Grønland står foran hård slankekur

Kommissionen mener den sociale sektor har mistet overblikket og flere kommuner med fordel kan lægges sammen. Desuden vil man se alvorligt på antallet af bygder ... "Vi kommer ikke uden om ændringer af bosætningsmønstret. Det koster simpelthen det hvide ud af øjnene at sikre vilkårene for de folk, der bor dybt isoleret - og på et spinkelt erhvervsgrundlag ..."

Torsdag d. 8. august 2002
Jacob Kaare Sørensen
Emnekreds: Bygder, Erhverv, Infrastruktur, Kultur og samfund, Politik, Rigsfællesskab og selvstyre, Sociale spørgsmål.

Grønland gør klar til uafhængighed af bloktilskuddet og en kraftig reduktion af den offentlige administration. En smertefuld, men absolut nødvendig proces, skriver Selvstyrekommissionen i ny betænkning.

Det kan blive en hård tid for Grønland
Den offentlige administration skal reduceres kraftigt, mindre kommuner skal sammenlægges, bygder kan risikere lukning og det store land skal gøre sig mindre afhængig af milliardtilskuddet fra Danmark.

"Det er en grundlæggende strukturel omstyrtning, der skal til - nærmest en hel kulturrevolution. Vi kan ikke blive ved med at skubbe problemerne foran os. Det er radikale ændringer, og det kan ikke være anderledes," siger Jakob Janussen, formand for den omstridte Selvstyrekommission i Grønland.

Kommissionen offentliggør i dag en 100 siders principbetænkning om fremtiden for Grønland og her især de økonomiske og erhvervsmæssige problemer. I kommissionen sidder fremtrædende medlemmer fra de fire grønlandske partier, der alle støtter betænkningen.

Hurtige reformer
Situationen er kritisk. Fem ud af ti job er offentlige, og beskæftigelsen inden for fangst og fiskeri falder.

Der er brug for en kraftig modernisering.

"Det er mere tilfredsstillende for ethvert samfund, at have kontrol over sin egen eksistens end blot at modtage støtte udefra. Meget taler for hurtige reformer, selvom det kan blive en smertefuld proces. Omvendt har vi at gøre med mennesker, og det kan tage lang tid at ændre kulturen," siger Jakob Janussen, der spår, at det kan tage flere generationer, inden Grønland igen er på fode.

For mange bygder
Kommissionen mener den sociale sektor har mistet overblikket og flere kommuner med fordel kan lægges sammen. Desuden vil man se alvorligt på antallet af bygder.

"Vi kommer ikke uden om ændringer af bosætningsmønstret. Det koster simpelthen det hvide ud af øjnene at sikre vilkårene for de folk, der bor dybt isoleret - og på et spinkelt erhvervsgrundlag. Det kan ikke hænge sammen," siger Jakob Janussen.

Betænkningen skal diskuteres, når det grønlandske Landsting mødes til efteråret.