Indsigt: Den bedste molbohistorie

Den bedste molbohistorie

Hverken tobakken eller sprutten tåler imidlertid yderligere beskatning, og hvad er så mere nærliggende end at lægge afgifter på flyvningen selv?!

Tirsdag d. 16. januar 2001
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Infrastruktur, Politik.

PRISERNE for at flyve internt i Grønland er for alvor til debat for tiden, og formanden for Konkurrencenævnet , Gorm Winther har oplyst, at de formentlig giver anledning til en vurdering af, om Grønlandsfly udnytter sin position på markedet til at ansætte for høje billetpriser.

Vi har tidligere behandlet emnet på denne plads, men efter den nye prisfastsættelse forekommer det mere grotesk end nogensinde. Sagen har udviklet sig til den mest molboagtige historie i den "tosse-genre", som for eksempel århushistorierne også hører til. Ingen overgår beretningen om prisudviklingen på passagerflyvning i Grønland.

Molboerne i denne grønlandske version er Landstingets politikere med en overvægt på landsstyret, som jo støber kuglerne til løsningen af dagligdagens problemer.

Men pyt med de skyldige. Det, der virkelig har kvalitet i denne fortælling, er selve historien og dens vanvid.

DET HELE STARTEDE med en principiel diskussion om afskaffelsen af ensprissystemet, som økonomer fra nær og fjern i årevis har ment, er Grønlands erhvervslivs alvorligste hindring.

Løsningen blev, at de mulige vækstområder skal have kostægte priser på alle områder - flybilletter, fragt, el og vand med mere. Når omkostningsniveauet så falder, kommer der gang i hjulene. Det var i alt fald meningen.

Kommunerne uden for vækstområderne skulle på den anden side sikres imod de prisstigninger, som ophævelsen af ensprisprincippet ellers uundgåeligt ville medføre. Hjemmestyret skulle gennem servicekontrakter med KNI, Nukissiorfiit, Grønlandsfly og andre sørge for, at den hidtidige service i ikke-vækstområderne blev opretholdt.

Vækstområderne ville med den nye ordning få bedre vilkår for et ekspanderende erhvervsliv. Indtjeningen ville øges, og de deraf øgede skatteindtægter skulle så i et vist omfang kunne betale servicekontrakterne.

Ideen fejler ikke noget på papiret, og efterhånden tilsluttede de politiske partier sig den - mere eller mindre. Men tilstrækkeligt til, at i alt fald flytrafikken skulle tilpasses de markedsmæssige mekanismer.

MEN SERVICEKONTRAKTERNE blev ikke indarbejdet i finansloven. Landskassen havde derfor ikke råd til at gennemføre den nye lovgivning, som skulle gøre det muligt at realisere planerne om vækstområderne på flyområdet.

Det var der imidlertid råd for. Politikerne har nemlig et udmærket værktøj, som tidligere har været brugt, når der manglede penge i kassen. Værktøjet hedder afgifter, og vi husker, hvor ofte rygere og alkoholnydere gennem tiden er blevet sat i ekstra skat for at dække et offentligt merforbrug.

Hverken tobakken eller sprutten tåler imidlertid yderligere beskatning, og hvad er så mere nærliggende end at lægge afgifter på flyvningen selv?!

VED AT kradse penge ind på lufttrafikken, påvirker man dog de billet- og fragtpriser, der efter planen skulle blive billigere:

Landskassen satte sit tilskud til lufthavnsvæsenet ned og henviste samme væsen til at finansiere sig selv gennem forhøjelse af diverse passager- og landingsafgifter. Det betød øgede omkostninger for Grønlandsfly, som naturligvis ikke kunne sætte billetpriserne op på den flyvning, der omfattes af servicekontrakterne. Altså var der kun tilbage at lægge afgifter på billetpriserne på de ruter, der politisk var taget beslutning om at sænke prisen på.

Operationen skriger til himlen om landsstyrets molboagtige fremfærd, som overgår den klassiske molbohistorie om bonden, der ikke ville gå ind i sit korn for at jage storken væk og derfor blev båret over marken af en hel flok molboer med store fødder.

Her har hjemmestyret virkelig præsteret en genistreg, som vi vil klaske os på lårene af grin over den dag, hvor de belastende økonomiske konsekvenser er kommet på afstand.

OG VI LER ENDNU MERE og klasker os endnu hårdere på lårene, når vi kommer til at tænke på, at en meget væsentlig del af flyvningen på ruterne til og fra vækstbyerne gælder passagerer, som rejser for offentlig regning - i høj grad for hjemmestyrets. Landskassen kommer altså til at betale en væsentlig del af de afgiftsforhøjelser, som blev sat i værk for at skaffe penge til Landskassens finansiering af servicekontrakterne.

Desværre har vi ikke noget helt klart tal for, hvor stor en del af passagertallet, der er betalt af hjemmestyret, men det offentlige som sådan betaler de fleste billetter til de rejsende i vækstområderne.

Den omstændighed, at hjemmestyret på den måde alligevel kommer til at betale en stor del af servicekontrakternes finansiering, betyder, at der en dag dukker en regning op, som ingen har forudset. Hjemmestyret har nemlig ikke budgetteret med så radikale omkostningsstigninger for den hjemmestyrebetalte flyvning.

Fantasien når ikke store højder i det politiske luftrum over Grønland.