Spiritus i Grønland

Men en sådan skrækkampagne ville uden tvivl være fuldstændig virkningsløs. Spiritusmisbruget ville gå sin vante gang, og det er tvivlsomt, om man i Grønland lærer at omgås spiritus med måde i de kommende 50 år

Torsdag d. 25. april 2002
Jørgen Fleischer, Redaktør
Emnekreds: Grønlands historie, Kultur og samfund, Politik, Sociale spørgsmål.

Hollandske hvalfangerne indførte spiritus i Grønland i 1600-tallet. De lærte grønlænderne at drikke deres snaps genever, længe før Hans Egede kom til landet. Til at begynde med ville grønlænderne ikke vide af drikken og spyttede den ud. Men med uheldsvangre følger dristede nogle sig til at smage på den drik, som hvalfangerne fik så godt humør af.

Der fortælles om en grønlænder, som af hvalfangerne var "beskænket" i den grad, at han mistede forstanden, og adskillige grønlændere havde i hvalfangertiden mistet livet som følge af druk.

En af disse beskænkede grønlændere lå på køkkemøddingen og havde "aldeles mistet forstanden." Til sidst begyndte han at spytte blod og døde.

Men uden for hvalfangerdistrikterne som i Nuuk var spiritus så godt som ukendt ved kolonisationens begyndelse.

Herom skriver Hans Egede i sin bog om Grønland fra 1741:

"Vores Drank ere de ikke meget for; dog har nogle af dem, som en tid lang har opholdt sig iblandt os lært at drikke Viin og Brendeviin got nok og ikke forsmaaed det, naar det er bleven dennem tilbuden."

Overarbejdsvederlag
Under kolonisationen fik grønlænderne smag på spiritus, som Hans Egede skriver. Og nu var spiritus - som oftest snaps - ligefrem attråværdig som tegn på anseelse og magt. De magtfulde kolonisationsfolk fik jo rigelig forsyning med snaps, og man følte sig som en rigtig herre, når man havde fået noget at drikke.

Der var ingen smalle steder, når det gjaldt spiritusforsyning hos danske funktionærer i kolonitiden. En opgørelse over spiritusforbruget i 1875 viser, at vestkystens kolonier fik en årlig tildeling af snaps på 250 liter i snit. Og en grønlandsk koloniformand fortalte mig, at kolonibestyreren i Nuuk i 1920'erne årligt fik tilsendt 10 ankre á 40 liter snaps til koloniens forbrug.

Nu skal man ikke tro, at de store mængder snaps var alene beregnet til forbrug for datidens ganske få danskere i kolonierne. Nej, der var mening med galskaben. Snapsen var nemlig også brugt som overarbejdsbetaling og opmuntring for Handelens grønlandske folk.

Efter en 16 timers arbejdsdag i skibstiden samledes de grønlandske ansatte i Handelens tjeneste hos kolonibestyreren og fik deres velfortjente "overarbejdsvederlag", et stort vinglas snaps. Efter omgang mellem beskidte næver blev glasset ganske ulækkert. Til sidst var der kun een ren plet tilbage på det, og det var det sted, hvor læberne blev sat til.

Snapsen flød ligeledes i rigelige mængder under kolonibestyrerens årlige gæstebud for sine grønlandske ansatte.

Fra glæde til vold
Frem til slutningen af den anden verdenskrig kunne man ikke få spiritus, vin og øl i Handelens monopolbutikker. Men i gamle dage blev der i kolonierne ved højtider brygget øl, som Handelens grønlandske ansatte kunne købe, og senere fik hver husherre lov til at købe en månedlig ration af malt på 1,5 kilo til hjemmebryg.

Desuden kunne Handelens grønlandske folk fra Danmark rekvirere en årlig ration på 4 flasker snaps og nogle flasker vin. Fangerne måtte ikke rekvirere snaps, men måtte nøjes med en årlig ration på 4 flasker vin.

Efter krigen blev der åbnet adgang for salg af spiritus, vin og øl i Handelens butikker på rationeringsbasis. Denne ordning gjaldt frem til 1954.

Et kært barn har som bekendt mange navne, og spiritus i Grønland er ingen undtagelse. I Nordgrønland hed snapsen "silaqanngitsoq" (uden forstand) og i Sydgrønland "silaarunnartoq" (forstandsberøver). Den hed også "kaajallak" (svingom) eller "qaamasoq" (det klare vand). I dag hedder alle alkoholiske drikke "imigassaq" (drikkelse).

Frigivelsen af spiritus skabte store omvæltninger. Pludselig fik man næsten uoverskuelige problemer på halsen. Før i tiden var spiritussen i glædens og munterhedens tjeneste. Dengang drak man for morskabs skyld, og under drikkegildet sang man muntre viser og fortalte sjove historier.

Men efter frigivelsen kom spiritussen i ondskabens og voldens tjeneste. Og som bekendt spredte den mange ulykker i sit kølvand.

Spiritusproblemet skaffede det gamle landsråd et uopslideligt debatemne. Spiritussen var på dagsordenen på så godt som alle årlige landsrådssamlinger. Med mellemrum indførtes kortvarige rationeringer, hvor der kom ro i samfundet.

Men hvergang rationeringen ophørte, røg forbruget op på verdensrekordhøjder med de velkendte uheldsvangre følger.

Misbrugets højborg
Spiritusmisbrug har skaffet Grønland et dårligt ry ude i det store udland. Landet er nu kendt som spiritusmisbrugets højborg. I Danmark tror man i dag, at alle grønlændere er drikkefældige.

Siden spiritusfrigivelsen for snart 50 år siden har der været mange virkningsløse oplysningskampagner. Og med hensyn til større effekt har der været røster fremme om en oplysningskampagne med modsat fortegn.

Det skulle blandt andet hedde:

Vil du forskrække dine børn og i deres påsyn banke deres mor - den kvinde, du elsker - så drik mere end du har godt af!

Vil du miste dine børns agtelse, ja ligefrem have, at de skal foragte dig, så skynd dig og få noget rigeligt at drikke og opføre dig som en tosse!

Vil du flygte fra livet, så drik dig mod til!

Vil du dræbe din mor, så drik dig fra sans og samling!

Men en sådan skrækkampagne ville uden tvivl være fuldstændig virkningsløs. Spiritusmisbruget ville gå sin vante gang, og det er tvivlsomt, om man i Grønland lærer at omgås spiritus med måde i de kommende 50 år.