Råstofudvinding - Om minedriftssamfund

Mangelen på godt og rent vand udvikler sig vist hele tiden. Det må vandets værdi også gøre. Der er forudsigelser om vandproblemer de næste 20-30 år, så måske er tiden snart inde til at finde ud af mulighederne. Ikke bare for is til whiskysjus, ikke bare destilleret vand, men også rent vand.

Tirsdag d. 28. oktober 1997
Robert Petersen
Emnekreds: Erhverv, Kultur og samfund, Politik, Råstoffer, Økonomi.

Indholdsfortegnelse: Om vandkraftsbisser På grænsen til naturalieøkonomi Minearbejdere som arbejdsmigranter Minearbejde som livsform Eventuelle virkninger på den grønlandske kultur, herunder sprog Om ressource, der vokser et sted, og bliver mangelvare andetsteds Sammenfatning Referencer: Om vandkraftsbisser I den nordlige del af Sverige var der i hvert fald for 20 år siden en slags samfund af tunnel- og dæmningsbisser, som arbejdede for vandkraftsvæsenet. De arbejdede ved de store søer, lavede tunneler til det næste søniveau, og dertil lavede de dæmninger, når søernes vand skulle hæves. De lavede sprængninger, og så vidt jeg husker satte de også kraftværker i stand, og når de var færdige et sted, samlede de grejerne sammen, og kørte i en karavane til den næste opgave. De var specialister, der lavede det samme det ene sted efter det andet. Det var en historie, jeg læste engang i 1970'rne i tidsskriftet ' Vi i Norden '. Årgangen og nummeret har jeg glemt. Det var et specielt samfund, ofte med egen familie, skoler, sundhedstjeneste af en slags, m.m. De arbejdede hele tiden for det samme firma, og de boede i store campingvogne. Det var en livsform for dem. På en måde er de vel irrelevante for Grønland. Det er meget lidt sandsynligt, at man i Grønland kan have et hold specialister, der laver en bestemt opgave et sted, og kan køre i en karavane, eller sejler med en båd til et andet sted, hvor de kan lave det samme, som de havde lavet i flere andre steder for det samme firma. På grænsen til naturalieøkonomi En idé, som i Canada er blevet rost en del, er at ansætte så mange lokale folk til mindre specialiserede servicefunktioner, at de som ansatte er sikret en eller et par ugentlige jagtdage. Den canadiske begrundelse var, at de fangere, de ansatte, kunne have svært ved at slippe fangertilværelsen helt, og skulle så i en eller et par dage om ugen have en chance for at tage på fangst, hvilket kunne få dem til at bevare jobbet (Goehring 1992). Det kunne man også se på andre former for lønnet job i arktisk Canada (Nielsen 1958:75). Sagt på en anden måde må man nok regne med, at folk i delvis naturaliebaseret økonomi ofte vil have en forsørgerstrategi, hvor jagten efter naturalierne helst indgår. Umiddelbart er det vanskeligt at se, hvor meget modellen egner sig til Grønland som helhed; men minearbejdere fra fangerdistrikter, og iøvrigt ivrige fritidsjægere, kan formentlig fastholdes ved en sådan ordning, men til gengæld er der vel en del grønlændere, der ikke vil være særligt optaget af fangst. En relevant model kan f. eks. være 2 ugers arbejde efterfulgt af to ugers fri. Ideen er jo prøvet før, men man kan nok selv finde frem til passende skift. Til gengæld kan man nemt forestille sig, at nogle vil søge job indenfor minedrift ikke for at blive minearbejdere for evig, men som middel til at skaffe sig nogle goder, som de kunne bruge uden for minesektoren. For dem vil minedrift nok være det samme som at samle penge, helst mange penge på forholdvis kort tid. Den form for migrerende folk kan man ikke se bort fra, når man begynder at fantasere om fremtidens minedrift i Grønland. Mange steder foretrækker en del mineselskaber minelejre frem for hele samfund, hvor familieliv, fritid, foreningsliv, lokalpolitik og andre former for deltagelse i samfundets liv nemt kan komme til at spille en rolle i medarbejdernes hverdag. Det, man kunne se på Maarmorilik, ved Shefferville i Labrador, Nanisivik på Baffin Island, og andre steder, var, at hele lejrens liv kredsede omkring selve minedriften, hvor medarbejderne kom, arbejdede hårdt, skulle følge selskabets ordensregler, for så at komme på ferie hos familie og venner, eller på et kendt ferieparadis. Men skulle minedrift og olieindustri blive en del