De fattige betaler til de riges adgang til internettet

Hvis man har bedre råd og større behov, så belønnes man med en lavere pris pr. Mb. (ned til 3 øre pr. Mb) og en hastighed, der kan være op til 16 gange så stor i forhold til et Basic abonnement.
Det betyder at familier med små indkomster er tvunget til at bidrage økonomisk til, at de mere velhavende forbrugere får både billigere og hurtigere internet.

Torsdag d. 6. december 2012
Jørgen-Ole Nyboe Nielsen Dino
Emnekreds: Forbrugerspørgsmål, Internet, Uddannelse.

I TELE Greenlands (TELE) abonnementssystem er man som basisbruger tvunget til at betale 42 øre pr. megabyte (Mb). Hvis man har bedre råd og større behov, så belønnes man med en lavere pris pr. Mb. (ned til 3 øre pr. Mb) og en hastighed, der kan være op til 16 gange så stor i forhold til et Basic abonnement. Det betyder at familier med små indkomster er tvunget til at bidrage økonomisk til, at de mere velhavende forbrugere får både billigere og hurtigere internet. Så socialt skævt er reglerne skruet sammen af en selvstyreejet virksomhed med monopol på Grønlands teletrafik! Hvis du i Brugsen køber 2 liter mælk og skal betale 14 gange så meget, som du lige har set en anden købe 2 liter mælk til bliver du med sikkerhed forundret. Hvis du så spørger Brugsen, hvorfor du skal betale mere end andre for den samme vare og får det svar, at det er fordi de køber meget mere mælk end du gør, så vil du med garanti undre dig og blive forarget over, at der kan være så stor en prisforskel på den samme vare. Dette her eksempel med mælken, er et tænkt eksempel, men desværre er det lige nøjagtigt, hvad der sker hos TELE, hvor der er op til 14 gange forskel i prisen for den samme vare. Betaling for benyttelse af Internettet (ud over den tvungne fastnettelefon) sker efter forbrug af Mb. Den højeste pris du skal betale for 1 Mb er 42 øre og den laveste er 3 øre. Det giver en forskel på 14 gange. Begrundelsen for at have denne ekstreme forskel er tilsyneladende, at der gives store mængderabatter, eller hvad det nu hedder. Tilmed får de - uden beregning - en internethastighed der er 16 gange hurtigere. Hvilke udgifter hos TELE retfærdiggør denne forskelsbehandling, hvor jo flere Mb du har råd til at hente fra internettet, jo billigere bliver hver enkelt Mb.? Sagt med andre ord skal den der har mindst råd til at være på Internettet betale den højeste pris. Man kan med rette sige at det er dyrt at være fattig. Lad os tage et eksempel. Lad os se på en boligblok i Nuuk. I lejlighed A bor der en familie, der har en meget beskeden indtægt. Det er dog lykkedes for dem at anskaffe en enkel computer og tegne et Basic abonnement så den skolesøgende datter kan komme lidt på Internettet for at søge information og deltage i sociale netværk. I lejlighed B bo der en anden familie, der har en væsentlig større indtægt, så det har været muligt at anskaffe en computer til alle i familien ligesom flere har en smartphone og der er tegnet et Xlarge abonnement. I dette eksempel må familien i lejlighed A føle, at de bliver straffet for ikke at have råd til et større abonnement. De skal nemlig betale 42 øre pr. Mb, når datteren vil på Internettet for at dygtiggøre sig og facebooke med vennerne. De skal betale 14 gange mere og det er dem, der har mindst råd til at være på Internettet. Nu melder TELE så ud med at kun nogle få udvalgte kundegrupper kan få flere Mb for abonnementsprisen. Det gør de samtidigt med at Tele-direktøren i en pressemeddelelse skriver: ”Vi ser det nemlig som vores fornemmeste opgave at kæmpe for billigere og bedre internet for hele samfundet”. Det har vi andre nu gjort i årevis, så det er da meget positivt, at TELE nu også kommer med ind i kampen. Vi skal så heller ikke være blinde overfor de udfordringer som liberaliseringen af telemarkedet stiller TELE overfor. Det