Råstofudvinding og debatten om Grønlands løsrivelse

Der vil kunne opstå en situation af samme type som i Quebec, hvor løsrivelsesdiskussionen totalt har domineret den politiske scene i en årrække, uden at man dog har taget det endelige skridt, fordi befolkningen er delt stort set lige over i spørgsmålet. Det har ført til endeløse forhandlinger med den canadiske regering om opfyldelse af en række krav om særbehandling af provinsen.

Tirsdag d. 28. oktober 1997
Finn Breinholt Larsen
Emnekreds: Erhverv, Kultur og samfund, Politik, Råstoffer, Økonomi.

Indholdsfortegnelse:
1. Tre politiske paradigmer for Grønlands forhold til Danmark
2. Integrationens sociologi
3. Kultursammenstødet
4. Råstofferne og diskussionen om løsrivelse
5. Fire politiske scenarier
6. Afsluttende bemærkninger
Litteratur


"Hvis vi skal debattere vort lands kommende selvstændighed på realistiske forudsætninger, så bør vi huske på, at selvstændighed udspringer fra et samlet folk og på baggrund af økonomisk uafhængighed." Lars Emil Johansen

"Det kræver en holdningsændring, for mange mener, vi bør blive i rigsfællesskabet af økonomiske grunde. Men hvis selvstændigheden kan ses i horisonten, så bliver vi mere kreative. Som det er nu, bliver handlingskraften stillet i bero, fordi man altid kan henvende sig til systemet." Inga-Dora Gudmundsdottir

"Vi tror på, at Grønland har selvstyre om senest tyve år. Det kræver en bedre økonomi, men det er ikke pengene, der skal afgøre det spørgsmål. Rigsfællesskabets tilskud gør os passive, vi må selv tage ansvar for det, vi laver, godt eller skidt - og vi har store ressourcer i Grønland." Jess G. Berthelsen

De mineralske råstoffer er et af de konfliktfyldte områder i Grønlands nyere historie. Der er god grund til at antage, at råstofområdet også fremover vil give anledning til politisk turbulens. Emnet for dette essay er derfor de virkninger, som fremtidige råstofaktivteter kan få på det indre politiske liv og på relationerne til Danmark.

Det er min antagelse, at så snart et eller flere råstofprojekter af et vist omfang nærmer sig realisering - f.eks. olieudvinding på Fyllas Banke ud for Nuuk - vil det virke som en saltvandsindsprøjtning på debatten om Grønlands løsrivelse fra Danmark. Det vil kunne udløse en dynamik, der på forholdsvis kort tid kan medføre vidtgående ændringer i det politiske mønster, vi kender i dagens Grønland.

For at begrunde denne antagelse vil jeg se nærmere på de kræfter, der er på spil i denne grundkonflikt i grønlandsk politik, og på hvordan fremtidige råstofaktiviteter kan medvirke til at tippe den nuværende politiske balance.

Udviklingen i Grønland og i det dansk-grønlandske forhold siden nyordningen i begyndelsen af 50'erne er kendt stof. Jeg anlægger imidlertid en ny sociologisk vinkel på denne udvikling. Hensigten er at vise, hvilken karakter den grønlandske tilknytning til det danske samfund har i dag. Herefter diskuterer jeg, hvorfor råstofaktiviteter i særlig grad formår at sætte politisk fokus på det dansk-grønlandsk forhold. På baggrund heraf opstiller jeg fire scenarier for de konsekvenser, en opblussen af løsrivelsesdebatten i forbindelse med fremtidige råstoffund kan få for Grønlands indre og ydre politiske situation.

1. Tre politiske paradigmer for Grønlands forhold til Danmark
Hvis vi starter på det idémæssige plan, kan man konstatere, at der i den offentlige debat i Grønland siden ophævelsen af landets kolonistatus har været tre indbyrdes konkurrerende opfattelser af, hvordan forholdet til Danmark bør være.

Den ene af disse opfattelser går ud på, at Grønland i størst muligt omfang bør integreres i det danske rige, og at den grønlandske befolkning formelt og reelt bør være ligestillede med borgere andre steder i riget. Det var den opfattelse, der var den dominerende i årene efter nyordningen. Vi kan kalde denne holdning for integrationsparadigmet. Tanken om, at Grønland skulle "løftes op" til at være en integreret og ligestillet del af det danske rige, var styrende såvel for den danske regerings politik i Grønland under G50 og G60 som for den lokale politiske debat i denne periode. Der blev formuleret ønsker og krav med henvisning til denne målsætning: mere danskundervisning i folkeskolen, ligeløn mellem danske og grønlandske funktionærer etc.

Den anden opfattelse, der for alvor dukkede op som et konkurrerende synspunkt i slutningen af 60'erne og begyndelsen af 70'erne, var ideen om et øget selvstyre til den grønlandske befolkning (1). Selvstyreparadigmet vandt tilslutning i befolkningen efterhånden som de negative sideeffekte af moderniseringen viste sig: rodløsheden i kølvandet på den hurtige sociale og kulturelle forandring, de mange danske tilflyttere, den politiske "fjernstyring" o.s.v. Grønland skulle ikke gøres til et amt i Danmark, men man skulle i stedet tage udgangspunkt i de særlige grønlandske forhold - kulturen, naturen, sproget - og opbygge et samfund, der var tilpasset disse forhold. For at kunne gøre det, måtte man have indre selvstyre.

