Indsigt: »Håbets Børn« for Grønland

»Håbets Børn« for Grønland

Og når de så ligger der og roder, hjælpeløse af druk, ruller ungerne dem, fordeler pengene imellem sig og bruger dem i småportioner til lightergas, kiks og småkager, hvorefter de kan være væk i dagevis uden at nogen savner dem.

Torsdag d. 30. marts 2000
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Kultur og samfund, Politik, Sociale spørgsmål.

REDAKTIONEN har denne gang lagt ekstra otte siders i avisen for at få plads til læsernes debatindlæg. Ellers mister de aktualiteten, og debatten går i stå.

Læserne tager mange emner op til debat. Både lokale, sociale og erhvervsmæssige forhold bliver belyst, og ofte må politikerne stå for skud. I dagens debat kan vi læse om pressefriheden og medieansvaret i Grønland, om moskusokser, der destrueres, og om mennesker, der er svigtet på forskellig vis og meget, meget mere.

To læsere skriver i deres indlæg om "Håbets Børn". Det handler om, at samfundet på trods af alle gode intentioner svigter børnene på det groveste. Læserskribenterne, der begge er socialrådgivere og kender til børnenes kamp mod Grønland, opregner en lang række eksempler på de voksnes og samfundets svigten.

De taler om børnenes selvmordstal, om volds- og sædelighedskriminaliteten, om anbringelser af børn udenfor hjemmet, om børnedødsfald, psykologisk tilpasning, brug af rusmidler, omsorgssvigt i det hele taget, lange ventelister og så videre... Og de fortæller, at halvdelen af alle børn i 8. og 9.-klasserne i Nordøstgrønland har tænkt på at begå selvmord.

Læs Håbets Børn på debatsiderne.

MEN DER ER GRUND til andet end at læse debatindlæg. Børnenes situation i Grønland kræver handling.

Heldigvis er det ikke alle unger, der går for lud og koldt vand. Det vi vi godt, og det ved vore politikere også, og det er bare blevet en sovepude. Det er, som om den omstændighed, at nogle børn har det godt, er så enestående positivt, at vi lader de socialt svage sejle deres egen sø.

Er det noget at snakke om, at nogle børn har det godt! Det burde være en selvfølge, alle har det godt. Ingen børn må svigtes - hverken hjemme, i institutionerne, i folkeskolen, hvor som helst!



En af AG's kontakter fortalte forleden, at i hans by står ungerne ved de voksnes udendørs drikkesteder ved lønudbetaling og venter på, at fulderikkerne dratter omkuld.

 
Og når de så ligger der og roder, hjælpeløse af druk, ruller ungerne dem, fordeler pengene imellem sig og bruger dem i småportioner til lightergas, kiks og småkager, hvorefter de kan være væk i dagevis uden at nogen savner dem.

Det er ekstremt. Men det er alvor. Det er vilkårene nogle steder i Grønland. Og de børn får svært ved at blive gode mennesker.

VI ER FULDE af store ord. Børnene er Grønlands fremtid, vort største og mest værdifulde ressource. Børnenes vilkår skal fremmes. Skole og uddannelse skal være Verdens bedste. Men hvad nytter det, hvis hjemmet ligger i ruin og spænder ben for alle gode intentioner?

Børnene har ikke det liv, de bør have. Vi prioriterer dem slet ikke højt nok. De klarer sig ofte selv.

Nogle enkelte vidnesbyrd fra dagligdagen tydeliggør de voksnes hykleri. Legepladserne ved boligblokkene bliver begravet i sne, uden at nogen tænker på, at ungerne også har behov for at lege om vinteren. I Nuuk kører snerydningsmaskinerne det ene læs sne efter det andet ind på den store legeplads på Radiofjeldet. Den har længe været ubrugelig. Unger kan lege med sne, kan de...

Det er holdningen, der er noget galt med. Selvom voksne nok ønsker det bedste for deres børn, så er der mange, der ikke rører en finger for at få det til at gå i opfyldelse.

VI KENDER alle situationen, når børnenes fester ender i de voksnes drukorgier, som brænder sig ind i ungernes bevidsthed. Første skoledag, konfirmationer, fødselsdag - altsammen er det i alt for mange familier anledning til at holde drikkegilde.

Det nytter imidlertid ikke at holde moralprædikener. Det er helt andre kontakter, der skal trykkes på. De hedder bedre og flere boliger, beskæftigelse, gode skole- og uddannelsesforhold, konsekvens og selvværdsfølelse. Det er en lang proces, som ungerne er nødt til at vente på. I mellemtiden må vi dog i det mindste kunne forlange, at det offentlige giver børnene førsteprioritet.