Indsigt: De nederste i samfundet

De nederste i samfundet

Politikerne er ved at opbygge et samfund med den stærkes ret. De svage må affinde sig med deres skæbne. Der er ingen hjælp at hente

Fredag d. 14. juni 2002
Sermitsiaq
Emnekreds: Kultur og samfund, Politik, Rigsfællesskab og selvstyre, Sociale spørgsmål.

Døgninstitutionerne skal spare, selv om de i årevis har overskredet deres budgetter. Ikke fordi de har misbrugt deres penge, men fordi de har forsøgt at gennemføre den behandling, som de har forpligtet sig til.

Pladspriserne på døgninstitutionerne i Grønland er væsentlig lavere end tilsvarende priser i Danmark. Så hvis politikerne foretrækker, at køre deres egne institutioner i sænk og lade Danmark løse opgaven, bliver det endnu dyrere end i dag.

Med kravet om besparelser i stedet for at opfylde kravene fra forstanderne på kysten om at øge bevillingerne siger landsstyret i virkeligheden god for selvmordene og at børn og unge må misbruges sexuelt.

Det er forstanderne og deres personale, som står med de ulykkelige børn og unge. Det er frontkæmperne, som prøver at redde de ulykkelige eksistenser, som samfundet har skabt. Men politikerne som sidder godt tilbagelænet i deres kontorer i den røde chefbunker, vil ikke lytte til nødråbene fra deres egne medarbejdere.

Politikerne vil ikke afsætte de nødvendige midler for at beskytte børnene og hjælpe dem igennem de fatale oplevelser, de har haft, og som er årsag til, at de vælger at slutte livet.

Tidligere opgørelser viser, at 150 børn står på venteliste for at komme på døgninstitution. Kommunerne overtræder loven ved ikke at sikre disse ulykkelige børn en opvækst i trygge omgivelser.

I stedet for at udbygge antallet af institutionspladser stiller politikerne krav om besparelser. I virkeligheden skyder man en regning foran sig. Koldt og kynisk tillader man selvmord vel vidende at landet mangler arbejdskraft, og at hver eneste, der begår selvmord skal erstattes af en tilkaldt. Samtidig betyder manglende behandling af omsorgssvigtede børn sandsynligvis senere kriminelle, der vil belaste kriminalforsorgen.

Et andet problem er, at vi ikke får brudt den onde cirkel. Omsorgssvigt avler omsorgssvigt. Det betyder på længere sigt endnu flere omsorgssvigtede børn, som skal have hjælp. Der bliver endnu flere børn som skal have hjælp, og vi sender problemerne med en endnu større regning videre til vores efterkommere

Børnene er det vigtigste område. En investering i børn giver et sikkert afkast. De bør have førsteprioritet på ethvert politisk partis prioriteringsliste.

Politikerne er ved at opbygge et samfund med den stærkes ret. De svage må affinde sig med deres skæbne. Der er ingen hjælp at hente.

Det er ikke et godt samfund, vi giver videre til vores efterkommere. Det er et samfund præget af egoisme og magtkampe mellem politikere, der mere tænker på deres egen position i samfundet end på at udføre den opgave, de lovede, da de blev valgt.

Børnene kan ikke vente til i morgen. Der er her nu, og det er nu, de skal have hjælp. Derfor er politikerne forpligtet til at afsætte de nødvendige midler og løse den opgave, de er valgt til at løse.