af Grønlands økonomiske grundlag, må man se frem til, at minelejre opstår, og minelejre nedlægges, hvis deres eksistens er tæt knyttet til stedets minedrift. Måske kunne man også af den grund foretrække minelejre frem for regulære samfund, om ikke for andet så for at undgå en debat baseret på en ny uddrivelse fra Qullissats paradis. Qullissat var jo som by stærkt knyttet til selve kulminen, og det var et regulært lokalsamfund. De svenske tunnelbissers forhold var sådant set ret forskelligt, selv om de i endnu højere grad var specialister. Deres job var ikke så meget afhængig af, at den udnyttede mineral skulle slippe op i utide. De skulle ikke søge hos andre selskaber med nye specielle opgaver, der ville kræve en omskoling. De havde de også familien med, i hvert fald de grupper, artiklen i ' Vi i Norden ' handlede om. Det, at konkrete minesamfund ofte kun vil leve i forholdvis kort tid, vil uden tvivl medføre, at minearbejdere fra en nedlagt mine vil søge i en anden slags minedrift, hvor ens tidligere speciali sering måske ikke uden videre kunne bruges på det nye sted, mens andre former for opgaver vil være påkrævede. Men en stor del af arbejdet, f. eks. transport, reparationsarbejde og andet servicevirksomhed, lokal sundhedstjeneste, m.m. vil ofte kræve en forholdsvis beskeden omskoling, mens selve brydnings- og førstebehandlingsarbejdet formentlig vil kræve regulære kurser, alt efter hvilken slags mine, det drejer sig om. Hvor meget privat servicevirksomhed vil være på stedet, er naturligvis umulig at sige på forhånd, men service, forsyning, fritidsfaciliteter o.l. er nok noget, som omgivende samfund burde være forberedt på at kunne levere. Dette er der jo ikke noget nyt i, hvis man kan huske, hvordan de centralvestgrønlandske kommuner i midten af 1970'rne kappedes om at tilbyde en forsyningshavn til olieforundersøgelserne på Davisstrædet. Minearbejdere som arbejdsmigranter Det er muligt, at den første slags grønlandske minearbejdere - lokale arbejdere kendt fra Maarmorilik - er et overstået stadium. Men det kan tænkes, at grønlandsk deltagelse ved Pearyland eller ved en guldmine i Sydgrønland - hvis de da bliver til noget, - også vil blive søgt af arbejds søgende som et midlertidigt job for at skaffe en startkapital til noget andet. Det kunne minde lidt om de afrikanske guld- og diamantminearbejdere, eller italienske fabriksarbejdere fra landdistrik terne i Syditalien. De rejser til disse minelejre eller til steder med europæisk industri primært for at forbedre deres økonomiske situation hjemme. Nogle af dem er unge familiemedlemmer, der sender en del af deres fortjeneste hjem, eller også vender de selv tilbage med penge i banken (Høiris 1975). En del af lokale medarbejdere i Maarmorilik minder om disse migrantarbejdere. De skulle skaffe midler til investering i fangst eller fiskeri. Industrisamfundene i Norditalien, andre steder i Europa, m.v. har brug for sådanne migrantarbejdere, og migrantarbejdere har ofte brug for sådanne industrijobs, og disse indgår ofte i deres økonomiske strategi. De penge, der tjenes derved, investeres ofte i traditionelle værdier, også blandt de afrikanske migrantarbejdere. Penge til køb af jord, til brudepenge, til investering i kvæg o.l. er nok de mest karakteristiske. Men jord bliver der ikke mere af af den grund, og der kommer ikke flere giftefærdige piger ud af det. Den første virkning af sådanne investeringer er derfor ikke forøget produktion, men højere priser, og dermed endnu større behov for migrantarbejde. Man kan måske sige, at migrantarbejdere selv bagefter opnår en højere social position, for så vidt som dette kan opnås gennem pengeindkomster. I Nordalaska, hvor der kræves en erfaring fra grunden af for at kunne lede en hvalfangst, kan migrantarbejde i olieindustrien hjælpe en til at udruste en hvalbåd, men man kan ikke blive en umialik bare ved at have tjent penge nok til udrustning, selv om der minimalt krævedes US $ 10.000 til udstyr i 1979 (Donovan 1984:38). Man skal faktisk have prøvet det hele fra grunden, hvis man ønsker at blive anerkendt af mandskabet, blev det meddelt ved IWC's tekniske udvalgsmøde i 1979. I sig selv var de første Marmorilikarbejderes