Indsigt: De indfødte folk har fået et nyt problem - naturparkerne

De indfødte folk har fået et nyt problem - naturparkerne

De indfødte folk har fået et nyt problem - naturparkerne.

Onsdag d. 24. september 1997
Anne Knudsen
Emnekreds: Kultur og samfund, Oprindelige folk.

De indfødte folk har fået et nyt problem
I den nyligt udkomne årbog fra IWGIA (International Work Group for Indigenous Affairs) er der mange eksempler på, at loven i og for sig er god nok, men praksis til gengæld mangelfuld. At få tilvejebragt lovgivning, der beskytter de indfødte folks rettigheder, er kun det halve arbejde. Bagefter kommer overvågningen af, at lovene bliver overholdt, og denne overvågning er en central del af IWGIAs arbejde.

IWGIAs direktør Inger Sjørslev og Finn Kudsk, der deltog for IWGIA i årets møde om indfødte folk i Menneskerettighedskommissionen i Genève, kan bekræfte, at der er et helt fast mønster af problemer for de indfødte folk i dag.

"Det er landrettigheder, og det er sammenstød med storkapitalen, mineselskaber, tømmerselskaber, olieudvindingsselskaber. Mønsteret er også, at der mange steder er - eller kommer - en lovgivning, der skal beskytte indfødte folks rettigheder, men den lovgivning bliver ikke overholdt. Indfødte folk bor jo ofte afsides, set fra hovedstæderne, og de lokale myndigheder er involveret med lokale interesser, der går imod de indfødte folks lovfæstede rettigheder. Så indfødte folk er fanget i en konflikt i nationalstater, som - formodentlig af et ærligt hjerte - gerne vil overholde internationale konventioner, men som også gerne vil udvikles eller tjene nogle penge - ja, eller udrydde fattigdom på andre områder, og som derfor siger ja til koncessioner til olieselskaber, tømmerfirmaer, eller hvad det nu kan være. Indfødte folk kommer i klemme på grund af det, man kunne kalde den globale grådighed".

Økoturisme
"Men den næststørste trussel mod indfødte folk i dag er naturparker og fredede områder, og det problem er voksende. Der kan man sige, at indfødte folk bliver ofre for vestlige forestillinger om, hvad natur er, nemlig noget med vilde dyr - men uden mennesker. Der er tvangsforflyttelser, fordrivelser og andre overgreb over for indfødte folk, fordi man vil udlægge deres land til naturparker eller beskyttede vildtområder. I Indien er der skovområder, hvor indfødte folk har boet, så længe man kender til området, og hvorfra de bliver fordrevet i disse år. Nogle steder, fordi man direkte mener, de vil være i vejen for dyrene. Der skal være tigre, og så kan der ikke være mennesker. Selv om man har rig erfaring og talrige beviser for, at mennesker og tigre udmærket kan leve i det samme område. Andre steder mere indirekte. Hvis områderne skal være tillokkende for hvide mennesker, så må der ikke være sorte mennesker".

- Det vil sige, at vi er den direkte årsag til problemet?

"Ja. Og så bliver 30 landsbyer tvangsflyttet, som det er sket i forbindelse med Nagarhole naturpark i Kerala, Indien. Noget tilsvarende sker i Botswana i forbindelse med Central Kalahari Game Reserve, hvor man har "reallokeret" buskmændene. Disse folk er forholdsvis nemme at manipulere til at flytte "frivilligt", hvis man for eksempel lover dem skoler til deres børn på det nye sted. De vil alle sammen gerne have deres børn i skole.

IWGIA bruger i øjeblikket mange ressourcer på at gøre et eller andet i Botswana, for San- buskmændene er virkelig kommet i klemme. De ting, man lovede dem på det nye sted, har ikke materialiseret sig, og uden international opmærksomhed er de virkelig dårligt stillet".

- Nærmere hjemmet ser vi i denne tid, at det norske Fremskrittsparti som har udsigt til at blive valgets store vinder, fører valgkamp i Finmarken på en særdeles hadsk kampagne mod samerne, uden at de øvrige norske partier tager afstand fra det. Hvad siger I til det?

