Indsigt: Grønlands nye storskalalov tillader ikke social dumpning

Grønlands nye storskalalov tillader ikke social dumpning

Landskassen kan ikke selv finansiere anlæg af store nye industriprojekter. Vi er afhængige af erhvervsinvesteringer udefra. Vi må samtidigt erkende, at omkostningsniveauet i Grønland er højere end i de fleste andre lande. Derfor er det nødvendigt at tilbyde gode rammer for industrien – ellers fravælges Grønland som investeringsland.

Tirsdag d. 11. december 2012
Ove Karl Berthelsen, Landsstyremedlem for erhverv og arbejdsmarked  
Emnekreds: Alcoa, Isukasia, Storskalaprojekter.

I den seneste tid har der både i Grønland og i Danmark været megen debat om mulighederne for at udnytte de mineralske ressourcer og de vandkraftressourcer, som Grønland er så rigt på. Landstinget – det grønlandske Landsting – har nu afsluttet behandlingen af den nødvendige rammelovgivning. Grønland har nu fået redskaberne til at fremme og styre en nødvendig udvikling.

Jeg vil gerne bruge denne lejlighed til at forsøge at skabe et overblik over, hvad den nye grønlandske lovgivning faktisk betyder, og således give – også den danske offentlighed – en mulighed for at forstå betydningen af de beslutninger, som Grønland har truffet.

Først og fremmest har Grønland med vedtagelsen af storskalaloven og tilknyttede forslag sagt ja til en udvikling mod en mere bæredygtig økonomi. I øjeblikket går det desværre dårligt med økonomien i Grønland. Rejekvoterne – grundlaget for vores eksport – reduceres med 25 %. Vi har oplevet en stor udvandring. Vi er derfor nødt til at igangsætte nye erhvervsaktiviteter.

Den mest realistiske mulighed er en bæredygtig udnyttelse af vores naturressourcer i form af produktion af vores mineral og olieressourcer.

Landskassen kan ikke selv finansiere anlæg af store nye industriprojekter. Vi er afhængige af erhvervsinvesteringer udefra. Vi må samtidigt erkende, at omkostningsniveauet i Grønland er højere end i de fleste andre lande. Derfor er det nødvendigt at tilbyde gode rammer for industrien – ellers fravælges Grønland som investeringsland.

Industriprojekter af den art vil kunne skabe varige grønlandske arbejdspladser i driftsfasen. Projekterne kræver så meget arbejdskraft i anlægsfasen – at det grønlandske arbejdsmarked ikke har det nødvendige antal arbejdere og kapacitet til at stå for anlægsaktiviteterne. Vi har intet alternativ til at anvende udefrakommende arbejdskraft i anlægsfasen.

Anvendelse af arbejdskraft fra udlandet i forbindelse med etablering af storskalaprojekter i Grønland spiller en stor rolle i debatten både i Danmark og herhjemme i Grønland. Der skal bruges op til 3.000 arbejdstagere om året i anlægsfasen alene til den jernmine som planlægges nord for hovedstaden Nuuk.

Grønland har ganske enkelt ikke det nødvendige antal faglærte arbejdere i vores bygge- og anlægssektor til selv at bygge minen. Til gengæld kan vi godt levere de ca. 700 minearbejdere, som skal arbejde i minen når den er færdig.

Storskalaloven sikrer, at alle opgaver, som kan løftes lokalt, vil blive løftet lokalt. Dette vil ske på almindelige grønlandske løn- og arbejdsvilkår. Kun opgaver, der ikke kan løftes lokalt, vil komme i internationalt udbud. De grønlandske arbejdsmarkedsorganisationer vil blive direkte involveret i afgrænsningen af de opgaver, som vi selv kan løfte i anlægsfasen. Og disse opgaver skal gennemføres af lokal arbejdskraft og på grønlandske overenskomster.

Resten af opgaverne kan udbydes internationalt, og her kan der anvendes udenlandsk arbejdskraft. Den udenlandske arbejdskraft kan have deres egne overenskomster. Storskalaloven fastslår dog, at der ikke kan aftales lønniveauer, som ligger under den minimumsløn, som er aftalt på det grønlandske arbejdsmarked, pt. 80,41 kr. i timen. Hvis arbejdsgiveren betaler for kost, logi ol. kan dette fratrækkes lønudbetalingen, dog kan det maximale lønfradrag ikke overstige 17,50 kr. pr. time.

Der har været en del diskussion om begrebet social dumping. Landsstyret har på dette punkt været helt tydelig. Der er i Grønland ikke vilje til at acceptere urimelige og diskriminerende løn- og arbejdsvilkår. I den nye lovgivning, som Landstinget har vedtaget, er løn- og arbejdsvilkår et anliggende, som parterne på arbejdsmarkedet aftaler indbyrdes. Loven fastlægger endvidere en minimumsløn, der faktisk ligger ganske højt, hvis man sammenligner med tilsvarende lovgivning i f.eks. Frankrig, Belgien, Storbritannien og en række andre EU-lande. Loven indeholder desuden krav om offentlig indsigt i løn- og arbejdsvilkår på storskalaprojekterne.

Lovens minimumsløn er fastsat på niveau med den eksisterende minimumsløn i overenskomsten mellem det ledende fagforbund i Grønland, SIK, og Grønlands Arbejdsgiverforening. Ved debatten i Landstinget (Landstinget) om loven blev det fra salen fremført, at 40 % af befolkningen i Grønland faktisk har en lavere indkomst end den mindsteløn, vi her taler om.

Lad det være helt klart, at loven ikke giver mulighed for at erstatte en højere betalt lokal arbejdskraft med en lavere betalt udefrakommende arbejdskraft. Der er ikke tale om social dumping. Grønland har ikke de nødvendige kvalificerede arbejdstagere.

Storskalaloven afskærer heller ikke de grønlandske fagforeninger fra at indgå en grønlandsk overenskomst med de udenlandske selskaber.

Storskalaloven regulerer kun forholdene i anlægsfasen. Når minen er klar til at gå i drift, vil de udenlandske anlægsarbejdere forlade landet. Opholdstilladelsen er entydigt knyttet til arbejdsforholdet – og arbejdsgiveren er ansvarlig for hjemrejse m.v.

I driftsfasen skal der – som udgangspunkt – udelukkende anvendes grønlandsk arbejdskraft på de almindelige grønlandske overenskomstniveauer.

Storskalaprojekterne er nøglen til et mere selvbærende Grønland. Jeg er ikke i tvivl om, at det foreliggende regelsæt, der er resultatet af en omfattende demokratisk proces i Grønland, har givet os muligheden for at realisere den nødvendige udvikling til glæde og gavn for først og fremmest det grønlandske folk.
Læs også
Når ordet tager magten fra tanken