Oprindelige folks deltagelse i planlægningen af FN’s Verdenskonference om oprindelige folk

Oprindelige folks ligeværdige deltagelse er et kardinalpunkt for, at Verdenskonferencen i 2014 skal lykkedes. Her har alle, både FNs medlemsstater, såvel som oprindelige folk et ansvar for en konstruktiv forberedelses proces.

Torsdag d. 12. januar 2012
Kuupik Kleist, medlem af Landstinget for Inuit Ataqatigiit  
Emnekreds: FN, Internationale konventioner, Oprindelige folk.

Indholdsfortegnelse:
Verden skal evaluere implementeringen af oprindelige folks rettigheder
Oprindelige folk kræver fuld deltagelse i planlægningen af verdenskonferencen
Stærkt signal fra den nye regering om forsat engagement i oprindelige folks vilkår
27 indfødte folks repræsentanter og ledende FN folk vil deltage i mødet


Villy Søvndal og Kuupik Kleist byder oprindelige folk velkommen til København

På fredag vil udenrigsminister Villy Søvndal og formand for landsstyret Kuupik Kleist byde oprindelige folks repræsentanter, heriblandt masaier, inuit og mapuche-indianere, velkommen til København, hvor de samles for at diskutere oprindelige folks deltagelse i planlægningen af FN’s Verdenskonference om oprindelige folk. Mødet er arrangeret af Grønlands Selvstyres Repræsentation i København, Same Parlamentet i Norge og IWGIA og finder sted på Nordatlantens Brygge i København fra fredag den 13. til lørdag den 14. januar.

Udenrigsminister Villy Søvndal udtaler i den forbindelse ”Der er et tæt og godt samarbejde mellem Danmark og Grønland i spørgsmålet om oprindelige folks rettigheder og livsbetingelser kulturelt, socialt og økonomisk. At Danmark og Grønland side om side åbner dette møde i København og derved for alvor får sat forberedelserne af oprindelige folks verdenskonference i 2014 i gang understreger kun dette faktum, og vi håber, at oprindelige folk med afsæt i dette møde kan sikres en aktiv og effektiv inddragelsen i hele processen op til og under konferencen”.

"Oprindelige folks ligeværdige deltagelse er et kardinalpunkt for, at Verdenskonferencen i 2014 skal lykkedes. Her har alle, både FNs medlemsstater, såvel som oprindelige folk et ansvar for en konstruktiv forberedelses proces. Derfor glæder jeg mig over, at vi ved at tilbyde medværtsskabet for dette møde kan yde vores bidrag til at sikre forberedelserne en god start", udtaler Kuupik Kleist.

Verden skal evaluere implementeringen af oprindelige folks rettigheder
FN’s Verdenskonference om oprindelige folk, der afholdes i 2014, skal fokusere på, hvordan det står til med implementeringen af oprindelige folks menneskerettigheder. Oprindelige folks særlige rettigheder er beskrevet i FN’s Deklaration for Oprindelige Folks Rettigheder, som blev vedtaget af FN’s Generalforsamling i 2007. Den omhandler blandt andet retten til anerkendelse, deltagelse i beslutningsprocesser og frit, forudgående og informeret samtykke når stater og firmaer træffer beslutninger, der vedrører deres liv og fremtid, samt en række kollektive økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Ved vedtagelsen stemte kun 4 lande imod. I løbet af de sidste to år har alle fire lande, senest USA, meddelt at de nu vil godkende deklarationen. FN deklarationen er det hidtil stærkeste og mest fyldestgørende internationale redskab vedrørende oprindelige folks rettigheder.

Spørgsmålet er, om disse rettigheder bliver overholdt og implementeret af de stater, der har godkendt dem? Noget kunne tyde på det modsatte. Mens verdens fattige generelt får det bedre på en række parametre som sundhed, uddannelse og indkomst, rapporteres der om stigende fattigdom og marginalisering af oprindelige folk, der tilsammen udgør omkring 370 millioner af verdens allermest udsatte befolkning. Slemt står det til i flere af de danske samarbejdslande, men oprindelige folk er ikke mindst udsat for overgreb og for at miste adgang til jord, naturressourcer og traditionelle erhverv i fremadstormende økonomier som Brasilien og Indien.

Oprindelige folk kræver fuld deltagelse i planlægningen af verdenskonferencen
Siden FN’s Generalforsamlings i 2010 vedtog Resolution A/C.3/65/L.22/Rev.1 om afholdelsen af et ”high level segment” møde i form af en verdenskonference om oprindelige folk, har Verdenskonferencen været på dagsordenen i en række FN-organer såsom FNs Permanente Forum for Oprindelige Folk og FNs Menneskerettighedsråds Ekspertmekanisme for Oprindelige Folks Rettigheder. Et afgørende punkt har drejet sig om at sikre oprindelige folks fulde deltagelse i både forberedelsesprocessen og selve konferencen.

Oprindelige folks repræsentanter har gjort klart, at de ønsker at deltage aktivt i planlægningen af konferencen, og ikke være forvist til en observatørrolle. De ser Verdenskonferencens afholdelse, mulige resultater samt forberedelsesproces som en vigtig mulighed for at fremme virkeliggørelsen af FN-erklæringen om oprindelige folks rettigheder, herunder særligt deres ret til at deltage i beslutningsprocesser, der berører deres liv og fremtid.

Stærkt signal fra den nye regering om forsat engagement i oprindelige folks vilkår
Under de omtalte FN møder har Danmark/Grønlands repræsentanter deltaget særligt aktivt og bakket op omkring oprindelige folks krav om fuld inddragelse i processen. Den danske udenrigsminister og den grønlandske premierministers deltagelse i åbningen af mødet i København bekræfter et forsat stærkt dansk/grønlandsk samarbejde vedrørende oprindelige folks forhold, og den nye danske regerings vilje til at fortsætte Danmarks ledende rolle i forhold til den aktuelle proces omkring Verdenskonferencen og arbejdet for at styrke oprindelige folks rettigheder generelt.

27 indfødte folks repræsentanter og ledende FN folk vil deltage i mødet
På mødet vil der være deltagelse af indfødte folks repræsentanter fra Afrika, Asien, Arktis, Nord og Sydamerika og Oceanien. Desuden vil FN’s Special Rapportør for Oprindelige Folks Rettigheder, James Anaya, Formanden for FNs Permanente Forum for Oprindelige folk, Mirna Cunningham, samt formanden for FNs Menneskerettighedsråds Ekspertmekanisme for Oprindelige Folks Rettigheder, Bambanze Vital deltage i mødet.