Ufejlbarlighedsdogmet

Pressen kan overvåge de lovgivende, udøvende og dømmende statsmagter. Når de svigter, kan pressen udøve kritisk analyse. Så får journalisters årvågenhed og omtale betydning gennem pressefriheden. De svigter ansvaret, hvis de falder for useriøs agitation. Men også journalister påvirkes til at tro på bestyrerne af magten og kommunikationen, selv om der på internettet findes talrige førende videnskabsfolks protester mod IPCC's primitive enøjethed.

Fredag d. 16. januar 2009
Ole T. Krogsgaard, Direktør  
Emnekreds: Klima.

Vatikankoncilet 1870 styrkede pavens autoritet. Det var for længst gået af mode at brænde eller på anden måde lukke munden på afvigere. Til gengæld vedtog koncilet, at pavens ord er ufejlbarlige, når han taler på embedets vegne om religiøse og moralske spørgsmål. Metoden er religiøs, fjern fra al erkendelsesbaseret videnskabelig metode. Men har man magt, kan man dekretere, at man har ret.

Det gør vor tids politikere, når de undertrykker kætterske tanker om klimaet. De forfølger politiske og økonomiske mål gennem FN's regeringsdrevne panel for klimaændringer (Intergovernmental Panel on Climate Change, IPCC). Fortidens straffe er dog afløst af andre tilgængelige midler.

En meningsanalyse siger, at to tredjedele af danskerne ser menneskeskabt global opvarmning som vor største trussel. Danskere har ringe erfaring med store katastrofer, og deres opfattelse viser derfor kun, at kampagnerne for den rette tro har båret frugt. Pressen bringer stort set den vedtagne mening uden at vurdere, om det er sandt, at menneskeskabt CO -2 har skylden, og om de politiske initiativer er rationelle. Nogle få journalister er kritiske, men de ignoreres nemt i den store påtvungne enighed.

Hvorfor er det så vigtigt at undertrykke afvigerne? Helt sikkert, fordi usikkerheden om budskabet er så stor, at den ikke tåler et kritisk projektørlys. Derfor bruges de kendte metoder til at afvise kritik. Det kan dokumenteres, at politikere siger, at klimadebatten er slut, at det er umoralsk at betvivle IPCC's mening og at enorme klimasynoder holdes for de enige uden risiko for at møde kættere.

Det værste er påstanden om udbredt videnskabelig enighed bag IPCC. Det kan roligt betegnes som et falsum, så længe IPCC ikke fremlægger lister over enige og skeptiske videnskabsfolk og deres kvalifikationer. Listen over fremtrædende skeptikere er lang. Den omfatter både tidligere tilhængere og adskillige, som bidrog til dele af IPCC's publikationer, men ikke godkender konklusionerne.

Professor Ole Humlum, Oslo Universitet, omtaler dette skisma. Et af de to norske videnskabelige selskaber, Det Norske Vitenskapernes Akademi, følger IPCC's påstande. Det Kongelige Norske Vitenskabers Selskab går ind for normal fordomsfri videnskabelig prøvelse af teoriers holdbarhed.

At politikere forcerer budskabets udbredelse, er forståeligt. Med IPCC kan FN undtagelsesvis få medlemsstaterne til at enes - på papiret. Talen om klimakatastrofen og vejen til nye generationers redning ligner idealisme, og enhver spindoktor ved, at det giver positiv profil, omtale og stemmer, medens ingen har gavn af at angribe noget, som er udnævnt til en god hensigt. Gore fik ikke Nobels fredspris for fredsarbejde, men fordi den norske nobelkomité besluttede at promovere hans budskab.

Lige så forståeligt er det, at producenter af atomkraftværker, vindmøller m.v. kæmper for ideer, som er nyttige for deres indtjening. Der bruges mange penge til at påvirke beslutningstagerne og folket. Tilsyneladende gælder det alle med politisk, økonomisk, karriere- og ansættelsesmæssig interesse i CO -2 -problemet, at de anser opvarmningen for menneskeskabt, og at de søger at udbrede denne tro.

For Danmark er det vigtigt. I København skal 20.000 enige mennesker bekræfte hinanden i deres enighed, påvirke statsledere og befæste troen hos alle. Så står Danmark, regering, klimaminister og klimaindustrier i hele verdens projektørlys. Om budskabet er sandt, vil ikke blive vurderet seriøst.

Klimaminister Connie Hedegaards nye bog hedder ”Da klimaet blev hot”. Det blev det mange gange, også et par gange i 1900-tallet. Her sigtes til perioden 1975 til 1997, før 1998 til 2006 med konstant temperatur, hvorefter der blev en tendens til afkøling. Bogen indeholder omtale af kampagner, vindmøller, biobrændsel, energisparepærer, grønt ansvar, kvotehandel, klimadiplomati, forskning, teknologioverførsel, forebyggelse, klimarejser etc. samt IPCC's ønske om at halvere den globale CO -2 -udledning i 2050, mest for de rige lande. Og den siger, at målet for 2020 er centralt.

