Mere politisk magtbrynde

Hvad skal vi i fremtiden tro om lovgivningsarbejdet? Hvilke love kommer til at virke i det praktiske liv, og hvilke ikke? Er det sådan, at love, som landsstyret ikke bryder sig om, bliver syltet med manglende bevillinger?

Tirsdag d. 7. marts 2000
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Erhverv, Konkurrencenævnet, Politik.

DET ENESTE, der er lige så slemt som at overtræde loven, er vel at spænde ben for den. Det er det, Landstinget har gjort ved i begyndelsen af 1990’erne at vedtage konkurrenceloven for i alle årene derefter at blæse den et stykke. Der er ingen penge til at føre loven ud i livet. Konkurrencenævnet er aldrig kommet i gang. Loven kan ikke håndhæves. Det er slemt! Og det fortæller noget om moralen hos det landsdækkende politikerkorps. Hvad skal vi i fremtiden tro om lovgivningsarbejdet? Hvilke love kommer til at virke i det praktiske liv, og hvilke ikke? Er det sådan, at love, som landsstyret ikke bryder sig om, bliver syltet med manglende bevillinger? Er konkurrenceloven i virkeligheden en torn i øjet på hjemmestyrets store hjemmestyreejede aktieselskaber og monopolbegunstigede virksomheder, som nyder godt af konkurrencelovens ineffektivitet? Svaret må være et klart ja! For hvad skulle det ellers være? Det er jo småpenge, der skal til for at få konkurrencenævnet til at virke. To millioner kunne gøre det, og den bevilling bliver vel ikke alene afvist, fordi pengene skal bruges til de erhvervseksperimentelle legepladser, som blandt andre politikerne boltrer sig på (læs for tiden Puisi A/S - red). KONKURRENCENÆVNET er erhvervslivets forsikring om, at konkurrenceforholdene kan undersøges seriøst og uvildigt. Men konkurrencenævnet har ikke fungeret siden lovens ikrafttræden i 1993. Nævnet har angiveligt ikke behandlet egentlige sager, fordi der ikke har været ressource til det. Sidste år sagde den daværende formand, kontorchef Poul Knudsen fra hjemmestyrets lovkontor til AG, at arbejdet stod stille, fordi der ikke var penge. Landsstyreformand Jonathan Motzfeldt lød dengang meget forbløffet over situationen og ville omgående beordre de 6-7 sager, der var indgivet på daværende tidspunkt, sendt til konkurrencestyrelsen i Danmark, så klagerne forventeligt herfra kunne besvares inden udgangen af året. Men i Danmark har man ikke rørt en finger endnu, fordi man venter på hjemmestyrets udspil til en samarbejdsaftale. I Øjeblikket er situationen den, at konkurrencenævnet efter et møde 2. marts har besluttet at sætte arbejdet i gang. Men det er under protest over en bevilling på sølle 500.000 kroner, som vil gøre det nødvendigt med et snævert samarbejde med hjemmestyrets egen administration. Konkurrencenævnet skal efter loven fungere uafhængigt af hjemmestyrets administration. Alligevel er det henvist til at trække på hjemmestyrets juridiske og økonomiske ekspertise, og det giver indbygget mulighed for bevidst eller ubevidst politisk eller administrativ påvirkning af konkurrencenævnets afgørelser. Det er efter vor opfattelse endnu et bevis på, at landsstyret ikke vil afgive magt over noget som helst i det her samfund. AG har slidt på læsernes tålmodighed i omtalen af hjemmestyrets tydeligt formulerede ønske om at bestemme over pressen. I dagens avis er det så en anden af demokratiets sikkerhedsventiler, konkurrencenævnet, der er sat ud af kraft, før det nogensinde kom i gang. Det er en oplagt sag for den enkelte klager at sende sagen til ombudsmanden. Men det har jo lange udsigter - to år siger man. Det kunne naturligvis være, det gik hurtigere, hvis hun selv tog affære. Sagen om konkurrencenævnet er så alvorlig en overtrædelse af konkurrencelovens forvaltning, at den bør fremmes. Og det kan ombudsmanden godt selv tage sig af. PÅ SIDE 3 fortæller nuværende formand for konkurrencenævnet Gorm Winther om nævnets situation. Til AG siger han, at arbejdsvilkårene i nævnet er så dårlige, at sagsbehandlingen ikke er tilfredsstillende. På den baggrund sætter han en grænse for nævnets tålmodighed. Hvis ikke tingene bliver radikalt bedre, går nævnet af. Det er vi, der har klaget, kede af, for det betyder bare, at der går endnu længere tid, før de enkelte sager bliver afgjort, og konkurrenceloven kommer til at virke som oprindeligt planlagt. Det er bedre, hvis Gorm Winther bliver ved med at protestere. Så er vi da i det mindste to, der prøver at standse politikernes magtbrynde. Og det er dobbelt så godt som en.