Indsigt: Resume af redegørelse vedrørende efterskolesagen

Resume af redegørelse vedrørende efterskolesagen

Et landsstyremedlem kan idømmes foranstaltninger efter § 6 i landstingsloven om landsstyremedlemmers ansvarlighed, såfremt landsstyremedlemmet forsætligt eller af grov uagtsomhed har tilsidesat sine pligter. Det gælder også, hvis landsstyremedlemmet har givet Landstinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under Landstingets behandling af en sag har fortiet oplysninger af væsentlig betydning.

Torsdag d. 30. april 2009
Grønlands Landsstyre
Emnekreds: Landsstyret, Landstinget, Politik.

Indholdsfortegnelse:
7. Resumé af undersøgelsen
Spørgsmål 1
Spørgsmål 2
Spørgsmål 3


Kapitel 7 i Redegørelse vedrørende efterskolesagen:

7. Resumé af undersøgelsen

Dette afsnit er et resumé af den uvildige juridiske undersøgelse vedrørende Qasigiannguit Efterskole, dvs. redegørelsens afs. 1 til 6.

Undersøgelsen blev iværksat af landsstyreformand Hans Enoksen med kommissoriet af 4. december 2008. Efter kommissoriet skulle undersøgelsen besvare tre spørgsmål:

[Spørgsmål 1:]Er der i forbindelse med forløbet omkring Landsstyrets ansøgning om tillægsbevilling til Qasigiannguit efterskole sket overtrædelse af lovgivningen.

[Spørgsmål 2:] Er grundloven overtrådt ved Landsstyrets anmodning til Landstingets Formandskab om udsættelse af behandlingen af beslutningsforslag til godkendelse af landskassens regnskab for 2007 med henblik på, forinden behandlingen af beslutningsforslaget, at bringe Revisionsudvalgets betænkning i overensstemmelse med Landstingets forretningsorden.

[Spørgsmål 3:] Såfremt undersøgelsen måtte afdække overtrædelse af lovgivningen, ønskes undersøgelsen at klarlægge, hvilken lovgivning der er overtrådt, hvorledes overtrædelse er forekommet, og hvem der ifølge lovgivningen er ansvarlig for sådan overtrædelse.”

Undersøgelsen er baseret på et omfattende skriftligt materiale indhentet fra Landsstyret såvel som fra Landstingets Formandskab, Landstingets Finansudvalg, Landstingets Revisionsudvalg og Deloitte Statsautoriseret Revisionsaktieselskab. Store dele af materialet har ikke tidligere været offentliggjort. Endvidere er undersøgelsen baseret på afhøringer af 22 nuværende og tidligere landsstyremedlemmer og embedsmænd, ligesom Finansudvalgets sekretær har været afhørt.

Grundlaget for undersøgelsen er væsentligt udbygget i forhold til det materiale, som lå til grund for Finansudvalgets afgørelser af 21. september og 30. september 2008, og også i forhold til det materiale, som Deloitte byggede sin redegørelse af 28. oktober 2008 på.

På det nu tilvejebragte grundlag fremstår sagsforløbet omkring Landsstyrets ansøgning om tillægsbevilling til Qasigiannguit Efterskole overordnet ikke som fuldt ud tilfredsstillede. Sagsbehandlingen var fra et tidligt tidspunkt præget af sagens hastende karakter, ligesom kommunikationen mellem de relevante departementer i perioder var ukonstruktiv. Herved blev risikoen for fejl øget.

Centralt i sagsbehandlingen stod Departementet for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke (Kultureqarnermut, Ilinniartitaanermut, Ilisimatusarnermut, Ilageeqaarnermullu Naalakkersuisoqarfimmut, ”KIIIN”) og Departementet for Finanser og Udenrigsanliggender (Aningaasaqarnermut Nunanullu Allanut Naalakkersuisoqarfik, ”ANAN”). Sagsbehandlingen omfattede også Departement for Infrastruktur og Miljø (Attaveqarnermut Avatangiisinullu Naalakkersuisoqarfimmut, ”AAN”), herunder Infrastrukturstyrelsen (Attaveqarnermut Aqutsisoqarfik, ”ATA”), samt Landsstyreformandens Departement.

Afhøringerne har gjort det klart, at en række personer uden for ANAN har dannet sig det indtryk, at embedsmænd i ANAN modvirkede etableringen af Qasigiannguit Efterskole af usaglige grunde. Omvendt har der ikke mindst blandt embedsmænd i ANAN været en opfattelse af, at arbejdet i KIIIN ud fra faglige, økonomiske og administrative standarder lod meget tilbage at ønske.

