Psykologer er psykologer

Norge har gjort det - også i de tyndt befolkede egne af landet er psykologdækningen rimelig god, så det kan godt lade sig gøre. Sundhedsvæsenet i Grønland har også gjort det. Der er yderst sjældent vakante psykologstillinger på SANA, så måske kunne andre lære noget derfra?

Fredag d. 19. juli 2002
Conni Gregersen
Emnekreds: Løn og overenskomster, Politik, Sociale spørgsmål, Sundhedsvæsenet.

Indholdsfortegnelse:
Faglig identitet og faglig bevidsthed styrker
Uddannelse, uddannelse og atter uddannelse
Supervision og kontrol
Hvor bliver de psykologer af?


I middagsradioavisen torsdag 4. juli hørte jeg et indslag med psykolog Ernst Peilmann, som slog til lyd for, at man kan afhjælpe psykologmanglen i Grønland ved at give kurser til socialrådgivere, så de kan overtage dele af psykologarbejdet. Psykologerne skulle da - som jeg forstår det - være supervisorer og kontrollører af socialrådgivernes arbejde Jeg vil kommentere dette, da jeg finder tankegangen både betænkelig, kortsigtet og uetisk:

Betænkelig, fordi der er risiko for, at vi kommer til at devaluere psykologstanden.

Kortsigtet, fordi den ikke forholder sig til det psykolog-faglige problem, at det er vanskeligt at få psykologstillingerne besat.

Uetisk, fordi det er en disrespekt for fagligheden hos både socialrådgivere og psykologer, at kurser skulle kunne gøre førstnævnte gruppe til erstatning for sidstnævnte.

Faglig identitet og faglig bevidsthed styrker
Indenfor det sociale område stilles der i dag store faglige krav til alle faggrupper. Derfor er det vigtigt at kende sit fagområde godt. Et tværfagligt samarbejde, som kræves af os i dag, kan kun fungere, hvis hver faggruppe har en faglig identitet grundet i fagets egenart. Hvis socialrådgivere skal til at opfatte sig selv som mini-psykologer, hvad vil der så ske med deres faglige bevidsthed og identitet som socialrådgivere?

Efter min overbevisning skal socialrådgiverne have kurser for at blive bedre socialrådgivere, fagligt bevidste, stolte og vidende på socialrådgiverområdet - som jo for øvrigt rummer en del funktioner, som grænser op til og til tider overlapper psykologernes arbejdsområde.

Socialrådgivere kan selvfølgelig godt uddanne sig til psykologer, men de bliver ikke psykologer, af at komme på kurser. Socialrådgivere kan også uddanne sig til terapeuter, men det bliver de heller ikke psykologer af. De bliver terapeuter, og socialrådgivere kan blive ligeså gode terapeuter som psykologer kan -, men der ligger mange andre funktioner i psykologarbejdet end det terapeutiske.

Terapeutisk arbejde er ikke defineret som kun psykologers arbejdsområde, men uddannelse og træning er vigtig, ellers bliver kvaliteten for tilfældig.

Et andet område, som ikke nødvendigvis skal defineres alene som psykologarbejde, men som psykologer i dag bruger en del tid på, er krisehjælp. Og igen gælder det, at dem, der skal yde hjælpen, skal uddannes grundigt indenfor det felt, hvor de skal yde hjælp.

Ved at sige, at andre faggrupper kan erstatte psykologerne, er jeg bange for, man kan komme til at glemme de arbejdsområder, som ER psykologarbejde og som vanskeligt kan tænkes udført af ikke-psykologer.

Her tænker jeg på arbejdet med psykologiske undersøgelser og vurderinger af enkeltindivider og familier, afdækningen af problemkomplekser indenfor familien eller andre gruppesammenhænge.

Desuden tænker jeg på behandlingsplanlægningen, hvor den psykologiske tilgang som oftest er væsentlig.

I det hele taget tænker jeg på alle de områder af arbejdet, hvor en psykologisk undersøgelse eller analyse er påkrævet - det kan man ikke lære igennem nogle kurser eller efteruddannelser.

Uddannelse, uddannelse og atter uddannelse
Det kan ikke tydeligt nok understreges, at der ikke findes nogen genveje i de problemer, som det sociale område rummer. Vi kan blive nødt til at lave nødløsninger i akutte situationer, men de vil aldrig vise sig bæredygtige på sigt. Vi skal også efter- og videreuddanne alle medarbejdergrupper - ikke fordi de skal erstatte hinanden, men fordi uddannelse, uddannelse og uddannelse er den eneste vej frem, når så tunge opgaver skal løftes, som tilfældet er her i Grønland i dag.

