Indsigt: Grønland på vej i glemmebogen

Grønland på vej i glemmebogen

På Thule Air Base kan det blæse meget stærkt og vinden fører finkornet sand med sig. På få timer kan det slibe biler og overlevelseshytter helt ind til det blanke metal.
Sådan ser Rigsfællesskabet efterhånden også ud for et stigende antal mennesker i Danmark. Der er kun skelettet tilbage: love, regler og bindende aftaler

Mandag d. 26. september 2016
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Kultur og samfund, Nyhedsbreve, Politik, Rigsfællesskab og selvstyre.

Indholdsfortegnelse:
Pinligt velkendte i Danmark
Ansvaret ligger i Landstinget, i Siumuts hovedbestyrelse og hos 3.759 vælgere
Nu er der kun skelettet tilbage: Love, regler og bindende aftaler
Grønlands vej ind i glemmebogen
Antallet af journalister med Grønland som fagområde tælles på én hånd
En e-mail fra folkedybet
Bedrevidende danskere
Dybt ind og langt ned i den kollektive danske glemmebog
Er der en vej ud af glemmebogen?
Det største problem ligger i den grønlandske kultur
Et almindeligt syn i bybilledet i Nuuk
En festlig afslutning på en familiekomsammen?
Hvor kan vi feste i fred for de gamle?
Flugten til Danmark


Sproget har mange ord med betydninger, som man ikke tænker nærmere over. Umiddelbart beskriver de blot en ting eller et fænomen, og det er så det.

Ordet 'musvåge er navnet på en fugl, men det er også en beskrivelse af det fuglen gør: Fuglen våger hen over landskabet på jagt efter mus. Det kom jeg først til at tænke over mange år efter at have lært, at det var navnet på en fugleart.

Ordet 'dørslag' er navnet på et køkkenredskab: En si. Hvad har en si med en dør at gøre? - Ingenting, det er en fordanskning af det tyske ord 'durchschlagen', der betyder at slå noget igennem, for eksempel vand i fintskårne salatblade, der slynges ud gennem hullerne i en si.

Og så er der ordet 'glemmebogen', det bruges i talemåden at 'gå i glemmebogen'.

Jeg har lejlighedsvis funderet over, hvad udtrykket mere præcist dækker over, så nu har jeg slået det op i Den danske Ordbog, der beskriver talemåden med dette eksempel:
Vikingerne var allerede 500 år før Columbus i det nordlige Amerika, men det "vidste" de ikke, og deres viden om landet gik i glemmebogen.
Jeg har gennem de sidste år set det samme ske med Grønland i den danske offentlighed og hos en stærkt voksende gruppe indbyggere i Danmark.
I Danmark er Grønland på vej i glemmebogen.

Det første tegn på fænomenet kunne iagttages i tiden op til vedtagelsen af loven om Grønlands selvtyre.
Det, der især stødte folk i Danmark, var udmeldinger fra Grønland om, at råstofferne var Grønlands egne, og så snart milliardrerne begyndte at vælte ind, ville man forlade Rigsfællesskabet.

Her er Aleqa Hammonds syn på sagen i New York Times, 27. juli 2008:
In November, Greenlanders will vote on a referendum that would leverage global warming into a path to independence. The island’s 56,000 predominantly Inuit residents have enjoyed limited home rule since 1978. The proposed plan for self-rule, drafted in partnership with Copenhagen, is expected to pass overwhelmingly. It would grant the first $16 million of oil and mineral income to the local government, with further revenues split equally until Denmark’s share reaches roughly the $680 million a year Greenlanders currently receive from the Danes. Then there would be no further obstacles to sovereignty. “When we reach the point where we no longer need the subsidy, we’ll be able to say we’re economically independent,” Hammond says. “There will be nothing that ties us anymore.”
Det var ikke udsigten til ikke at få del i 'fantasilliarderne', der stødte folk i Danmark. Det var den åbenlyse egoisme og beskeden om, at man kun var i Rigsfællesskabet for pengenes skyld.

Jeg møder stadigt her otte år senere folk, der fremhæver det som skammeligt. De samme folk mener, at Grønland med den holdning ikke hører hjemme i Rigsfællesskabet.

Det var dog ikke første gang, man i Danmark måtte høre på den form for nationalegoisme.

