Opdragelse til selvmord?

Er vi i disse år i gang med at skabe betingelserne for, at fremtidige generationer i det grønlandske samfund også skal hærges af massive sociale problemer, fordi vi taber en alt for stor gruppe til et liv, der åbenbart ikke er værd at leve? Det bør være det vigtigste spørgsmål og svaret blæser for tiden i vinden.

Torsdag d. 17. september 1998
Aqqaluk Petersen
Emnekreds: Kultur og samfund, Sociale spørgsmål.

Indholdsfortegnelse: Den forfejlede debat I Durkheims ånd Betingelser for et godt liv Den franske grundlægger af den moderne sociologi (læren om samfundet) Emile Durkheim skrev allerede i sit banebrydende værk "Selvmordet" fra 1897, at antallet af selvmord i et givent samfund blandt andet kunne betinges af sociale omvæltninger. Det var - og i forhold til nutidige grønlandske forhold er - en radikal anderledes tilgang til forståelsen af selvmord. Durkheim fokuserede på grupper og samfund i stedet for på individet. For Durkheim var det derfor vigtigt at se på hyppigheder af selvmord, at forsøge at finde fællestræk i de grupper, hvor selvmord var hyppigt. Den forfejlede debat I Grønland har vi en kedelig verdensrekord i selvmord, og i debatten de seneste par år har psykologiske og ikke sociologiske forklaringer desværre domineret. Da det hyppigst er mænd, der begår selvmordene har man blandt andet fokuseret på opdragelsen af grønlandske drenge, specielt at de skulle være overforkælede. Nu er jeg ikke sikker på, at grønlandske drenge er specielt forkælede, men hele tankegangen rammer ved siden af de egentlige problemer. Blandt andet fordi grønlandske kvinder også begår selvmord med en hyppighed, der er 10 gange større end deres fynske søstre. Det er med andre ord vigtigt at se på hyppigheder af selvmord i en gruppe sammenlignet med en anden, og allerede derved begynder vi at tænke i Durkheims ånd. I Durkheims ånd Hvad er fællestrækkene så ved den gruppe, der begår selvmord i det grønlandske samfund? Der er faktisk udført et ganske udmærket arbejde for at belyse disse forhold, nemlig Jørgen Thorslunds "Ungdomsselvmord og moderniseringsproblemer blandt inuit i Grønland" fra 1992. Selvom jeg ikke er enig i analysedelen af arbejdet, har Jørgen Thorslund formået at samle så mange oplysninger, at man nogenlunde sikkert kan drage visse konklusioner. Det drejer sig primært om mænd, uden uddannelse, uden fast arbejde, enlige uden børn, og hvor alkohol i langt de fleste tilfælde var involveret. Selvmord og i øvrigt også mord og vold har med andre ord en tung social slagside. Det er en gruppe, der aldrig har slået til i skolen, aldrig har haft en fast tilknytning til arbejdsmarkedet og har levet et liv præget af misbrugsproblemer. Det er selvfølgelig en samfundsopgave at forsøge at samle denne gruppe op. Det drejer sig om de helt grundlæggende forhold som at sørge for, at alle får en kvalitetsuddannelse, at alle vokser op med ordentlige boligforhold, og alle får muligheder for fast arbejde. Man kan fristes, jeg gør i hvert-fald, til at forsøge at finde fællestræk i den gruppe, der de seneste par år har haft travlt med at fokusere på opdragelsen af de grønlandske drenge og derved har bragt debatten på afveje. Men det tror jeg ikke, at jeg vil gøre, i hvert fald ikke offentligt. Betingelser for et godt liv Historisk har man i de europæiske lande, specielt de nordiske lande, løst de samme problemer, som nu hærger det grønlandske samfund, med skabelsen af velfærdssamfundet. Med fri adgang til kvalitetsuddannelser, ordentlige boligforhold og jobskabelse med arbejde til alle med en rimelig løn og i øvrigt også gode arbejdsforhold. Fagbevægelsen har i disse lande spillet en betydelig og konstruktiv rolle i opbygningen af samfundet og man kunne håbe på, at den grønlandske fagbevægelse kunne spille samme konstruktive rolle i løsningen af disse problemer, der jo ikke bliver løst, fordi vi bliver selvstændige. I den sammenhæng er boligmangelen og de massive problemer i folkeskolen særligt bekymrende. Er vi i disse år i gang med at skabe betingelserne for, at fremtidige generationer i det grønlandske samfund også skal hærges af massive sociale problemer, fordi vi taber en alt for stor gruppe til et liv, der åbenbart ikke er værd at leve? Det bør være det vigtigste spørgsmål og svaret blæser for tiden i vinden.