investering i fangst- og fiskerimidler fornuftigt nok, men den kan i værste fald forøge presset på dyreressourcerne. Det er ikke utænkeligt, at dyrebestanden i første omgang kan tåle dette pres, men man kan nok ikke blive ved med at forøge og effektivisere fangstredskaber, uden at man risikerer, at presset bliver for hårdt. Det ville være bedre at medvirke til forædling af produkterne. Når indkomster fra minearbejde blev investeret i fangst og fiskeri, så var det vel for det første, fordi man ville investere i noget, man kendte i forvejen. For det andet krævede det vel mindre opfindsomhed at skulle investere i noget allerede bestående end i noget nyt, og for det tredie behøvede man ikke at skulle på kursus e.l. først. Men resultatet ville alt andet lige blive en højere konkurrence. Ideer til nye investeringer er vist vanskelige at gribe ud af luften, hvis man ikke er fortrolig med investeringsideen. Det er godt nok nogle årtier siden, at al økonomisk virksomhed over husholdsniveau i Grønland skulle køres af det offentlige. Det var nærmest en naturlov. De første private investeringer i byerne i 1950'rne og 1960'rne var pølsebarer og kiosker, kørt af nogle danske familier. De første grønlandske investeringsinitiativer var naturligvis også i pølsebarer og kiosker. Der kunne man se, at det virkede. De virkede også overkommelige både i anskaffelse og drift, og som en ide. Kreativ tankegang om oprettelse af nye erhverv på landjorden blev formentlig stoppet af den foroven nævnte "naturlov". Så det er et spørgsmål, om det kunne være en ide at prøve at skabe mulighed for en mere kreativ holdning til nye investeringsmuligheder. Man kunne naturligvis også lade være med at gøre noget, med en ide om, at en sådan holdning nok vil komme af sig selv, når tiden er inde. Det kan betyde start nogle årtier senere. Det hedder sig, at der ret hurtigt kom højere priser på huse og byggegrunde og andre serviceydelser i Stavanger. En lignende historie fik jeg ved Iqaluit/Frobisher Bay, at man fra Syd canada begyndte at opkøbe byggegrunde på Iqaluit, da nyheden om at Iqaluit skulle være hovedstad i Nunavut, kom frem. På det tidspunkt var prisen på byggegrunde allerede ved at være for høj for den lokale befolkning. Sådanne eventuelle forstyrrelser af hjemmestyrets finanspolitik bør man nok også være forberedt på, når nye lokalsamfund med delvis udenlandsk ekspertise skulle igangsættes. Selv om man ikke kan købe en grund i Grønland, må man jo erkende, at der er forskel på attraktive og mindre attraktive grunde. Hvis samfundet skulle være interesseret i at skabe nye varige, mindre produktionsvirksomheder, og bl.a. også dertil vil bruge alle mulige økonomiske kilder, så kræver det ganske givet en håndfast indsats, rådgivning, kursusvirksomheder, måske ligefrem strukturelle lettelser for folk med nye ideer. I de senere årtier har Grønland satset en del på forædlingsproduktion, videre forarbejdsningsproces og søgen efter nye markeder, der egentlig har ændret en del på fangst- og fiskeriprodukternes værdi, mere eller mindre bort fra forbrugsværdi til handelsværdi, som normalt er højere end selve forbrugsværdien. På en måde lykkedes det dels at professionalisere produktionen af kvalitetsvarer samtidig med, at kvantiteten også blev forøget. Sådant noget kunne blive et investeringsområde. Hvis man ser på skindproduktion, så har Grønland om ikke andet så fået smukkere sælskindspelse ud af antisælfangstkampagnen. I forbindelse med bestræbelsen på at få turismen forøget i hele Grønland, også på mindre steder, så burde der også der være kvalitetsskindvarer, tasker, figurer, broderede skindsager, pelse, kamikker, m.m. gerne udformet af professionelle designere. En del offentlig kritik af det centraliserede skindberedning lyder i mine ører sådan, at bygderne er primært leverandører af råmateriale, som videreforarbejdes uden for bygdeområdet, så at den videre værdiforøgelse sker uden for bygderne. Skindene kommer ikke rigtigt tilbage til bygderne til eventuel videreudformning, f. eks, som nye salgsvarer i forbindelse med turismen. Dette nævnes som et eksempel på mulige investeringsemner, der skulle have en chance for at skabe nye salgsprodukter. Great Greenlands