Selvstyreparadigmet fik hurtigt stor tilslutning og blev den dominerende politiske strømning i Grønland fra midten af 70'erne. Resultatet var indførelse af hjemmestyret i 1979, og hermed var rammen skabt for den "grønlandisering", der har kendetegnet udviklingen i Grønland siden. Grønlandske løsninger på grønlandske problemer og så høj grad af selvhjulpethed som muligt på alle samfundsområder har været ledetråden i det politiske reformarbejde. Selv om det er Siumut, der er eksponent for selvstyreideen, har Atassut, der blev dannet som reaktion mod de fremstormende selvstyrefolk, Inut Ataqatigiit, der ønskede løsrivelse, samt de partier, der er kommet til senere, i praksis alle deltaget i arbejdet med at realisere selvstyreideen. Det skyldes dels, at selvstyretanken har haft stor folkelig gennemslagskraft og i høj grad har præget tankegangen i Grønland siden 1979, dels at Siumut har været det gennemgående parti i landsstyret i hele perioden. Grønland har ikke kunnet regeres uden om Siumut.

Det tredie standpunkt, at man bør arbejde for at løsrive Grønland fra Danmark, er en videreudvikling af selvstyreparadigmet. Den tankegang, der ligger bag løsrivelsesparadigmet, er, at kun ved at tage skridtet fuldt ud og oprette en selvstændig grønlandsk stat kan man gøre op med den koloniale arv og den danske indflydelse i landet. Målet er derfor ikke blot at udnytte de muligheder, der findes inden for rammerne af hjemmestyreordningen, men at sprænge rammerne. Denne tankegang har endnu ikke formået at udkonkurrere selvstyreparadigmet, men i modsætning til integrationsparadigmet, der ikke længer spiller nogen rolle i grønlandsk politik, er det en opfattelse, som tiden på forskellige måder har arbejdet for, og som derfor kan gøre selvstyreparadigmet rangen stridig som den dominerende politiske tankegang i Grønland.

Forklaringen herpå skal findes i de sociale processer, der dels er blevet sat i gang af den politiske udvikling, dels har påvirket denne udvikling.

2. Integrationens sociologi
Set i et sociologisk perspektiv kan man beskrive den udvikling, det grønlandske samfund har været igennem i forhold til Danmark siden nyordningen, som en delvis fejlslagen social integrationsproces. Målet var, at grønlænderne fra at have været en afsondret, kolonial befolkning skulle blive en del af det danske samfund på samme måde som jyder og sjællændere.

Social integration af en fremmed befolkningsgruppe i et samfund er en proces, der omfatter flere aspekter. Jeg vil her skelne mellem den integration, der sker ved hjælp af borgerlige rettigheder, funktionel integration og kulturel integration.

Integration ved hjælp af borgerlige rettigheder er den proces, hvor en person knyttes til et samfund gennem sin status som medborger. Medborgerstatus giver formelle rettigheder i forhold til arbejdsmarked, det sociale system, sundhedsvæsnet, uddannelsessystemet, det politiske liv o.s.v. Borgeren har krav på ydelser fra samfundet og har ligeledes visse pligter (Lorentzen, 1997).

Funktionel integration er den proces, hvor personer, grupper og organisationer inddrages i det væv af sociale og økonomiske relationer, som et moderne specialiseret samfund består af (Olsen, 1968). Tandlægen ordner tænder på landmanden, der producerer mælk til mejeriet, der laver ost til supermarkedskæden o.s.v. Gennem den funktionelle integration opbygges der komplekse afhængighedsforhold mellem samfundets aktører.

Kulturel integration er den proces, hvor mennesker tilegner sig en befolkningsgruppes normer, værdier og standarder på en række områder (f.eks. sprog, madvaner, humor, familietraditioner), identificerer sig med dens symboler og historie og udvikler en følelsesmæssig tilknytning til fællesskabet. Gennem kulturel integration udvikles en fælles forståelseshorisont og referenceramme.

Det er en vigtig pointe, at de forskellige integrationsprocesser ikke nødvendigvis er indbyrdes sammenkoblede. Funktionel og kulturel integration er tidligere blevet betragtet som noget, der næsten automatisk følger i kølvandet på det at være borger i et samfund. De sidste årtiers erfaringer med ikke-europæiske indvandrer i Europa viser imidlertid, at grupper af indvandrer godt kan leve i et land i mange år uden at blive integreret i arbejdsmarkedet eller landets kultur. En befolkningsgruppe kan også godt være funktionelt integreret i et samfund uden at være kulturelt integreret.

Set i et historisk perspektiv har man inden for den politiske sociologi anset udbredelsen af rettigheder til hele befolkningen - først juridiske, senere politiske og senest sociale og økonomiske - som et vigtigt skridt mod skabelsen af en fælles national identitet, fordi den opblødte skellene mellem samfundets klasser og lagde grunden til den moderne velfærdsstat, hvor alle borgere opfatter staten som "deres stat", som de retter deres krav og forventninger mod (Marshall, 1950).