Spørgsmål 1
Spørgsmål 1 er, om der i forbindelse med forløbet omkring Landsstyrets ansøgning om tillægsbevilling til Qasigiannguit Efterskole – i efteråret 2008 – skete overtrædelse af lovgivningen.

Ansøgningen om tillægsbevilling til Qasigiannguit Efterskole afspejlede et politisk ønske om at bygge efterskolen, uanset anlægsudgifterne efter licitationen afholdt den 7. august 2008 løb op i 44,2 mio. kr., mens der på finansloven alene var afsat 33,0 mio. kr. Tillægsbevillingen på 11.597.000 kr. som meddelt af Finansudvalget den 30. september 2008 blev finansieret igennem nedsættelse af midler til mobilitetsfremme på finanslovens hovedkonto for støttet privat boligbyggeri.

Ansøgningen om tillægsbevilling havde været forberedt siden slutningen af august 2008. KIIIN havde udarbejdet flere udkast til landsstyreoplæg, som var blevet gradvist udbygget i lyset af kritik og bemærkninger fra navnlig ANAN.

Opfattelsen i departementerne var, at ansøgningen om tillægsbevillingen skulle være modtaget i Finansudvalget inden udvalgets møde den 18. september 2008, kl. 12.00.

Den kompenserende besparelse i form af nedsættelse af midler til mobilitetsfremme blev først identificeret den 16. september 2008. Selvom den pågældende hovedkonto på finansloven hørte under AAN, var det ikke AAN, men Landsstyreformanden og Landsstyreformandens Departement, som identificerede besparelsen. Herefter var der kun kort tid til at færdiggøre ansøgningen i.

Om morgenen den 17. september 2008 sendte KIIIN et nyt udkast til landsstyreoplæg i høring i Landsstyret. Udkastet var væsentligt forkortet i forhold til tidligere. Både AAN og ANAN afgav samme formiddag bemærkninger, ligesom AAN fremkom med budgetbidrag. Bemærkningerne blev indarbejdet. Herefter blev oplægget den 17. september 2008 vedtaget af landsstyreformand Hans Enoksen ved formandsbeslutning.

Den 18. september 2008 om morgenen sendte KIIIN det vedtagne landsstyreoplæg samt budgetbidrag til ANAN til videre foranstaltning. Det var ANAN, som skulle videresende den samlede ansøgning til Finansudvalget.

ANAN vendte kort tid efter tilbage over for KIIIN. For det første ønskede ANAN en ændring i landsstyreoplæggets afsnit om høring, idet ANAN fastholdt fortsat at have bemærkninger. ANAN bad således om, at KIIIN slettede det anførte om, at ANAN ingen bemærkninger havde. For det andet fremkom ANAN med et nyt dokument benævnt ”høringssvar”, som var dateret 18. september 2008. Heri blev bemærkninger, som var blevet taget ud i forbindelse med udarbejdelsen af udkastet af 17. september 2008, fastholdt og udbygget. Efter drøftelse med Landsstyreformandens Departement imødekom KIIIN ANAN’s ønske om at ændre i høringsafsnittet.

Herefter fremsendte ANAN ansøgningen om tillægsbevilling til Finansudvalget, hvor den blev modtaget den 18. september 2008 lidt før kl. 12.

Det kan lægges til grund, at Finansudvalget ikke i forbindelse med ansøgningen modtog ANAN’s høringssvar af 18. september 2008, men at høringssvaret først blev fremsendt af ANAN til Finansudvalget et par timer senere. Det skete efter henvendelse fra Finansudvalgets sekretær. På den anden side havde der forinden fremsendelsen af ansøgningen været kontakt mellem Finansudvalgets sekretær og ansatte i ANAN. Formentlig ville Finansudvalget have modtaget ANAN’s høringssvar, også selvom udvalgssekretæren ikke havde taget kontakt til ANAN.

I besvarelsen af spørgsmål 1 er konstateret fire fejl eller mangler i betydningen overtrædelse af ”lovgivningen”, dvs. relevante retsregler:

