Indsigt: Håbets Børn år 2000

Håbets Børn år 2000

Politikerne gav under landstingssamlingen ikke meget håb til børnene. Man må konstatere, at »Børneåret år 2000« blæser i vinden, og at det politiske ansvar for Børns Vilkår ikke har nogen politisk prioritet.

Torsdag d. 30. marts 2000
Gladys Kreutzmann
Karen Heilmann
Emnekreds: Børns vilkår, Kultur og samfund, Politik, Sociale spørgsmål.

Indholdsfortegnelse:
Børneår?
Grønlands vigtigste udvalg
Konventionen om Børns Rettigheder
Udtryk for børns vilkår
"Børneåret år 2000" blæser i vinden


Børneår?
År 2000 blev politisk udmeldt til et BØRNEÅR. Der var grund til at hilse dette initiativ velkommen og fatte håb om, at børns vilkår for alvor blev sat på den politiske dagsorden. Og der var vel grund til forventning nu hvor Landstinget havde sin første samling år 2000. Vi bemærkede, at flere børn og unge i medierne havde ytret sig om, at de glædede sig til, at år 2000 skulle være børnenes år.

Men hvad er der i grunden at glæde sig over, og hvad betyder det, at det er "Børneår"?

Hvis man stiller fokus på den netop overståede landstingssamling, er det meget vanskeligt at få øje på, om det overhovedet giver mening at tale om "et børnenes år", og om børns vilkår har nogen politisk prioritet og bevågenhed.

Grønlands vigtigste udvalg
Asii Narup havde stillet forslag om, at der blev oprettet et midlertidigt børneudvalg. Der var vel grund til at håbe på, at netop dette dagsordenspunkt kunne være en beskeden start til, at børns vilkår blev sat på den politiske dagsorden. Mange forældre og fagfolk tilkendegav, at dette udvalg måske var "Grønlands vigtigste udvalg", og at det kunne være det længe ventede startskud til at formulere en børnepolitik. Men nu hvor landstingssamlingen er lukket og slukket, må man spørge: Hvad kom der ud af det? Ingenting! Absolut ingenting! Bortset fra almindelige tilkendegivelser om at "børnene er forældrenes ansvar", "vi afventer socialreformkommissionens arbejde", og ikke mindst: det koster (for mange) penge.

Kan det være sandt, at børns vilkår, især inden for det sociale område, tillægges så ringe betydning? Det er jo tankevækkende, da det jo netop er her, man har muligheder for at skabe gode rammer for børns udvikling og for på et tidligt tidspunkt at gribe ind overfor forhold, der hæmmer eller måske ligefrem skader barnet.

Konventionen om Børns Rettigheder

Børn i Grønland lever livet farligt - og ikke bare som her, hvor "kun" det går ud på at hoppe fra flage til flage uden at falde i og drukne (Nanortalik marts 2000) I 1992 tiltrådte Grønland (som bekendt) konventionen om Børns Rettigheder. Familien er fundamentet i barnets opvækst, men samfundet pålægges vidtrækkende pligter:

Pligter, der skal sikre, at barnet kan udvikle sig og pligter til at beskytte barnet mod overlast og overgreb.

Det giver anledning til at spørge, om Grønland nu, otte år efter vedtagelsen af de gældende børneforsorgsregler, lever op til sin egen lovgivning. Lever grønlandske børn et liv i fred og frihed, og kan børn i nød regne med beskyttelse og omsorg?

Svaret på dette spørgsmål afhænger af, hvem man spørger og hvordan. Men ansvaret for den gældende lovgivningen samt lydhørhed og opfølgning på de meldinger, der gives, er først som sidst: POLITISK.

Der efterlyses vedvarende systematisk viden om sociale forhold. Og sandt er det jo, at løbende social statistik stort set er "ikke eksisterende".

Hvorfor? Fordi man ikke politisk har prioritet socialstatistik.

Men der findes en række vidnesbyrd, der med al tydelighed viser, at det er påkrævet, at børns vilkår bliver sat på den politiske dagsorden.

Udtryk for børns vilkår
Blot for at nævne nogle eksempler:Alarmerende høje selvmordstal, hvor et antal er børn (Embedslægens opgørelser). Volds- og sædelighedskriminalitet (Politimesters Årsrapport). Anbringelser af børn uden for hjemmet (Undersøgelse 1992). Børnedødsfald i Grønland (Dike, 1994: Toppen af isfjeldet). Børns psykosociale tilpasning, herunder tanker om selvmord ( Dike 1997: Sundhedsadfærd blandt grønlandske skolebørn). Børns brug af rusmidler, (Grønlands Statistik & PAARISAA 2000). 50 procent af børn i 8.-9. klasser i Ittoqqortoormiit har tænkt på at begå selvmord. Børn i Østgrønland demonstrerer, fordi de ikke vil finde sig i de voksnes druk. Der meldes løbende om ventelister på dag- og døgninstitutioner. Omsorgssvigt - en stopklods i skolen. Steven Hakesberg gør gang på gang opmærksom på et påtrængende behov for at skabe de nødvendige rammer for de "uanbringelige" børn på Matu. En pædagog fra Uulinermiut bliver dræbt af to unge. Det rådgivende udvalg vedrørende Grønlands økonomi understreger, at uddannelse og omsorg er to sider af samme sag. Summen af disse oplysninger giver grund til at frygte det værste og håbe det bedste. Men det dokumenterer med al tydelighed, at for mange børn lever i bekymring, frygt og sorg. Og disse børn er også fremtidens børn: Håbets Børn.

Men hvis dette håb skal have et reelt indhold, er det påtrængende, at de folkevalgte tager deres ansvar alvorligt for de allersvageste i samfundet: Børnene.

"Børneåret år 2000" blæser i vinden
Det burde være indlysende at "Børns Rettigheder" var et adelsmærke i grønlandsk politik. Mange vil måske hævde, at det forholder sig sådan, men der må sættes handling bag ordene. Og det forudsætter politisk vilje til: At børn sættes på dagsorden, at børneområdet bevilges de nødvendige midler til udbygning og udvikling af sociale institutioner, at personalet får den nødvendig løn og efteruddannelse.

Politikerne gav under landstingssamlingen ikke meget håb til børnene. Man må konstatere, at "Børneåret år 2000" blæser i vinden, og at det politiske ansvar for Børns Vilkår ikke har nogen politisk prioritet.

Det menneskesyn, der afspejles i den politiske prioritering af børnepolitikken er skræmmende: Barndommen skal udstås, overstås og glemmes?

Kære Politikere. For barnet er både den gode og den dårlige barndom en evighed.

Gør ikke barnets håb til skamme. Lad visionen om Håbets Børn og Barndommens Beskyttelse blive den vigtigste politiske mærkesag i det nye årtusinde.