Den globale udvikling på tærsklen til det 21. århundrede peger imidlertid i retning af, at flere og flere stater vil antage karakter af multietniske samfund med en udflydende national identitet. Loyaliteten og den følelsesmæssig binding retter sig først og fremmest mod ens egen etniske gruppe eller "nation". Det gør den multietniske stat grundlæggende ustabil.

3. Kultursammenstødet
Hvis man analyserer udviklingen i det dansk-grønlandske forhold ved hjælp af de her introducerede begreber, tegner der sig følgende billede:

1950-1970
Rettighedsintegration. Den grønlandske befolkning blev fuldgyldige danske borgere med den ny grundlov i 1953. Mange grønlændere har uden tvivl oplevet det som et stort fremskridt, at man nu fik de samme rettigheder som danskerne i landet (jvnf. Chemnitz, 1964). Nogle har måske følt sig lidt som Jeppe i baronens seng. Ligestillingsideologien fik dog et alvorligt knæk på lønområdet, hvor man i stedet for at ligestille de to befolkningsgrupper cementerede forskellene, da man i 1964 indførte fødestedskriteriet. Løndiskriminationen blev begrundet med, at lokalbefolkningens lønniveau skulle afstemmes efter produktivitetsniveauet, men at man måtte betale en højere løn til danskerne, hvis man skulle tiltrække den nødvendige arbejdskraft. Set med økonomernes briller var det en fornuftig begrundelse, men den økonomiske rationalitet kom her i modstrid med det erklærede mål om ligestilling, og det skabte især utilfredshed blandt den uddannede del af den grønlandske befolkning.

Funktionel integration. Den materielle og institutionelle modernisering af Grønland gik hurtigt efter nyordningen, og dette øgede den funktionelle intergration i forhold til det danske samfund ganske betydeligt. Der var imidlertid tale om en eensidig relation: det grønlandske samfund blev i et omfang, det aldrig havde været før, afhængig af dansk arbejdskraft, økonomiske tilskud fra den danske stat og teknisk-administrativ bistand fra danske insitutioner. Den måde, afhængigheden manifesterede sig på i dagligdagen, var gennem den hastige vækst i den danske befolkningsgruppe i Grønland (fra 1000 personer i 1950 til 9500 personer i 1975). Pykologisk set gav det en følelse af afmagt, at det var mennesker udefra, der varetog de fleste "moderne" funktioner i samfundet, og som man måtte søge hjælp hos. At planlægningen af udviklingen hovedsageligt foregik i København, gav ligedeles en følelse af at blive fjernstyret.

Kulturel integration. Moderniseringsprocessen betød endvidere, at den grønlandske befolkning i et helt andet omfang end tidligere blev eksponeret for dansk kultur. Der var en betydelig interesse blandt forældrene for, at børnene skulle lære dansk i skolen og gennem ophold i Danmark (Larsen, 1992). Dansk blev også det mest populære fag på aftenskolen. Fra politisk-administrativ side blev dansk betragtet som et redskab for den grønlanske befolkning til at tilegne sig den viden, der skulle til, for at klare sig i et moderne samfund. Moderniseringen skabte en grønlandske middelklasse, der blev præget af dansk tankegang og levevis. Efterhånden begyndte der imidlertid også at lyde kritiske røster. Kritikken kom i første omgang fra unge grønlændere i Danmark, der personligt havde oplevet de menneskelige omkostninger ved "det store danskkursus": usikkerheden om egen kulturel identitet, følelsen af at være splittet mellem dansk og grønlandsk.

Historisk set blev dette et vendepunkt. Mens udviklingen i de første år efter nyordning pegede i retning af en større og større integration af den grønlanske befolkning i det danske samfund på alle fronter, blev der gennem den begyndende kamp for at bevare den grønlanske identitet og kultur skudt en kile ind i integrationsprocessen. Mens integrationen fortsatte på det funktionelle og rettighedsmæssige plan gennem industrialisering og udbygning af velfærdsstaten, bredte der sig nu en skepsis i den grønlandske befolkning overfor den fremadskridende kulturelle integration af Grønland i Danmark. For kritikerne blev "grønlandsk" og "dansk" gjort til et modsætningspar, hvor den ene pol var positiv og den anden negativ ladet.

I første omgang var det en strid blandt den uddannede del af befolkningen, d.v.s. mellem den dansk-orienterede og den grønlandsk-orienterede del af eliten. Men det skulle snart vise sig, at modstillingen dansk-grønlansk havde et betydeligt mobiliseringspotentiale i den brede befolkning. Selv om det i udgangspunktet var den dansk-orienterede del af eliten, der sad på de indflydelsesrige poster, formåede den grønlandsk-orienterede del i høj grad at vinde gehør i de dele af befolkningen, hvor den traditionelle grønlandske livsform var mest intakt.

1971-1978
70'erne var det årti, hvor "kulturkampen" udviklede sig til en politisk kamp. I 1971 blev repræsentanterne for "den ny politik" valgt ind i landsråd og folketing. Oppositionen havde hermed fået adgang til de to vigtigste politiske talerstole i Grønland og Danmark. Med stor dygtighed formåede man at tage en række politiske spørgsmål op og bruge dem i den etniske mobilisering. Som eksempel på sager, der i denne periode blev gjort til et spørgsmål om "dansk contra grønlandsk" kan nævnes: Grønlands tilknytning til EF, sprogpolitikken, nedlæggelse af minebyen Qutdlissat, løndiskrimineringen mellem grønlandsk og dansk arbejdskraft, olieefterforskningen ud for Grønlands vestkyst, løn- og ansættelsesforhold for grønlandske arbejdere i bly-zink-minen i Maarmorilik, og planerne om en uranmine ved Kvanefjeld og bygdernes fremtid.