  • I strid med § 28, stk. 4, i budgetloven beskrev ansøgningen om tillægsbevilling bl.a. ikke konsekvenserne af, at mobilitetsfremmemidlerne blev reduceret til fordel for Qasigiannguit Efterskole. Fejlen kunne og burde have været forhindret af KIIIN, AAN, ANAN og Landsstyreformandens Departement.
  • I strid med § 9, stk. 3, i cirkulære om landsstyremøder, koordinationsudvalg m.v. og pkt. 4.3 i budgetregulativet 2008 blev landsstyreoplæggets afsnit om høring den 18. september 2008 ændret således, at omtalen af resultatet af høringen af ANAN udgik. Fejlen kunne og burde have været forhindret af ANAN, KIIIN og Landsstyreformandens Departement. ? Det var en sagsbehandlingsfejl fra ANAN’s side og i strid med god forvaltningsskik, at bemærkninger svarende til ANAN’s såkaldte høringssvar af 18. september 2008 ikke fremkom allerede i forbindelse med høringen den 17. september 2008.
  • I strid med § 28, stk. 4, i budgetloven blev ansøgningen om tillægsbevilling indgivet til Finansudvalget uden, at ANAN’s høringssvar samtidig officielt tilgik Finansudvalget. Nok var der næppe tid til at indarbejde og kommentere ANAN’s bemærkninger i ansøgningen, men høringssvaret burde under de konkrete omstændigheder have været fremsendt sammen med ansøgningen. Fejlen kunne og burde have været forhindret af ANAN, KIIIN og Landsstyreformandens Departement.


På det foreliggende grundlag er der efter min bedømmelse ikke begået yderligere retlige fejl.

De første to fejl var mangler ved ansøgningen om tillægsbevilling, som kunne konstateres umiddelbart ved gennemgang af det vedlagte landsstyreoplæg.

Fejlene var ikke skjult for Finansudvalget, og det var i første omgang op til Finansudvalget at drage en konsekvens. Finansudvalget kunne have afvist på det foreliggende grundlag at behandle ansøgningen, eller Finansudvalget kunne – som udvalgsflertallet besluttede – udbede sig supplerende oplysninger og derved søge fejlene rettet.

Den tredje fejl bestod ikke i, at ANAN’s bemærkninger blev afgivet. Fejlen var, at bemærkningerne først fremkom den 18. september 2008. Der er tale om en sagsbehandlingsfejl, hvis betydning for ansøgningens endelige udformning er usikker.

Med hensyn til den fjerde fejl blev ANAN’s høringssvar af 18. september 2008 modtaget i Finansudvalget et par timer efter selve ansøgningen. Høringssvaret blev fuldt ud inddraget i Finansudvalgets arbejde. Hermed var den kvalitetskontrol, som ANAN skulle have udført efter budgetloven, søgt overladt til Finansudvalget. Også i den forbindelse var det i første række op til Finansudvalget selv at drage en konsekvens. Finansudvalget kunne have afvist på det foreliggende grundlag at behandle ansøgningen, men et flertal i udvalget valgte i stedet at udbede sig supplerende oplysninger og derved søge at kompensere for den manglende kvalitetskontrol og fremme bevillingssagen.

Spørgsmålet har været rejst, om behandlingen af ANAN’s høringssvar af 18. september 2008 juridisk kan betegnes som vildledning eller forsøg på vildledning af Finansudvalget

Efter min bedømmelse er det ikke tilfældet.

For ANAN’s vedkommende blev der udfoldet væsentlige bestræbelser for, at høringssvaret skulle komme frem til Finansudvalget. Det var også på ANAN’s initiativ, at KIIIN ændrede i landsstyreoplæggets afsnit om høring. Som følge af ændringen var der ingen oplysning om, hvorvidt ANAN havde haft bemærkninger, eller hvad disse bemærkninger gik ud på. Som nævnt var det i sig selv en fejl. Men det er samtidig et forhold, som taler imod vildledning. Oplysninger blev ikke forsøgt fortiet af ANAN.

Med hensyn til KIIIN og Landsstyreformandens Departement er der ikke i det foreliggende materiale noget grundlag for at betvivle, at vurderingen i KIIIN – og i Landsstyreformandens Departement – på tidspunktet for fremsendelsen af ansøgningen om tillægsbevilling vitterligt var, at bemærkningerne i ANAN’s høringssvar var irrelevante. Allerede af den grund er der ikke tale om forsøg på vildledning. Vildledning forudsætter, at urigtige udtalelser er fremsat, eller rigtige oplysninger fortiet, mod bedre vidende.

Det var på den anden side en fejlvurdering fra KIIIN’s og Landsstyreformandens Departements side efter modtagelsen af ANAN’s høringssvar at afvise indholdet som irrelevant. Sagens hastende karakter lagde væsentlige begrænsninger for, hvad KIIIN og Landsstyreformandens Departement kunne have gjort. Efter min bedømmelse var det imidlertid under de konkrete omstændigheder en fejl ikke blot fra ANAN’s side, men også fra KIIIN’s og Landsstyreformandens Departements side ikke at sikre, at ANAN’s høringssvar tilgik Finansudvalget officielt samtidig med ansøgningen om tillægsbevilling.

