Lidt om Grønland

Nordboerne kom til landet omkring år 985. De nuværende grønlænderes direkte forfædre er Thule-folket, som kom til landet omkring 1100

Mandag d. 8. november 1999
Jytte Boesgaard
Emnekreds: Konkurrencenævnet, Love og konventioner.

Indholdsfortegnelse:
2.1. Geografi
2.2. Grønlands fortid
2.3. Grønlands nutid
2.4. Nuuk
2.5. Grønlands økonomi

2.1. Geografi
Grønland er verdens største ø (kystlinie 39.000 km) - med en befolkning på 56.000 indbyggere, heraf ca. 7-000 født i Danmark. Indlandsisen dækker ca. 85% af Grønlands samlede areal. Grønland er et udpræget bjergland med fjelde langs hele kystlinien. Klimaet er arktisk på grund af indlandsisen med en gennemsnitstemperatur på ca. 0 grader.

2.2. Grønlands fortid
Grønlands fortid går helt tilbage til ca. 2.500 f.K. Inuit (eskimofolket) har indvandret fra Canada og Alaska indtil 1860. Nordboerne kom til landet omkring år 985, hvor Erik den Røde fra Island bosatte sig i Brattahlid (De stejle Lier) i Sydgrønland. De nuværende grønlænderes direkte forfædre er Thule-folket, som kom til landet omkring 1100. Den første bisp kom til Gardar i Sydgrønland i 1126.

I 1721 bosatte den norske missionær Hans Egede sig i Godthåb - senere Nuuk - med ønsket om at gøre nordboerne kristne. I dag benyttes Hans Egede’s hus som Landsstyrets repræsentationslokaler. Resultatet blev en luthersk missions- og handelspost, som førte Grønland ind i kolonitiden, og som varede indtil ændringen af Grundloven i 1953, hvor Grønland blev en del af Danmark. Grønlænderne blev hermed danske statsborgere.

Missions- og handelsposten blev adskilt i 1774 med etableringen af statsmonopolet Den Kongelige Grønlandske Handel (KGH) - i dag KNI.

I 1782 udstedte staten, som den gang var Danmark og Norge, en instruks om KGH’s virksomhed, som skulle være "til grønlændernes bedste". I 1814 blev Danmark og Norge to selvstændige stater, og det blev i den forbindelse bestemt, at Island, Færøerne og Grønland skulle tildeles Danmark. I 1908 blev der indført en ny lokal styreform, som skilte handel og administration, og i 1950 tog den danske rigsdag det første spadestik til det mere langsigtede mål om gennemførelse af en hjemmestyreadministration.

2.3. Grønlands nutid
I 1953 blev Grønland som nævnt en ligeværdig del af det danske Rige med to valgte medlemmer til det danske folketing (p.t. Ellen Kristensen (A) og Hans Pavia Rosing (S)), og i 1954 anerkendte FN Grønlands nye status.

Grønland er opdelt i 18 kommuner, som er sammensluttet i landsforeningen Kanukoka. Der afholdes kommunalvalg hvert fjerde år - sidst den 8. april 1997. Flere borgmestre er samtidig medlem af Landstinget. Ingen kommuner har i øjeblikket gæld til Hjemmestyret.

Der er ingen værnepligt/forsvar i Grønland, hvor middellevetiden for mænd er 60,7 - for kvinder 68,4 (høj børnedødelighed, ulykker og selvmord). Der er ikke noget fængsel i Grønland. Straffede personer anbringes på Anstalten for Domfældte, mens de mere alvorlige tilfælde sendes til afsoning i Danmark.

Grønland har en ledighed på 11,3% af arbejdsstyrken. Prisniveauet er ca. 25 % højere end i Danmark. Dog er priserne på øl, vin, alkohol (alkoholforbruget er pr. capita 12,8 liter, dvs. på linie med forbruget i mange OECD - lande) og tobak væsentligt højere - op til 53 %. Der opkræves ikke moms i Grønland.