Der skete en politisk polarisering og organisering i perioden, der delte den grønlandske befolkning (og danskerne i landet) i to lejre: de dansk-orienterede atassuttere og de grønlandsk- orienterede siumuttere og ia’ere. Striden om dansk kulturs indflydelse i Grønland, udviklede det sig hurtigt til en diskussion om Grønlands fremtidige tilknytning til Danmark. I diskussionen om hjemmestyre befandt de grønlandsk-oreinterede sig så at sige i deres rette element, mens de dansk- orienterede mere passivt måtte se til fra sidelinien. Gå imod kunne de ikke, sådan som stemningen udviklede sig i befolkningen, men det var på den anden side ikke deres hjertebarn. Efter anmodning fra landsrådet nedsatte regeringen i 1975 en hjemmestyrekommission, og hermed var vejen i realiteten banet for det magtskifte i grønlandsk politik, der kom i 1979 ved det første landstingsvalg efter hjemmestyrets indførelse.

Den etno-politiske bevægelse, der førte frem til indførelse af hjemmestyre, kunne potentielt have ført til løsrivelse. Når det ikke skete, må det ses som et udtryk for at Grønland funktionelt set var blevet dybt afhængig af det danske samfund. I Danmark var der som led i moderniseringsprogrammet opbygget en stor grønlandsadministration med forgreninger til Grønland. Det var her, man besad den ekspertise, der skulle til, for at holde det moderne grønlandske samfund i gang. Midlerne til driften af samfundet kom ligeledes fra Danmark. For størstedelen af den grønlandske befolkning forekom tanken om løsrivelse formodentlig at være urealistisk, hvortil kom at en betydelig del af befolkningen sluttede op bag de politikere, der ønskede at bevare nære bånd til Danmark. Det var derfor selvstyreparadigmet og ikke løsrivelsesparadigmet, der udkonkurrerede integrationsparadigmet.

Hvis der skulle have udviklet sig til en slagkraftig løsrivelsesbevægelse i 70'erne, ville det have forudsat en betydeligt mere tilspidset dansk-grønlandsk konflikt, hvor man fra grønlansk side havde følt sig presset til at gribe til "fortvivlelsens selvhjælp". Men den danske regering var tværtimod imødekommende overfor de grønlandske ønsker. Man havde jo været igennem en lignende udvikling med Island, der fik hjemmestyre i 1918 (landet blev selvstændigt i 1936), og Færøerne, der fik hjemmestyre i 1948, og der var megen sympati blandt danske politikere for ønsket om større grønlandsk selvbestemmelse. Løsrivelsesfløjen inden for den politiske bevægelse fik derfor i første omgang kun ringe tilslutning.

1979-1997
Et er imidlertid fornuft, noget andet er følelser. Den konsekvente følge af den stærke nationalfølelse, der har udviklet sig i den grønlandske befolkning siden 70'erne, og som både afspejler sig i den politiske retorik og i populærmusikken, litteraturen og billedkunsten, ville da også være oprettelsen af en grønlandsk nationalstat. Man kan sige at hjemmestyreordningen tilfredsstillede nationalfølelsen så langt fornuften tillod det. Det var et kompromis mellem det mulige og det ønskelige.

En snes år med hjemmestyre har imidlertid påvirket integrationsprocessen på en måde, så muligheden for, at en løsrivelsebevægelse kan få folkellig tilslutning, må vurderes at være betydelig større i dag end i midten af 70'erne. Løsrivelsesparadigmet er dermed blevet en alvorlig konkurrent til selvstyreparadigmet.

Rettighedsintegration. Grønlænderne er stadig danske statsborgere, men i praksis har hjemmestyret overtaget statens rolle overfor borgerne. Det er hjemmestyret, der fastlægger arten og omfanget af de offentlige ydelser, og den politiske offentlighed, der knytter sig hertil, er landstinget, ikke folketinget. De grønlanske nyhedsmedier fokuserer da også naturligt på grønlandske politikere og myndigheder. Det understøtter forestillingen om at være knyttet sammen i et politisk og socialt fælleskab (det Benedict Anderson kalder "an imagined community") inden for det grønlandske område.

Når danske politikere og myndigheder omtales, er det ofte i forbindelse med sager, hvor man fra grønlandsk side har noget at kritisere (jvnf. f.eks. den lange række af Thule-sager). Her spiller de grønlandske politikere således fortsat på modsætningen "dansk-grønlandsk" og bidrager hermed til at markere forskellen snarere end samhørigheden mellem de to områder.

Funktionel integration. Inden for rammerne af hjemmestyret har man arbejdet målbevidst på at reducere den ensidige afhængighed af Danmark. Grønlands politisk-administrative centrum er forlængst flyttet fra København til Nuuk og den lokale forvaltning varetages af kommunerne. Den omfattende grønlandsekspertise, der en gang fandtes i den danske centraladministration, er væk. De grønlandske myndigheder trækker dog stadig på bistand fra en række institutioner i Danmark som f.eks. Danmarks Radio, Rigshospitalet og de højere læreanstalter, men der er i stigende udstrækning tale om ydelser, man køber sig til (det gælder bl.a. sundheds- og socialområdet).