Spørgsmål 2
Spørgsmål 2 er, om grundloven blev overtrådt ved Landsstyrets anmodning den 13. november 2008 til Landstingets Formandskab om at udsætte behandlingen af beslutningsforslag til godkendelse af landskassens regnskab for 2007 med henblik på, forinden behandlingen af beslutningsforslaget, at bringe Revisionsudvalgets betænkning i overensstemmelse med Landstingets forretningsorden.

Bestemmelserne i den danske grundlov om forholdet mellem det danske folketing og den danske regering gælder ikke direkte i forholdet mellem Landstinget og Landsstyret. Af betydning er i første række hjemmestyreloven samt landstingsloven om Landstinget og Landsstyret. Selv hvis grundlovens principper fuldt ud måtte afspejle sig i og kunne anvendes på forholdet mellem Landstinget og Landsstyret, ville de ikke være overtrådt i denne sag.

I brevet af 13. november 2008 anmodede landsstyreformand Hans Enoksen om, at Revisionsudvalgets betænkning af 6. marts 2008 vedrørende forslag til landstingsbeslutning om godkendelse af Landskassens regnskab for 2007 blev trukket tilbage for genfremsættelse i en form, der ikke stred mod Landstingets Forretningsorden. Endvidere anmodede Landsstyreformanden om, at 2. behandlingen af beslutningsforslaget vedrørende godkendelse af Landskassens regnskab for 2007 blev udsat.

Landstingsformand Ruth Heilmann afviste i brev af 14. november 2008 anmodningerne, og 2. behandlingen blev gennemført samme dag som planlagt.

Retsregler om forholdet mellem Landstinget og Landsstyret opstiller alene en ramme, inden for hvilken det politiske liv kan udfolde sig. Landstinget kan til enhver tid vedtage, at Landsstyret skal fritages for resten af valgperioden. Det er suverænt op til Landstinget at afgøre, hvorvidt denne politiske kompetence skal udnyttes.

Landstingets Formandskab forestår Landstingets arbejde, og anmodninger fra Landsstyret i tilknytning hertil er ikke retligt bindende for Landstinget og dets formandskab. Landstingets Formandskab står frit i behandlingen af sådanne anmodninger. Det betyder imidlertid ikke, at anmodninger er retsstridige. De kan efter min bedømmelse fremsættes som led i det politiske liv.

Landstingets og Landsstyrets kompetencer er således ikke blot adskilte, men også komplementære. Brug af de respektive kompetencer kan i vidt omfang kun ske i et samspil mellem Landstinget og Landsstyret. Som et centralt element i Hjemmestyrets forfatning skal Landskassens regnskab aflægges af Landsstyret, men godkendes af Landstinget.

Af hensyn til samspillet mellem Landstinget og Landsstyret er den politiske taleret i udgangspunktet ubegrænset. Et landsstyremedlem har adgang til at tale og svare i Landstinget. Landsstyremedlemmer kan også over for Landstinget fremsætte forslag til love og beslutninger.

De betragtninger, som blev anført af landsstyreformand Hans Enoksen i brev af 13. november 2008 til Landstingsformanden, kunne have været fremført af Landsstyreformanden eller et landsstyremedlem under Landstingets 2. behandling af beslutningsforslaget. Det ville kræve en udstrakt grad af formalisme at forbyde medlemmer af Landsstyret forud for et møde i Landstinget at orientere Landstingets Formandskab om forhold eller anmodninger, som landsstyremedlemmet ville eller kunne tage op under et senere møde i Landstinget.

Adgangen for Landsstyreformanden til at kommentere Landstingets arbejde er ikke begrænset til tilfælde, hvor Landsstyreformanden måtte finde, at Landstinget handler i strid med egne interne regler eller andre regler. Sammenfattende blev hverken grundloven eller principper i grundloven af mulig relevans for forholdet mellem Landstinget og Landsstyret overtrådt ved anmodningerne fremsat med landsstyreformandens brev af 13. november 2008.

Spørgsmål 3
Spørgsmål 3 er, hvilken lovgivning der er overtrådt, hvorledes overtrædelse er forekommet, og hvem der ifølge lovgivningen er ansvarlig for sådan overtrædelse. Et landsstyremedlem kan idømmes foranstaltninger efter § 6 i landstingsloven om landsstyremedlemmers ansvarlighed, såfremt landsstyremedlemmet forsætligt eller af grov uagtsomhed har tilsidesat sine pligter. Det gælder også, hvis landsstyremedlemmet har givet Landstinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under Landstingets behandling af en sag har fortiet oplysninger af væsentlig betydning.