De største politiske partier i Grønland er Atassut (Venstre), Siumut (Socialdemokratiet), Inuit Ataqatigiit (SF) og Kandidatforbundet (lokal borgerliste).

Grønland har sit eget sprog, som er tæt knyttet til inuitsproget i Canada og Alaska. I 1985 fik Grønland sit eget flag.

Grønlands radio og TV hedder KNR. Der udgives to aviser (Grønlandsposten og Sermitsiaq) og en gratis ugeavis.

Den obligatoriske skolegang er 9 år. Der er et seminarium og et universitet med tre institutter, bl.a. institut for administration(1), som dækker økonomi, politik og administration. Herudover er der tre gymnasier samt fagskoler og erhvervsskoler på vestkysten.

2.4. Nuuk
Nuuk, som betyder Næsset, er Grønlands hovedstad. Der er også her, at Hjemmestyret, Rigsombudsmanden, Grønlands Landsret og Biskoppen har hovedsæde.

Nuuk er en havneby med en stor aktiv industrihavn (Atlanthavnen), en lystbådehavn og en Kolonihavn. Hotelkapaciteten er begrænset til Hotel Hans Egede og Sømandshjemmet. Et nyt stort konferencehotel er p.t. under opførelse i Nuuk’s centrum. Idrætten er koncentreret om Godthåbshallen, hvor der også afholdes større kulturelle arrangementer, som f.eks. Rock koncerter, udstillinger og messer.

I Nuuk er 10.083 indbyggere født i landet, mens 3.217 er født uden for landet. Der er 82 km veje i Nuuk og ca. 1000 biler. 1 liter benzin koster 2,80 kr.

Det smukke nordiske kulturhus Katuaq i Nuuk er centrum for Grønlands kulturliv. I Nuuk kan også ses de velbevarede mumier fra 1400-tallet i Grønlands nationalmuseum, som ligger i den smukke gamle bydel fra kolonitiden. Her ligger også Domkirken og Hans Egede’s hus samt turistkontoret med julemandens kæmpestore postkasse.

Nuuk (Nuup kommunea) er valgt som årets kommune, bl.a. fordi kommunen har taget en række initiativer til at forbedre forholdene for børn og unge.

Nuuk’s boligproblem
Et af de største og mest påtrængende problemer i Nuuk er manglen på boliger(2).

Det offentlige ejer og administrerer ca. 85% af boligerne i Nuuk, hvor befolkningen er vokset med 740 personer inden for de sidste ni år. En gennemsnitsbolig i Nuuk/Nuussuaq-området koster mellem 800.000 og 1,5 mio. Kr. På det seneste er man begyndt at bygge andelsboliger i bl.a. Nuussuaq.

Med udgangspunkt i landsstyrekoalitionens samarbejdsaftale, jf. senere, om en særlig indsats på boligområdet i Nuuk er det fastsat, at der skal udarbejdes en handlingsplan, der anviser en fremgangmåde til opførelse af ca. 1200 boliger i Qinngorput-området i en seks-årig periode. Det er resultatet af en foreløbig aftale mellem Nuuk’s borgmester og landsstyremedlemmet for boliger og infrastruktur.

Foreløbige undersøgelser peger på, at Qinngorput kan bebygges med omkring 1200 boliger, hvis de opføres som etage- og rækkehuse. Det er foreslået, at bebyggelsen tilrettelægges som én samlet opgave, og at den gennemføres på 5-6 år under ledelse af en overordnet anlægsorganisation, hvilket også vil sikre konkurrence i forbindelse med licitationer.

