Indsigt: Grønland kan, når Grønland vil

Grønland kan, når Grønland vil

250 BØRN, der bør på døgninstitution og kommer på en venteliste, der er så lang, at de ikke mere er børn, når det bliver deres tur.

Tirsdag d. 26. marts 2002
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Kultur og samfund, Politik, Sociale spørgsmål.

DET KAN GODT VÆRE, nogen vil synes, det her er for billigt. Men hvorfor egentlig? Grønland kan, når Grønland vil. Det har vi set ved afviklingen af Arctic Winter Games. En stor og væsentlig opgave er blevet løst i fællesskab. Den er slut nu, og vi kan give os i kast med den næste. Og den kan meget vel bestå i at skaffe en institutionsplads til de 250 misrøgtede børn, som nu eller ganske snart skal fjernes fra deres hjem, fordi forældrene er i fuld gang med at gøre dem til tabere.

I dagens avis bringer vi flere artikler, der handler om de svigtede børn. På side 8 og 9 fortæller vi i to artikler om situationen generelt, og på side 11 bringer vi beretningen om en 22-årig kvinde og de vanskeligheder, hun slås med, fordi hun gennem sin opvækst har været overladt til et drikfældigt forældrepar med en far, der udnyttede hende seksuelt, og en mor, der blev tævet til at drikke med faderen og se igennem fingrene med vanrøgt og misbrug. En dag begik moderen selvmord, og senere også faderen, og den unge kvinde står tilbage med et forkrampet og uforløst indtryk af en voksenverden, der ikke regner børn for noget.

Nu venter hun sit eget barn og døjer med at overskue tilværelsen.

250 BØRN, der bør på døgninstitution og kommer på en venteliste, der er så lang, at de ikke mere er børn, når det bliver deres tur. Der er eksempler på, at der dispenseres fra aldersreglerne, så ungerne som voksne kan komme på en behandlingsinstitution for i det mindste at få bearbejdet nogle af problemerne. Men det er de færreste.

Der mangler altså institutionspladser til den alt, alt for store gruppe af svigtede børn. Resultatet bliver, at ungerne må blive i de hjem, der er i fuld gang med at nedbryde dem. For at bløde op på dette forhandler de sociale myndigheder sig til en aftale om, at forældrene skal opføre sig ordentlig, og der knyttes en mere eller mindre tæt kontakt med hjemmet. Men de svigtede børn bliver i hjemmet, hvor de altså er blevet endnu et problem for forældrene. Nu er myndighederne nemlig "kommet efter dem", og de stilles i forvejen rigeligt med krav, som de ikke kan imødekomme.

DER ER IKKE noget galt i, at de sociale myndigheder i videst muligt omfang forsøger at løse problemerne med svigt og misrøgt i hjemmet. Hjemmets rammer har nogle muligheder, som institutionerne ikke har, men det nytter ikke, hvis rammerne udfyldes af en familie, der er bombet sønder og sammen af vold og alkoholmisbrug. Og det er præcis situationen - mere eller mindre - for de 250 børn, der inden for kort tid bør på døgninstitution for at begrænse misrøgtets skadesvirkninger.

Og så er det ikke kun de 250 børn, det handler om. Det er disse børns børn og deres børn igen og alle de ofre og tab, der sker undervejs. De 250 børn er det fundamentale grundlag for en væsentlig del af vor fremtid. Hvis vi blæser på dem i dag, rammer vi fremtidens samfund.

Vi skal skaffe de 250 børn en bedre tilværelse nu. For Arctic Winter Games vedkommende valgtes en dag, og nedtællingen startede. Det kan vi gøre igen, og derefter må vi organisere indsatsen, prioritere de offentlige bevillinger på området højt og skaffe sponsorater og frivilllige, som kan yde en indsats for at løse dette påtrængende problem.

Naivt?

Hvorfor?

Måske fordi svigtede børn ikke har den samme naturlige goodwill som synlige, monumentale prestigeprojekter.

Ja, sådan er det nok. Men det er skammeligt. Kraften er der jo. Grønland kan, når Grønland vil. Det var, hvad vi beviste ved Arctic Winter Games. Nu skal vi bevise, at vi også kan gøre det, når det er alvor. Og det er det for de 250 unger, hvis liv og fremtid bliver ødelagt af forældre, som både samfundet og de selv har opgivet.