytringsfriheden konkluderes det, at det er vanskeligt at vurdere, om KNR og de lokale radio- og tv-stationer lægger afgørende vægt på hensynet hertil ved programlægningen. Det kan imidlertid konstateres, at i hvert fald KNR ikke har etableret programtyper, som giver borgerne mulighed for, af sig selv at tage et emne op, og selv stå for at vælge, hvorledes emnet skal belyses og udsendelsen redigeres.

Såfremt man fremover ønsker sikring af en højere grad af hensyn til informations- og ytringsfriheden vil det være nødvendigt lovgivningsmæssigt at præcisere, hvorledes informations- og ytringsfriheden ønskes tilgodeset, herunder på en sådan måde, at det også efterfølgende vil være muligt at vurdere, om kravet er opfyldt.

Ad 3) Krav om, at der tilstræbes kvalitet, alsidighed og mangfoldighed i programudbuddet
Der er i den nuværende lovgivning ikke fastsat krav om, at der skal være kvalitet, alsidighed og mangfoldighed i programudbudet, men alene et krav om at man skal tilstræbe dette. Der er altså alene tale om en politisk hensigtserklæring. Hvis en radio- eller tv-station ikke har sikret kvalitet, alsidighed og mangfoldighed i programudbuddet behøver dette ikke at være udtryk for, at stationen ikke efterlever forordningens krav, idet stationen alligevel kan have tilstræbt det, omend forgæves.

Vedr. kvalitetskravet
Der er ikke fra lovgivers side foretaget en præcisering af, hvad der forstås ved kvalitet. Dette gør det i sig selv vanskeligt at vurdere, om lovgivernes ønsker efterleves.

Ønsker man at styrke mulighederne for at vurdere, om lovgivernes ønsker vedr. kvalitet er efterlevet, er det nødvendigt, at det lovgivningsmæssigt præciseres, hvad man forstår ved begrebet, herunder om det skal dække såvel den tekniske, den faglige/jounalistiske og den indholdsmæssige kvalitet. Skal kvalitetskravet være målbart, må man definere begrebet på en operationel måde ud fra nogle objektive målbare kriterier.

Det vil desuden være hensigtsmæssigt at vurdere, om der skal stilles de samme kvalitetskrav til KNR og de lokale radio- og tv-stationer, hvilket ikke umiddelbart synes at være anbefalelsesværdigt.

For så vidt angår den journalistiske/faglige kvalitet kan det overvejes at indføre et særligt nedsat udvalg/nævn bestående af fagfolk indenfor branchen, der får til opgave at vurdere radio- og tv-stationernes journalistiske/faglige kvalitet ud fra nogle forud fastsatte kriterier, således at dette kan blive et styringsinstrument i bestræbelserne på vedvarende at øge kvaliteten.

I relation til den indholdsmæssige kvalitet af programmerne kan det overvejes, om det skal anses for at være en kvalitet i sig selv, at en udsendelse er grønlandsksproget eller produceret i Grønland. I givet fald bør man i forlængelse heraf overveje, om dette forhold fremover skal indgå som en del af public service forpligtelsen.

Det kan desuden være hensigtsmæssigt at overveje, hvorledes det kan sikres, at der fremover foretages lytter- og seerundersøgelser, bl.a. som et led i bestræbelserne på at vedvarende at forbedre programmernes indholdsmæssige kvalitet.

Problemstillingerne vedr. kvalitet omfatter også et uddannelseselement. Dels er det vigtigt at sikre, at der er gode muligheder for at uddanne sig indenfor medieområdet, dels er det vigtigt at sikre videre- og efteruddannelsesmuligheder for mediemedarbejderne. Derudover er det i Grønland, hvor forholdsvis mange af dem, der arbejder med medier, ikke har en medieuddannelse, også nødvendigt med kurser for disse grupper.

Der kunne tænkes flere modeller for en sådan kursusvirksomhed, som f.eks.:
  1. At kursusvirksomheden i uddannelsessystemet udvides. Der tænkes her navnlig på Journalistskolen men f.eks. også handelsskolerne og Ilisimatusarfik.
  2. At KNR - evt. via en konsulent med dét særlige arbejdsområde gav lignende tilbud.
  3. - Eller at Fællesforeningen af lokalTV- og Radioforeninger (FTVR) gjorde det.
  4. Også private film- og videoproduktionsselskaber kunne evt. tilbyde kurser.


KNR's forpligtigelse til at vejlede de lokale stationer har tidligere været diskuteret og der er behov for en yderligere klarlægning af forholdet mellem KNR og de lokale stationer. Den hjemmestyrestøttede monopolinstitution kunne evt. - mod kompensation - pålægges en udspecificeret vejlederrolle i forhold til både de lokale stationer og / eller i samarbejde med - de private film- og videoproducenter, et åbent båndværksted m.v.

Endelig skal man være opmærksom på, at det også - af hensyn til den demokratiske forholden sig til medierne i samfundet i det hele taget, - er nødvendigt med undervisning i medier i folkeskolen og på andre uddannelser.

Vedr. alsidigheds- og mangfoldighedskravet
Kravet om alsidighed og mangfoldighed er tæt sammenknyttede. Heller ikke disse begreber er nærmere defineret i lovgivningen eller forarbejderne dertil.

Mangfoldighedskravet forstås normalt som et krav om, at der skal være flere programudbud at vælge imellem. Set i det lys giver det ikke nogen mening at stille krav til en enkelt radio- og tv- station om, at der skal være mangfoldighed i programudbudet. Et sådant krav har alene betydning i forhold til det samlede udbud.

Alsidighedskravet forstås normalt som et krav om, at der i relation til den enkelte station skal være et varieret indhold i udbudet, og at der i relation til det samlede udbud indholdsmæssigt skal være forskelligt udbud. Alsidighedskravet forstås desuden som et krav om, at den enkelte station skal sikre, at der der i dens samlede programudbud sker en præsentation af indholdet set fra flere synsvinkler.

