KNAPK-medlemmer opfordrer til ulovligheder

Fangerne er ikke ubekendt med virkningen af anarkistiske aktioner. En stålwire over indsejlingen til Nuuk havn i et døgns tid gav som bekendt ca. 8 mio. kr. i ekstra olietilskud sidste år i maj. Forstyrrelse af den offentlige trafik er normalt en meget alvorlig lovovertrædelse. Men i dette tilfælde udstak politiet ikke en eneste bøde

Fredag d. 8. februar 2002
Poul Krarup
Emnekreds: Jagt, Love og konventioner, Miljø og natur.

Anarki er defineret som en lovløs tilstand, hvor mennesker vælger ikke at følge samfundets regler og love. I artiklen "KNAPK skader Grønlands anseelse" i sidste uge brugte Sermitsiaq betegnelserne KNAPK-anarkister og KNAPK-aktivister. KNAPKs sekretariatsleder Siverth Amondsen har siden protesteret til Sermitsiaq over ordvalget.

Han siger, at KNAPK ikke opfordrer til lovbrud.

Samtidig erkender han, at KNAPK ikke støtter de medlemmer, som siger, at de vil overtræde bekendtgørelsen og skyde fugle, som de altid har gjort.

Nu vil jeg ikke her komme nærmere ind på hvad KNAPK offentligt kalder andre - men betegnelsen nykolonialister eller hjemmestyrets hjemmestyre har tidligere indgået i Leif Fontaines sprogbrug, når han skulle beskrive de biologer, der uvildigt rådgiver hjemmestyret om fangst og jagt.

Fangernes lokalformand i Nuuk, Lars Rasmussen udtalte for halvanden uge siden, da fangerne protesterede mest indædt mod den nye fuglebekendtgørelse, at man vil gå på jagt, som man plejede og ikke ville følge de nye jagttider. Tilsvarende udmeldinger er kommet fra fangerne i Qaanaaq og Uummannaq.

Fangerne er ikke ubekendt med virkningen af anarkistiske aktioner. En stålwire over indsejlingen til Nuuk havn i et døgns tid gav som bekendt ca. 8 mio. kr. i ekstra olietilskud sidste år i maj. Forstyrrelse af den offentlige trafik er normalt en meget alvorlig lovovertrædelse. Men i dette tilfælde udstak politiet ikke en eneste bøde. Fangerne ved altså også, at netop deres udenomsparlamentariske aktioner heller ikke bliver straffet.

Hvordan ville Grønland ikke se ud, hvis for eksempel alle skoleeleverne spærrede for bilkørslen i Nuuk i et døgn i protest over de dårlige skoler?

Eller børnehavepædagogerne i hele landet gravede huller i landingsbanerne i protest over deres latterligt lave lønninger?

Eller andre almindelige borgere nægtede at indbetale skat, fordi det offentligt finansierede Royal Greenland uddeler særdeles gyldne håndtryk til vennerne, uanset de har udført et skidt stykke arbejde og påført samfundet en trecifret millionudgift?

Ja, resultatet ville være: anarki og kaos. Så derfor ordvalget!

Vi kan heldigvis trøste os med, at Siverth Amondsen til Sermitsiaq nu udtaler, at det ikke er KNAPKs politik at overtræde loven, og at man derfor heller ikke støtter lovovertrædelser. Konklusionen må jo så være, at KNAPK ikke bakker Lars Rasmussens udtalelser op.

Vi kan så kun håbe på, at KNAPK viser, at man er sit ansvar bevidst. Det vil sige, at man for det første deltager i den demokratiske proces i for eksempel arbejdsgrupper, og at man som alle andre organisationer indsender sine høringssvar til hjemmestyret. Dernæst må KNAPK også føle et særligt ansvar for at forklare sine medlemmer, at det er vigtigt, at man overholde landets love - også fangst- og jagtlovene. For at undgå tvivl og for at sikre, at også lomvie, edderfugl, hvidhval, narhval, hvalros og fjeldørred kan fanges af vores børns børn.

Jeg erkender, at det er en alvorlig fejl, at hjemmestyret ikke har hørt fangstrådet om den nye fuglebekendtgørelse.

Men her har fangstrådet selv et ansvar og har sovet i timen. Bekendtgørelsen har været på vej siden midten af 90’erne. Alle har haft mulighed for at udtale sig.