En lodret løgn og en rodebutik

At basere sit abonnementssystem på et antikveret bogholderisystem, der kun har kunnet overleve i kraft af Tele Greenlands monopol og almindeligt sløvsind i virksomhedens daglige ledelse, er naturligvis både uantageligt og ganske absurd. Det må Telestyrelsen sætte en stopper for.

Fredag d. 4. januar 2013
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Internet, Politik.

Indholdsfortegnelse: Forslag til et abonnementssystem for Tele Greenlands internet Hvor er Tele Greenlands administrationsudgifter forsvundet hen? Læs også Min faglige baggrund for at skrive dette indlæg

(an)

Jørgen-Ole Nyboe Nielsen (Dino) har haft et indlæg Sermitsiaq: ”De fattige betaler til de riges adgang til internettet”. Indlægget har også været bragt på Dinos egen hjemmeside og her i Kamikposten. Den 14. december kommenterer Tele Greenland indlægget i Sermitsiaq under overskriften ”Svar til Dino”. Tele Greenland skriver blandt andet: ”Det er korrekt, at produktet Bredbånd Basic er prissat med en højere takst pr. MB end Bredbånd Gold og Premium. Til gengæld betaler Gold og Premium-kunder også et fast månedligt abonnement, mens Bredbånd Basic udelukkende afregnes efter forbrug.” Men det passer ikke. Gold og Premium betaler ikke et fast månedligt abonnement. De forudbetaler for et forbrug af megabyte. Hele ”det månedlige abonnement” går til køb af megabyte, og hvis man ønsker at købe flere megabyte, så sker det til samme pris pr megabyte som inden for abonnementet, der slet ikke er et abonnement, men en købsaftale med inkluderet trafik (Jfr formuleringen i Telestyrelsen pressemeddelelse af 26. november 2012 ). Det indbetalte abonnement på henholdsvis 599 kr. og 999 kr. pr. måned anvendes udelukkende til køb af megabyte – og akkurat som for det meget dyrere Bredbånd Basic afregnes der udelukkende efter forbrug. Jeg har arbejdet med Grønland siden midten af 1960’erne og har set nogle ganske få eksempler på skandaløse handlinger hos selskaber, der er gået fra at være statsejede til at være hjemmestyreejede. Det ligger lige for at nævne, at KNI i flere omgange tømte deres bygdebutikker for ukurante varer og satte dem på udsalg - første gang i Aalborg og næste gang i Nuuk. I Aalborg var der brandtilbud på fodtøj til børn, hvor de virkeligt trængende boede hjemme i de bygder, hvorfra varerne var hentet, og i Nuuk drejede det sig om sportsudstyr til priser og i en mængde, der i et par år slog bunden ud af omsætningen i flere private sportsbutikker. Men det her er langt mere alvorligt. Det chokerer mig at skulle opleve en stor selvstyreejet monopolvirksomhed gå ud med en lodret løgn i deres markedsføring og et svar på kritik af deres asociale internetpriser. Hvor er den lokale presse henne i denne sag? – Læser Sermitsiaqs bodegajournalister ikke deres egen avis? Nej, i den lokale presse er alt ved det gamle: i Grønland er undersøgende journalistik stort set indskrænket til et skarpt blik rettet mod kommende receptioner, hvad der serveres og hvis tur, det er, til at deltage som repræsentant for pressen. Hvorfor lyver Tele Greenland om dette centrale punkt i deres abonnementssystem? – Eller de lyver måske ikke? – De kan bare ikke gennemskue deres eget system? Og så får vi denne sang fra de kolde fjelde om omkostningerne ved at opkræve betaling hos forbrugeren: ”Selv om Bredbånd Basic takseres højere pr. MB end de øvrige internetabonnementer, er det faktisk i dag et produkt som TELE-POST ikke tjener penge på. Vore omkostninger til at drive ledningsnettet, kundeservice og regningsudstedelse er nogenlunde ens for alle kundetyper. Indtjeningen på Bredbånd Basic kan kun lige netop dække de direkte (variable) omkostninger ved at betjene disse kunder. Dinos påstand om at de fattige betaler for de riges internet er således direkte forkert.” Hvis Tele Greenland har så store udgifter ved at opkræve penge hos kunderne, så er det Tele Greenlands egen skyld, og det skal forbrugerne ikke undgælde for. Forklaringen på rodebutikken er manglende konkurrence. Derfor har man i monopolvirksomhedens lune læ kunnet fortsætte at arbejde som i gamle dage med pen og blæk i tranlampens skær. I Danmark har skarp konkurrence blandt telefon- og internetudbydere for længst skåret de administrative omkostninger ned til at være næsten symbolske. Man skriver for eksempel ikke regninger ud. Man lader kunderne betjene sig selv med en adgangskode til egen kundekonto på virksomhedens hjemmeside, hvor man også skal forudbetale