var jo nemmere for TELE, da de var enerådende på markedet. Men mange følte, at det havde en negativ effekt, at der ikke var konkurrence på markedet for teleydelser. Det er der så heldigvis ved at komme nu. Der kommer nu nye udbydere af Internetadgang og konkurrencen på dette marked er i sin vorden. Men det må jo også være en stor udfordring, at TELE nu skal konkurrere med udbydere af Internetadgang på det, der må siges at være ulige vilkår. Hvis TELE har forsyningspligter, der belaster TELE’s indtjeningsmuligheder uden at konkurrenterne på en eller anden måde også deltager i disse forpligtelser, så må det opfattes som en konkurrenceforvridende situation. Men hvordan kunne det så gøres anderledes. Der vil naturligvis være mange muligheder. Rent umiddelbart skal man altså finde en måde at finansiere såvel oprettelse som vedligeholdelse af den telemæssige infrastruktur samt driften af denne. Man kunne måske forestille sig, at der blev skabt midler til at sikre Internetadgangen i de områder, der ikke er kommercialt brugbare (Det vil sige de områder, hvor de, der i øjeblikket påtænker at konkurrere med TELE, ikke ønsker at operere). Hvis man ser på transportområdet, så er det jo landskassen der sikrer transport i de områder, der ikke er profitable for de forskellige udbydere af transport. Derfor kunne en model være, at også Landskassen stod for finansieringen af sikringen af Internetmulighed i de områder af landet, der ikke er kommercielt brugbare, som det hedder når man ikke kan skaffe et overskud der. Men hvor skal Landskassen så få de nødvendige midler fra. Midlerne til transport kommer fra os alle og man kunne forestille sig noget lignende med hensyn til Internettet. Der er dog andre muligheder. Man kunne eksempelvis pålægge Intertnettrafik over Atlanten en afgift eller man kunne pålægge Internettrafik i de områder, der er kommercielle en afgift, der skal være med til at finansiere udgifterne til Internet i de ikke kommercielle områder. Der er ihvertfald brug for en anden måde for TELE at blive betalt for Internetadgang. Denne nye ordning skal tilgodese såvel de pengestærke, som de mindre bemidlede ligesom der også skal tages højde for de store forskelle i Internetmulighederne, der er mellem Nuuk/Qaqortoq og yderdistrikterne. Der er groft sagt kun to modeltyper, hvoraf den ene er den ordning TELE hidindtil har brugt nemlig betaling efter forbrug også benævnt volumentaksering og den anden er flatrate, hvor der betales for at kunne være på Internettet hele tiden og betalingen ikke er afhængig af, hvor meget eller hvor lidt man forbruger. Den første mulighed, kunne være en volumentaksering, hvor alle betalte det samme pr. Mb, eksempelvis 3 øre og hvor det var den tilkøbte hastighed, der adskilte de forskellige abonnementsordninger. I områder, hvor der var mulighed for høje hastigheder kunne disse så være mulige at tilkøbe, mens det i yderdistrikterne kun var de lavere hastiheder, der var mulige. Den anden mulighed, som langt de fleste kunder nok vil foretrække, er en flatrate ordning. Altså en abonnementsordning, hvor den enkelte bruger ikke betaler pr. mb., men for at være på Internettet. Prisen for at være på Internettet kunne så også her være afhængig af hastigheden. Her skal der også være mulighed for at de mindrebemidlede kunder kan benytte Internettet. En mulighed kunne være at lave en volumentaksering til at sikre disses muligheder for at kunne benytte Internettet og det naturligvis til en pris væsentlig under de nuværende 42 øre pr. Mb, eksempelvis 3 øre pr. Mb. Det er forlængst på tide, at TELE vågner op og lever op til den rolle de har haft i mange år. Det er nemlig deres opgave at sikre udbredelsen af Internetadgang. Det burde aldrig have været og skal snarest muligt ophøre med at være deres opgave at bremse adgangen til Internettet.