Vi må tage afstand fra vold

Hvis du forlanger, at et voldsoffer skal forstå en sammenklappet lunge, smadret kæbeparti og en eventuel hjerneskade som andet end netop en alvorlig krænkelse og forbrydelse, forlanger du en ganske urimelig »super« forståelse

Fredag d. 30. juni 2000
Holger Simonsen
Emnekreds: Kultur og samfund, Sociale spørgsmål.

Det er muligt, at jeg ikke har forstået budskabet i din artikel om "Vold mod kvinder" i Sermitsiaq nr. 25.

Når du taler om dynamikken bag voldelig adfærd, efterlader det hos mig det indtryk, at du foretager nogle drastiske spring mellem forskellige forklaringsmodeller eller med et andet udtryk: du begår væsentlige kategorifejltagelser.

Jeg kan fuldt ud følge dig, når du opfatter vold som et udtryk for afmagt, undertrykkelse og desperation. Men det er en udtryksform, som ethvert anstændigt samfund under alle omstændigheder må og skal kriminalisere.

Hvis du forlanger, at et voldsoffer skal forstå en sammenklappet lunge, smadret kæbeparti og en eventuel hjerneskade som andet end netop en alvorlig krænkelse og forbrydelse, forlanger du en ganske urimelig "super" forståelse.

Manden er taberen
Hvis du har ret i, at visse samfundsformer begunstiger manden i en magtposition som familiens egentlige "skaffer", forsørger og opretholder (patriark), har du ret i, at han er taberen (=mister magt) ved overgangen til en livsform, der i højere grad ligestiller mennesker uanset kort.

Det ændrer aldeles intet ved, at den lemlæstede i en voldsepisode er taberen i en ganske anderledes absolut forstand!

Du hævder, at kvinder er bedre til at omstille sig. Det er muligt, men ikke særligt overbevisende, når vi samtidig konstaterer, at mange kvinder gang på gang vender tilbage til et voldeligt undertrykkende forhold i stedet for at benytte sig af den samfundsmæssige omstilling i retning af ligestilling og menneskeligt ligeværd.

Medmindre det altså netop forholder sig sådan, at de rettigheder den samfundsmæsige omstilling, har givet kvinderne er ganske abstrakte. Altså en ret, den undertrykte kun har, såfremt man kan skaffe sig den!

Myten
Lad være med at stirre dig blind på visse højtuddannede og højtlønnede kvinders tilkæmpede individuelle rettigheder og muligheder for at bryde ud af en uligeværdig livsform. Disse må betragtes som særtilfælde og ikke som regelen.

At betragte mennesker som ligeværdige og ligestillede i dagens samfund er at hengive sig til en myte. En myte hvis samfundsmæssige funktion er at undergrave de undertryktes selvbevidsthed ved at individualisere problemet (= "at du ikke har samme uddannelsesniveau som din mand og samme indtægtsmulighed skyldes, at du er utilstrækkelig, når samfundet har givet dig muligheden (=myten), se bare på.....så vær du tilfreds med, at han kun tæsker dig, når han er fuld og i øvrigt kan du undgå det ved at lade være med at drikke med ham og lade være med dine giftigheder! ")

Begges ansvar
Jeg kan sagtens give dig ret i, at det hverken er særligt klogt eller pænt at drikke sig beruset eller være provokerende (hverken af kvinder eller mænd). Det ændrer imidlertid intet ved, at det er en forbrydelse at lemlæste et andet menneske, og at det er forbryderen, der bærer ansvaret for forbrydelsen, ikke offeret.

At den undertrykte udvikler sofistikerede metoder til at nedværdige undertrykkeren er ikke typisk kvindeligt. Det er en uundgåelig konsekvens af undertrykkelsen!

At vi så alle i en eller anden forstand på nåde og barmhjertighed er overladt i hinandens vold (i en ganske anden betydning af ordet) og dermed ofre for hinanden (i en ganske anden forstand) har intet med denne sag at gøre. Det er netop kategorifejltagelsen!

Problemet er på højt abstraktionsplan, at vi pådutter hinanden myten om et emanciperet samfund, uden at dette på nogen måde er en konkret realitet.

Konkret er det, at visse mennesker forsvarer deres samfundsskabte sociale og økonomiske magtposition ved vold og lemlæstelse.

Ligeså konkret er det. at mange af volds "mændene" netop er mænd, og at så mange lemlæstede netop er kvinder.

Alt andet er udenomssnak!