Det er svært at sige, om kravet opfyldes af KNR og de lokale radio- og tv-stationer. Det nærmeste man kan komme er nok at sige, at graden af kravets efterlevelse varierer meget fra station til station. En egentlig måling af om kravet er tilstrækkeligt opfyldt vil kræve, at der bliver opstillet kriterier for, i hvilket omfang de ønskede programtyper skal indgå i programvirksomheden.

Det synes hensigtsmæssigt, at der opretholdes et alsidighedskrav i relation til de enkelte radio- og tv-stationer for så vidt angår den del af alsidighedskravet, som drejer sig om den holdningsmæssig del. Dette hænger desuden nøje sammen med kravet om journalistisk kvalitet og saglighedskravet.

Det synes imidlertid hensigtsmæssigt at overveje, om der fremover fortsat skal stilles krav til de enkelte stationer om alsidighed i relation til deres samlede udbud. Spørgsmålet er, om det vil være mere hensigtsmæssigt, at alsidighedskravet alene er knyttet til det samlede programudbud, således at de enkelte stationer til sammen sikrer alsidigheden. Dette vil gøre det muligt at prioritere bestemte programtyper hos den enkelte station, eksempelvis ville man kunne begrænse KNR's forpligtelser til alene at sende programmer, som ikke i forvejen udbydes af andre medieudbydere.

Mere konkret kunne man eksempelvis forestille sig en prioritering af en kvaltitetspræget nyhedsformidling, en større vægtning af samfundsoplysende stof, måske også en vægtning af tv- og radiomediets anvendelse til undervisningsbrug, eller måske en reel prioritering af udsendelser om kunst og med inddragelse/anvendelse af (grønlandske) kunstnere. En anden måde at prioritere på kunne være at sige, at KNR skulle have en særskilt forpligtelse til at sende grønlandsksprogede udsendelser for derved i højere grad at bruge mediets kulturbærende evner, og der burde i så fald også opstilles minimumskrav for omfanget heraf.

Ad 4) Krav om, at der lægges vægt på saglighed og upartiskhed i informationsformidlingen
Kravet om upartiskhed i informationsformidlingen må ses som udtryk for, at man fra det offentliges side ønsker at sikre, at det offentlige medie ikke bliver anvendt til politisk manipulation afhængig af den enkelte journalist eller redaktionens politiske overbevisning. Desuden er formålet med et sådant krav at sikre troværdighed i informationsformidlingen, herunder navnlig i nyhedsformidlingen.
KNR har væretbeskyldt for ensidig journalistik. Hvorvidt kritikken har været berettiget, skal der ikke tages stilling til her. Man må imidlertid være opmærksom på, at kravet om upartiskhed både retter sig mod bearbejdningen den enkelte information, det program som informationen indgår i og mod hele programvirksomheden. Der må således ikke være "slagside" nogen af stederne. Kravet synes at være nødvendigt at stille til en TV- eller radiostation, der driver public service virksomhed. Om kravet fremover f.eks. også skal opretholdes over for en lokal kommerciel radiostation, med en afgrænset public service forpligtelse til at sende underholdningsprogrammer kan man derimod diskutere.

4.2.2. Finansiering
Indledende bemærkninger
De enkelte aktører på medieområdet finansieres på forskellig vis, hvadenten det drejer sig om udbyderne, producenterne eller det kreative input. KNR er således hovedsagelig landskassefinansieret. De lokale radio- og tv-stationer finansieres gennem landskasse- og eventuelt også kommunale tilskud, reklame- og sponsorindtægter, medlemskontingenter mv. De trykte medier finansieres primært ved salg af aviser og annonceindtægter og kun i beskedent omfang ved tilskud fra det offentlige. De Private film- og produktionsselskabers virksomhed finansieres hovedsageligt ved salg af ydelser til radio- og tv-stationer samt ved produktion af reklamevideoer. Dertil kommer i et vist omfang også tilskud fra Grønlands Mediefond. Det kreative input i form af musikere, skuespillere, kunstnere, forfattere mv. aflønnes projekt- eller engagementsmæssigt. De f&ae;lig;rreste beskæftiges udelukkende med sådan virksomhed.

Denne meget forskelligartede finansiering er naturligvis begrundet i forskellige forhold. Finansieringsgrundlaget synes ikke i alle tilfælde at være tilfredsstillende, og der har været kritik internt blandt de enkelte medier af de finansieringsvilkår, som gælder i dag. Der har f.eks. været kritik fra de lokale radio- og tv-stationer og fra de trykte medier af KNR's reklamevirksomhed. Dette forhold i sig selv gør, at det vil være hensigtsmæssigt at vurdere finansieringen af medierne på ny.

Som nævnt i afsnittet vedr. den fremtidige medieudvikling vil den teknologiske udvikling åbne for nye finansieringsmuligheder end de i dag anvendte. Den teknologiske udvikling i sig selv er derfor et yderligere incitament til at revurdere finansieringsgrundlaget for de enkelte radio- og TV- stationer.

Ved vurderingen af, hvorledes finansieringen af offentlige radio- og TV-stationer skal være, må man af hensyn til de øvrige medieaktører, såvel elektroniske som trykte medier, være opmærksom på, hvilke konsekvenser de enkelte finansieringselementer vil have for de øvrige medieaktører. Navnlig reklameindtægterne har stor betydning i denne sammenhæng.

Man må desuden have særlig opmærksomhed på den indbyrdes sammenhæng de enkelte radio- og TV-stationer imellem, herunder navnlig samarbejdet mellem KNR og de lokale radio- og tv-stationer og samarbejdet mellem KNR og de private film- og videoproducenter.

Selv om en offentlig finansiering ikke nødvendigvis er uforenelig med selvstændighed og uafhængighed, må man ved fastlæggelsen af finansieringsgrundlaget også være opmærksom på den latente risiko for afhængighed af finansieringskilden.