Tilsvarende kan en embedsmand ifalde ansvar, hvis embedsmanden gør sig skyldig i en pligtstridig handling eller undladelse, og embedsmanden har handlet forsætligt eller uagtsomt, jf. § 12 i landstingsloven om Grønlands Hjemmestyres og kommunernes tjenestemænd i Grønland samt § 30 i kriminallov for Grønland.

Praksis for anvendelse af de nævnte bestemmelser er sparsom. I et vist omfang kan vejledning søges i dansk praksis, som bygger på tilsvarende bestemmelser med identisk eller nær identisk ordlyd. Navnlig ses der ikke med de grønlandske bestemmelser at være lagt op til en strengere bedømmelse end den, som kendes fra danske sammenhænge.

I dansk praksis er der fast støtte for, at kun forhold af en vis grovhed kan give anledning til retligt ansvar. Dette grovhedskrav kan udstrækkes til landsstyremedlemmer og embedsmænd i Grønland.

Med hensyn til landsstyremedlemmer står det til enhver tid Landstinget frit for i en sag at gøre politisk ansvar gældende. Således kan der – som i den foreliggende sag – fremsættes et forslag om mistillidsvotum. Retligt ansvar efter landstingsloven om landsstyremedlemmers ansvarlighed må omvendt antages at være begrænset til forhold af en vis grovhed.

Et tilsvarende grovhedskrav må antages at gælde for embedsmænd. Embedsmænds handlinger og undladelser sker på vegne af den offentlige myndighed.

Skal en embedsmand personligt gøres til genstand for kritik ved siden af eller uafhængigt af den offentlige myndighed, kræves der noget særligt.

Spørgsmålet er således ikke i første række, hvem der ifalder ansvar, men om nogen overhovedet ifalder ansvar.

Som fastslået i besvarelsen af spørgsmål 1 foreligger der fire overtrædelser af lovgivningen, dvs. relevante retsregler.¨

Med hensyn til de første to fejl – den manglende omtale af bl.a. konsekvenserne af, at mobilitetsmidlerne blev reduceret, samt udeladelsen i landsstyreoplæggets høringsafsnit af resultatet af høringen af ANAN – må de konsekvenser, som Finansudvalget kunne drage, anses for tilstrækkelige. Der er tale om sagsbehandlingsfejl, til dels begået under tidspres, som ikke har den nødvendige grovhed. Fejlene er ikke egnet til at påføre embedsmænd eller landsstyremedlemmer individuelt ansvar.

Den tredje fejl bestående i den sene fremkomst af ANAN’s høringssvar af 18. september 2008 er en sagsbehandlingsfejl begået under tidspres, som heller ikke er egnet til at påføre embedsmænd eller landsstyremedlemmer individuelt ansvar.

Med hensyn til den fjerde fejl angående behandlingen af ANAN’s høringssvar af 18. september 2008 er der ikke grundlag for at konkludere, at landsstyremedlemmer eller embedsmænd søgte at vildlede Finansudvalget.

Den fejl, som ANAN under de konkrete omstændigheder begik, var, at høringssvaret af 18. september 2008 ikke officielt tilgik Finansudvalget samtidig med ansøgningen om tillægsbevilling.

Embedsmænd i KIIIN og Landsstyreformandens Departement gjorde sig efter min bedømmelse skyldige i en fejlvurdering, da de fandt, at bemærkningerne i ANAN’s høringssvar ikke var relevante. I stedet burde KIIIN og Landsstyreformandens Departement – ganske som ANAN – under de konkrete omstændigheder have sikret, at høringssvaret officielt kom frem til Finansudvalget samtidig med ansøgningen.

Der er tale om forholdsvis klare fejl, om end begået under tidspres.

Fejlene gav på det da foreliggende grundlag anledning til betydelig kritik fra Finansudvalgets side. Sagen stiller sig i et andet lys, når den bedømmes på det nu tilvejebragte grundlag. Fejlene kan betegnes som fejlvurderinger, både fra ANAN’s side og fra KIIIN’s og Landsstyreformandens Departements side. Når bevæggrundene og sagens hastende karakter tages i betragtning, var fejlene ikke grove.

Det kan også tillægges en vis vægt, at Finansudvalget i sidste ende imødekom bevillingsansøgningen på trods af, at udvalget var bekendt med kritikken i ANAN’s høringssvar og KIIIN’s bemærkninger hertil. En tidligere fremsendelse af ANAN’s høringssvar ses ikke at ville have ændret på bevillingssagens udfald.

På den baggrund findes der efter en helhedsvurdering ikke at være grundlag for retligt ansvar for landsstyremedlemmer eller embedsmænd for de begåede fejl, hverken enkeltvis eller samlet.

Kilde: Nanoq.gl