Hjemmestyret forpligter sig ...

Det er en grov tilsidesættelse »af hensynet til barnets tarv« at inddrage de familier, forældre som ikke formår at leve op til deres ansvar. At inddrage dem i den »hensigtsmæssige behandling«, som barnet har behov for, er som at lade ulven vogte får

Fredag d. 27. september 2002
Roland Thomsen
Emnekreds: Børns vilkår, Etik, Kultur og samfund, Politik, Sociale spørgsmål.

 

Sermitsiaq:

Hjemmestyret har underskrevet børnekonventionen

Børnekonventionen er en international aftale, der er bindende for de lande, der ratificerer den. Med ratifikationen forpligter Hjemmestyret sig til at leve op til de krav der stilles i konventionen - som et minimum.

Ved ratifikation af en konvention skal Hjemmestyret indrette sin lovgivning, så den ikke er i modstrid med konventionsteksten.

Det er Hjemmestyret der ifølge konventionen skal sikre, at børn i Grønland får opfyldt grundlæggende rettigheder, som f.eks.: mad, sundhed, et sted at bo, at barnet udvikles ved skolegang, fritid, leg og information, at børn bliver beskyttet for f.eks. mod krig, vold, misbrug og udnyttelse og at børn i Grønland også har indflydelse, deltagelse og ytringsfrihed.

Og for øvrigt med ytringsfrihed, også ytringsmulighed.

   
Hjemmestyret skal sikre, at børn i Grønland bliver beskyttet mod mishandling og sørge for at forebygge mod alle former for mishandling. Og at børn der har lidt under misrøgt, mishandling eller udnyttelse, får den mest hensigtsmæssige behandling, så de kan integreres i samfundet igen.

Lovgivningen i Grønland skal sikre barnets ret til at bo sammen med sine forældre, dog medmindre at dette skønnes uforeneligt med barnets tarv. Og såfremt barnet fjernes fra hjemmet, at barnet har ret til at opretholde kontakt til begge forældre.

Det er de folkevalgte, både landspolitikere og kommunalpolitikere, der skal stå som garant for, at konventionens tekster for enhver pris bliver fulgt. Og det er ikke kun først når skaden er sket, men sandelig også ved forebyggelse. Det er en politisk og en moralsk forpligtigelse.

Hvis de folkevalgte politikere er troværdige og har viljen til at leve op til denne moralske forpligtigelse, så kan de, på lige fod med de organisationer og institutioner der arbejder med børns forhold, med Børnekonventionen i hånden lægge politisk pres på den siddende regering og dens ministrer.

Også 1001 nat
"De næste 1001 dage", som er en handlingsplan for forebyggelse af omsorgssvigt, er et prisværdigt initiativ, som umiddelbart kan forvente fuld opbagning fra alle i samfundet. Vi må "omsorgssvigt" til livs. Der må handles nu.

Men der er noget af teksten, i formuleringen af den fem siders handlingsplan, der falder mig for brystet. Noget som ikke helt falder i hak med Børnekonventionens budskab. Faktisk en grov overtrædelse heraf.

Det virker umoralsk, at der henvises til kostpriser for den indsats der sker i dag.

Om det koster 600.000 eller 800.000 pr. barn om året, at et barn anbringes på institution, bliver sat i døgnpleje, eller hvad der nødvendigvis skal ske, når et barn skal fjernes fra en familie der ikke kan fungere, er ligegyldigt i denne sammenhæng.

Det koster, hvad det koster og man må formode, at hver enkelt institution, som beskæftiger sig med børn, forvalter deres økonomiske midler efter bedste evne.

Det er, efter min opfattelse, umoralsk at bruge udgiftens størrelse som undskyldning for, at nu må der gøres noget for børns vilkår i Grønland.

Ved bygning af en idrætshal, til f.eks. 90 millioner, kan man med god samvittighed diskutere hvor pengene skal komme fra. Kan vi spare noget, kan vi vente med dette eller dette, kan vi søge den eller den fond o.s.v. Og da der i nogle tilfælde kan ligge et stort prestigetab ved ikke at gennemføre et planlagt projekt, så skaffes de nødvendige midler, ingen taber ansigt, det kører som smurt og det er da bare skønt.