Finansiering i fremtiden
Ved vurderingen af, hvorledes finansieringen skal være fremover, er man nødsaget til at lægge nogle bestemte forudsætninger til grund. Den ene model vil være at tage udgangspunkt i en opretholdelse af det nuværende mediebillede med de aktører, der er i dag og med de muligheder, som medieaktørerne har i dag, herunder bl.a. det forhold, at der alene er én landsdækkende radio- og tv-kanal. Andre modeller vil kunne baseres på forudsætninger om ændrede forhold, herunder bl.a. en forudsætning om etablering af yderligere en eller flere radio- og/eller tv-kanaler.
Forinden der tages stilling til eventuel oprettelse af flere kanaler synes der imidlertid at være behov for mere udførlige behovsanalyser, undersøgelse af tekniske og praktiske spørgsmål i forbindelse hermed og mere præcise økonomiske beregninger og kalkuler.

Ved fastlæggelsen af finansieringen må man være opmærksom på de problemstillinger, der er nævnt ovenfor. Desuden må man stille sig følgende grundlæggende spørgsmål:
  1. Hvilke formål skal medierne tjene og hvorledes skal disse formål prioriteres indbyrdes?
  2. Hvad ønsker man, at de enkelte medier skal beskæftige sig med, herunder hvad skal de forpligtes til (public service forpligtelser)
  3. Hvordan skal offentlig støtte gives til de enkelte medier?
  4. Hvor stor skal den offentlige støtte være?

Ad 1) Hvilke formål skal medierne tjene og hvorledes skal disse formål prioriteres indbyrdes?
Som der blev redegjort for ovenfor under kapitel 4.1.1. om mediernes grundlæggende formål, tjener medierne forskellige formål. Ud over at tjene ideologiske formål har medierne også en særlig betydning for sikring og udvikling af den grønlandske kultur og organisations- erhvervslivet. Ønsker man at tilgodese alle disse formål, må det offentlige også være indstillet på at være med til at sikre tilfredsstillende rammer herfor.

Det anførtes tidligere i redegørelsen, at mediernes funktion i demokratiet først og fremmest er formidling af nyheder og andre informationer, fremdragelse af diskutable forhold, kontrol- og klageinstans og forum for debat, og at en række forudsætninger skulle være opfyldt for, at medierne kan bidrage optimalt til den demokratiske samfundsform. Blandt disse forudsætninger skal i denne sammenhæng fremhæves forudsætningen om ubetinget respekt for ytringsfrihedens og informationsfrihedens principper og forudsætningen om mangfoldighed i det samlede medieudbud.

Såfremt man ønsker at prioritere mediernes funktion som en af grundpillerne i demokratiet, vil det være nødvendigt at sikre eksistensen af forskellige medier, der vil kunne yde en troværdig nyhedsformidling, der vil være kritisk, og som samtidig vil være et talerør til og fra landets borgere. Det er vigtigt, at der er et mangfoldigt og varieret medieudbud, således at borgerne får en reel valgmulighed.. Som tidligere nævnt kan man stille spørgsmålstegn ved, om der i dag er en reel valgmulighed indenfor radio- og tv-området, idet der alene er én landsdækkende radio- og tv- kanal, og idet der ikke alle steder er lokale radio- og tv-stationer. Ønsker man at bibeholde denne ordning, skal man være opmærksom på, at det i så fald ikke er en optimal ordning set i relation til mediernes rolle for demokratiet.

Etablering af valgmuligheder forudsætter, at der er et finansieringsgrundlag herfor. Det er derfor hensigtsmæssigt at få undersøgt, hvor store etablerings- og driftsudgifter, der vil være forbundet med etablering af yderligere en eller flere landsdækkende radio- og tv-kanaler. I forlængelse heraf vil det være hensigtsmæssigt at få undersøgt, hvorledes sådanne yderligere kanaler kan finansieres, herunder i hvilket omfang det offentlige skal deltage i finansieringen, og hvilke midler der realistisk vil kunne tilvejebringes på anden vis.

Til forudsætningen om en mangfoldighed af medier hører også, at der skal være tale om forskellige medietyper, idet de enkelte medietyper har hver sin force og hvert sit publikum. Eksempelvis er de trykte medier som udgangspunkt mere velegnede til afdække, grundigt og detaljeret beskrive mere komplicerede forhold end de elektroniske medier. Derfor ligger der i denne forudsætning også en forudsætning om, at det offentlige skal medvirke til at sikre såvel trykte som elektroniske midler. I dag er der to landsdækkende aviser og nogle lokale aviser/blade. Det må anses for hensigtsmæssigt at søge at sikre, at der også fremover er mindst to landsdækkende aviser og derudover mulighed for, at lokale aviser/blade kan eksistere.

Man skal i relation til mediernes rolle for demokratiet endvidere være opmærksom på, at koncentration af afgørende redaktionel indflydelse hos få, store medievirksomheder, vil kunne svække mediernes betydning for den demokratiske samfundsform. Dette forhold bestyrker vigtigheden af at sikre valgmuligheder.

Vedr. mediernes kulturbærende funktion skal bemærkes, at såfremt man ønsker at styrke eksempelvis det grønlandske sprogs anvendelse i medierne, øge andelen af egenproducerede programmer eller at forøge anvendelsen af kunstnere og kulturarbejdere som kreativt input, må det forventes at medføre flere udgifter, som man samtidig må sikre finansieret på den ene eller anden måde.

Som nævnt tidligere tjener medierne også erhvervspolitiske formål. Ønsker man at skabe gode rammer for medierne som erhverv, kan det medføre behov for støtte fra det offentliges side.