Lars-Emil Johansen havde nogle år tidligere fra Folketingets talerstol fortalt den danske befolkning, at Grønland årligt blev snydt for 13 milliarder kroner, som Danmark i hemmelighed tjente på amerikanernes tilstedeværelse på Thule Air Base, og at Danmark uden Grønland, kun var en ubetydelig udvækst på Nordtyskland.

Lars-Emil Johansen har naturligvis ikke ulejliget sig med at give nogen form for dokumentation for de årlige 13 milliarder kroner. Og hans ringeagtende betragtninger om Danmarks størrelse og betydning afslører - ud over hans flabede væremåde – kun hans politisk stærkt begrænsede horisont og interessesfære.

USA er ikke på Thule Air Base på grund af Grønlands befolkning, men på grund af Grønlands placering som en del af den vestlige verden i forhold til først og fremmest den daværende østblok og det nuværende stærkt aggressive Rusland.

Kongeriget Danmark er medlem af Nato, og det største Nato-medlem, USA, har påtaget sig militært at sikre den nordligste flanke mod det, der nu er Rusland.

Hvis ikke den ”ubetydelige udvækst på Nordtyskland” statsretligt omfattede Grønland, så ville Grønland for længst være indlemmet i USA på samme måde som de tidligere Dansk-vestindiske øer: Økonomisk set overladt til sig selv i et indre selvstyre, med en enkelt folkevalgt repræsentant indvalgt i senatet i USA, med taleret men ikke med stemmeret.

Der er en jakobsstige op til de økonomiske vilkår og demokratiske rettigheder, som Grønland har i Kongeriget Danmark, også kendt som Rigsfællesskabet.

Det burde Lars-Emil Johansen, som grønlænder og uddannet skolelærer, være fuldt orienteret om.

Pinligt velkendte i Danmark
I Danmark er Lars-Emil Johansens politiske karriere velkendt, og desværre ikke altid for det gode: Hans tid som politiker har været skæmmet af skandaler og anklager om nepotisme.

Aleqa Hammond er i nyere tid mest kendt som 'Fru Brun Sovs' og hendes bemærkning om det årlige bloktilskud som 'de skide 3,6 milliarder kroner'. Men ellers er der nok at tage af, for eksempel i Balladen om Aleqa Hammond.

Aleqa Hammond og Lars-Emil Johansen er nok de to politikere, der har skadet forholdet til Danmark mest. Det er afgjort i et tæt opløb bestående af både tidligere og nuværende politikere, fagforeningsfolk samt mange kronikører og læserbrevsskribenter.

Det handler desværre ikke kun om Lars-Emil Johansen og Aleqa Hammond. Det handler i høj grad også om dem, der har ansvaret for, at Lars-Emil Johansen er formand for Landstinget og, at Aleqa Hammond er medlem af Folketinget.

Ansvaret ligger i Landstinget, i Siumuts hovedbestyrelse og hos 3.759 vælgere
Ansvaret for, at Lars-Emil Johansen er formand for Landstinget, ligger hos de medlemmer af Landstinget, der har stemt på ham.

Ansvaret for, at Aleqa Hammond blev stillet op som kandidat til Folketinget ligger i Siumuts hovedbestyrelse, og ansvaret for, at hun blev valgt ind, ligger hos de 3.759 vælgere, der stemte på hende.

Det betyder, at det i udstrakt grad er befolkningens eget ansvar, at de to personer sidder som henholdsvis landstingsformand og medlem af Folketinget.

De er mellem de mest synlige repræsentanter for Grønland – uden for Grønland.

Det har nu stået på i mange år, og det har slidt på forståelsen og sympatien for Grønland.

Nu er der kun skelettet tilbage: Love, regler og bindende aftaler
På Thule Air Base kan det blæse meget stærkt og vinden fører finkornet sand med sig. På få timer kan det slibe biler og overlevelseshytter helt ind til det blanke metal.

Sådan ser Rigsfællesskabet efterhånden også ud for et stigende antal mennesker i Danmark. Der er kun skelettet tilbage: Love, regler og bindende aftaler.

Grønlands vej ind i glemmebogen
Det er svært at sætte mål på Grønlands vej ind i glemmebogen. Det mest valide mål er antallet af artikler, kronikker og læserbreve i den danske presse.

Det kan også måles på antallet af medarbejdere i pressen, der har Grønland som arbejdsområde.

