Indsigt: Selvhjælpsgrupper og fjernhealing

Selvhjælpsgrupper og fjernhealing

Hun fortalte mig, at hun blev fjernhealet over telefonen af en healer, hun havde set i fjernsynet. Seancen havde kostet hende 300 kroner, og nu var hun i gang med at spare sammen til en seance til ...Er det det, man ønsker fra politisk side, når man siger, at borgerne selv må løse deres problemer?

Fredag d. 3. maj 2002
Fatuma Ali
Emnekreds: Kultur og samfund, Politik, Sociale spørgsmål, Sundhedsvæsenet.

Asii Chemnitz Narup, landstingsmedlem for IA, har fremført et forslag om økonomisk støtte til selvhjælpsgrupper. Forslaget blev forkastet, da alle i landstinget, undtagen IA, stemte imod.

Landstingsmedlem Anthon Frederiksen er i radioen blevet citeret for at sige, at han stemte imod, fordi han mener, at folk selv må tage ansvar for deres problemer.

Jeg har lige været på psykiatrisk arbejde i Ilulissat, hvor Anthon Frederiksen er borgmester. Byens borgere var hårdt ramte af de fire selvmord, der allerede har fundet sted i år, specielt at to børn på 14 og 12 år tog deres eget liv.

Sygehuset tog initiativ til et borgermøde, hvor selvmordet blev sat i fokus. Der kom 160 bekymrede borgere. Jeg blev bedt om at holde et oplæg om selvmordsproblematikken generelt, derefter fik vi en lang og intens debat.

Borgerne var deres ansvar bevidste og optagede af, hvad man hver især kan gøre for at stoppe selvmordene. Forældrene er bange for, om der igen var en kædereaktion i gang iblandt børn og de unge. For nogle år siden så man jo i Ilulissat en omfattende kædereaktion, da syv unge tog deres liv lige efter hinanden. Så forældrenes aktuelle bekymring er ikke ubegrundet.

Der var et ønske fra borgerne om at nedsætte to selvhjælpsgrupper: En for de efterladte efter et selvmord og en for de bekymrede forældre.

Lige på stedet meldte fire veluddannede kvinder sig til, ulønnet, at være med til at starte og lede grupperne. Men de har ingen terapeutisk erfaring og viden. Derfor var det meget påkrævet med supervision.Vi henvendte os til Paarisa, der reagerede positivt.

Jeg fortæller om disse ting, fordi jeg står uforstående over afvisningen af hjælp til støttegrupper. Overalt i landet råber folk om hjælp til at arbejde sig ud af problemerne med tab,traume og krænkelser.

Mange bærer rundt på en smerte, de ikke magter at klare alene. Vi ved, at selvhjælpsgrupper, hvor man møder mennesker, der er i samme situation som en selv, kan være en god støtte til at komme videre. I en gruppe kan man få ens selvværdsfølelse styrket, man erfarer, at man ikke er den eneste, der har det sådan. Den solidaritetsfølelse, der er i gruppen giver mod til at ændre sin uhensigtsmæssige adfærd. Igennem arbejdet i gruppen bliver der frigjort kræfter, der kommer både familierne og samfundet til gode.

Derfor er det vigtigt, at vi har en lovgivning, der sikrer selvhjælpsgrupperne hjælp til supervision, til anskaffelse af mødelokaler, til annoncering m.m.

Jeg er klar over, at man som modstander af forslaget vil sige, at vi ikke har brug for lovgivning: når man i Ilulissat kunne komme i gang så kan de vel gøre det samme andre steder?

Det er muligt at man kan det, men vi ser jo, at det ikke sker. En lovgivning vil garantere de samme vilkår for alle, det er ikke tilfældigheder, der bliver det afgørende.

Det er et rigtigt dårligt signal, man har sendt fra landstingssalen ved at afvise et fornuftigt og menneskevenligt forslag.

Hvad tænker mon de gæve kvinder i Ilulissat om deres borgmesters udsagn?

Forleden dag talte jeg med en 13 årig pige, der blev henvist til mig, fordi hun er ved at udvikle alvorlige psykiske forstyrrelser.

Hun fortalte mig, at hun blev fjernhealet over telefonen af en healer, hun havde set i fjernsynet. Seancen havde kostet hende 300 kroner, og nu var hun i gang med at spare sammen til en seance til.

Er det det, man ønsker fra politisk side, når man siger, at borgerne selv må løse deres problemer?