Indsigt: Hva’ så med mig, hr. Lyberth

Hva’ så med mig, hr. Lyberth

Og til dig, fru borgmester Davidsen: hvori består det »spændende« i hr. Lyberths forslag? - Hvis du er citeret korrekt skulle du tage at hoppe ned fra den pind, hvor du sidder.

Fredag d. 15. marts 2002
Sara T. Nedergaard
Emnekreds: Kultur og samfund, Rigsfællesskab og selvstyre, Sprog.

Det var dog et godt forslag, du kom med i forrige udgave af Sermitsiaq, om at der kun skal ansættes grønlændere i Nuuk Kommune. Blot må du have haft lukkede øjne og hovedet under armen, da du fremsatte det!

Selvfølgelig skal borgerne kunne blive betjent på deres eget sprog, når de henvender sig til en offentlig forvaltning. Men verden ser nu engang ikke sådan ud, at man i Nuuk kan tillade sig at sige, at man kun vil ansætte grønlændere.

Hvornår er man i øvrigt grønlænder?

Skal man være født her, eller hvor etniske skal ens forældre være, eller er det et spørgsmål om sprog?

Jeg har haft mine ti år i folkeskolen her i Nuuk. Jeg har haft minimum fem timers undervisning i grønlandsk om ugen (!), og jeg har ikke tilegnet mig grønlandsk nok til at kunne begå mig ordentligt på et B-hold på GU! Det er sørme godt klaret!

Af skolevæsenet, vel at mærke!!!!

For jeg mener helt bestemt ikke det er min skyld. Dum er jeg ikke - jeg har næsten lært mere spansk på et års aftenskole, halvanden time ugentligt, end de ti år med grønlandsk i folkeskolen.

Grotesk!!

Og jeg klarer mig rigtig godt i øvrige fag på GU.

Min lillesøster gik i dobbeltsproget vuggestue og børnehave og integreret 1. klasse. Hun var fuldt dobbeltsproget på det niveau en 5-6 årig nu er på.

Men det fik skolen hurtigt pillet af hende!!

Hun kom i modtageklasse derefter, for niveauet i 1. klasse var bare ikke godt nok!

Og så ville hun da i hvert fald få eet af sprogene ordentligt ind. Det er ikke det samme som at mine forældre fravalgte det grønlandske sprog.

Og det er simpelthen enestående, at det kan lade sig gøre at have 5 timers undervisning gennem - for hendes vedkommende - otte år, og så er der ikke mere der hænger ved. Min lillesøster er bestemt heller ikke dum.

Hun lærer mere lige nu ved at bede sin fuldt grønlandsk sprogede veninde konsekvent snakke grønlandsk til sig - hun må altså tage sagen i egen hånd.

Og gudskelov at hun gider.

At hun ikke har mistet lysten trods alt, er fantastisk.

I skolen har jeg haft nok 20 forskellige lærere i faget grønlandsk gennem de ti år i folkeskolen, og min lillesøster er godt med hvad det angår.

Lærere, der for en hel dels vedkommende fik lov at passe deres arbejde som vinden blæste. Og som - med al respekt for de som godt ville - ikke havde forudsætninger nok for at undervise i grønlandsk som fremmedsprog.

De stakkels lærere havde ikke ærligt undervisningsmateriale at arbejde med. Hvilke elever gider som 15 årige at læse om en lille forladt isbjørneunge på en isflage?

Når lærerne endelig fik lidt kontinuitet i undervisningen kom der nye elever i klassen, nogen som ikke engang kunne sige ja eller nej på grønlandsk - altså sad lærerne med en MEGET spredt elevsammensætning. Et faktum som skolerne og I politikere ikke har kunnet tackle i forhold til tilrettelæggelse af undervisningen. Hvor kvalitativ bliver den undervisning?

Hvem - både elever og lærere - gider år for år starte på den SAMME bog, som de har haft de fem foregående år?

Det er rent faktisk tilfældet, tro det eller lad være.

Hvor inspirerende bliver den undervisning?

Hvad har mine forældre kunnet bidrage med?

Mine forældre har ikke kunnet tilegne sig sproget godt nok til at kunne hjælpe os børn med lektier i grønlandsk. Hvilken signalværdi giver det, at forældrene ikke sætter sig ned og virkelig får lært sproget og bruger det?

Min far har også gået alle sine år i folkeskolen i Nuuk, men kunne faktisk ikke få undervisning i det grønlandske sprog. Det var ganske enkelt ikke muligt, da der vist ikke var grønlandske lærere nok.

Det er vores familie, hvor vi alle er dansksprogede. Hvad så med alle de familier, hvor den ene forældre er dansksproget og den anden grønlandsksproget - hvor mange af dem sætter sig for målrettet at køre sprogene sideløbende i hjemmets dagligdag?

Jeg kender ikke ret mange.

Tværtimod kender jeg mange - mine kammerater og min lillesøsters kammerater - der har det som jeg. Og mange af deres forældre. Hva’ så med dem?

Regnes de/vi ikke som fuldgyldige borgere i dette land, med samme rettigheder som alle andre? Skal vi udelukkes fra at få et arbejde i den offentlige forvaltning, hr. Lyberth?

Er jeg og mine også tvunget til at rejse fra det land, hvor jeg hører til, ligesom alle de danskere du hellere ser hælen end tåen på?

Mener du virkelig ikke at kunne finde et job til mig - du, som selv har været med til at lægge den politik, der gør, at jeg ikke har lært ordentlig grønlandsk?

Jeg synes du er utroværdig - du siger selv i en artikel på Siumuts hjemmeside, at " ...andre grønlændere har dansk som modersmål, og dermed må vi konstatere, at det er ganske almindeligt at grønlandsk og dansk lever side om side som modersmål her i landet. Dette må anerkendes af alle, det er en universal rettighed".

Sådan var ordene, alligevel forsøger du at udelukke den dansksprogede del af befolkningen. Du tramper på folks følelser.

Og til dig, fru borgmester Davidsen: hvori består det "spændende" i hr. Lyberths forslag? - Hvis du er citeret korrekt skulle du tage at hoppe ned fra den pind, hvor du sidder.



- Skal jeg straffes for at have været offer for din politik?