Ad 2) Hvad ønsker man, at de enkelte medier skal beskæftige sig med, herunder hvad skal de forpligtes til (public service forpligtelser)
Såfremt det offentlige stiller krav til de enkelte mediers virksomhed, navnlig i relation til omfang og indhold, forudsætter det som udgangspunkt, at det offentlige samtidig skal sikre finansiering af disse pålagte opgaver. Det vil derfor være hensigtsmæssigt at vurdere, om der som på nuværende tidspunkt skal stilles stort set de samme meget store public service forpligtelser til KNR og de lokale radio- og tv-stationer. Behovet for en revurdering ligger i såvel KNR's som de lokale stationers vanskeligheder med at leve op til alle forpligtelserne i dag.

I relation til de trykte medier stilles der i dag ingen betingelser i forbindelse med tilskudsgivningen. Man kan overveje, om der fremover bør knyttes betingelser til tilskudsgivningen, men man skal være opmærksom på at betingelserne ikke bliver af en sådan karakter, at det vil kunne opfattes som brud på de trykte mediers uafhængighed.

Ad 3) Hvordan skal offentlig støtte gives til de enkelte medier
Støtte kan gives på forskellige måder. Støtte kan i princippet variere fra moralsk støtte i form af hensigtserklæringer til direkte økonomisk støtte i form af tilskud.

Som nævnt i de indledende bemærkninger til dette kapitel er den hidtidige finansiering af de enkelte medier meget forskellig fra medie til medie. Det samme gør sig gældende med hensyn til støtten fra det offentlige.

Ved vurderingen af, hvorledes støtte fremover skal gives, vil det være hensigtsmæssigt at tage udgangspunkt i, hvilke fordele og ulemper de forskellige støtteordninger indebærer. Valget afhænger i øvrigt også af, hvilke principper for betaling, der ønskes lagt til grund. Ønsker man finansiering ud fra et solidaritetsprincip, som den nuværende landskassetilskudsmodel er udtryk for, eller ønsker man finansiering ud fra et brugerbetalingsprincip. Sidstnævnte kunne medføre indførelse af licensordninger, hvor der kun betales af dem, der bruger den udbudte ydelse. Der kunne også tænkes indført andre brugerbetalingsordninger, eksempelvis i form af dekoderbetaling, pay per view og pay on demand. Man kan også forestille sig blandingsfinansiering med elementer fra begge nævnte principper.

En anden måde at give offentlig støtte på kunne være begunstigelser gennem lovgivningen, f.eks. ved at indføre regler, der pålægger KNR at aftage en vis procentdel af de lokale radio- og tv- stationers egenproducerede programmer for derved at sikre en hel- eller delvis finansiering af de lokale radio- og tv-stationers virksomhed Den nuværende reklamefinansieringsmulighed for KNR er tillige et eksempel på en sådan ordning. Gennem muligheden for at skaffe sig indtægter ved reklamer sammenholdt med, at KNR i kraft af landskassetilskud kan udkonkurrere andre aktører på markedet, har KNR således fået en indirekte offentlig støtte gennem lovgivningsmæssig regulering.

Det må set i lyset af den voldsomme kritik, der har været rettet heraf fra de trykte medier og de lokale radio- og tv-stationer anses for nødvendigt ved fastlæggelsen af fremtidig finansiering at tage problemstillingen vedr. finansieringsbegunstigelser i lovgivningen særskilt op.

En anden problemstilling er problemstillingen vedr. direkte eller indirekte støtte generelt. Støtten til de trykte medier gives eksempelvis som en indirekte støtte, idet der ikke gives tilskud fra det offentlige til avisernes drift men alene tilskud i form af portostøtte, der i kraft af reduktion af avisernes udgifter til distribuering således er en indirekte driftsstøtte. At støtten gives på denne måde kan være begrundet i hensynet til avisernes uafhængighed, men i virkeligheden har det i relation til denne problemstilling ingen betydning om støtten gives direkte eller indirekte.

Man bør overveje, om støtten til aviserne fremover fortsat skal gives som en indirekte driftsstøtte, såfremt man fortsat ønsker at yde støtte. Som hidtil bør støtten under alle omstændigheder gives på baggrund af objektive kriterier, af hensyn til avisernes uafhængighed.

Man bør i relation til den fremtidige finansiering også overveje, hvem der mest hensigtsmæssigt skal yde støtten. Skal det være landsstyret, kommunerne, gennem en fond eller på anden vis.

Spørgsmålet om, hvorvidt et tilskud skal gives på baggrund af en konstatering af, om ansøgeren opfylder nogle forud fastlagte tilskudskriterier, eller på baggrund af en konkret skønsmæssig vurdering er et andet vigtigt aspekt, der skal medtages.

Førstnævnte form for tilskudsgivning giver således tilskudsmodtageren mulighed for at indrette sin virksomhed derefter og dermed en forudsigelighed, som kan være nødvendig i relation til virksomhedens drift. Den anden model kan bl.a. være velegnet som projektstøtte.

Ad 4) Hvor stor skal den offentlige støtte være

Støttens størrelse bør fastsættes ud fra en vurdering af støttemodtagerens muligheder for selv at finansiere sin virksomhed. Derudover skal støtten generelt være afstemt efter de forpligtelser, som det offentlige pålægger støttemodtagerne. Støttens størrelse bør desuden afstemmes efter om der er tale om støtte til etablering eller til drift. Til ens formål bør ydes samme støtte.

4.2.3. Organisatoriske forhold
Medieområdet hører i øjeblikket ressortmæssigt under kulturområdet, hvorfor det er landsstyremedlemmet for kultur, uddannelse og forskning, der er ressortansvarlig for medierne, herunder blandt andet de elektroniske medier.

Der er en række organisatoriske forhold, som det i forbindelse med den kommende lovrevision synes påtrængende at få revurderet eller præciseret:

Kompetencen til fremføring af radio- og tv-programmer
Landsstyret har meddelt Tele Greenland A/S koncession på telekommunikation i, til og fra Grønland, herunder fremføring af radio- og fjernsynsprogrammer. KNR og nogle af de lokale radio- og tv-stationer har stillet spørgsmålstegn ved, om koncessionen omfatter fremføring fra udlandet til Grønland af radio- og fjernsynsprogrammer via satellit, og har samtidig gjort opmærksom på, at Tele’s koncession i relation hertil indebærer ulemper i relation til muligheden for at få adgang til programmer udefra.

