Indsigt: Der må handling bag løfter til børn og unge

Der må handling bag løfter til børn og unge

En fremsynet politiks møde med finansloven er som at sejle ind i et isfjeld. Når politikerne opdager, at det koster penge at løse problemer, slår de bak. Alene tanken om at skulle spare på allerede eksisterende omkostninger eller ligefrem sætte skatten i vejret, er nok til at opgive den fremsynede politik, og lapperierne fortsætter

Tirsdag d. 6. juni 2000
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Kultur og samfund, Politik, Sociale spørgsmål.

HER på redaktionen mener vi, at der snakkes meget om børnenes problemer, men gøres for lidt.

Der holdes konferencer og seminarer om børnerelaterede emner, men vi synes ikke, der kommer noget praktisk ud af det.

Til gengæld udvikler debatten sig. Man kan efterhånden godt tale om børnenes problemer uden at fornærme andre end politikere og skændere.

Vi erkender nu, at børn og unge, som jo skal bygge Grønlands fremtid, skal have banet vejen noget bedre. De hindringer, der ligger og flyder overalt, skal væk.

Og det holder vi så seminarer og konferencer om.

Meningen er naturligvis, at de skal føre til en børne- og ungdomspolitik, og det kan ikke udelukkes, at det vil lykkes. Desværre er det bare sådan, at det her hos os ikke er nok at have en politik. Der er nemlig langt fra politisk teori til praktisk virkelighed.

Det gælder for eksempel skolepolitikken, hvorefter skiftende skolereformer gennem hele hjemmestyrets levetid har afløst hinanden i en udvikling, der har gjort skolen ringere og ringere. Det gælder misbrugspolitikken, der trods fortættet arbejde gennem de sidste 20 år er mundet ud i de samme traditionelle, næsten reaktionære kampagner, der alene bygger på venlig og positiv oplysning, men ikke ændrer holdninger. Det gælder erhvervspolitikken, efter hvilken de private skulle have haft en chance i snart mange år, og når de endelig fik den, fik de offentlige og hjemmestyreejede virksomheder to.

Vi har været gode til at snakke, men der kommer ikke nok ud af det.

AG FORTALTE for nylig om mor og datters skæbne efter en livsfarlig voldtægt, der naturligvis krævede psykologisk behandling. Familien er nu splittet, og mor og datter må ikke tage hjem, fordi de sociale myndigheder ikke mener, det er godt for pigen at møde sin skænder.

Moderen var afmægtig og følte sig som sådan: - De er så gode til at snakke, sagde hun til AG. - De snakker så godt og får tingene til at lyde helt rigtigt. Men hvad med os?! Hvad kan vi se frem til?

Det er skammeligt, at ingen kan svare hende!

LANDSTINGSMEDLEM Ruth Heilmann er nu kommet så vidt i sin erkendelse af de misbrugte børns problem, at hun foreslår oprettet en række Qaqiffik-behandlingshjem, der i stedet for at behandle for alkoholisme skal behandle de mange, mange børn, der bliver misbrugt sexuelt rundt om i Grønland.

Det er en erkendelse, der vil noget. Tænk, at vedstå, at der er brug for egentlige behandlingshjem for børn, der bliver sexuelt misbrugt. Det skal hun ikke klandres for. Det er både modigt og nødvendigt, at nogen forstår at sætte trumf på sine synspunkter.

Men det bliver næppe til mere end snak. Nu har vi lige haft en konference "Nye veje for omsorgen for børn og unge ", og spørgsmålet er så, hvad den kommer til at betyde. I øjeblikket er der nemlig ingen veje - hverken nye eller gamle. Ungerne sejler deres egen sø, og når de bliver udsat for misbrug, der er ekstremt behandlingskrævende, må de vente på psykologhjælp, til det er for sent, og sorgen, smerten og blokeringerne har brændt sig fast.

Der er ingen tvivl om, at debat er vigtig, men der skal komme noget ud af den. Her i landet er vi gode til at finde frem til de helt rigtige løsninger (se bare med IT-strategien, som vi ikke havde råd til, men som færingerne overtog med succes). Vi kan bare ikke føre det ud i livet.

En fremsynet politiks møde med finansloven er som at sejle ind i et isfjeld. Når politikerne opdager, at det koster penge at løse problemer, slår de bak. Alene tanken om at skulle spare på allerede eksisterende omkostninger eller ligefrem sætte skatten i vejret, er nok til at opgive den fremsynede politik, og lapperierne fortsætter.

Det går bare ikke for børne- og ungdomspolitikken, som er altafgørende for Grønlands fremtid. Det ved politikerne godt, for det er præcis de ord de bruger ved åbningen af enhver børne- og ungdomskonference. Enhver forelæggelse om børn og unge i Landstinget. Enhver debat om børn og unge i valgkampene. Enhver snak om børn og unge.

Nu må enigheden udmøntes i konkrete resultater. Børn og unge i Grønland SKAL have bedre kår!