»Kørekort« til jagt

Specielt er ønsket om på forhånd at udelukke danskere fra jagten de første par år udtryk for en skidt moral. Paaviaaraq har fundet et pænt ord for det. Han kalder det nationaldiskrimination, mens andre kunne finde på at kalde det racisme.

Onsdag d. 19. august 1998
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Jagt, Kultur og samfund, Politik.

PAAVIAARAQ HEILMANN HAR gjort et udmærket stykke arbejde i forsøget på at ophøje Landstingets beslutning om tildelingen af rensdyr til lov. Beslutningen strider bare imod anden lovgivning og kan ikke sættes i værk uden store administrative vanskeligheder. En sådan opgave tager naturligvis tid, og Paaviaaraq har ønsket at gøre sit arbejde ordentligt. Han har bare glemt at orientere om, at han ikke har løst opgaven før indeværende fangstsæson.

Og lad os da håbe, det heller ikke vil lykkes i fremtiden!

Specielt er ønsket om på forhånd at udelukke danskere fra jagten de første par år udtryk for en skidt moral. Paaviaaraq har fundet et pænt ord for det. Han kalder det nationaldiskrimination, mens andre kunne finde på at kalde det racisme.

Samtidig har Paaviaaraq haft meget vanskeligt ved at finde ud af, hvordan begrebet husstand skal defineres, og hvordan man rent administrativt skal operere med det. Landstingets ønske er, at fritidsjægere kun skal have mulighed for at skyde et dyr pr. husstand. Den ide fejler ingenting. På den måde kan flere komme på jagt og flere familier tilgodeses ved den årlige tildeling af rensdyr.

Det har bare vist sig at være umuligt at afgrænse begrebet husstand, som i forvejen optræder som vidt forskellige begreber i forvaltningen af forskellige samfundsområder.

Det problem er stadig ikke løst, men der arbejdes videre med det.

FULDSTÆNDIG RET kan man vel aldrig have. Og landsstyremedlemmet for rensdyr burde naturligvis have redegjort for sine problemer med at sætte nye regler i værk.

Et af dem må imidlertid op og vende i Landstinget endnu engang. Det er det problem, der nu hedder nationaldiskrimination.

Begrundelsen for denne beslutning er naturligvis, at det virker umiddelbart anstødeligt, at der kommer rejsende folk udefra og får tildelt et rensdyr, som de ikke har haft tradition for at gå på jagt efter. Den følelse har vi vel alle.

Efter mange års fangsttradition med familie og fangstkammerater virker det ikke rigtigt, at mennesker, der har boet et par måneder her i landet, trænger de traditionelle jægere ud.

Men sådan har vi nu engang indrettet os. De tilkaldte betaler skat og har de samme pligter her i samfundet som alle vi andre, og derfor har de også krav på de samme goder. Et af dem er rensdyrjagt, og som lige borgere i landet har de selvfølgelig lige adgang til jagten.

Det er der efterhånden en hel del, der har forstået. Og derfor prøver man nye argumenter. De går på, at tilkaldte ikke har forstand på at gå på jagt. Det er kun de fastboende, der ved noget om, hvordan man skal gebærde sig i naturen og forholde sig til dyrene. Johan Lund Olsen siger, at nyankomne danskere stresser dyrene.

Retfærdigvis skal det tilføjes, at han siger "folk uden jagterfaring i deres hjemland", og så meget ret har han da, at manglende kendskab til jagt er en skidt ting.

Men det er en boomerang, der rammer både danskere og grønlændere. Grønlændere er lige så lidt som danskere født med en god forståelse for jagt og natur. Det er noget, der skal læres. Noget der skal trænes sammen med erfarne folk.

I RENSDYRDEBATTEN snakker vi aldrig om de mange mennesker fra Grønland, der er søndagsjægere i ordets aller værste forstand. Men den kan vi så passende tage hul på her. Som udgangspunkt må vi tage afstand fra det, Paaviaaraq Heilmann kalder nationaldiskrimination. Vi kan ikke skille borgerne op efter, hvor de. kommer fra. Men vi kan forlange, at jægerne også har forstand på at gå på jagt.

Der er i Grønland en udbredt mangel på kendtskab til almindelig våbenlære. Det vidner de mange vådeskudsulykker om. Der er en udbredt mangel på respekt for vildtet. Det vidner anskudte dyr om, som man blandt andet kan finde i nærheden af ørredfangspladser dybt inde i fjorden - i midten af juli!!!

Der er noget galt med holdning, viden og kunnen, og det gamle romantiske sludder, som en del af vor jagtlovgivning bygger på, gælder ikke mere. I alt fald ikke i Nuuk (Det er muligvis en helt anden historie i fangstdistrikterne).

Problemet med de tilkaldtes påstående ukendskab til jagt skal løses langt bredere, nemlig med en obligatorisk jagtprøve for alle(!) forud for tildeling af jagtbevis.

Vi skal jo også alle(!) have kørekort for at køre bil, ikke sandt...