Det er planen at bruge samme model som ved "landingsbanebyggeriet", hvor man indledte med en prækvalificeret udbudsrunde, hvor konsortier i samarbejde med lokale firmaer blev godkendt til at byde på opgaverne. Herefter blev der afholdt en indbudt licitation. Modellen, som også anbefales af OECD i rapporten om Grønland, jf. nedenfor, går også ud på, at store klumper udbydes på én gang. Herved opnås større konkurrence og byggeriet billiggøres. Det er hensigten i forbindelse med byggeriet i Qinngorput-bydelen i Nuuk at invitere private investorer til at deltage i byggeprojektet.

En embedsmandsgruppe har fået til opgave at have en handlingsplan klar til efteråret 1999 til endelig politisk behandling i Landstingets og i Nuuk’s kommunalbestyrelse.

2.5. Grønlands økonomi


2.5.1. Kort beskrivelse af den grønlandske økonomi
Grønlands økonomi er baseret på fiskeri, råstofudvinding, turisme samt industri og handel (de fire søjler). Ca. 2.550 grønlændere lever af sæl- og hvalfangst, mens der i Sydgrønland er ca. 100 familier, som lever af landbrug og fåreavl.

Grønlands økonomi har i de sidste 10 år været præget af økonomisk stagnation og tilbagegang. Der er derfor enighed om, at det er nødvendigt med en helt ny politik på en lang række områder, og i den af Landsstyret bestilte OECD-rapport, som er omtalt nedenfor, er berørt de væsentligste årsager til den økonomiske stagnation ledsaget af en række anbefalinger til en ændret økonomisk politik.

I OECD-rapporten er nævnt forskellige karakteristika ved Grønlands økonomi:
  • Bruttonationalproduktet pr. capita var i 1996 USD 21.4000.
  • Den disponible bruttonationalindkomst er 40 % højere end bruttonationalproduktet på grund af bloktilskuddene.
  • Bloktilskuddene giver den offentlige sektor mulighed for at spille en dominerende rolle i økonomien, hvad der medfører, at bruttonationalproduktet er meget højere, end det ville have været uden overførsler.
  • De offentlige udgifter udgør 84 % af bruttonationalproduktet.
  • Økonomien lider af (en form for) hollandsk syge af samme type som i olieproducerende lande. Bloktilskuddene har presset lønningerne, omkostnings- og prisniveauet op. Nogle af konsekvenserne er, at lønningerne er meget højere end produktiviteten, hvad der medfører meget ringe konkurrenceevne.
  • Det er meget vanskeligt at starte en ny virksomhed i en økonomi, hvor lønningerne er for høje sammenlignet med arbejdskraftens produktivitet, og hvor Landsstyret er involveret i det meste af den økonomiske aktivitet.
  • Et ensprissystem hæmmer konkurrencen og den måde, hvorpå økonomien fungerer.
  • Den private beskæftigelse udgør en lille andel af den samlede beskæftigelse, og der er betydelig skjult arbejdsløshed.
  • Grønland har ikke et betalingsbalanceproblem i traditionel betydning, da bloktilskuddene kan finansiere et tilsvarende handelsunderskud.
  • Mere end 90 % af eksporten udgøres af fisk og fiskeprodukter (rejer), og økonomiener derfor meget sårbar over for udefra kommende chok.


2.5.2. Bloktilskud
Landsstyret indgik den 12. maj 1998 en aftale med den danske regering om bloktilskud fra staten til Grønlands Hjemmestyre for perioden1999 - 2001.

Hovedindholdet i aftalen er at bloktilskuddet i årene 1999, 2000 og 2001 fastsættes til 2.653,5 mio. Kr. regnet i 1999 pris- og lønniveau. Dette indebærer, at bloktilskuddet er uændret i forhold til 1998, bortset fra at der er tillagt 9,2 mio. kr. årligt som følge af råstofforvaltningens overførsel til Hjemmestyret.

