Indsigt: Air Greenland - vækstcentre og Østgrønland

Air Greenland - vækstcentre og Østgrønland

Hvis troværdigheden skal bevares, og der skal et vist realistisk indhold i debatten, er det da vist på tide, at Østgrønland bringes på bane som et meget væsentligt vækstcenter

Fredag d. 27. september 2002
Ammassalik Turistkontor
Emnekreds: Infrastruktur, Politik, Turisme.

Det er interessant at læse salgs- og marketingsdirektøren i Air Greenland, Michael Binzers, meninger om, hvor de potentielle vækstcentre for turisme i Grønland skal være.

Michael Binzer udpeger med sikker hånd de naturlige vækststeder, men når man ser, at det er sammenfaldende med de steder hvor Air Greenland er mest på banen (!), fornemmer man en vis inhabilitet i udsagnene. Man kunne nemt få den tanke, at det kun er områder, der beflyves af Air Greenland, der skal være interessante i turismesammenhæng.

Der er nemlig ikke umiddelbar sammenhæng mellem de steder, hvor turisterne rent faktisk kommer, og så de steder, der omtales som vækstcentre. Derimod er der en påfaldende stor sammenhæng mellem Air Greenlands "travle" byer, og de steder udpeges som vækstcentre.

Ved et kig i Årsrapport 2000 for Mittarfeqarfiit/Grønlands Lufthavnsvæsen (det har trods gentagne henvendelser ikke været muligt at få 2001 rapporten) er de vækststeder, der foreslås af marketingsdirektøren, nemlig sammenfaldende med de byer/områder, hvor Air Greenland har mest travlt, forstået på den måde, at det er der, hvor de har flest passagerer og startende fly.

Østgrønland og Kulusuk ligger ikke længst fremme på marketingsdirektørens fornemmelse for vækstcentre, selvom her kommer forholdsvis mange turister, ja det nævnes faktisk slet ikke.

Dette på trods af, at Kulusuk lufthavn i følge lufthavnsvæsnets årsrapport kommer ind som den 5. travleste lufthavn i Grønland (efter Kangerlussuaq, Narsarsuaq, Nuuk og Ilulissat, men før Sisimiut, umiddelbart herefter kommer i øvrigt Tasiilaq Heliport!), og selvom Ammassalik kommune mere end opfylder de kriterier, der af Binzer opstilles for et vækstområde:

"Lokal opbakning, en fornuftig infrastruktur, professionelle aktører i området, som er villige til at satse penge og ressourcer til udviklingsarbejdet. Og så skal vækstcentret naturligvis kunne byde på usædvanlige oplevelser".

Alt sammen områder, der må siges at være opfyldt i Ammassalik kommune.

"Forglemmelsen" eller udeladelsen af Østgrønland skyldes formentlig, at Air Greenland er en sjælden gæst i Østgrønland og sandsynligvis vedbliver at være det. Derfor ses dette område ikke som et potentielt vækstcenter.

Af årsrapporten fra lufthavnsvæsenet fremgår det, at andelen af "fremmede fly" i Kulusuk er det højeste i Grønland, nemlig henholdsvis 77 procent og 89 procent i årene 1999 og 2000.

I Nuuk og Ilulissat er andelen af "fremmede fly" til sammenligning 12 og 10 procent (Nuuk), 5 og 3 procent (Ilulissat).

Hvis troværdigheden skal bevares, og der skal et vist realistisk indhold i debatten, er det da vist på tide, at Østgrønland bringes på bane som et meget væsentligt vækstcenter. For selv om Air Greenland som nævnt er en forholdsvis sjælden gæst, har området et meget stort potentiale i turismesammenhæng.