politik kritiseres hyppigt. Men måske nogen ville foretrække at satse på small-scale-mining, som i øjeblikket faktisk umiddelbart virker inaktuel, - bortset fra smykkestensarbejde. - Men man kan vel ikke udelukke, at der findes elve, hvor man kan vaske guld, og i så fald burde der vel være en eller anden form for beskyttelse for sådanne muligheder. Fedtsten, smykkesten o.l. påstås at være kendt hist og her af en del folk, men påstås også hemmeligholdt, fordi man er bange for, at folk ville plyndre fore komsterne. I nogle tilfælde brugte nogle jo også dynamit, som simpelthen ødelagde selve mineralets udnyttelsesværdi. - Det påstås tilmed, at det var folk, der ville være leverandører af rå smykkesten til nogle folk i udlandet. - Derfor virker det også, som om der er brug for en beskyttende lov omkring udnyttelse af mindre forekomster af mineraler, som formentlig ikke vil interessere de store selskaber. Jeg kan faktisk forestille mig, at udnyttelsen af f. eks. gode fedstensforekomster, kunne klares af et grønlandsk selskab, - endnu et muligt investeringsobjekt - der i første omgang kan forsyne de grønlandske kunstnere, fordi der her er et godt eksempel på råstof, der ville blive viderebearbejdet i selve Grønland. Det er jo kunsthåndværk, man først tænker på, men tidligere har herrnhuterne brugt fedtsten til gravsten, og i Canada har man da også brugt kvalitetsfedsten til stentryk. Perspektiverne peger i retning af mulige nye arbejdspladser. Minearbejde som livsform Men det er vel ikke alle, der vil bruge minearbejde til at spare op til investering i kendte og nye muligheder. Hvis en mine kan køre i lang tid, er det sikkert i sig selv ok, men en del miner vil ganske givet blive opgivet, enten fordi de bliver "tømt", eller fordi verdensmarkedspriserne bliver ugunstige. En del minearbejdere vil formentlig søge til en anden form for minedrift, enten ved selve brydningsarbejdet, den første forbehandling, eller servicevirksomhed i forbindelse med brydningen. Der vil nok derfor i tilknytning hertil være brug for omskolinger, måske ligefrem specialiseringer. Andre vil måske foretrække servicefunktioner knyttet til forsyning, transport, sundhedsservice, eller hvad det kunne være, og alt andet lige burde sådanne jobs ikke være så om skolingskrævende. Sådanne former for individuelle ønsker vil naturligvis være knyttet til minelejr som livsform, som vil passe for en del mennesker, eventuelt i en bestemt aldersgruppe. Det er et spørgsmål, om samfundet burde, - og i så fald hvordan, - få et symbiotisk forhold til tidligere minearbejdere. Eventuelle virkninger på den grønlandske kultur, herunder sprog På en måde kunne en mindre form for minedrift, med traditionelle mineraler, eller nye egnede til small-scale mining, nok kunne indgå i den grønlandske opfattelse af kombination af udnyttelse af landets forskellige ressourcer. De kunne sådant set tilpasses uden egentlig at ændre andre erhverv, dog kunne de nok ikke undgå at påvirke balancen mellem forskellige former for beskæftigelse. Egentlig tror jeg også, at den politiske ønske om varige erhverv på land kan gøre det lettere for folk at acceptere sådanne nye muligheder. En industrialiseret minedrift vil til gengæld medføre nye sider af samfundsdannelse med migrantarbejdere, hvor nogle arbejdere ville samle sig penge til investering, og andre ville tilpasse sig de nye muligheder. Hvordan forholdet vil være mellem de to grupper, er vanskelig at have en mening om. Økonomien omkring minedrift kan jo nok også bruges til nye kulturelle tiltag. Sprogligt set ville det naturligvis også påvirke samfundet. Først og fremmest må man forvente, at nye udtryk omkring minedrift og bearbejdelse af malm vil dukke op, enten som låneord eller som nydannelser. Låneordenes antal vil formentlig også afhænge af intensiteten af minedriftens indtog, og først og fremmest må man forvente, at der vil udvikles en ny sociolekt omkring minedriften og dens politiske relationer. En anden ting, som man også kan forvente, vil være, at interessen for at lære det ikke- grønlandske minedriftstekniske sprog vil vokse, og det vil nok sige, at interessen for at lære teknisk engelsk vil få nye impulser. Det fangersprog, som