Afhængigheden af uddannet dansk arbejdskraft er reduceret betydeligt og vil blive reduceret yderligere i de kommende år, selv om der stadig i en årrække vil være brug for tilkaldt arbejdskraft. Afmagtsfølelse er erstattet af en ny selvsikkerhed, ikke mindst hos de unge, højtuddannede grønlændere der er ved, eller allerede har indtaget ledende stillinger i samfundet.

På ét område har det imidletid ikke været muligt at reducere afhængigheden. Trods vedvarende bestræbelser på at udvikle det grønlandske erhvervsliv modtager Grønland stadig tilskud fra Danmark i størrelsesordenen 3 mia. om året.

Kulturel integration. Udviklingen af den grønlandske kultur er blevet styrket efter hjemmestyrets start gennem en målrettet sprogpolitik, indførelse af eget flag og nationaldag (nationalsang havde man i forvejen), støtte til kulturelle aktiviteter m.v. Den moderne grønlandske kultur er i dag lige så grønlandsk som den danske er dansk, d.v.s man har formået at integrere en række udefra kommende elementer, uden at kulturen har mistet sit præg af at være en distinkt national kultur.

Dette harmonerer iøvrigt med den stigende erkendelse blandt kultur- og samfundsforskere af, at nationale kulturer gennemgående er betydeligt mere sejlivede, end man tidligere har antage på trods af de almindelige tendenser til globalisering af medier, underholdningsindustri, handel, teknologi m.v. (Rex, 1996).

Der har udviklet sig en moderne grønlandsk etno-nationalisme. Hvor den klassiske nationalisme var kendetegnet ved at være ekspansiv, idet den stræbte efter udbredelse af den nationale kultur til befolkningsgrupper, der ikke allerede var en del af denne kultur (jævnfør f.eks. Eugene Weber "Hvordan bønder blev til franskmænd"), er etno-nationalismen defensiv (Delanty, 1996). Man stiler ikke efter kulturelt overherredømme, men efter at bevare sin kulturelle egenart.

Der er en stor gruppe "to-kulturelle" grønlændere, ikke mindst de mange, der har været på langvarige uddannelsesophold i Danmark, men "danskernes måde at leve på" er ikke forbundet med samme høje status som tidligere. Til gengæld er der igen kommet prestige i at gå i sælskindspels. I takt med at hjemmestyret har udbygget uddannelsessystemet i Grønland, kommer færre unge grønlændere på uddannelsesophold i Danmark. Fortroligheden med dansk sprog og levevis bliver dermed mindre og den kulturelle afstand mellem de to befolkninger vil derfor vokse.

Det bør dog tilføjes, at en ikke ringe andel af den grønlandske befolkning har en familiemæssig tilknytning til Danmark. De mange danske arbejdere i Grønland og de mange grønlandske uddannelsessøgende i Danmark har sat sig spor i form af etnisk blandede familier. For de fleste grønlændere er Danmark på trods af den geografiske afstand også "det nærmeste udland", og dansk er det fremmedsprog, man er bedst til.

Alligevel må man konkludere, at efter knap tyve år med hjemmestyre er de bånd, der holder de to lande sammen, blevet meget svagere. På det rettighedsmæssige og kulturelle plan er der sket en markant desintegration - grønlænderne er først og fremmest borgere i den grønlandske "hjemmestyrestat". Det danske statsborgerskab spiller ingen større rolle i dagligdagen og har kun ringe bevidsthedsmæssig betydning, og man oplever sig selv som grønlændere ikke som danskere. Det er baggrunden for den nye diskussion om løsrivelse, der startede i 1996 (2). Mange betragter tilsyneladende løsrivelse, som det næste naturlige skridt i denne udvikling.

Kun på det funktionelle plan er Grønland stadig tæt integreret i det danske samfund. Det er de økonomiske tilskud, der i dag binder Grønland stærkest til Danmark. Den nuværende hjemmestyrekonstruktion synes da også fra grønlandsk side mere at have karakter af et fornuftsægteskab end et forhold, der bygger på varme følelser. Fornuftsægteskaber holder indtil de ikke er fornuftige længere, eller indtil følelserne kommer til at dominere over fornuften. Det er her råstofferne kommer ind i billedet. Råstofferne appellerer nemlig både til fornuften og følelserne i grønlandsk politik.

4. Råstofferne og diskussionen om løsrivelse
Der er flere grunde til, at fremtidige råstoffund kan blive den konkrete anledning til, at løsrivelsesbevægelsen får så meget vind i sejlene, at den vil kunne få afgørende politisk indflydelse.

For det første er det en reel omend ringe mulighed for, at råstoffund kan gøre Grønland økonomisk uafhængig. Råstofudvinding indgår som et centralt element i landsstyrets erhvervsstragtegi. Udvikling af nye erhverv i Grønland handler ikke i første omgang om at gøre landet økonomisk uafhængigt, men om at få det grønlandske samfund ud af den økonomiske stagnation, det igennem en årrække har befundet sig i, samt at gøre økonomien mindre afhængig af det sårbare fiskerierhverv. Råstofudvinding vil kunne skabe grundlag for en fornyet velstandsfremgang.