Der synes behov for enten at få foretaget en præcisering af de gældende koncessionsregler eller at få drøftet, hvorvidt radio- og tv-stationerne fremover skal have mulighed for selv at nedtage radio- og fjernsynsprogrammer via satellit.

Udstedelse af sendetilladelser
Det kan nævnes, at KANUKOKA på mediekonferencen fremkom med forslag om, at både tilsyn og kontrol med - og udstedelsen af sendetilladelser til de lokale stationer blev lagt over til de enkelte kommuner, i forbindelse med en foreslået omlægning af hjemmestyretilskuddet som kommunalt bloktilskud. Man skal dog i den forbindelse være opmærksom på en sikring af ens praksis landet over. Under alle omstændigheder vil det være en fordel, hvis ansøgningen om sendetilladelse fremover fremsendes via lokalkommunen.

Man må i relation til udstedelsen af sendetilladelser generelt vurdere, om den nuværende organisering heraf er hensigtsmæssig.

Tilsyns- og kontrolfunktioner

Man må i forbindelse med revision af forordningen tage stilling til, om det fortsat skal være sådan som i dag med hensyn til tilsyn og kontrol over for KNR, eller om KNR skal underlægges et mere formelt tilsyn og kontrol fra en offentlig myndighed.

Såfremt man måtte ønske et sådant tilsyn og kontrol, må man bl.a. i den sammenhæng vurdere, hvem tilsynsmyndigheden bør være og hvilken kompetence denne myndighed i givet fald skal have for at kunne varetage sin tilsyns- og kontrolfunktion.

I forhold til de lokale radio- og TV-stationer vil det også være hensigtsmæssigt at vurdere, hvilken myndighed, der fremover skal varetage tilsyns- og kontrolfunktionen og omfanget af den heraf flydende kompetence for tilsynsmyndigheden.

KNR's styrelse
Der, hvor der hidtil har været diskussion om KNR's selvstændighed, er bl.a. med hensyn til, i hvilket omfang KNR selv kan fastsætte/aftale løn- og ansættelsesvilkår for de ansatte.

Ved en revision af forordningen vil det for fremover at afskære enhver tvivlsmulighed være hensigtsmæssigt, at det bliver præciseret yderligere, hvor langt KNR's bestyrelses og institutionens kompetence rækker i relation til løn- og ansættelsesforhold.

Spørgsmålet om KNR's selvstændighed har desuden været diskuteret vedr. KNR's programansvar i relation til Hjemmestyrets informationsbehov.

Det synes på baggrund af den foreliggende konkrete sag væsentligt at tage stilling til, i hvilket omfang KNR er forpligtet til at medvirke til det offentliges informationsvirksomhed.

Om denne problemstilling kan i øvrigt henvises til bemærkningerne vedr. Hjemmestyrets informationsvirksomhed i afsnit 4.2.1.

Spørgsmålet om KNR's selvstændighed giver endelig anledning til diskussioner i relation til, i hvilket omfang landsstyret har tilsyns- og kontrolforpligtelser og heraf følgende kompetence. Spørgsmålet er således, om ressortlandsstyreområdet har en generel tilsynspligt i forhold til KNR, og i givet fald, hvad rækkevidden heraf er, og hvilken kompetence det i givet fald giver landsstyreområdet for at varetage denne tilsynspligt.

Det synes på baggrund af flere konkrete erfaringer nødvendigt med præciseringer i lovgivningen af ansvars- og kompetenceafgrænsning mellem KNR og Hjemmestyret.

4.3. Problemstillinger vedr. lokal radio- og tv-virksomhed
I forhold til de lokale radio- og TV-stationer har det navnlig været spørgsmålet om adgang til samsending, der har givet anledning til diskussioner. Der er i den grønlandske lovgivning om radio- og fjernsynsvirksomhed ikke, som f.eks. i Danmark, et udtrykkeligt forbud mod samsending. Det samme gælder med hensyn til forbudet mod networking, dvs. programvirksomhed, der uanset en eventuel tidsforskydning omfatter programmer, der udsendes af andre radio- eller fjernsynsstationer i medfør at et fast samarbejdsforhold om programvirksomheden, enten mellem stationer indbyrdes eller mellem stationer og udenforstående foretagender.

Det vil være hensigtsmæssigt i en forordningsrevision at indarbejde udtrykkelige regler om forbud mod samsending og networking, såfremt man ønsker, at der skal gælde sådanne forbud. Afgørelsen af dette spørgsmål hænger meget sammen med, hvorledes man fremover ønsker at støtte de kommercielle radio- og TV-stationers udviklingsmuligheder.

Man skal ved vurderingen af spørgsmålet tillige være opmærksom på, at der også er mulighed for at vælge en mellemløsning. En mellemløsning kunne være at give kommercielle radio- og TV- stationer mulighed for samsending og networkingsaftaler (eller en af delene) men ikke mulighed for offentlig støtte, og opretholde forbudet i forhold til de ikke-kommercielle lokale radio- og tv- stationer med offentlig støtte. En anden mellemløsning kunne være at give mulighed for samsending inden for nærmere geografisk afgrænsede områder, eksempelvis med andre stationer i regionen eller med stationen i nabokommunen. Endelig kunne en mellemløsning være at opretholde forbudet men med visse begrænsninger. I Danmark har man i den nuværende lov om radio- og fjernsynsvirksomhed opretholdt forbudet, og derudover er der foretaget en indskrænkning i for budet, idet forbudene ikke gælder for så vidt angår nyheds- og aktualitetsudsendelser og heller ikke for udsendelser, der sendes i tidsrummet mellem klokken 23 og klokken 6.