Da Kamikposten blev lanceret i 2008 var der mange links at finde på Google til oplysninger om Grønland. I de første par år drejede det sig især om indførelse af selvstyre, men også mange andre samfundsanliggender blev der skrevet om.

Da selvstyret blev en realitet med Kuupik Kleist som formand for landstyret, begyndte interessen at falde. I løbet af de knap fire år med Kuupik Kleist ved roret faldt antallet af relevante skriverier om Grønland med en tredjedel.

Da Aleqa Hammond kom til, kom der mere fart på hundeslæden, og det, der i Danmark blev skrevet, sagt og vist om Grønland, blev meget kritisk. Det betød at faldet i Danmark i interessen for Grønland accelererede. Det er nu nået helt derned, hvor der kan der gå dage imellem omtaler af grønlandske anliggender.

Ser man på emnevalget, så domineres det af problemer skabt af 'udsatte grønlændere', Aleqa Hammond, der har misbrugt sit folketingskreditkort, fordi hun fået ”hacket” sit private kreditkort og 'katastrofer' forårsaget af den globale opvarmning.


(Per Danker)
Helt at aktuelt har et fuldt forudsigeligt afbræk af en 75 kvadratkilometer stor isflage i en fjord i Nordøstgrønland resulteret i massevis af link på nettet til diverse avis- og tv-hjemmesider.
Det drejer sig om en isflage, der dannes i en fjord, hvor mundingen ud mod det åbne hav er smallere end det indre af fjorden. Det skaber en 'ketchup-effekt', hvor flagen først ryger ud gennem fjordmundingen, når presset inde fra den kælvende bræ har vokset sig stort nok.
Spørgsmålet er ikke, om det vil ske, spørgsmålet er, hvornår det vil ske, at isflagen kan trykkes ud gennem mundingen. Det har intet med global opvarmning at gøre. Det er et eksempel på videnskabeligt bedrag, der bliver gjort til en sensation, når pressen mangler faglig indsigt.

Antallet af journalister med Grønland som fagområde tælles på én hånd
Og her er vi ved den afsluttende fase af Grønlands vej ind i glemmebogen.

For snart år tilbage havde de større mediehuse en redaktion eller i det mindste en eller flere medarbejdere med Grønland som fagområde.

I dag kan antallet af journalister med Grønland som fagområde tælles på én hånd: Emil Rottbøll på Information, Adam Hannestad på Politiken og Bent Højgaard Sørensen på Berlingske.
Dertil kommer et par personer mere, der ved at skrive politisk korrekte artikler i forhold til Grønlands politiske overklasse, har gjort stofområdet til en levevej.

Interessen hos læsere, lyttere og seere er faldet. Det har fået konsekvenser i de danske mediehuse. Der skrives, tales og vises mindre og mindre om Grønland, og det gøres af folk med en stærkt aftagende faglig indsigt.

Jyllandsposten, der i mange år havde en redaktion med indgående viden om Grønland, har reduceret sin indsats til Ritzau-telegrammer og tilfældige journalister i redaktionen, der får stukket en opgave vedrørende Grønland ud, fordi de ellers bare sad med øjnene rettet mod vinduet og talte fugle på taget på den anden side af gaden.

En e-mail fra folkedybet
Kamikposten modtager af og til e-mails om tingenes triste udvikling. Her er den nyeste e-mail:
Efterhånden så fjerner Grønland/grønlænderne sig så meget fra Danmark, at jeg har meget svært ved at forstå, at de ikke bryder fuldstændig. Ja, jeg ved det er penge, så måske er det ved at være tiden, at man bør lave en folkeafstemning om Grønland skal helt ud af Rigsfællesskabet.
Jeg er sikker på at utroligt mange danskere mener, at Grønland ikke skal være en del af riget. Ja, jeg tror som at blev der en afstemning, så fik de deres frihed til at gøre og forvalte landet som de vil. Man må jo sige,at hvem gider at blive ved med at sende så mange penge op til nogle, der heller vil se ens hæl end tå.
Denne e-mail ligner til forveksling et stigende antal tilkendegivelser i læsebreve i de senere år i danske aviser og på de sociale medier.

Bedrevidende danskere
Søren Espersen holdt på Dansk Folkepartis årsmøde en tale om de mange alvorlige problemer i Grønland og den åbenlyse mangel på interesse i at løse dem.