Mineralefterforskning er imidlertid et lotterispil, hvor der en gang imellem optræder meget store gevinster. Det er sjældent, men det forekommer. Ud over den mere sandsyndlige mulighed, at råstofudvinding i løbet af nogle år igen vil yde et bidrag på nogle procent af bruttonationalproduktet, er der derfor også den betydeligt mere usandsynlige mulighed, at der bliver gjort så store råstoffund, at Grønland kan klare sig selv økonomisk (Paldam, 1994).

For det andet er der i den brede offentlighed urealistisk høje forventninger til de indtægter, som råstofudvinding kan give. Det gælder tilsyneladende også en del af de politiske beslutningstagere. Man kunne kalde det "råstofillusionen". Råstofillusionen fremmes både af ønsketænkning og manglende konkret viden om de økonomiske forhold i råstofindustrien. Men mineindustrien bidrager også selv til det urealistiske forventningsniveau, fordi man er tilbøjelig til at "oversælge" nye fund for på den måde at tiltrække risikovillig kapital og skabe sig en goodwill hos myndighederne (Platinova kan her nævnes som et typisk eksempel).

Der er en udbredt opfattelse i offentligheden af, at den grønlandske undergrund er propfyldt med værdifulde mineraler. Man overser i den sammenhæng, at mineralerne kun er værdifulde, hvis det kan betale sig at udvinde dem, og i de fleste tilfælde kan det ikke betale sig. Og der, hvor det kan betale sig, vil der sjældent være tale om et "råstofeventyr".

Af de fire miner, de har været i drift i Grønland i dette århundrede, gav kryolit-minen i Ivittuut en samlet indtægt til staten på 3.89 mia. kr. omregnet til 1985-kroner for perioden 1870-1985, kulbruddet i Qutdlissat blev i en årrække drevet med underskud, bly-zink-minen i Mestervig nåede lige at tjene udgifterne hjem, inden den lukkede, og bly-zink-minen i Maarmorilik gav et pænt, men ikke exceptionelt udbytte, hvoraf den samlede indtægt til det offentlige udgjorde 788 mill. kr. omregnet til 1985-kroner (Sinding, 1994).

Det kan også nævnes, at den danske stats indtægter fra olie- og gasaktiviteterne i Nordsøen i 1996 udgjorde ca. 3 mia. kr. svarende til det danske tilskud til Grønland. Dette på trods af, at der har været en betydelig aktivitet i den danske del af Nordsøen, siden olieudvindingen startede i 1972, og der i dag produceres fra en halv snes felter.

For det tredje rører råstofaktiviteter ved en række centrale konfliktpunkter i det dansk- grønlandske forhold. De mineralske råstoffer spillede en væsentlig rolle i den etniske radikaliseringsproces i 70'erne (Qutdlissat, Maarmorilik, Kvanefjeldet og olieefterforskningen ud for Vestgrønland). Råstofområdet blev det væsentligste stridsemne mellem den danske regering og den nye politiske bevægelses repræsentanter i hjemmestyrekommissionen.

Den danske regerings afvisning af kravet om ejendomsretten til undergrunden og det efterfølgende kompromis, hvor råstofferne blev gjort til et dansk-grønlandsk fællesanliggende, var endvidere den konkrete anledning til opsplitningen af bevægelsen i den mere pragmatiske selvstyrefløj og den kompromisløse løsrivelsesfløj. Begge fløje var dog enige om, at den grønlandske befolknings ejendomsret til undergrunden burde anerkendes, men man var uenige om, hvilken pris man ville betale for denne anerkendelse (den aktuelle pris var løsrivelse, jvnf. statsminister Anker Jørgensens "rafle-tale").

Der er ingen tvivl om, at de her omtalte konflikter har gjort, at råstofområdet har fået en særlig bevidsthedmæssig status hos mange grønlændere. Der er blevet føjet en symbolsk og følelsesmæssig dimension til de ellers så jordbundne aktiviteter. Det betyder, at råstofaktiviteter let kommer til at fremmane hele repertoiret af etnisk konfliktstof.

Hertil kommer de konkrete uenigheder omkring den nuværende råstofordning (ejendomsret, beslutningskompetence, administrativ myndighed og indtægtsfordeling), der uden tvivl vil blive bragt frem med fornyet styrke, hvis der bliver gjort lovende fund. Selv om den danske regerings holdning er mere imødekommende, end den var i 70'erne (jvnf. overdragelsen af råstofområdet til det færøske hjemmestyre), vil disse spørgsmål alligevel let kunne blive til "varme kartofler" i den offentlige debat (3).

Fordi råstoffund kan være med til at mindske Grønlands økonomiske afhængighed af Danmark, fordi offentligheden er tilbøjelig til at overvurdere de økonomiske potentialer i sådanne råstoffund og fordi der på det psykologiske plan er en tæt sammenkobling mellem råstofaktiviteter og etno- politiske spørgsmål, kan et eller flere lovende råstoffund være den bevigenhed, der giver løsrivelsesbevægelsen et politisk gennembrud. Det skrøbelige bånd mellem Danmark og Grønland kan i den situation blive spændt til det yderste - eller det kan briste helt.

