Indsigt: Polarkuller

Polarkuller

Polarkuller var i gamle dage noget, man kunne få, hvis man levede meget isoleret højt mod nord igennem en lang mørk vinter. Symptomerne var handlingsforstyrrende vrangforestillinger.

Tirsdag d. 21. januar 2014
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Arktis, Klima, Nyhedsbreve.

Indholdsfortegnelse:
Da Amerika blev opdaget
Polarkuller
Grønland er et lille land
Om Arktis betydning
Stor ståhej om ingenting
Om Tromsø-konferencens betydning for Grønland
Konen i muddergrøften i fint selskab?
Ugens vigtigste nyhed
Landsmænd
Da London trak på skuldrene


Da Amerika blev opdaget
Uvidende antiimperialister fremhæver som et af de meget alvorlig anklagepunkter mod de europæere, der ”opdagede Amerika”, at de bragte sygdomme med sig, som slog tusinder af de indfødte ihjel der, hvor de kom frem.

Det er korrekt, at de bragte sygdomme med sig til Amerika.

Der har også været snakket om, at de bragte syfilis med tilbage, som indtil da var ukendt i Europa, men det har nyere forskning vist ikke var tilfældet.

Men uanset hvilken vej, der blev bragt hidtil ukendte sygdomme, så er det urimelige anklager. Dels vidste man i datiden ikke noget om bakterier, vira og smitteveje, og dels var det helt uundgåeligt, at folk blev syge, hvis de ikke havde opbygget et immunforsvar for en ny sygdom, eller havde lært at sikre sig mod smitte på anden vis.

Polarkuller
I denne tid er vi vidner til en gammelkendt sygdom, der "bringes med tilbage". Det er Polarkuller, der på få år har fået noget nær global udbredelse. Polarkuller var i gamle dage noget, man kunne få, hvis man levede meget isoleret højt mod nord igennem en lang mørk vinter. Symptomerne er handlingsforstyrrende vrangforestillinger.

Der er i disse dage en konference i gang i den nordnorske by Tromsø.
Her er, hvad Sermitsiaq skriver om konferencen:

Temaet, Mennesker i Arktis, har virket som en magnet, og ikke færre end 1000 deltagere fra 25 nationer er på plads på Universitetet i Tromsø for at høre politikere og forskere debattere udviklingen i Arktis.

Det er polarkuller i voldsomt udbrud, og Aleqa Hammond har som en af hovedtalerne placeret sig forrest i smittekæden med denne påstand:

Arktis er et emne, der befinder sig meget højt på den internationale dagsorden. Arktis spiller en hovedrolle i geopolitiske spørgsmål, ligesom Grønlands aktuelle politik, når det gælder geopolitik, følges tæt af vore partnere i og uden for Arktis”.

Grønland er et lille land
Når jeg læser ovenstående korte klip fra hendes indlæg, kommer jeg til at tænke på min gamle ven Jens Simonsen. Han var født og opvokset i en bygd i Sydgrønland.

Da jeg lærte ham at kende, var han ansat som tjenestemand på kæmnerkontoret i Nuuk. Vi sad en dag og snakkede om Grønland og Danmark, da jeg sagde, at Grønland var et stort land og Danmark var et lille land. Deri tog jeg fejl.

Det fik jeg at vide med denne forklaring:

Da Jens Simonsen som meget ung blev sendt ned på skoleophold i Danmark, foregik det med skib, og i København blev han sat på et tog til Jylland. Der sad han ved vinduet i kupeen og kunne iagttage byer, bondegårde, veje og broer, biler og folk på cykler og gåben, der i en endeløs strøm gled forbi ude bag ruden. Det blev ved time efter time efter time.

Hjemme, hvor han kom fra, skulle han kun gå op bag en moræneskrænt lidt inde i landet, så var han helt alene i verden, isoleret fra bygdens måske 100 indbyggere, og med dagsrejser til de nærmeste andre beboede steder.

Jens Simonsen vidste således af egen erfaring, at Grønland var et lille land og Danmark var et stort land.

Da vi i midten af 1970'erne med vores tre små børn kom til Danmark på vores første ferie, havde jeg lidt en samme oplevelse, og det var kun på en tur i taxa fra Kastrup Lufthavn, gennem København til Albertslund.

Om Arktis betydning
Hvad er det, der har gjort Arktis så betydningsfuld, at 1.000 mennesker fra 25 lande rejser til Tromsø til en konference? – Mit gæt er, at det er udsigten til en hjemlandsbetalt rejse og et hjemlandsbetalt ophold på et fjerntliggende sted i det høje nord, som kun de færreste i forvejen vidste, hvor lå :-)

Arktis består af et isbelagt hav med tilgrænsende landområder, der hører under staterne USA (Alaska), Canada, Island, Kongeriget Danmark (Grønland), Norge og Rusland.

