Tre tvivlsomme sager

Det handler om sundhedsvæsenets overskridelser på finansloven, om den manglende effekt af det kommende boligfinansieringstilbud for private og sidst nyheden om, at 87 procent af alle flypassagerer ikke betaler deres billet.

Tirsdag d. 29. september 1998
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Boliger, Infrastruktur, Politik, Sundhedsvæsenet.

TRE LEDERE må få noget at tænke over efter dagens avis, måske flere. Nogle af dem har formentlig allerede tænkt, for det er dem selv, der har støbt kuglerne til denne tre-i-en leder.

De er alle tre landsstyremedlemmer. Den ene er Marianne Jensen, den anden Daniel Skifte og den sidste Peter Grønvold Samuelsen, og det handler om sundhedsvæsenets overskridelser på finansloven, om den manglende effekt af det kommende boligfinansieringstilbud for private og sidst nyheden om, at 87 procent af alle flypassagerer ikke betaler deres billet.

I sidste uge fortalte Marianne Jensen i AG om alt det, der er lige ved at skulle til at begynde at ske, så sundhedsvæsenets problemer bliver løst endeligt. Og denne gang på side 6 - redegør hun for overskridelserne på 42 millioner kroner af budgettet for sundhedsvæsenet. Hendes forklaring går på, at overskridelserne skyldes, at hun ikke har mandat til at lade folk ligge og dø for at spare penge.

Da AG’s udsendte var kommet hjem og havde siddet og funderet lidt over denne forklaring, gik sandhedens gru op for ham. Sundhedsvæsenet er altså kørt helt i bund. Det er bragt i en livstruende tilstand for patienterne i Grønland. Liv og død afhænger af, at et landsstyremedlem bryder loven og bruger flere penge end tilladt. Og gør hun det ikke, ja, så dør folk på sygehusene eller hjemme i deres egen seng.

Sundhedsvæsenet er - hvis det er rigtigt, hvad landsstyremedlemmet forklarer overskridelserne med - en katastrofe. Gennemsnitligt. Nogle steder fungerer der nemlig godt, for eksempel på lægeklinikken i Nuuk. Andre steder må det i bogstavelig forstand være ad Helvede til.

Det er intet mindre end rædselsfuldt, at overskridelserne på finansloven skal redde patienterne i Grønland fra at ligge og dø af ubehandlede sygdomme.

I ET OG SAMME fly sidder nogle hundrede mennesker 10 kilometer over jorden på vej til en anden verdensdel. Det er en dyr rejse, og selvom prisen ikke er steget væsentligt de senere år, så er den samlede billet-udgift fra en grønlandsk by til Danmark en kraftig udskrivning for en grønlandsk familie.

Men det bekymrer ikke passagererne i vor flyvemaskine. Kun 13 procent betaler nemlig deres billet af egen lomme. Resten flyver på det offentliges regning - eller i alt fald de allerfleste af resten.

Det er en alarmerende oplysning, fordi det store antal tjenesterejsende (og folk med frynsegoder) blandt andet har indflydelse på prisudviklingen i den frie konkurrence mellem de to flyselskaber, der opererer på grønlandsruterne.

Hvis 87 procent af de rejsende er ligeglade med, hvad billetten koster - og det er de nok mere eller mindre - så har de sidste 13 procent ikke nogen gennemslagskraft.

Tallet er imponerende, fordi de fleste vel ikke har forestillet sig, at det skulle være nødvendigt med så mange tjenesterejser. Det virker grotesk. Det må vel være muligt at bringe dette antal ned.

Ganske vist er det ikke umiddelbart indlysende, at 87 procent tjenesterejser er for meget, men det forekommer alligevel grotesk. Det må jo koste samfundet det hvide ud af øjnene, at der i den grad fræses frem og tilbage både indenrigs og "udenrigs". Det er den grønlandske produktion, der belastes med disse omkostninger, den grønlandske forretnings regnestykke. Betaler alle disse rejser sig virkelig? Er de økonomisk meningsfyldte? Får vi noget tilbage?

Naturligvis er ikke alle 87 procent deciderede tjenesterejser. Der er også ferierejser imellem, og endelig står de private for en mindre del af flyvningen. Men det er på tide at se på, om ikke der kan strammes op omkring den offentligt betalte flyvning. Med den rejseaktivitet, som den på side 7 omtalte redegørelse fortæller om, må det være muligt at rationalisere på området, spare på rejserne, sammenlægge møder med videre. I stedet for at flappe af sted, blot den mindste anledning melder sig.

BLAD om på side 8 og læs artiklen om mangel på byggegrunde i Nuuk. Det er bemærkelsesværdigt, at der nu kommer et gevaldigt finansieringstilbud til de private samtidig med, at det vil være et fåtal, der får mulighed for at udnytte det.

Nuuk er så ubetinget byen med de største boligproblemer, og det er her, der er størst behov for hjælp. Derfor er der al mulig grund til at hilse gode finansieringsmuligheder velkomne, selvom vi her på avisen har sat os imod landskassens tossegode foræringer (lederen i sidste nummer).

Men hvad glæde har vi af det, når byen ikke har byggegrunde. I løbet af de næste tre år bliver der ikke frigivet mere end højst 60 byggegrunde, mens behovet for privat byggeri efter kommunens mening er fire gange så stort. Men det er måske meget godt, at fremtiden ikke kommer til at bygge på den filantropiske byggefinansiering, som det offentlige måske vil tilbyde. Virkningen kan nemlig blive særdeles negativ.

Hvis der kommer gang i byggeriet på de nye vilkår, betyder det, at prisen på nybyggeri reelt falder med i alt fald 25 procent. Det er den reelle rentebesparelse i de 15 år, lånet er rente- og afdragsfrit. Dernæst kan man vente, at byggepriserne stiger med tilsvarende besparelser, idet bygherren naturligvis inkalkulerer de sparede renter og derfor kan påtage sig en større byggeomkostning, end han ellers ville være i stand til.

Byggelånet er i den fremlagte form i bund og grund en skidt idé, som bør overvejes meget nøje, inden loven vedtages.