Indsigt: Prestige-projektet Inussivik

Prestige-projektet Inussivik

I Nuuk med en befolkning på godt 14.000, har man for et par år siden fået kulturhuset Katuaq. Man har Nuuk sportshal, hoteller er skudt op med bl.a konferencemuligheder, og i 2003 skulle en ny svømmehal også stå parat

Søndag d. 10. marts 2002
Steen R. Jeppson
Emnekreds: Boliger, Kultur og samfund, Politik, Økonomi.

Den 17. marts afholdes Arctic Winther Games i Nuuk. En stor begivenhed for Grønland, det nok største arrangement i Grønlands historie hvor mange sportsudøvere vil deltage og dyste om at blive bedst. Det bliver spændende og vi glæder os til at følge "legene".

Til dette store arrangement har man besluttet at bygge en multihal "Inussivik" (først budgetteret) til 41,5 millioner. Jeg mener også at det siden er blevet dyrere. Jo, til sådan et arrangement skal faciliteterne, rammerne være i orden. Men nu kommer det interessante. Vil Inussivik når det står helt færdigt og anvendes, kunne løbe rundt rent økonomisk set ?

Sidste år i en artikel i ("Erhverv"-Sermitsiak 2.11.2001 med overskriften: "Bygge og anlæg: Nuuk slår bremserne i", fremgår det: Citat:"Nu skal det være slut med enorme bygge- og anlægsbudgetter, som slet ikke er realistiske at gennemføre". På den måde erkendte Nuuk Kommunalbestyrelse at man fremover ikke vil have flere midler til store anlægsopgaver. Jeg synes at det er fornuftigt af kommunen at "slå bremserne i", men hovedsagen er efter min mening, at når man planlægger at bygge et stort anlagt projekt, så skal der også være et "marked" for det og kunne betale sig. Jeg vil kalde "Inussivik" multihallen for et prestigeprojekt. Det skal være storslået, og før man fik ideen med at arrangere AWG, har man måske ikke tænkt at man blev nødt til at bygge så stort et foretagende. Se på Nuuk’s boligmangel, der var det mere væsentligt at afsætte alle de millioner.

I Nuuk med en befolkning på godt 14.000, har man for et par år siden fået kulturhuset Katuaq. Man har Nuuk sportshal, hoteller er skudt op med bl.a konferencemuligheder, og i 2003 skulle en ny svømmehal også stå parat.

Siden Katuaq blev bygget har man haft sine vanskeligheder, og på et tidspunkt blev det besluttet at lukke Cafetuaq, men blev dog genåbnet.

Det er blevet nævnt af Inussivik’s "bestyrelse, at Inussivik fremover kan blive anvendt til rockkoncerter, udstillinger, messer, teaterforestillinger, kulturelle arrangementer. Er man på den måde ikke bange for at blive konkurrent til Katuaq samt andre indenfor faget ?

Det er indlysende at man må ty til lignende arrangementer for at en multihal skal kunne løbe rundt, og derved efter min overbevisning, bliver man en konkurrent til bl.a Katuaq. Det hele vil ikke kunne løbe rundt udelukkende sportsligt set.

Derfor må man i fremtiden være varsom med sådan lignende store anlægsprojekter, og bruge fornuften.