Men det vigtigste mangler. Selv om kapitel 1 hedder ”At handle eller ikke handle”, beskriver de 250 sider ikke, hvor meget, hvor hurtigt og hvordan vi skal sænke det globale forbrug af fossilt brændsel (kul, olie, gas), som er årsagen til menneskeskabt udledning af CO -2 . Om 20 år er klodens folketal steget med 1.500 millioner svarende til det totale antal i år 1900. Deres energibehov gør det svært at reducere forbruget. Men der er ikke politisk interesse eller penge i at løse befolkningsproblemet.

Hvis menneskeskabt CO -2 startede opvarmningen, skal vi ned på et langt lavere forbrug, svarende til forbruget før opvarmningen. Og det skal gå stærkt. Det sker ikke uden kraftig reduktion af import og forbrug. Men bogen fortæller ikke, hvor langt import og forbrug skal ned i 2009, 2010, 2011 etc. Global krise og depression hjælper kun på kort sigt. Det er nemt og risikofrit at give løfter for 2020 og 2050 og tage forskud på resultater af forskningen i vedvarende energi, men de gode hensigter er ikke mere værd, end når alle siger i WTO, at frihandel er godt, hvorefter alle plejer egne interesser.

Vi har ingen sikker viden om, hvad menneskeskabt CO -2 betyder for det samlede CO -2 -regnskab i forhold til anden påvirkning. Vi ved ikke, hvordan CO -2 samvirker med andre gasser, primært vanddamp, i påvirkningen af luftens, jordens og havets temperatur. Det kan være mere sandsynligt, at den globale temperatur påvirker CO -2 -mængden. Der er mange uløste spørgsmål, og IPCC's ”90 procents sandsynlighed for en fremtidig udvikling” er i sig selv uvidenskabelig manipulation.

Men vi ved, at fossilt brændsel er en begrænset ressource, med sundhedsskadelig luftforurening (her skader CO -2 ikke) og afhængighed af olielande. Det er begrundelse nok for en stor forbrugsreduktion, som også giver CO -2 -fordele. Kun ved sådanne aftaler kan vi se, om der er dækning for de kønne ord.

Men i stedet for at gå direkte til ondets rod, fossilt brændsel, agiteres for en teori, som ikke tåler kritik. Hvis den er forkert, spildes tiden. Hvis den er rigtig, svigter handlingen. Agitationen skader mere, end den gavner. Den skal give os indtryk af, at politikerne er ved at påvirke klimaet. Det er de ikke.

Kyoto fik ringe reel virkning. Globalt dækker vindkraft under én pct. af forbruget. Energispareråd har nyttig, med beskeden effekt. Et stort antal nye atomkraftværker i mange lande hjælper mere. Stærkest virker kraftige, men upopulære forbrugsindgreb - hvis teorien er sand, hvad den næppe er.

Pressen kan overvåge de lovgivende, udøvende og dømmende statsmagter. Når de svigter, kan pressen udøve kritisk analyse. Så får journalisters årvågenhed og omtale betydning gennem pressefriheden. De svigter ansvaret, hvis de falder for useriøs agitation. Men også journalister påvirkes til at tro på bestyrerne af magten og kommunikationen, selv om der på internettet findes talrige førende videnskabsfolks protester mod IPCC's primitive enøjethed.

Misbruget af videnskaberne på klimaområdet er en videnskabelig skandale. Mange er vel i god tro, men at tilsidesætte seriøs videnskabelig kritik af politiske hensyn, kan ikke undskyldes i længden.

»Men«, siger skarpsindige politikere, »alle statsledere er enige om at støtte budskabet, vi har sagt, at global opvarmning er menneskeskabt og vor største trussel, vi sætter mål for år 2050, vi har fået klimaministerier og en stor organisation til at handle med CO -2 -kvoter, industrien får beskæftigelse og eksport, vi bestiller store afhandlinger til at bekræfte, at vi har ret, vi fjerner tilskud til uønsket forskning, vi beder videnskabsfolk om ikke at protestere. Så kan vi ikke sige bagefter, at vi tog fejl.«

Begrundelserne beviser intet, men de forklarer årsagen til det stærke politiske pres på videnskaben. Når politikere og videnskabsfolk har forpligtet sig så stærkt, er presset og motivet til at blive blandt de troende stort som i en religion eller ideologi. Alligevel er de skeptiske videnskabsfolk flest, men de inviteres ikke til klimamøder. Deres antal vil formentlig være stigende, især, hvis de seneste 10 års konstante temperatur efterfølges af den normale afkøling, så der igen opstår frygt som i 1975 for en ny kuldeperiode.

Håbet må knyttes til journalister, som kan modstå et massivt propagandapres, afdække ufuldstændig og misvisende information og formidle seriøs alsidighed til offentligheden. Nem er opgaven ikke.