"At det minder meget om det, der er begyndt at ske i Australien", siger Finn Kudsk. "Her er den nye højreregering i fuld gang med at tilbagekalde de rettigheder, den forrige regering sikrede Australiens urbefolkning. Og retorikken er den samme. Man påstår, at de indfødte folks rettigheder er særbehandling. Men rettigheder er jo ikke noget, man får som en slags præmie. Indfødte folks landrettigheder er netop rettigheder. I Australien kører der også sådan nogle kampagner, hvor urbefolkningens modpart bliver fremstillet som den lille fårefarmer, der prøver at skaffe sig udkommet ved ærligt slid. Men sandheden er, at hovedparten af den jord, der er tale om, ejes af store internationale konsortier og personer som sultanen af Brunei. Det er ikke nemt at forstå, hvorfor sultanen af Brunei skulle have mere ret til kæmpemæssige landområder i Australien end aborigines, der var der, før de hvide kom".

Hjælp til selvhjælp
Årbogen The Indigenous World 1996 -97 opsummerer de begivenheder, der i årets løb er kommet til IWGIAs kendskab. Organisationens viden er altså til dels afhængig af, at lokale folk er opmærksomme på den internationale interesse i deres forhold. Der er store forskelle mellem indfødte folk. Nogle har været med i det internationale arbejde i lang tid, andre er nybegyndere.

Blandt nybegynderne er folkene i den tidligere Sovjetunion.

- Hvordan står det egentlig til med de indfødte folk i SNG-landene?

"Vanskeligt", svarer Inger Sjørslev, "Det er langtfra dem alle, som overhovedet har organisationer, der kan varetage deres interesser. Og der er også problemer af en meget håndfast karakter med f. eks. at få dem frem til Genève. Man ringer til Sibirien og inviterer dem, og så siger de, at de ikke kan sende en repræsentant, for lige på det tidspunkt skal de fiske eller fange eller indsamle det, de skal leve af hele vinteren. Og hvis de forpasser tidspunktet, så dør de af sult. Så konkret er det. Der er intet sikkerhedsnet, ingenting. Og selv om det er slemt at sulte, hvor der er varmt, så er det endnu langt værre at sulte i et koldt klima. I Sibirien dør mennesker ikke bare af sult som andre steder. De fryser ihjel, hvis de er svækket af sult".

- Hvordan tegner fremtiden sig?

"Der er nok ingen tvivl om, at det er en udbredt opfattelse, at indfødte folk udgør et besværligt problem. Det er nemt at komme på den tanke, at vi ligesom "ikke har råd" til at sikre deres rettigheder, når der er så mange andre problemer, der trænger sig på. Hvorfor skal de have lov til at sidde på kæmpemæssige landområder, når der er jordløse bønder lige udenfor? Det argument hører man ofte f. eks. i forbindelse med indfødte folks landrettigheder i Brasilien. Men man glemmer, at Brasiliens overklasse, kirken og de store konsortier sidder på meget mere land end indianerne, land, som ligger brak, og som ejerne i reglen aldrig har så meget som set. Hvorfor starter man ikke der, når de jordløse skal have jord, i stedet for med indianernes hjemlande, hvor skoven bliver både anvendt og bevaret? "

Hvem gør noget positivt for indfødte folk i dag? Hvor kommer pengene fra til deres organisationer?

"Mange steder fra. I FN-systemet er ILO den organisation, der har arbejdet længst med indfødte folks rettigheder og været ansvarlig for den allerførste konvention i 1957. Og Verdensbanken har faktisk nogle projekter, som gavner indfødte folk, selv om Verdensbanken jo også er ansvarlig for nogle af katastroferne, skovfældning, dæmningsbyggeri og naturparker som den i Kerala. Verdensbanken er et godt eksempel på den modsigelse, jeg taler om", siger Inger Sjørslev. "Det er Verdensbanken, der har stået for flytningen af 30 landsbyer i Indien. Selv om man har de nydeligste hensigtserklæringer. Man har interessekonflikter med sig selv, så at sige. Så er der de store kirkelige organisationer, navnlig protestantiske eller økumeniske organisationer i Tyskland, der er Folkekirkens Nødhjælp og den svenske kirkes tilsvarende organisation. Og så er der en del regeringer, der gør noget. Danmark er et foregangsland, det er der slet ingen tvivl om. Danmark gør et stort arbejde, når det gælder at befæste indfødte folks rettigheder internationalt".