Konkurrencenævnet bør være adskilt fra hjemmestyret

Som et eksempel: Konkurrencenævnet bør undersøge byggebranchen. Konkurrencestyrelsen i Danmark har konstateret, at der findes kartelvirksomhed indenfor håndværkerbranchen. Vi har skyhøje byggepriser, hvilket er et meget omdiskuteret område, og hvor bygherrerne må se sig klart slået ud. Hvis en kartelvirksomhed kan forekomme i Danmark, må man med begrundet mistanke også formode det samme her i landet, da det i det store og hele er danske entreprenører/virksomheder, der bygger her.

Tirsdag d. 9. marts 1999
Inga Dora Gudmundsdottir
Emnekreds: Erhverv, Konkurrencenævnet.

Konkurrencenævnet, som vi i den sidste tid ikke har hørt meget fra, hvis vi overhovedet har hørt om det eller fra medlemmerne, bør adskilles fra hjemmestyret og være et selvstændigt og uvildigt organ.

Under valgkampen har politikerne talt meget om lige konkurrencevilkår mellem private og offentligt ejede virksomheder. Hvordan man vil gennemføre sådan en politik - det er der, så vidt jeg har hørt, ikke kommet nogle bud på.

Når konkurrencenævnet er placeret under hjemmestyret, kan der hurtigt skabes mistillid til de eventuelle beslutninger, der vil blive truffet, da hjemmestyret ejer mange selskaber, og derfor vil være inhabil i mange sager som vedrører hjemmestyreejede selskaber. På denne baggrund bør Konkurrencenævnet placeres som en selvstændig enhed med egen kompetenceområde uden forbindelse til det administrative eller det politiske apparat.

Det er enormt vigtigt, at Konkurrencenævnet er alsidigt og behandler principielle konkurrencesager indenfor mange brancher - også i sager, hvor der nødvendigvis per definition ikke formodes at være et selskabsmæssigt monopol, men at et monopol kan forekomme ved at forskellige virksomheder formelt eller uformelt slår sig sammen og derved skaber et reelt (og ikke direkte synligt) monopol.

Som et eksempel: Konkurrencenævnet bør undersøge byggebranchen. Konkurrencestyrelsen i Danmark har konstateret, at der findes kartelvirksomhed indenfor håndværkerbranchen. Vi har skyhøje byggepriser, hvilket er et meget omdiskuteret område, og hvor bygherrerne må se sig klart slået ud. Hvis en kartelvirksomhed kan forekomme i Danmark, må man med begrundet mistanke også formode det samme her i landet, da det i det store og hele er danske entreprenører/virksomheder, der bygger her.

Som et andet eksempel kan jeg nævne, at Nuup Kommuneas kommunalbestyrelse i maj 1997 skulle tage en vigtig beslutning vedrørende byggeri af otte personaleboliger, hvoraf fire af dem skulle bruges som klasselokaler indtil Kangillinnguit skolen blev færdig. Nuup Kommunea kunne og ville ikke godkende licitationens kvadratmeterpris, som var på 16.950 kroner, da kommunen mente, at det var alt for høj en pris (13.300 millioner kroner), og derfor så sig nødsaget til at udbyde en ny licitationsrunde med små arkitektoniske justeringer. Det nye licitationstilbud blev billigere (12.200 millioner) og kommunalbestyrelsen godkendte kvadratmeterprisen på 15.500 kroner, som var en klar forbedring fra første tilbud - men byggeriet blev forsinket med ca. tre måneder og det første spadestik blev taget i september 1997, altså godt på vej ind i vinterperioden, som også har fordyrende elementer. I ovenstående eksempel blev det Nuup Kommuneas skoleelever, der blev ramt.

Vi skal nødigt opleve for mange af den slags svære, men principielle beslutninger, hvor kommunerne og andre bygherrer føler sig som gidsler, da vi alle gerne vil bygge her og nu for at afhjælpe den store boligmangel. Vi må se at bryde den onde cirkel og arbejde ud fra reelle konkurrencevilkår og markedspriser i godt samarbejde med byggebranchen.

Konkurrencenævnets opgave bør blandt andet være at komme med klare vurderinger om, hvor den reelle konkurrence ligger, sådan at bygherrerne (private som offentlige) har klare beslutningsgrundlag for at sikre sig et prisleje, der er kostægte.

Hvis det er muligt at bygge et mindre slot til to millioner i de nordiske lande, hvorfor skal vi så nøjes med et skur i Grønland? - Værdisætningen i Norden er jo trods alt ganske ens!