2.5.3. Grønlands erhvervsliv
Grønlands erhvervsliv har altid været domineret af offentligt ejede eller offentligt regulerede virksomheder - oftest med monopolstatus.Det gælder også i dag, hvor de største virksomheder dog er etableret som aktieselskaber med Hjemmestyret som hovedaktionær. Det drejer sig bl.a. om følgende virksomheder:
  • Royal Greenland A/S
  • KNI
  • Royal Arctic Line A/S
  • Umiaq Line A/S
  • Grønlandsfly A/S
  • TELE Greenland A/S
  • Nuuk Imeq A/S
  • Great Greenland A/S
  • INI A/S
  • Nuka A/S
  • Puisi A/S
  • Sulisa A/S
  • Amutsiviit A/S
Nogle af de største koncerner, som f.eks. Royal Greenland og KNI, har valgt at opdele virksomhederne i flere selskaber. KNI er således blevet opdelt i KNI Pilersuisoq (Service) og KNI Pisiffik (Detail), mens Royal Greenland er blevet opdelt i Royal Greenland og Nuka. Selvom denne opdeling må siges at være et vigtigt skridt i retning af en højere grad af markedsorientering, er det dog fortsat Hjemmestyret, som ejer og kontrollerer selskaberne.

Med hensyn til privatisering er det sidste af Grønlands 8 skibsværfter (Nuuk værft) blevet solgt, og der er også talt om en privatisering af KNI (Detail). Dansk Aktie Analyser har anslået, at KNI (Detail) er 500 mio. kr. værd.

De private erhvervsvirksomheder i Grønland findes især inden for bygge- og anlægsområdet. I øvrigt er de fleste større private erhvervsvirksomheder i Grønland organiseret i Grønlands Arbejdsgiverforening.

2.5.5. Grønlands Erhvervsråd
Grønlands Erhvervsråd, som blev etableret den 13. marts 1998, har til formål at virke for fremme af erhvervsudviklingen i Grønland, at rådgive Landsstyret i nærings- og erhvervsmæssige spørgsmål samt at fremme anvendelsen af grønlandsk producerede varer og tjenesteydelser. Direktoratet for Erhverv er sekretariat for Erhvervsrådet.

2.5.5. KGH/KNI og ensprissystemet
Ensprissystemets oprindelse skal ses i sammenhæng med koloniseringen af Grønland i 1721, hvor al handelsvirksomhed blev monopoliseret. I 1724 blev Den Kongelige Grønlandske Handel (KGH), som var en dansk statsejet virksomhed, oprettet, og KGH fungerede reelt som et statsmonopol frem til 1950. I denne periode havde KGH uindskrænket monopol på handel og besejling af Grønland - herunder forsyning af varer. Statsmonopolet havde til formål at sikre en gradvis og harmonisk udvikling af det grønlandske samfund kulturelt, økonomisk og socialt, og det betød samtidig udviklingen af et ensprissystem.

Ensprissystemet, som ikke er nedfældet i form af lovgivning, men snarere er et administrationsprincip, har som hovedindhold, at der er lave priser på nødvendighedsvarer og ens priser på samme varer, uanset hvor i Grønland varen bliver forhandlet. Dette princip var i begyndelsen begrundet i ønsket om en nem og enkel drift, idet regnskabsmæssige begrænsninger, kommunikationstiden fra de enkelte lokaliteter og selve monopolstrukturen gjorde det meningsløst overhovedet at gennemføre en prisdifferentiering efter geografiske forskelle i omkostninger.

Senere er ensprissystemet blevet fastholdt med henblik på at sikre en jævnere indkomstfordeling, idet varer og tjenesteydelser koster det samme overalt. Det anvendes ligeledes som et led i bygdepolitikken, så folk i yderdistrikterne kan få alting til samme pris som i de byer, der har de bedste åbentvandshavne.

Frem mod 1950'erne medførte statsmonopolet imidlertid en stadigt mere iøjnefaldende handelsmæssig og økonomisk isolation af Grønland fra omverdenen, og efterhånden bredte den opfattelse sig mere, at monopolets isolerende virkning havde taget overhånd. KGH’s økonomiske regime var blevet en afgørende hindring for økonomisk, teknologisk og erhvervsmæssig udvikling af landet.