Sidste år startede omkring 30 kommunalt ansatte socialrådgivere i Grønland et to-årigt efteruddannelsesforløb, som har til formål at styrke socialrådgiverne i arbejdet med svært belastede familier og deres børn.

Det er jo socialrådgivernes arbejde at hjælpe klienterne, det vil sige også samtale med dem på et dybere plan. Ofte viser det sig, som også Ernst Peilmann siger, at der ikke er den psykolog-bistand at få, som var ønskelig. Derfor må socialrådgiverne ofte påtage sig mere, end de måske er rustede til gennem deres grunduddannelse.

De laver samtaleforløb af terapeutisk karakter med klienterne, og det er fint, hvis de får den nødvendige uddannelse. Men de er stadigvæk socialrådgivere.

Supervision og kontrol
Supervision af socialrådgivere og sagsbehandlere er en naturlig arbejdsfunktion for psykologer. Det er da også mit indtryk, at de steder, hvor man har muligheder for det, bruger man psykologer til denne funktion. Men at psykologerne, som superviserer, skal kontrollere socialrådgivernes arbejde, finder jeg meget forvirrende og betænkeligt.

Forvirrende, fordi det gør ansvars- og kompetenceforholdet uklart:

Hvem skal bestemme, hvordan socialrådgiveren skal arbejde? - psykolog-supervisor-kontrolløren? - eller socialrådgiveren?

Hvem er da ansvarlig for arbejdet, hvem skal have ros og ris for socialrådgiverens indsats? - er det psykolog-supervisoren-kontrolløren? - eller socialrådgiveren, som måske ikke selv har besluttet, hvad hun skulle gøre?

Og betænkelig, fordi det placerer socialrådgiverne i en underposition i forhold til psykologerne.

Hvis supervisor samtidig er den, der skal vurdere ens indsats, vil man da turde udtrykke sin usikkerhed eller følelse af uduelighed overfor supervisoren? - Det kan man ikke gå ud fra.

Det vil være personafhængigt. Derfor er det en farlig konstruktion at opbygge systemet på.

Jeg finder det afgørende, at socialrådgivernes kompetence i forhold til eget arbejde ikke kan styres af andre end deres chefer. I det hele taget er det en vanskelig konstruktion, hvis en supervisor samtidig skal være kontrollør (med mindre supervisor i forvejen er chefen - så spiller andre faktorer ind).

Hvor bliver de psykologer af?
En anden sag er, at den aktuelle mangel på psykologer selvsagt kræver, at vi - også som psykologer - forholder os til denne situation. Personligt regner jeg med, at de psykologstillinger, der findes i Grønland er oprettet ud fra en vurdering af, at det er psykologer, man har brug for. Jeg synes, det er udtryk for en nedvurdering af samfundet og befolkningen, hvis vi omdefinerer et defineret behov for psykologer og siger, at det kan lige så godt være noget andet.

Jeg kunne ønske en undersøgelse af konsekvenserne af psykologmanglen, altså, at man helt konkret undersøger, hvilke psykologopgaver, der bliver forsømt, fordi så mange stillinger er ubesatte.

Og jeg kunne ønske, at man rundt omkring i kommuner og skolevæsen ville tage sine egne stillingsnormeringer alvorligt og arbejde aktivt for at gøre psykologstillingerne så attraktive, at folk vil søge dem.

Norge har gjort det - også i de tyndt befolkede egne af landet er psykologdækningen rimelig god, så det kan godt lade sig gøre. Sundhedsvæsenet i Grønland har også gjort det. Der er yderst sjældent vakante psykologstillinger på SANA, så måske kunne andre lære noget derfra?

Desuden kunne en overordnet strategi være at vedtage en psykologlov i lighed med den, der gælder i Danmark, som dels beskytter psykologtitlen, dels sikrer psykologerne mulighed for supervision, efter- og videreuddannelse, som alt sammen er med til at tiltrække og fastholde psykologer.

Så hvad med at droppe det sludder med "mini-psykologer" og så dygtiggøre os indenfor vores respektive fagområder, så vi er godt rustede til det tværfaglige samarbejde - der er jo nok at se til for os alle sammen som det, vi er.