Indsigt: Tankeløse udmeldinger

Tankeløse udmeldinger

I disse år, hvor vi taler meget om øget selvstyre eller helt løsrivelse fra Danmark, er det endog meget tankevækkende at se og høre vores politikere udtrykke sig gang på gang på denne forunderlige måde

Tirsdag d. 14. maj 2002
Poul Petersen
Emnekreds: Kultur og samfund, Rigsfællesskab og selvstyre.

Kære borgere i Grønland.

Igen har vores landspolitikere vist deres manglende indsigt i vort lands styre, senest illustreret ved Hans Enoksens udmelding om Royal Greenland.

I disse år, hvor vi taler meget om øget selvstyre eller helt løsrivelse fra Danmark, er det endog meget tankevækkende at se og høre vores politikere udtrykke sig gang på gang på denne forunderlige måde.

Jeg er i grunden træt af deres tankeløse udmeldinger. Burde der ikke være en hensigt med deres udmelding? Er der tanker bag deres ord eller er der tale om, at de som levebrødspolitikere skal høres.

Bevares - vi har jo selv stemt på disse politikere, så vi har vel et medansvar.

Når vi taler om problemer i Grønland, herunder indenfor erhverv, er det som regel fiskeri - mandsdomineret verden.

Der er ingen der kommer med forslag til erhverv indenfor kvindeverden og dets muligheder inden for erhverv, eller hvad med børn og unge?

Vores børn mangler i den grad uddannelse. Hvor ofte har vi ikke oplevet, at de ikke har haft noget at lave i skolen. Hvorfor stiller vi ikke flere forslag til forbedringer for vores børn og unge.

De sociale problemer er enorme i Grønland, hvorfor disse bør og skal prioriteres i langt højere grad, herunder ofte som følge af alkoholmisbrug.

Alkohol er ikke problemet. Det er personer, der misbruger alkohol, der har problemer.

Alkohol bør, kan og skal nydes. Når der tales om alkoholmisbrug, så omtales alkohol ofte med negativ klang, nærmest som om det var tabu - det er i mine øjne forkert.

Problemer er som bekendt til for at blive løst - ikke for at blive gentaget.

Hvis Grønland skal blive selvstændigt, kræves et folk der holder sammen. Et folk, der ønsker at løse problemer. Vi skal ikke acceptere at midler misbruges uden konsekvens, da vi ganske enkelt ikke har råd til den slags mere.

Skal vi vise omverden og Danmark, at vi kan klare os, må Grønland først vise, først og fremmest ved vores politikere, at vi har styr på økonomien, og at vi kan løse vores problemer.