Indsigt: Arbejder landsstyret kun for Nuuk eller for hele landet?

Arbejder landsstyret kun for Nuuk eller for hele landet?

Men det er sådan set ikke nyt, at landsstyret prioriterer Nuuk på bekostning af resten af landet. På transportområdet har landsstyret nedsat en transportkommission med deltagere fra Nuuk og København. Jeg formoder, at konklusionen er skrevet på forhånd med anbefaling af Reykjavik som landets lufttrafikcentrum, hvilket falder i tråd med landsstyremedlem Palle Christiansens aftale med Air Iceland

Fredag d. 21. januar 2011
Hermann Berthelsen, Borgmester, Qeqqata Kommunia
Emnekreds: Infrastruktur, Transport, Økonomi.

Qeqqata Kommunias borgmester Hermann Berthelsen undrer sig over landsstyrets aftale med Air Iceland. Så vidt jeg kan forstå det, så prioriterer landsstyret sine egne ansatte i Nuuk på bekostning af flyrejsende i resten af landet med den indgåede aftale.

Det er muligt, at Nuuk borgere får en smule lavere billetpriser med den nye rabataftale, men det sker altså på bekostning af hele landet. Med udgangspunkt i Reykjavik beflyver Air Iceland Nuuk, hvormed piloter, kabinepersonale, lufthavnsafgifter osv. lander i Rejkjavik i stedet for i Grønland, udtaler Hermann Berthelsen.

Det betyder færre indtægter til Mittarfeqarfiit og Air Greenland. Disse selskaber må selvfølgelig nu sætte priserne op for resten af landets borgere. Altså styrker landsstyret Air Iceland og Reykjavik på bekostning af hele Grønland. Det er meget skuffende, mener Qeqqata Kommunias borgmester.

Men det er sådan set ikke nyt, at landsstyret prioriterer Nuuk på bekostning af resten af landet. På transportområdet har landsstyret nedsat en transportkommission med deltagere fra Nuuk og København. Jeg formoder, at konklusionen er skrevet på forhånd med anbefaling af Reykjavik som landets lufttrafikcentrum, hvilket falder i tråd med landsstyremedlem Palle Christiansens aftale med Air Iceland, siger Hermann Berthelsen.

Tilsvarende er strukturreformens planer om, at uddelegere ansvarsområder til kommunerne mere eller mindre gået i stå. Landet lider fortsat under centraliseringen af skat og incasso i Nuuk, som mere eller mindre har ført til et sammenbrud i den tidligere ellers så velfungerende kommunale skatteforvaltning.

Ligeledes er byggeriet, og store nye tiltag som Arktisk Kommando og lukket fængsel placeret i Nuuk uden at landsstyret har undersøgt om der kunne findes bedre placeringer andetsteds i landet. Og der er mange flere eksempler, slutter Hermann Berthelsen.