Forældrekurser

Dette svar er i mine øjne et klart bevis på, at Landsstyreområdet for Familier bevidst har tilsidesat en Landstingsbeslutning. Det havde ikke været noget problem at få afsat midler på Finansloven for 2008 således, at Landstingets beslutning kunne have været virkelighed til tiden.

Mandag d. 23. marts 2009
Jens B. Frederiksen, landstingsmedlem og formand for Demokraterne
Emnekreds: Børns vilkår, Landsstyret, Landstinget, Socialt ansvar.

Til Landstingets Formandskab,
På Landstingets Efterårssamling 2006 blev følgende forslag, der var fremsat af undertegnede (Jens B. Frederiksen), vedtaget:

Forslag til landstingsbeslutning om, at Landsstyret pålægges - i samarbejde med de grønlandske kommuner - at arbejde for, at alle vordende forældre pr. 1.1 2009 tilbydes forældrekurser således, at også socialt udsatte forældre på denne baggrund opfordres til at følge kurset, hvorved de bliver bedre rustet til at give deres kommende barn en god start på livet.

Som det tydeligt og umisforståeligt fremgår af Landstingets beslutning, så skulle alle vordende forældre tilbydes de omtalte kurser den 1. januar 2009. Dette har Landsstyret været klar over i mere end to år. Alligevel har Landsstyret til dato ikke efterlevet Landstingets beslutning, hvilket jeg finder dybt kritisabelt.

Landsstyremedlemmet for Familier prøver i svar på to skriftlige spørgsmål til undertegnede at forklare, hvorfor kurserne endnu ikke er kommet i gang..

I sit første svar dateret 23. januar 2009 skriver Landsstyremedlemmet:
”Aktuelt er landsstyret ved at planlægge kurser for de repræsentanter fra de forskellige byer og bygder, som skal undervise vordende forældre. Planen er, at der først og fremmest skal afholdes kurser for sundhedsplejersker, pædagoger, socialrådgivere, jordemødre og om muligt psykologer. Underviserne uddannes, således at der kommer et bredt netværk af lokale fagpersoner, inden kursustilbuddet igangsættes lokalt i byerne og bygderne.”

Dette svar er i mine øjne en klar tilkendegivelse af, at Landsstyret – trods en periode på to år fra forslagets vedtagelse til dets ikrafttræden – IKKE har efterlevet Landstingets beslutning.

I sit andet svar dateret den 2. februar 2009 skriver samme Landsstyremedlem følgende:
”På baggrund af landstingets beslutning om iværksættelse af kurser for alle vordende forældre i 2009, har landsstyret prioriteret og ansøgt om midler via finansloven 2009. Da de bevilligede midler først kan anvendes på tilskudsåret, har Landsstyret ikke kunnet foretage forarbejdet f.eks. afholdelse af kurset for lokale undervisere. Landsstyret forventer at starte og afvikling af kurserne for lokale undervisere i første omgang, således tiltaget kan implementeres på landsplan.”

Dette svar er i mine øjne et klart bevis på, at Landsstyreområdet for Familier bevidst har tilsidesat en Landstingsbeslutning. Det havde ikke været noget problem at få afsat midler på Finansloven for 2008 således, at Landstingets beslutning kunne have været virkelighed til tiden. Det er ganske enkelt et eksempel på en pinlig mangel på planlægning fra Landsstyrets side.

Tilsidesættelsen af Landstingets beslutning virker på ovenstående baggrund bevidst, hvilket er yderst kritisabelt. Det er vigtigt for demokratiet, at Landsstyret efterlever Landstingets beslutninger, der kan ligestilles med en ordre fra arbejdsgiver til arbejdstager.

Det er derfor Demokraternes ønske, at et enigt Formandskab udtrykker sin alvorlige kritik af Landsstyreområdet for Familier.