man normalt betragter som det grønlandske kultursprog, kan få et skub, så det begynder at ligne andre sociolekter. Ingen tvivl om, at sproget påvirkes, og balamcen mellem fagsprog bliver sikkert også påvirket. Om ressource, der vokser et sted, og bliver mangelvare andetsteds Denne del er faktisk uden for den ellers så rummelige snak om causerier. Ind imellem bliver der gjort opmærksom på, at rent vand mange steder vil være en mangelvare inden for ret få årtier, til drikkevand, til madlavning, til industri, måske endda til landbrug. Mange steder er der sivet giftstoffer i grundvandet fra landbrugets brug af forskellige insektgifte, ukrudtdræbere, andre kemikalier finder også vej, o.l. En af de personer, der tidligt gjorde opmærksom på forureningsfaren ved grundvandet, direktør G.O. Andrup, skrev i en kronik engang, at grundvandet i Danmark var ca. 50 år gammelt, og antyder dermed, at det kunne være langvarigt at rense det forurenede grundvand. Med den voksende miljøbevidsthed er der naturligvis en mulighed for at gøre en indsats, som man dog som menigmand mest oplever det i forbindelse med en del danske brønde, der blev lukket inden for de seneste år. De var lidt for forurenede. I det hele taget kommer der jo alarmerende meldinger fra forskellige dele af de europæiske industriområder. Ind imellem kunne man godt nok spørge sig selv, hvor dybt miljøbevidstheden vedrørende vand stikker. Meget vandkrævende rensningsmetoder i industrien, eller "vandland" på forlystel sessteder tyder ikke altid på et ønske om at spare på vandet. Men det er nok i første omgang husholdningsvand, man kan tænke på i forbindelse med isvand. Andet bør kunne klares med lokalt vand, hvis det ikke ligefrem er sundhedsfarligt. Grønlands indlandsis' økonomiske udnyttelse har der faktisk været tænkt på flere gange: is til drinks, 'kildevand', destilleret vand m.m., men ikke så vidt man kan se i den store skala. Man vil nok heller ikke kunne dække hele verdens vandproblemer, aller mindst landbrugets vandproblemer, men en del af drikkevandsbehovet burde være muligt at dække, og måske en del af industriens behov for kvalitetsvand. Men det er nok vigtigere at samle viden om indlandsisens massebalance, farten og rumfanget i producerende gletchere, isfjeldsproduktion og lignende tidligere undersøgelser, og måske bør man også planlægge nye behov for undersøgelser. Det er naturligvis indlandsisen, jeg tænker på som et råstof, der kan stige i værdi. Når jeg tænker på vand fra isen som et muligt eksportvare, så er der en vis forventning om, at der i verden vil komme en større bevidsthed om, at vand skulle værnes om, eventuelt renses og genbruges, for ellers kunne vandbehovet blive lammende stort. Inden for de sidste to år luftede jeg tanken for HC, som fortalte, han også havde tænkt på det, og havde sendt et brev til Hjemmestyret, med nogle ideer om vandkvalitetssorteret eksport. Jeg har lidt svært ved at tænke i de baner, bortset fra meget groft om leret smeltevand til havevanding e.l. Det vigtigste i de tanker, jeg havde, er nok den, at vi her har et råstof, der kan brydes et sted (eller mange steder), og alligevel fornyr sig, så meget, at det sender sit overskud væk som smeltevand og isfjelde. Forholdet mellem kvantitet og priser kan jeg ikke gøre ret meget ved, men mon ikke dens pris vil vokse med behovet til et rentabelt niveau, og i mellemtiden kunne man måske kigge på tekniske muligheder, brydningsmuligheder, -teknologi, den bedste form for transport, m.m. bør man nok have en ide om. I første omgang er det nok brug for løse ideer om at kunne bryde is, eventuelt i første omgang udnytte isfjelde, som jo i den forbindelse ellers let kunne blive til spild. Der kan dog være behov for at analysere, hvad isfjeldene kan betyde for havets næringsstoffer omkring Grønland, for det skulle naturligvis helst ikke give alt for store bagslag for miljøet. Når jeg taler om indlandsis og vand under eet, så er det naturligvis fordi jeg egentlig ikke ved, hvad jeg taler om. Kan isen brydes teknologisk lettere og mere vedvarende end f.eks. at opsamle smeltevand. Vil der være behov for rensningsanlæg, hvis vandet skulle pumpes op fra smeltevandselve, der jo meget