I de senere år er udbredelsen af is i Polarhavet mindsket i et omfang, så der nu i en del af året kan sejles langs kysten nord om Rusland mellem Barentshavet og Berings Strædet.

Interessen for olieefterforskning er også steget – især i området nord for Norge og Rusland.

Stor ståhej om ingenting
Og hvad så? – Det får blot Polarhavet til at ligne de øvrige verdenshave lidt mere end tidligere.

Der foregår i disse år undersøgelser af kontinentalsoklernes udbredelse i Polarhavet. De undersøgelser skal på et tidspunkt danne grundlag for i FN-regi at fastlægge de enkelte kyststaters territoriale afgrænsninger. Det drejer sig om en 12-sømiles afgrænsning af de enkelte staters territorialfarvand og en fastlæggelse af den tilhørende 200-sømiles økonomiske zone.

Canada har på forhånd erklæret, at de vil have den fulde råderet over de indre farvande i det nordligste Canada op til Polarhavet. Om de får lov, eller det ender med en ordning, som den kendes fra de danske bælter: Lillebælt, Storebælt og Øresund, hvor der skal være ret for alle skibe til fri gennemsejling til og fra Østersøen og den Botniske Bugt, det er en ligegyldig detalje, da sejlruten nord om Rusland ser ud til at blive den foretrukne rute i Polarhavet, når den ellers er fremkommelig for is.

I det arbejde vil der blive taget udgangspunkt i principperne bag eksisterende afgrænsninger af kystområder alle andre steder på kloden, så slutresultatet ligger i fast definerede rammer.
Det lyder helt forudsigeligt og ret kedsommeligt.

Om Tromsø-konferencens betydning for Grønland
Konferencer, som den der nu afholdes i Tromsø, får ingen betydning for det mellemstatslige arbejde med Arktis. Der bliver udsendt nogle rituelle støtteerklæringer om oprindelige folk, miljø og global opvarmning og den slags.
Det er det hele - og det er alt sammen glemt om en uge.

Konferencen minder mig om de årlige skoleudflugter i min tid i gymnasiet, hvor gymnastiklæreren havde for vane at kravle op i en lygtepæl og råbe ud over forsamlingen, der var på vej fra toget hen til busserne: ”Kan alle høre mig”? For derefter at pege i retning af busserne og råbe: ”Vi skal derhen”.

Gymnastiklæreren havde ikke polarkuller, han var bare almindeligt til grin blandt eleverne.

Jeg kender ikke noget til de øvrige ”hovedtalere” på konferencen, Men for mig er der ingen tvivl om, at Aleqa Hammond er alvorligt ramt af polarkuller, når hun kan beskrives på denne måde:

Grønlands regeringsleder lægger ikke skjul på, at hun arbejder målrettet på at opnå selvstændighed fra Danmark. En af metoderne er at synliggøre Grønland så meget som overhovedet muligt internationalt.

Der er ingen landområder, der bliver selvstændige af at blive synliggjort så meget som muligt internationalt.

For Grønland er det spild af tid, hvis formålet er at gøre Grønland selvstændigt.
Det svarer til, at en landmand i Danmark vil bringe sit konkurstruede landbrug på økonomisk ret kurs ved at optræde som hovedtaler et sted i Langtbortistan, i stedet for at blive hjemme og passe bedre på grisene.

Konen i muddergrøften i fint selskab?
Grønland får intet ud af det, hvorimod Aleqa Hammond viser tydelig begejstring ved at rejse ud og lade sig fotografere med ”de kendte”.

Pressen har, fra de sidste ugers rundrejse til Danmark, Bruxelles og Norge, modtaget en stribe billeder med Aleqa Hammond i selskab med ”en kendt personlighed”.

Den eneste svipser var audiensen hos dronningen, for der måtte man ikke fotografere, lød den ledsagende forklaring til et foto af Aleqa Hammond siddende helt alene i en sofa i en forhal til den skelsættende begivenhed :-)

Ugens vigtigste nyhed
Men ellers er ugens vigtigste nyhed to artikler om Grønlands historie.

Artiklerne indeholder nye og skelsættende oplysninger om Grønlands og Danmarks fælles historie.Det er viden, der har været savnet i mange år.

Du finder begge artikler i Kamikposten:
Landsmænd
Grønland fremstår i dag ikke bare som den sundeste, den bedst uddannede, den mest velhavende og den mest selvbevidste af de arktiske nationer, men også som den eneste af de mange amerikanske first nations, som har formået at bevare sit sprog og danne sin egen regering.
Da London trak på skuldrene
Grønland ville være blevet behandlet på lige fod med de britiske kolonier i det nordøstlige Canada, og det er svært at forestille sig, at grønlandsk i dag ville have eksisteret som andet end – i bedste fald – et uddøende minoritetssprog.

Du ønskes en god og udbytterig læsning :-)