Men børn, som vokser op i ulykkelige familieforhold, børn, der får en utilstrækkelig beskyttet opvækst, børn, der mishandles, børn, der af ydre påvirkninger i de helt unge pubertetsår forbryder sig mod gældende lov, står svagt som politisk pressionsgruppe, så der behøver ikke blive de store problemer, hvis landets politikere ikke lever op til det, de har skrevet under på.

Men ingen stat, eller denne stats til en hver tid valgte politikere, kan forsvare ligegyldighed over for disse børns vilkår. Uanset hvad det koster.

Det er Hjemmestyret (læs: politikerne), der skal sørge for at hjælpe børnefamilierne og børnene og forældrene, hver for sig, hvis disse skulle blive adskilt. Uanset de økonomiske konsekvenser.

Nedskæring på grund af vækst
Et andet punkt i Handlingsplanen for De næste 1001 dage virker helt som utopi. Man vil nedbringe antallet af børn og unge, der på grund af omsorgssvigt anbringes uden for hjemmet, med 10 procent om året. Samtidig med, at det formodes at antallet af børn, der har behov for at blive anbragt på institution, er i vækst.. Og et andet sted i teksten, citat:

"...nedskære antallet af nuværende institutionspladser med 10 pladser om året ".

Ok, det er udtrykt som et mål, men for mig er det vigtigere at stile mod, at børnefamilierne i hele Grønland sikres social tryghed, at barnet sikres, ikke kun sin ret, men sikres mulighed for at bo sammen med familien, i familien. Det er for mig et mål .....

Indtil dette mål er nået, skal børn der udsættes for mishandling, misrøgt og misbrug i henhold til artikel 9, 19 og 39 i Børnekonventionen "have den mest hensigtsmæssige behandling", og det kan, med fagfolks bedømmelse være, at barnet midlertidigt anbringes på en børneinstitution.

Det er næppe alene onkel og tante eller naboen, der har den fornødne indsigt i, hvad der tjener barnet bedst.

Hvem har magten, hvem har pligten ?
Det er ikke realistisk, at politikerne i afmagt vil inddrage de nødstedte familier og disses netværk, som det er beskrevet i handlingsplanen som:

"Det er befolkningen ... ..... der reelt er i stand til at ændre på tingenes tilstand". Og et andet sted: "Lokalbefolkningen udgør de sande eksperter og er de eneste, der er i stand til at ændre på den virkelighed der i dag betyder at alt for mange børn og unge udsættes for omsorgssvigt"

Måske skal teksten ikke opfattes så direkte som jeg gør.

Men det ser sort ud, hvis lokalbefolkningen står som de eneste ansvarlige for at ændre på "den virkelighed der er i dag".

Det er en grov tilsidesættelse af "hensynet til barnets tarv" at inddrage de familier, forældre som ikke formår at leve op til deres ansvar. At inddrage dem i den "hensigtsmæssige behandling", som barnet har behov for, er som at lade ulven vogte får.

Er barnet udsat for vold, mishandling, misrøgt m.v. skal barnet i henhold til Børnekonventionen have hjælp, og det kan kun ske af 3. mand m/k, der har uddannelse og erfaring i hvilken form for hjælp / behandling netop det barn har behov for.

Alt andet kan virke som en hån mod de mange dygtige, faglærte eksperter, pædagoger, psykologer m.v. som til daglig arbejder med børn, som har erfaring i arbejde med børn og familier i det hele taget.

Men derudover er projektet "1001 dag" dog et yderst prisværdigt initiativ.

Og gennemføres det i tæt samarbejde med de fagfolk og eksperter, der er ansat i organisationer, institutioner, enkelt personer m.v. rundt i landet, i meget tæt samarbejde, så er der mulighed for, at der vil ske positive resultater. Og gerne før 1001 nat er gået.