Hvordan en sådan proces vil forløbe, kan man naturligvis kun gisne om. Jeg har her opstillet fire scenarier for en sådan udvikling. I alle fire scenarier antager jeg, at man fra den danske regerings side ikke vil modsætte sig et grønlandsk ønske om selvstændighed. Jeg antager endvidere, at løsrivelse for at blive en realitet skal godkendes ved en folkeafstemning i Grønland.

5. Fire politiske scenarier


Scenario nr. 1: Grønland løsriver sig på baggrund af råstoffund, der sikrer landets økonomiske fremtid.
Dette scenario bygger på den antagelse, at der gøres så store råstoffund i Grønland, at de offentlige indtægter fra aktiviteterne efter nogle år når et omfang, så de kan erstatte bloktilskudet og de øvrige udgifter, som den danske stat afholder i Grønland. Et flertal i landstinget træffer derefter beslutning om at løsrive Grønland fra Danmark og gøre landet til en selvstændig stat, og beslutningen bekræftes ved en folkeafstemning. Det dansk-grønlandsk fornuftsægteskab har udspillet sin rolle, og Grønland forlader rigsfællesskabet med beklagelse fra dansk side, men der vil stadig være meget goodwill at trække på i Danmark, lige som mange danskere vil synes, at det er et naturligt skridt.

Efter løsrivelsen vil de politiske modsætninger mellem selvstyre- og løsrivelsesfolkene glide i baggrunden, og man vil koncentrere sig om at konsolidere landets uafhænighed gennem den økonomiske politik og ved internationale aftaler. Oprettelsen af en slags commonwealth mellem Grønland og Danmark kan komme på tale.

Dette er det mest uproblematiske, men efter min opfattelse også det mest usandsynlige af de her præsenterede scenarier. Det forudsætter for det første, at der gøres ekstraordinært store fund, og for det andet, at der blandt politikerne og befolkningen er den fornødne tålmodighed til at vente, til de offentlige indtægter fra råstofaktiviteterne svarer til eller overstiger de økonomiske subsidier fra Danmark.

Scenario nr. 2: Grønland løsriver sig på baggrund af forventninger om store fremtidige råstofindtægter.
Dette scenario bygger på den antagelse, at løsrivelsesbevægelsen får så meget vind i sejlene på grund af de forhåbninger, som et eller flere lovende råstoffund skaber, at løsrivelsen bliver en realitet før det økonomiske grundlag for selvstændighed er sikret. "Råstof-illusionen" vil bidrage til en overoptimistisk vurdering af indtægtspotentialerne og øge den nationale selvtillid i en grad, så mere rationelle økonomiske overvejelser vil blive fejet til side i den offentlige debat. Løsrivelsesbevægelsen vil være præget af populistisk retorik med et forenklet, følelspræget budskab og skarpe udfald mod de mere moderate selvstyrefolk og med en radikaliseringen af modsætningen "dansk-grønlandsk".

Et selvstændigt Grønland på dette grundlag vil gå en usikker fremtid i møde, hvor økonomiske problemer kan være med til at skabe spændinger og konflikter i befolkningen. Diskussionen mellem selvstyre- og løsrivelsesfolk vil fortsætte i en årrække efter løsrivelsen. Der vil være uenighed om, hvilke lande og organisationer m.v. man skal samarbejde med, og hvor langt man skal gå for at sikre landets økonomi. Holdningen til Grønland fra dansk side vil være noget kølig, fordi løsrivelsesbevægelsens danskfjendtlige retorik har slået skår i den danske nationalfølelse.

Der er ligeledes en risiko for, at landet som følge af økonomiske vanskeligheder udvikler nye afhængighedsforhold til pengestærke koncerner, andre landes regeringer eller internationale organisationer.

Scenario nr. 3: Råstoffund fører til løsrivelsesparadigmets dominans i grønlandsk politik, men Grønland forbliver i rigsfællesskabet.
Dette scenario bygger på antagelsen om, at råstoffund sætter så meget gang i løsrivelsesdiskussionen, at den kommer til at dominere den interne politiske debat og de løbende drøftelser med den danske regering, uden at det endelige skridt til løsrivelse bliver taget. Måske taber løsrivelsesbevægelsen en folkeafstemning om spørgsmålet med en smal margin.

Der vil kunne opstå en situation af samme type som i Quebec, hvor løsrivelsesdiskussionen totalt har domineret den politiske scene i en årrække, uden at man dog har taget det endelige skridt, fordi befolkningen er delt stort set lige over i spørgsmålet. Det har ført til endeløse forhandlinger med den canadiske regering om opfyldelse af en række krav om særbehandling af provinsen.

På baggrund af en ophidset offentlig debat i Grønland vil der kunne udvikle sig et konfliktpræget forhandlingsspil med den danske regering, hvor landsstyret vil tage enhver sag op, der kan bruges til at afprøve og udvide grænserne for grønlandsk selvbestemmelse. Det vil gøre forholdet til den danske regering temmelig anstrengt.

Der vil ske en omgruppering af de politiske kræfter i landet omkring en løsrivelsesfløj og en selvstyrefløj, der indbyrdes vil konkurrere om at danne landsstyre. Selvstyrefløjen vil befinde sig i en defensiv position, fordi løsrivelsesparadigmet er blevet det dominerende i den offentlige debat. Det politiske klima i landet vil være præget af splittelse og en uforsonlig debatstil.