4.4. Problemstillinger vedr. den trykte presse.
Om de trykte mediers forhold kan generelt henvises til en af konsulentfirmaet Convest Management A/S udarbejdet rapport herom. Rapporten blev udarbejdet på baggrund af det daværende landsstyres ønske om en analyse af den trykte kommunikations forhold.

Convest Management A/S påpegede i sin rapport, at for et demokratisk samfund er en fri og uafhængig presse en forudsætning for ytringsfrihed og åben dialog, brydning af meninger og holdninger samt kulturel udvikling, og at en supplerende forudsætning må være, at der er mindst 2 aviser, som kan "holde hinanden i skak", inspirere hinanden og være hinandens modsætninger. Konsulentfirmaet påpegede videre, at de fleste forudsætninger for sund avisdrift i Grønland er tvivlsomme. I forlængelse heraf anførte konsulentfirmaet om samfundets forpligtelser i relation til aviserne:

"Det er de grønlandske politikeres ansvar til enhver tid at skabe de bedst mulige forhold for opretholdelse af en fri og uafhængig presse,... og "Det er den primære hensigt, at pressen (såvel den trykte som den elektroniske) skal kunne eksistere og udvikle sig indenfor deres egne selvstændige økonomiske rammer gennem en fornuftig drift og løbende tilpasning til de markedsøkonomiske forhold. Hvis det viser sig, at en sund økonomi i en periode ikke er mulig for hele eller dele af pressen, skal det offentlige kunne yde direkte og/eller indirekte støtte til opretholdelse af minimum 2 landsdækkende aviser og samtidsradio og -tv.

Det offentlige bør tilstræbe lige konkurrenceforhold imellem de enkelte media.

Enhver form for støtte tilrettelægges og ydes på en sådan måde, at den ikke gøres afhængig af sym- eller antipati imod det enkelte mediums redaktionelle linie, enkeltartikler, persons anseelse eller lignende.

Tilskud til radio/TV tilrettelægges og forhandles over finansloven, medens evt. støtte til den skrevne presse tilrettelægges og ydes gennem Grønlands Mediefond."

Som opfølgning på rapporten nedsatte daværende landsstyremedlem for Kultur, Undervisning og Forskning, Marianne Jensen, en projektgruppe, som fik til opgave at gennemgå de af konsulentfirmaet stillede forslag og udarbejde en indstilling herom.

Projektgruppen udarbejdede et responsum, der blev forelagt Landstinget på dets forårsmøde i 1993. Landsstyret foreslog på grundlag af responsaet en samlet løsning for området, hvorunder der bl.a. skulle etableres en uafhængig Mediefond, der løbende skulle kunne tilpasse branchen til ændrede vilkår og på længere sigt formidle neutral støtte til pressen. Samtidig foreslog landsstyret at Kujataata Naqiterivia (nuværende Nunatta Naqiterivia) og Atuakkiorfik skulle omdannes fra selvejende institutioner til aktieselskaber. Formålet hermed var at sikre, at selskaberne skulle arbejde på forretningsmæssige vilkår og uafhængigt af Hjemmestyret. Mediefonden skulle være holdingselskab for disse to selskaber. Forslaget fik Landstingets tilslutning og blev gennemført.

Et af formålene med den nye konstruktion var at sikre avisernes produktion mod politisk indflydelse og dermed skærme den fri opinionsdannelse på dens mest sårbare punkt. Samtidig skulle avisernes driftsforhold ved Mediefondens medvirken forbedres betydeligt, dels ved overgang til ny teknik, dels ved adgang til låne- og støtteordninger.

Grønlands Mediefond blev stiftet i juni 1993 med det formål at virke for at fremme og sikre tilstedeværelsen af trykte kommunikationsvirksomheder i Grønland herunder en fri og uafhængig presse. Fonden skulle herudover tillige virke for at fremme og sikre tilstedeværelsen af elektroniske kommunikationsvirksomheder og medier.

Fondens formål skulle søges fremmet ved:
  • helt eller delvist ejerskab af virksomheder, der virker inden for fondens formål.
  • traditionel støttevirksomhed til aviser, trykkerier, forlagsvirksomhed, videoproduktionsvirksomhed samt anden medievirksomhed.

Ved fondens stiftelse havde man en forventning om, at fonden gennem ejerskabet af Nunatta Naqiterivia skulle få sine væsentligste indtægter derfra. Dette viste sig ikke at blive tilfældet, idet dette datterselskab efterfølgende kom i økonomisk krise, og fonden måtte derfor bruge mange kræfter, tid og penge på at sikre denne virksomheds fortsatte eksistens. Fondens "guldæg" blev således i stedet fondens "Achilleshæl". I juni 1997 blev de to datterselskaber som følge af Mediefondens manglende mulighed for vedvarende at støtte disse overdraget til Grønlands Hjemmestyre. Efter overdragelsen af de to datterselskaber havde fonden knap 800.000 kroner i likvid beholdning og lidt over 1 mio. kroner i udestående tilgodehavender (lån til de to landsdækkende aviser, til to lokalblade og til to private videoproducenter.

Spørgsmålet er herefter, hvorledes det offentlige fremover vil sikre, at målsætningen om minimum 2 landsdækkende aviser opretholdes, og hvorledes og i hvilket omfang det offentlige ønsker at støtte de lokale aviser/blade.

4.5. Problemstillinger vedr. Grønlands Mediefond
På baggrund af svigtende økonomisk grundlag for Grønlands Mediefonds virksomhed og den økonomiske situation i fondens datterselskaber (Nunatta Naqiterivia A/S og Atuakkiorfik A/S) blev begge datterselskaber efter forhandling herom med fondens bestyrelse overtaget af Grønlands Hjemmestyre medio juni 1997.

