Lad os hellere få mere data for de samme penge

Her i landet er det jo også sådan, at alle internetkunder uden for Nuuk og Qaqortoq får deres internet via satellit eller via radiokæden. Disse kunder vil næppe kunne mærke, at hastigheden på deres internet bliver sat i vejret.

TELE Greenland burde i stedet tænke på andet end hastighed. Det ville komme langt flere til gode, hvis man tænkte i volumen – det vil sige, at man giver kunderne mere data for de samme penge

Mandag d. 18. juni 2012
Jørgen-Ole Nyboe Nielsen Dino
Emnekreds: Internet.

Tilbage i maj annoncerede TELE Greenland, at man ville øge hastigheden på internettet. Umiddelbart en god nyhed, men bestemt ikke en nyhed, der kommer den brede befolkning til gode. Sandheden er jo, at ingen teleselskaber vil garantere for hastigheden på internettet – ej heller TELE Greenland.

Her i landet er det jo også sådan, at alle internetkunder uden for Nuuk og Qaqortoq får deres internet via satellit eller via radiokæden. Disse kunder vil næppe kunne mærke, at hastigheden på deres internet bliver sat i vejret.

TELE Greenland burde i stedet tænke på andet end hastighed. Det ville komme langt flere til gode, hvis man tænkte i volumen – det vil sige, at man giver kunderne mere data for de samme penge. Det ville betyde, at den enkelte kunde lidt oftere kunne Skype med familie og venner eller måske se en video på YouTube uden, at internetregningen af den grund ville blive højere.

I langt de fleste lande i verden er det muligt at købe flat-rate, hvilket kort fortalt vil sige, at man betaler en fast pris, hvorefter man kan være på internettet lige så meget, man vil. Den mulighed har vi af flere årsager ikke her i landet, men det bør være vores mål, at vi konstant tilnærmer os en situation, hvor alle borgere/kunder kan få så meget internet som muligt for deres penge. Det gør man ikke ved at sætte hastigheden i vejret – det gør man ved at sætte datamængden i vejret.

Jeg vil på den baggrund opfordre til, at TELE Greenland øger den datamængde, der er tilknyttet de forskellige Internetabonnementer i stedet for at fokusere så meget på hastigheden.