Spørgsmål til landsstyret vedrørende søkablet

Hvis vi i Grønland for alvor vil være en aktiv spiller i den internationale IT-verden, så er det en forudsætning, at vi som lovgivere skaber rammerne for gode, stabile og billige internetforbindelser for så mange som muligt. Her tænker vi både på private og på erhvervsdrivende

Torsdag d. 22. august 2013
Palle Christiansen, Landstingsmedlem for Demokraterne
Emnekreds: Erhverv, Informationsteknologi, Internet, Samfundsforhold.

I henhold til Landstingets forretningsorden § 37 fremsætter jeg hermed nedenstående spørgsmål til landsstyret:

Spørgsmål til landsstyret vedr. Søkablet:
  1. Hvor stor en del af søkablets samlede kapacitet bliver i dag udnyttet?
  2. Er det landsstyrets vurdering, at datakraften i søkablet bliver brugt optimalt?
  3. Har landsstyret planer om at koble flere byer på søkablet og i så fald hvilke?
  4. Hvad har landsstyret af idéer til initiativer, der både udnytter søkablets fulde kapacitet og samtidig sikrer, at befolkningen i hele landet får så meget internet for pengene som muligt?

Begrundelse
Det er ingen hemmelighed, at borgerne i Nuuk og Qaqortoq har bedre adgang til internettet end borgerne i resten af landet, hvilket skyldes søkablet, der forbinder disse to byer med Island og Canada.

Der er heller ingen tvivl om, at søkablet i dag ikke udnytter sit fulde potentiale. Telestyrelsens chef har udtalt, at der i dag bliver brugt langt under en promille af søkablets samlede kapacitet. Det skal hertil siges, at Tele er uenig i denne udregning fra Telestyrelsen. Det ændrer dog ikke på, at Demokraterne finder det hensigtsmæssigt at finde ud af i hvor høj grad kapaciteten i søkablet bliver brugt således, at den store investering kommer befolkningen til gode.

Hvis vi i Grønland for alvor vil være en aktiv spiller i den internationale IT-verden, så er det en forudsætning, at vi som lovgivere skaber rammerne for gode, stabile og billige internetforbindelser for så mange som muligt. Her tænker vi både på private og på erhvervsdrivende.