Under mediekonferencen var Grønlands Mediefonds fremtid genstand for debat. Det fremgik heraf, at der ikke aktuelt synes at være behov for en fond med det formål, som Grønlands Mediefond har i dag. Derimod blev der fra flere sider givet udtryk for, at der fortsat er behov for en fond til at støtte forskellige medierelaterede formål, herunder også film- og videoproduktion. Repræsentanterne fra Mediefonden gav udtryk for, at der synes at være et behov for at styrke og støtte nye produkter, der ikke kan frembringes på sammenhængende kommerciel basis. Det blev endvidere anført, at fonden i fremtiden bør arbejde med tilskud til produktioner og ikke yde tilskud til betaling af direkte drifsomkostninger i medierne.

Der var under debatten desuden enighed om, at at der bør udarbejdes et forslag til en revidering af mediefonden og dens aktiviteter med en udvidet formålsgruppe, der også omfatter de små private medieproduktionssteder og video- og filmproducenter.

Blandt andet under henvisning til drøftelserne under konferencen meddelte landsstyremedlemmet efterfølgende fondsbestyrelsen, at Hjemmestyret ikke ønsker at bevare en fond med det formål, der svarer til Mediefondens, og at landsstyret som følge heraf heller ikke vil fremsætte forslag om disponering af yderligere landskassemidler til fonden.

Landsstyremedlemmet meddelte videre, at der i det igangværende arbejde med revision af landstingsforordningen om radio- og fjernsynsvirksomhed pågår konstruktive overvejelser om, hvorledes man fremover skal støtte medievirksomhed. I disse overvejelser indgår også forslag om en ny film- og mediefond med andre formål og målgrupper end den nuværende samt overvejelser vedr. en evt. fremtidig fonds finansiering.

Afslutningsvis anbefalede landsstyremedlemmet fondsbestyrelsen, at fonden fortsætter sit virke som hidtil, indtil der på baggrund af Landstingets stillingtagen til den af landsstyret forelagte redegørelse om radio- og fjernsynsvirksomhed, tegner sig et tydeligt billede af, hvorledes det offentlige fremover agter at støtte medievirksomhed i Grønland.

Eftersom der ikke længere synes at være noget aktuelt behov for en fond med et formål svarende til Grønlands Mediefonds, synes det ikke hensigtsmæssigt at opretholde fonden med dens nuværende formål.

Selv om der ikke aktuelt synes at være noget påtrængende behov for støtte til den trykte presse, kan et sådant behov meget vel tænkes at opstå på et senere tidspunkt. Spørgsmålet er da, hvordan man i så fald vil kunne støtte, uden at der bliver tale om brud på avisernes uafhængighed. Man kan her forestille sig såvel en fondsmodel som tilskud fra landskassen.

Idet der ikke aktuelt er noget støttebehov synes det mest anbefalelsesværdigt, at der først afsættes bevillinger til pressestøtte, når behovet opstår. Den eksisterende porto- støtteordning synes derfor for nærværende at være tilstrækkelig offentlig støtte.

Som anført tidligere blev der under mediekonferencen fra flere sider givet udtryk for, at der fortsat er behov for en fond til at støtte forskellige medierelaterede formål. Såfremt der fremover skal ydes støtte til sådanne formål, kan man også vælge forskellige modeller hertil. Uanset hvad man vælger, skal der et finansieringsgrundlag til. En måde er at finansiere denne støtteordning direkte med landskassemidler. Man kunne imidlertid også forestille sig en model, der gik ud på, at mediebranchen selv helt eller delvist tilvejebringer finansieringen. En anden finansieringsmodel vil være baseret på KNR's indtægter. KNR har efter nuværende regler ikke noget reelt incitament til at skaffe sig indtægter. Såfremt indtægterne initierede flere penge til et formål, som KNR har en direkte eller indirekte nytte af, vil motivationen til at ska ffe sig indtægter formentlig forstærkes.

En landskassetilskudsmodel og en fondsmodel udelukker ikke hinanden, og der vil således kunne udarbejdes en støtteordning, der indeholder elementer fra begge modeller. Hvis denne projekt- og udviklingsstøtte til medieformål udelukkende finansieres af branchen selv, vil dens aktører formentlig ikke kunne se det store perspektiv heri. Både af hensyn dertil men også for at give ordningen et tilstrækkeligt økonomisk grundlag, bør det offentlige være medfinansierende, evt. ved en fifty-fifty ordning. Som startkapital er der behov for et kontant kapitalindskud, der nok må ydes af landskassemidler. Man kunne dog måske forestille sig, at den nuværende mediefond kunne være interesseret i at bruge hele eller dele af sin resterende formue som indskud til den nye fond. Dette vil naturligvis forudsætte, at den nye fonds formål i en vis grad er samstemmende med den n uværende fonds.

Det kan anbefales, at der foretages en nærmere undersøgelse af mulighederne for etablering af en film- og mediestøtteordning, der tilgodeser forskellige medierelaterede formål. Undersøgelsen bør også indeholde en særskilt undersøgelse af mulighederne for en sådan ordnings finansiering.

5. Handlingsplan
Indledningsvis blev det nævnt, at landsstyrets overordnede mediepolitiske mål er følgende:
  1. at sikre et alsidigt medieudbud for herigennem at tilgodese borgernes ytrings- og informationsfrihed som en væsentlig forudsætning for demokratiet
  2. at medierne skal medvirke til at vedligeholde og udvikle samfundets kultur, dets traditioner og identitet.
  3. at der skal skabes de bedst mulige rammer for en udvikling af medierne som erhverv.

Med udgangspunkt i de problemstillinger, der er beskrevet i redegørelsen, har landsstyret fastsat en tids- og handlingsplan for opnåelse af de mediepolitiske mål.

Tids- og handlingsplanen
Overordnet mål
Realisering af landsstyrets mediepolitiske mål.