ofte har været i kontakt med leret under indlandsisen. Den primære tanke er, at det er is, der brydes, og vand, der sælges. Det kan betyde noget for vandtankskibenes størrelse, med mindre man da ville tø den op ad teknisk vej. Noget af det skulle vel også kunne sælges som is, med mindre transportomkostningerne bliver for høje, men da den er anderledes end almindelig frosset postevand, burde isen faktisk også kunne sælge. Sermeq Vodka har jo i sin tid brugt smeltet is fra indlandsisen med det slogan, at det drejer sig om destilleret vand. Jeg ved ikke, om det var dette, eller selve vodkaen, folk købte. Men ideen er da god nok. Men jeg kender ikke noget som helst om markedet på destilleret vand, eller for vand i almindelighed. Det kunne da tænkes at forskellige vandværker ville foretrække selv at komme eventuelle kemikalier i den. Sammenfatning Indledningens snak om tunnelbisser kan måske være noget irrelevant i forhold til de kendte grønlandske mineralressourcer, men måske er det alligevel ikke så galt at lade tankerne gå videre end de mere traditionelle former for minedrift. Her er det, noget der måske ikke har minedrift at gøre, for det kan være vanskeligt at forestille sig, at den samme mineral er fordelt således, at man kan tage den ene forekomst efter den anden, således at en del af proceduren kunne flyttes nærmest uændret fra det ene sted til det andet. Men egentlig kunne den sidste løse tanke, isudvinding fra indlandsisen, måske til en vis grad køre personalemæssigt efter tunnelbisse-princippet. Spørgsmålet om brugen af migrantarbejderne og deres investeringer, tror jeg til gengæld meget nemt kan give en relevant ide. Det, der for mig at se kan blive flaskehalsen, er en konstruktiv ændring af ideerne om eventuelle investeringer inden for fangst, til investeringer på utraditionelle, varige landbaserede arbejdspladser, og som alligevel burde være bæredygtige fra starten. Her tænkes der både på reinvestering af den individuelle fortjeneste, gerne ved støtte til fordel for samarbejde mellem flere interessenter. Det er nok især der, at afkastet gerne skulle komme ret tidligt. Men den offentlige investering - eller investering udefra - kunne også bruges til at lette, om ikke andet, så kombination af forskellige ideer. Jeg rørte også lidt ved ideen om small-scale mining. Men jeg har ikke bekæftiget mig med dette spørgsmål i mere end 20 år, men umiddelbar vil jeg dog tro, at en kombination af smykkesten, fedtsten o.l. kunne sættes i system, med en vis garanti for, at nogle godkendte forekomster kunne beskyttes. Small-scale-mining's mulighed i Grønland er vel en mulighed for at knytte den til en videreforarbejdning i selve Grønland. I forbindelse med small-scale mineral eftersøgning kunne man måske opmuntre folk til at anskaffe, og bruge, en vaskepande. Umiddelbart vil jeg tro, at tanken om brydning fra indlandsisen, isfjelde, gletcherelve, eller hvad det kunne være, er den mest fremmede ide, men samtidig virkelig rummer nogle perspektiver, også vedr. udvikling af brydningsteknologi og transport-tekonologi. Men den kræver uden tvivl også et godt kendskab til selve isens og isfjeldenes betydning for det grønlandske miljø. Mangelen på godt og rent vand udvikler sig vist hele tiden. Det må vandets værdi også gøre. Der er forudsigelser om vandproblemer de næste 20-30 år, så måske er tiden snart inde til at finde ud af mulighederne. Ikke bare for is til whiskysjus, ikke bare destilleret vand, men også rent vand. Referencer: Donovan, G.P. (ed.), 1984: Aboriginal/Subsistence Whaling. International Whaling Commission. Special Issue 4. Camridge. Goehring, Brian, 1992: Economic Development: Movements to Employment in the Kitekmieot Region of the Northwest Territories. 8th Inuit Studies Conference, October 1992. Québec. Høiris, Ole, 1975: Migration og økonomisk udvikling af lokalsamfund, GMT, Kongerslev/Grenå. Nielsen, Peter, 1958: Baffin Island - Erhvervsforhold. I Anonym: Akiliniliarneq, Turen til Baffin Island. Det grønlandske Forlag. Nûk: 69-79. Forrige afsnit: Bilag C-3: Råstofudvinding og debatten om Grønlands løsrivelse Indholdsoversigt Næste afsnit: Bilag C-5: De samfundsøkonomiske virkninger af en forøget udnyttelse