Scenario nr. 4: Råstoffund fører til, at løsrivelsesparadigmet får en fremtrædende, men ikke dominerende rolle i grønlandsk politik.
Scenariet bygger på den antagelse, at råstoffund fører til en kraftig opblussen af løsrivelsesdiskussionen, og at løsrivelsesbevægelsen bliver styrket, uden at den dog bliver stærk nok til at dominere den politiske debat. Der vil være både løsrivelsesfolk og selvstyrefolk inden for flere af partierne. Selv om løsrivelsesdiskussion i perioder vil blusse voldsomt op, vil der være mulighed for landsstyresamarbejde på tværs af de to fløje. Efterhånden bliver kravet om løsrivelse et langsigtet mål, mens dag-til-dag-politikken igen bliver præget af en mere pragmatisk stillingtagen.

Også ved dette scenario vil der udvikle sig et konfliktpræget forhandlingsspil med den danske regering.

6. Afsluttende bemærkninger
Man kan naturligvis opstille mange andre scenarier end dem, der er præsenteret her. Hvis man tror, at der er en vis - ikke nødvendigvis stor - sandsyndlighed for, at udviklingen vil forløbe som i et af de skitserede scenarier (især 1 og 2), vil det imidlertid være næreliggende at interessere sig for, hvordan mikrostater, der helt eller delvis baserer deres økonomi på mineralske råstoffer, klarer sig.

Der findes en snes selvstændige stater af denne type med en befolkning på under 100.000 (se f.eks. Howe, Kiste & Lal, 1994).


Litteratur
Anderson, Benedict (1983): Imagined Communities: Reflections on the Origins and Spread of Nationalism. London: Verso.

Chemnitz, Guldborg (1964): "Udviklingen som en grønlænder ser den." i G. Chemnitz og V. Goldschmidt (red.): Grønland i udvikling. København: Fremad.

Delanty, Gerard (1996): "Beyond the Nation-State: National Identity and Citizenship in a Multicultural Society - A Response to Rex." Sociological Research Online, vol. 1, no. 3.

Howe, K.R.; Kiste, Robert C. & Lal, Brij V. (1994): Tides of History: The Pacific Islands in the Twentieth Century. Honolulu: University of Hawaii Press.

Larsen, Finn Breinholt (1992): "For meget af en god ting - dansk i Grønland." Politica 24. årg. nr. 4.

Lorentzen, Håkon (1997): "Integrasjon og utstøtning i sivilsamfunnet." Dansk Sociologi 8. årg. nr. 1.

Marshall, T.H. (1950): Class, Citizenship and Social Development. Westport, Connecticut: Greenwood.

Paldam, Martin (1994): Grønlands økonomiske udvikling. Hvad skal der til for at lukke gabet? Århus: Århus Universitetsforlag.

Olsen, Marvin E. (1968): The Process of Social Organization. London, New York, Sydney, Toronto: Holt, Rinehart and Winston.

Rex, John (1996): "National Identity in the Democratic Multi-Cultural State" Sociological Research Online, vol. 1, no. 2.

Sinding, Knud (1994): Mineral Development and Mining Policy in Greenland. København: Institut for Nationaløkonomi, Handelshøjskolen i København.

Weber, Eugene (1976): Peasants into Frenchmen: The Modernization of Rural France, 1870 - 1914. Stanford, CA: Standford University Press.
(1) jeg bruger her og i det følgende udtrykket ‘selvstyre’ i betydningen ‘lokalt selvstyre inden for en større statsdannelse’. Nogle gange bliver udtrykket imidlertid brugt i betydningen ‘selvstændig stat’. Der er tydeligvis den betydning, Jess G. Berthelsen tillægger ordet i citatet i indledningen.

(2) det var Inuit Ataqatigiit der satte spørgsmålet om selvstændighed til debat op til landstingsvalget i 1995, hvilket sandsynligvis var medvirkende til, at Siumut ikke ville forny landsstyresamarbejdet med IA efter valget. IA tog ligeledes initiativ til en generel debat om Grønlands selvstændighed i landstinget det følgende år. Også her markerede Siumut sig som et hjemmestyre- ikke et løsrivelsesparti. Samme år blev foreningen Nammineq (?selv’) dannet i Nuuk med det formål at starte en systematisk diskussion af betingelserne for selvstændighed. Foreningen har senere fået en afdeling i Sisimiut. Foreningen tæller også Siumut-medlemmer. I det hele taget er det ikke længer blot IA’ere der lufter løsrivelsessynspunkter. I efteråret 1997 er selvstændighedsspørgsmålet sat på dagsordenen på SIK’s kongres. Landsformand Jess G. Berthelsen har bebudet et forslag til arbejdsprogram, der sigter på grønlandsk selvstændighed i 2012.

(3) efter at dette er skrevet, har landsstyret og den danske regering indgået en aftale om overførsel af råstofadminitrationen fra Energiministeriet til hjemmestyrets administration. Der er dog stadig meget konfliktstof i den dansk-grønlandske råstofordning.
Forrige afsnit:
Bilag C-2: Integrering af minedrift og anden ressourceudnyttelse
Indholdsoversigt Næste afsnit:
Bilag C-4: Om minedriftssamfund