Han efterlyste et nyt parti i Grønland, der tog Rigsfællesskabet alvorligt. Det fik han hårde hug for i den grønlandske presse. Han skulle bare passe sig selv og ikke føre sig frem i Grønland som bedrevidende dansker.

Det var Søren Espersens tale og reaktionen i Grønland, der fik mig til at tænke på de mange i Danmark, der ud fra egen erfaring og god indsigt tidligere har skrevet tankevækkende indlæg om Grønland. De er blevet færre og færre.

Måske er Søren Espersen sidste mand på skansen?

Dybt ind og langt ned i den kollektive danske glemmebog
Grønland er kravlet dybt ind og langt ned i den kollektive danske glemmebog.

Betyder det noget? - Nej, ikke for Danmark.
I Danmark er interessen for Grønland sandblæst helt ind til det blanke metal. Tilbage står kun selvstyreloven, nogle enkelte regler og faste aftaler.
Sympatien og omsorgen er borte med blæsten.

Betyder det noget for Grønland? - Det må befolkningen i Grønland gøre op med sig selv.

Er der en vej ud af glemmebogen?
At dømme efter indlæg i debatterne i Grønland vil der være mange som synes, at det er helt fint for Grønland at forsvinde helt ind i og dybt ned i den danske glemmebog.
Er du en af dem, så behøver du ikke at læse videre.

Men for hvem det måtte bekymre, så følger her nogle anvisninger på, hvordan man muligvis kan vende udviklingen og trække Grønland baglæns ud af glemslen.

Det bør starte med, at man i Grønland fjerner typer som Lars-Emil Johansen, Aleqa Hammond og Jørgen Wæver Johansen fra deres politiske poster. De skal erstattes af folk, der i deres politiske fremfærd opfattes som troværdige og forstandige.

Desværre har Landstinget netop genvalgt Lars-Emil Johansen som formand for Landstinget et år mere.

Og selv om Siumut har smidt Aleqa Hammond ud af partiet oven på hendes kreditkortsag med Folketinget, så er hun stadig medlem af Folketinget, og i det omfang hun møder op og ytrer sig i forskellige sammenhænge, vil hun fortsat være til skade for Grønlands omdømme.
Hun sidder der foreløbig indtil næste folketingsvalg. Men problemet for Grønland er, at hun kan stille op som enkeltkandidat og lykkes med at blive valgt ind igen.
Set i lyset af hendes 3.759 personlige stemmer ved forrige valg, kan katastrofen sagtens blive forlænget med en ny valgperiode på op til 4 år.

I Landstinget skal der tages nogle påtrængende og jordnære beslutninger, Først og fremmest i folkeskolen og i den måde finansloven disponeres på.

Det nytter ikke, at man år efter år vedtager en finanslov, der stritter i alle andre retninger end de vejledninger, der ligger i den årlige rapport fra Grønlands eget Økonomiske Råd.

Det største problem ligger i den grønlandske kultur
Det største problem ligger dog i den grønlandske kultur. Her ser det for alvor sort ud.

Jeg arbejdede i begyndelsen af 1980-erne som leder af Erhvervsuddannelsens Informationsafdeling. I slutningen af 1982 blev afdelingen slået sammen med Grønlands Oplysningsforbund, med Philip Lauritsen som den nye chef.

Det var ikke min kop te, så jeg sagde mit job op.

(an)
Jeg gik over fra at være udsendt til at være hjemmehørende og startede så småt i det private. I første omgang som teknisk tegner på Landsmuseet, men snart derefter som medejer og redaktør på Nuuk Ugeavis.

Et af mine sidste bidrag under Philip Lauritsen var færdiggørelsen af et ungdomsblad om spiritusmisbrug. Det var med bidrag fra børn om, hvordan de oplevede misbruget i deres hverdag.

Når jeg genser de tegninger i dag, kan jeg se, at der i de femogtyve år, der er nu gået, ikke er sket nævneværdige fremskridt.

På forsiden satte jeg noget, som med lidt god vilje godt kan ligne Jonathan Motzfeldt.

Der blev bragt tegninger inde i bladet med afsæt i de beskrivelser børn havde skrevet og sendt til redaktionen.

Med det blad fra 1982 som målestok, vil der gå flere generationer, før tingene bedres mærkbart.

Et almindeligt syn i bybilledet i Nuuk

(an)
En festlig afslutning på en familiekomsammen?

(an)
Hvor kan vi feste i fred for de gamle?

(an)
Flugten til Danmark

(an)