Specifikke mål
Realiseringen af landsstyrets mediepolitiske mål forudsætter en samlet løsning vedr. hele medieområdet, herunder regulering, økonomi, organisatoriske forhold og indhold. Dette indebærer, at handlingsplanen skal indeholde følgende specifikke mål:
  1. Reelle medie-valgmuligheder for borgerne.
  2. Reelle muligheder for at kunne anvende medierne som et led i ytringsfriheden.
  3. Tilfredsstillende økonomiske rammer for medieudbydernes, medieproducenternes og det kreative inputs virksomhed.
  4. Effektive organisatoriske forhold.
  5. Public service mediernes virksomhed skal være kendetegnet ved kvalitet og effektivitet.
  6. Public service mediernes forpligtelser og ressourcerne til opfyldelse heraf skal være tilpasset hinanden.
  7. Fortløbende debat og vedvarende udvikling indenfor medieområdet skal sikres.
  8. Gunstige betingelser for kulturel- og erhvervsmæssig virksomhed indenfor medieområdet.
  9. Borgernes behov for information fra det offentlige, organisationer mv. skal tilgodeses.


Middel til gennemførelse
Opnåelsen af de ovenfor skitserede mål vil alene kunne ske, såfremt forarbejdet hertil foretages i et samarbejde mellem det for området ansvarlige landsstyreområde og de enkelte aktører på medieområdet. Der agtes derfor nedsat arbejdsgrupper, der sammensættes af repræsentanter derfra. Arbejdsgruppernes nærmere opgaver bliver fastsat i et kommissorium for hver gruppe, ligesom der bliver udstukket tidsplaner for deres arbejde. For at sikre en koordinering af arbejdsgruppernes arbejde og den overordnede styring heraf nedsættes der en styregruppe under ledelse af Direktoratet for Kultur, Uddannelse og Forskning, en repræsentant for Kanukoka og en repræsentant for medierne. Der er derudover behov for tæt løbende samarbejde arbejdsgrupperne imellem. I det omfang praktiske grund taler herfor, eksempelvis personsammenfald, vil to eller flere arbejdsgrupper kunne sammenlæ;gges.

Der forventes nedsat følgende arbejdsgrupper med følgende foreløbige opgavebeskrivelser:

Arbejdsgruppen vedr. radio- og tv-kanaler ("Kanal-gruppen")
- skal afdække mulighederne for etablering af flere radio- og tv-kanaler, herunder indførelse af digitalisering. Der skal foretages uddybende behovsanalyser, vurdering af tekniske og praktiske forhold og foretages økonomiske beregninger og kalkuler. På baggrund af foretagne analyser skal arbejdsgruppen fremkomme med et eller flere forslag til etablering, anvendelse og finansiering. Der ønskes desuden en drøftelse og stillingtagen til, hvorvidt der er behov for en ændring af de nugældende koncessionsregler vedr. telekommunikation i relation til fremføring af radio- og fjernsynsprogrammer.
Arbejdsgruppen vedr. fremtidens public service virksomhed ("Public service gruppen")
- skal fremkomme med et eller flere forslag til fremtidig public service virksomhed, herunder angivelse af, hvad de fremtidige public service forpligtelser skal være, hvem der skal varetage disse og hvilke forudsætninger der skal være opfyldt for at forpligterne kan varetages tilfredsstillende. Der skal desuden fremsættes forslag om, hvorledes de enkelte forpligtelser skal prioriteres indbyrdes, forslag til præcise og operationelle forpligtelser og metoder til sikring af kvalitet og effektivitet i public service virksomhedernes virksomhed. Der skal endelig tages særskilt stilling til, hvorledes borgernes behov for information fra det offentlige, organisationer mv. kan tilgodeses.

Arbejdsgruppen vedr. mediernes finansiering ("Finansieringsgruppen")
- skal fremkomme med et eller flere forslag til samlet ordning for mediernes finansiering, herunder for såvel trykte som elektroniske medier, for såvel landsdækkende som lokale medier og for såvel public service virksomheder som kommercielle virksomheder. Forslagene skal udover de egentlige medier også omfatte andre medieproducenter og det kreative input. Forslagene skal desuden tage stilling til, hvorledes en film- og medieudviklingsfond eller anden tilsvarende ordning vil kunne finansieres, og hvad den konkret skal omfatte.

Arbejdsgruppen vedr. organisatoriske forhold ("Organisationsgruppen")
- skal fremkomme med et eller flere forslag til, hvorledes medieområdet skal organiseres, herunder med forslag til ansvars- og kompetenceafgrænsning, varetagelse af tilsyns- og kontrolfunktioner og udstedelse af sendetilladelser. Forslagene skal særskilt tage stilling til ansvars- og kompetenceafgrænsningen mellem Hjemmestyret og public service virksomhederne.

Arbejdsgruppen vedr. internationalisering, mediekoncentration og mediekonvergens ("konvergensgruppen")
- skal foretage nærmere afdækning af konsekvenserne af internationaliseringen af medierne, mediekoncentration og mediekonvergens og fremkomme med et eller flere forslag til, hvorledes man skal forholde sig hertil i relation til grønlandsk medielovgivning og evt. også anden relateret lovgivning, herunder lovgivning om telekommunikation og informationsteknologi.

Realiseringen af handlingsplanen må forventes at strække sig over en 2-årig periode, således forstået at resultaterne heraf vil kunne forventes implementeret i 2001.

  1. dette afsnit og afsnittet vedr. de kommende års medieudvikling (afsn. 4.1.2) bygger på betragtninger fremsat af et af den danske statsminister i 1994 nedsat medieudvalg, der har afgivet i alt 4 betænkninger. De 4 betænkninger er:
    Bet. nr. 1294 fra 1995 om journalistisk efter- og videreuddannelse,
    Bet. nr. 1300 fra 1995 om de elektroniske medier,
    Bet. nr. 1311 fra1996 om børn og unges brug af massemedier og
    Bet. nr. 1320 fra 1996 om medierne i demokratiet.
  2. udover de nævnte krav til programindholdet er de lokale radio- og tv-stationer endvidere forpligtet til at efterleve et krav om, at deres programvirksomhed skal indeholde størst mulig egenproduktion eller anden grønlandsk produktion, og at det skal sikres, at det grønlandske sprog benyttes i størst muligt omfang.