Efter drøftelse med Landsrådene tog Grønlandskommissionen af 1950 det radikale skridt at anbefale en privatisering af erhvervslivet og en økonomisk åbning af Grønland. Grønlands første erhvervslov indebar, at KGH’s forsyningsmonopol blev ophævet. Derimod opretholdt loven KGH’s forsyningspligt, og disse to ting i kombination gjorde det stadigt vanskeligt For KGH, inden for rammerne af selskabets driftsøkonomi, både at afholde de omksotninger, der fulgte forsyningspligten, og at opretholde en acceptabel konkurrenceposition over for den private detailhandel.

Problemet blev løst ved at gennemføre intern krydssubsidiering fra selskabets monopolaktiviteter til de konkurrenceudsatte aktiviteter. Endvidere forvaltede KGH ensprissystemet tillige forsyningspligten på en sådan måde, at selskabet ydede pristilskud til en række basisfødevarer som brød, mel og gryn, vigtige erhvervsredskaber samt brændsel, da det havde stor betydning for familier med små indkomster. Udgifterne til denne særlige subsidieordning indgik - ligesom eneretsavancerne - direkte i KGH’s regnskab og forstærkede behovet for intern krydssubsidiering i selskabet.

Krydssubsidieringen i KGH-konglomeratet i starten af 1950'erne udviklede sig så især monopolaktiviteter inden for atlanttrafik, og eneretsvarer og olieprodukter blev anvendt til løbende at bringe selskabet i balance.

Ved Grønlands Hjemmestyres overtagelse af KGH med lov nr. 469 af 6.november 1985 om forsyning var den interne krydssubsidiering en integreret del af selskabets funktionsmåde, og har fortsat været det også op igennem Grønlands Hjemmestyres tiltag og omstrukturering af virksomheden til en række offentligt ejede aktieselskaber.

Ensprissystemet, som stadig eksisterer inden for el, vand- og varmeforsyning, transport og telekommunikation, medfører ifølge OECD-rapporten betydelig krydssubsidiering, høje omkostninger, en forvredet omkostningsstruktur samt et meget uigennemsigtigt prissystem.

Hjemmestyret er også opmærksom på disse problemer, og der arbejdes derfor på en reform om afvikling af hele ensprissystemet, og OECD har i sin rapport støttet det reformforslag, som en arbejdsgruppe i efteråret 1998 forelagde Landstinget.

2.5.6. OECD’s rapport om Grønland’s økonomi - maj 1999
På foranledning af en bestilling fra landsstyreformand Jonathan Motzfeldt har OECD udarbejdet en rapport om Grønlands økonomi. Med rapporten, som blev offentliggjort den 20. maj 1999, har OECD sendt kraftige advarselssignaler om den økonomiske udvikling. Ifølge OECD er der et stort behov for strukturelle reformer i Grønland, hvis lav vækst og stigende arbejdsløshed skal undgås. OECD er fremkommet med en række anbefalinger, som på mange måder ligner anbefalingerne fra Det rådgivende udvalg vedrørende Grønlands økonomi(3) og fra Grønlands Arbejdsgiverforening.

OECD advarer bl.a. mod det løntryk, der er skabt i dele af den offentlige sektor og konstaterer desuden, at der ikke har været nogen økonomisk vækst i Grønland. Udsigten for vækst og jobskabelse på længere sigt ser ifølge OECD ikke lovende ud, medmindre der sker noget. En reform af ensprissystemet, som reducerer den offentlige sektors rolle, er presserende, og de offentlige udgifter skal ned. Da de stadig stigende offentlige udgifter skyldes bl.a. en høj omsætning af ansatte, bør der ifølge OECD skabes incitamenter til både at tiltrække kvalificeret arbejdskraft og til at holde på de ansatte i en længere periode ved at indføre højere lønninger eller en bonus, som udbetales efter 3, 5 eller 10 års ansættelse.

