Ulige konkurrence

Derfor bør konkurrencenævnet ud af hjemmestyret. Det skal være en uvildig institution, som sikrer uvildige afgørelser. Det er ikke muligt, når formanden er chef og medansvarlig for hjemmestyrets »forretninger«.

Torsdag d. 12. december 1996
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Erhverv, Konkurrencenævnet, Love og konventioner, Politik.

LIGE KONKURRENCE eksisterer kun mellem virksomheder, der har lige konkurrencevilkår. Det betyder for eksempel, at ingen af dem skal kunne skaffe sig frynsegoder fra det offentlige. Spørgsmålet har ført til en sag mellem et privat aktieselskah og en funktionsafdeling under lufthavnsvæsenet (Grønlands Brand & Miljø Teknik A/S hhv Lufthavnsvæsenet).

Aktieselskabet har etableret sig i Nuuk for nogle år siden og mødte pludselig modstand fra lufthavnsvæsenet, som ikke bare nøjedes med at servicere sig selv indenfor området, men gik ud i en decideret forretningsvirksomhed, der konkurrerede med det private selskah.

Det faldt naturligvis selskabet for brystet, og efter nogen korrespondance og møder med trafikdirektoratet og lufthavnsvæsenet indbragte selskahet sagen for konkurrencenævnet, der nu er kommet med en afgørelse. Det siger helt klart, at der er indbygget mulighed for konkurrenceforvridende virksomhed, når en del af en nettostyret hjemmestyrevirksomhed konkurrerer med selvstæendige virksomheder.

Enten skal afdelingen i lufthavnsvæsenet skilles ud og gøres til selvstæendigt selskah, siger nævnet, eller også skal afdelingens regnskah udskilles og afdelingens praktiske virksomhed separeres i en sådan grad, at enhver frynsefordel er udelukket.

ER det overhovedet muligt? Nej, naturligvis ikke. Det er helt udelukket - også for et selvstændigt, offentligt ejet selskab i lufthavnsområdet - at drive virksomhed uden at drage nytte af de "stordriftsfordele", der uundgåeligt vil være tale om, når man "bor til leje hos storebror". Det lader sig ganske enkelt ikke gøre.

Og det er naturligvis endnu mere umuligt blot at udskille regnskabet. I alt fald hvis formålet er at skabe klarhed over afdelingens helt isolerede økonomi. Der er altid fællesomkostninger, som "den lille" nyder godt af, og der vil være en lang række tjenesteydelser, som aldrig bliver registreret. Og det bør de, hvis billedet skal afspejle afdelingens isolerede virkelighed.

Adskillige private virksomheder, der er opdelt i flere afdelinger eller selskaber, døjer uafvidende med at få tingene til at løbe rundt, fordi de ikke har overblik. Mange kender reelt kun til datterselskabernes dækningsbidrag, men ikke deres reelle resultat. Fællesomkostningerne er ugennemskuelige, og hvis ikke der er helt "vandtætte skotter" mellem de forskellige aktiviteter, er det meget vanskeligt at vide, hvordan det går.

På samme måde er det muligt at manipulere med resultaterne i de forskellige selskaber/afdelinger. En virksomhed, der på grund af sin organisationsform måske er skattefri, kan tegnes for overskuddet, mens produktionsvirksomheden, der virkelig tjener pengene, forsynes rned underskud eller nul-balance. Det fikser man ved, at den skattepligtige virksomhed betaler al husleje, alle lønninger, al afskrivning, mens gevinsten således kommer til at ligge i den selvejende/foreningsstyrede virksomhed, der står som ejer af hele molevitten.

Mange andre modeller findes og prakliseres.

IKKE bare private virksomheder, der har en tilstrækkelig flosset moral til at snyde skattemyndighederne, finder på sådanne svinestreger. Det gør også offentlige virksomheder, der ikke synes, de subsidieres nok fra det offentlige.

I det nærværende tilfælde er det altså lufthavnsvæsenet, som påstår, at de kan udskille den liberale virksomhed fra det halvoffentlige regnskah. Uanset hvor gerne de vil, og hvor oprigtigt, de eventuelt måtte mene det, så kan de ikke fremstille et regnskab, der dokumenterer lige vilkår. Dertil vil ugennemsigtigheden under alle omstændigheder være for stor.

Det samme gælder offentligt ejede selskaber, hvis de da ikke er fysisk, geografisk og styrelsesmæssigt adskilt. Og selvom de er det, vil de aldrig kunne konkurrere på lige vilkår. Det offentlige, eller de offentlige kasser, er altid sikkerhedsventilen, der enten åbner den ene eller den anden vej. Og da det er politikere, der sidder med fingeren på udløseren, er usikkerheden en definitiv kendsgerning.

NOGET HJEMMESTYRET ikke er gode til, er altså konkurrence. I alt fald, hvis den skal foregå på lige vilkår. Derfor burde konkurrencenævnet have været langt mere kategorisk i sin bedømmelse af konkurrenceforholdene mellem det private brandsikringsselskah og lufthavnsvæsenet.

"Dommen" burde - og bør i alle lignende sager gå på, at offentlige eller offentligt ejede virksomheder ikke bør konkurrere med private. Og slet ikke, når det er et erklæret politisk må1 i Grønland, at de private ikke hare skal have en chance, men gennem fri konkurrence ska1 være med til at sikre de rigtige priser, den rigtige service og det rigtige omkostningsniveau.

KAN hjemmestyret så "drive" et konkurrencenævn?? Det er ubetinget et interessant spørgsmål. Rent organisatorisk går det godt nok. Nævnet er efter en lang og langsom start kommet i gang med at arbejde, og det ser ud til, at medlemmerne prøver at leve op til den vanskelige opgave. Det er al ære og respekt værd. Men det er ikke troværdigt, at nævnets formand har en chefstilling i hjemmestyret.

For lige så vanskeligt som det er at skille offentlige virksomheders økonomi ad i offentlige bevillinger og forretningsøkonomi, lige så svært er det at optræde med flere kasketter i modstridende interessesammenhænge.

Derfor bør konkurrencenævnet ud af hjemmestyret. Det skal være en uvildig institution, som sikrer uvildige afgørelser. Det er ikke muligt, når formanden er chef og medansvarlig for hjemmestyrets "forretninger".