sit forbrug. Når en konto går i nul, stopper leverancen, og den starter automatisk igen, når der ryger penge ind på kontoen. Det betyder nul restancer og nul inkassovirksomhed. At basere sit abonnementssystem på et antikveret bogholderisystem, der kun har kunnet overleve i kraft af Tele Greenlands monopol og almindeligt sløvsind i virksomhedens daglige ledelse, er naturligvis både uantageligt og ganske absurd. Det må Telestyrelsen sætte en stopper for. At virksomhedens bestyrelse ikke for længst har grebet ind, viser behovet for en kritisk gennemgang af bestyrelsens indsigt i drift af en tele-virksomhed. Desværre ligger ansvaret for bestyrelsens sammensætning og udnævnelse hos landsstyremedlem Jens B. Frederiksen, der har vist sig at være ualmindeligt argumentresistent også i forhold til en række andre problemer i hans landsstyreområde. Heldigvis er der håb i horisonten. Den 1. april tiltræder Michael Binzer som direktør for Tele Greenland. Han er bredt anerkendt for sit talent og sin indsigt i virksomhedsdrift og har undervejs lagt arm med mere brutale typer end Jens B. Frederiksen. Da Lars-Emil Johansen, med daværende Siumut-landsstyre i ryggen, på et tidspunkt forsøgte at rage posten til sig som bestyrelsesformand for Grønlandsfly, blev det hurtigt overbevisende klart, at det i givet fald ville blive uden Michael Binzer som direktør. Der blev ikke meget pølse ud af den sæl, Lars-Emil Johansen trak sig som kandidat. Michael Binzer er resultatorienteret og vil næppe heller rette ind efter politisk inkompetence. Forslag til et abonnementssystem for Tele Greenlands internet Kunderne skal betale for deres forbrug efter ens regler. Der fastsættes en kombinationspris for en megabyte og den hastighed man ønsker på internetforbindelse. Jo højere hastighed jo mere skal en megabyte koste. Der er kun adgang til nettet, når der er penge på kundens konto hos Tele Greenland. Uanset om der er penge på kontoen eller ej, så er det muligt for kunden at gå ind på sin kontoside og ændre på den ønskede hastighed for internetforbindelsen. Uanset om der er penge på kontoen eller ej, så er det muligt for kunden at gå ind på sin kontoside og sætte penge ind med et betalingskort. Kunder uden betalingskort har to muligheder: 1. Man kan betale i den lokale telebutik, hvor man med det samme får ført betalingen ind på sin kundekonto på Tele Greenlands hjemmeside. 2. Man kan købe et megabytekort, på samme måde som man til en mobiltelefon kan købe et taletidskort. Med koden, der skrabes fri, kan man aktivere betalingen på sin kundekonto på Tele Greenlands hjemmeside. (Et megabytekort til internettet vil hurtigt blive et populært gaveønske hos børn og unge mennesker til jul, fødselsdage og konfirmationer :-) Indbetalingen på kundekontoen nedskrives i takt med forbruget, idet forbruget af megabyte afregnes i forhold til den faktisk leverede hastighed, dog højst den hastighed man helt aktuelt har valgt i sin kundekonto. Hvor er Tele Greenlands administrationsudgifter forsvundet hen? Hvor er Tele Greenlands administrationsudgifter forsvundet hen i det system? – De er skrumpet ind til et symbolsk beløb i Tele Greenlands samlede regnskab. Det hele afvikles elektronisk, og det er kun den enkelte kunde, der skal bruge sin egen tid på at ajourføre kundeforholdet og indsætte penge på kontoen. Læs også Internetpriser, monopolmisbrug og politisk uduelighed Volumentaksering (af tidligere direktør for Tele Greenland, Anton M. Christoffersen) Min faglige baggrund for at skrive dette indlæg Jeg var i årene 1995-98 politisk udpeget bestyrelsesformand for Tele Greenland. I et frugtbart samarbejde med resten af bestyrelsen og direktør Anton M. Christoffersen lagde jeg strategien for en kontinuerlig nedsættelse af prisen for at telefonere internt i Grønland og fra Grønland til Danmark. Vi nedsatte priserne igen og igen uden at det gik ud over indtjeningen. Og på mit forslag etablerede Tele Greenland et satellitmodtagesystem på Amager i Danmark, så vi selv kunne håndtere teletrafikken mellem Grønland og Danmark. Det bragte os ud af det, der mere og mere lignede et kvælergreb fra TDC, der hidtil havde haft eneret på teletrafikken mellem Grønland og Danmark. Etableringen gjorde det muligt for Tele Greenland at gå til andre telefonudbydere i Danmark end TDC, og det bragte os i en situation, der har udviklet sig til, at det i dag er dyrere at ringe til Grønland, end fra Grønland. Jeg har arbejdet professionelt med internet siden 1995.