Ifølge OECD er det nødvendigt, at den private sektor kommer til at spille en mere vidtgående rolle, f.eks. gennem udvikling af et konkurrencedygtigt erhvervsliv og gennem mindskelse af den offentlige sektors dominans. Ved at tillade prissystemet at arbejde opnås en bedre udnyttelse af ressourcerne. OECD foreslår også, at bloktilskudet enten reduceres eller forsvinder på et tidspunkt i fremtiden.

Privatisering af en række selskaber bør ifølge OECD være en integreret del af en bred politisk strategi, og markedet i Grønland bør åbnes for udenlandske investorer, som har tilstrækkelig kapital og ekspertise m.v. En privatisering med succes vil bidrage til øget effektivitet og et større vækstpotentiale på langt sigt, og bestyrelserne vil komme til at bestå af mere kompetente forretningsfolk i modsætning til i dag, hvor politikere og embedsmænd sidder på de fleste af bestyrelsesposterne, jf. de politiske koalitionsaftaler.

OECD anbefaler afskaffelse af monopoler, som f.eks. skibstransport, lufttrafik og telekommunikation. Indførelse af markedsøkonomi forudsætter ifølge OECD et velfungerende Konkurrenceråd, og det anbefales, at den hidtidige protektionistiske beskyttelse af erhvervslivet, og som er en del af hele det offentlige system, bliver afløst af en total liberalisering. Forsyningspligten skal dog fortsætte i offentligt regi, men gerne i privat entreprise, som kan sikre den billigste forsyning i yderområderne.

I det hele taget er Hjemmestyrets engagement i erhvervslivet ifølge OECD et problem, især i de store aktieselskaber, som ifølge rapporten bør privatiseres.

OECD gør således op med det beskyttede grønlandske erhvervsliv og anbefaler også, at udenlandske virksomheder kommer ind i varmen og inviteres med i tilbudsgivning. Den åbne holdning over for minedrift og olieudvinding over for fremmed kapital bør således udvides til også at omfatte andre dele af erhvervslivet.

Udenlandske virksomheders tilstedeværelse på det grønlandske marked vil ifølge OECD styrke konkurrencen, svække lønpresset, forbedre effektiviteten og gøre projekter billigere både til fordel for det offentlige og forbrugerne. OECD mener også, at kravet om særlig tilladelse til at drive virksomhed i Grønland bør afskaffes.

Også den grønlandske statsstøtte får et ord med på vejen. Således bør statsstøtten til Køb Grønlandsk kampagner og den store offentlige støtte til erhvervslivet afskaffes.

For så vidt angår fiskeriet anbefaler OECD bl.a., at kvoterne sælges på åbne auktioner, og at behovet for statsstøtte reduceres.

På boligmarkedet anbefaler OECD at afskaffe alle reguleringer og at overføre nogle af de offentlige boliger til private.

I rapporten understreger OECD også vigtigheden af en forbedring af uddannelsesniveauet med hovedvægt på at styrke kvaliteten i folke- og gymnasieskolen. Grønland skal også i højere grad sende sine unge på uddannelse i udlandet - navnlig i Danmark, hvilket er både bedre og billigere.

OECD’s anbefalinger kan i hovedtræk sammenfattes, som følger:
  • Mindskelse af den offentlige sektor rolle
  • De offentligt ejede virksomheder bør gradvis privatiseres
  • Er reform af ensprissystemet er påtrængende
  • Øget konkurrence bør tilskyndes
  • Der bør sikres konkurrence på lige betingelser i erhvervslivet
  • Boligmarkedet bør dereguleres
  • Forbedrede beskæftigelsesmuligheder
  • Uddannelsesniveauet bør styrkes
  • Reform af overførselssystemet
  • Iværksætterkulturen bør fremmes
Et resume med OECD’s anbefalinger (4) er vedlagt som bilag 2.