Forslag til forespørgselsdebat om der er tilfredshed om demokratiet samt borgerinddragelsen i Grønland

Vi behøver ikke at tage hinanden i hånden og synge salmer sammen. Vi kan nøjes med almindelig pli og respekt, og at lade være med at nedlade os til kritik og had som ikke har noget med politik at gøre.
Vi er her alle sammen for befolkningens skyld. De stoler på os, sætter deres tillid til os, og regner med, at vi i alle henseender, gør vores aller-ypperste – hvert eneste enkelte individ herinde – for, at skabe et samfund og rammer for dem, som er allerbedst.
Lad os sammen leve op til dette, og begynde at arbejde ligesom andre parlamenter i verden med demokrati; åbent, ærligt, med særligt skærpet ansvar til magthaverne, og ved KUN at fortroligstemple sager som er af sikkerhedsmæssig særlig karaktér, og efter udbud – som i lufthavnspakken – frigive alle materialer og dokumenter

Lørdag d. 23. maj 2020
Samarbejdspartiet
Tillie Martinussen, medlem af Landstinget for Samarbejdspartiet
Emnekreds: Folkeoplysning, Forårssamling 2020, Landsstyret, Landstinget, Plattenslageri, Socialt ansvar.

Lider demokratiet i dag?
Ja, det gør det. Lad os kort opliste nogle af de problematiske ting, vi har oplevet i denne valgperiode:
Uvilje til at besvare paragraf 37 spørgsmål. Vi minder Naalakkersuisut om, at vi i Inatsisartut ofte stille spørgsmål direkte på vegne af vælgerne, eller i nogle tilfælde endda som en hjælp til opmærksomhed for Naalakkersuisut, som f.eks. da vi sendte et pgf. 37 spørgsmål om Covid-19, handlingsplan for denne og eventuelt beredskab og forberedelse på behov for samarbejde indenfor Rigsfællesskabet allerede i januar.

Problemer med inddragelse i store samfundsmæssige spørgsmål.
Der har været utallige problemer med samarbejde om de virkeligt store spørgsmål i samfundet, bl.a. også med Covid-19. Her er der behov for, tvingende behov for, at vi samarbejder på tværs omkring en omlæggelse af finansloven, kompromiser i forbindelse med pengene der skal bruges til at håndtere eftervirkningerne af Covid-19, og lovkomplekset der fremsattes i forbindelse med udvidede beføjelser til at inddrage ejendom og den slags på Covid-19 ekstra samlingen.
Havde Naalakkersuisut og støttepartierne et reelt ønske om samarbejde, havde man arbejdet seriøst og grundigt på tværs af alle partierne med dette, inden en fremsættelse af loven. Bl.a. slutdatoen var der problemer med, noget som uden problemer kunne have været fastsat anderledes, hvis de reelt havde ønsket at forhandle. Det duer ikke at sige samarbejdsvillighed foran kameraerne, og så underløbe demokratiet bag lukkede døre. Hvilket leder os til næste problemstilling:

Udvalg og materiale fortroligstemples ind ad en kant, så man skulle tro man kunne tjene penge på det. Men alligevel er det oftest, når der skal bruges penge, der kastes om sig med fortrolighed.
I sagen om Grønlands største investeringer til dato; lufthavnspakken, så var der mundkurv på, og befolkningen kunne ikke få indsigt i hverken forhandlinger, alle beregninger der lå til grundlag for denne beslutning med videre.
Hvordan svækker dette demokratiet? Det gør det sådan, at AL argumentation beror sig alene på informationer, som oppositionen til dette forslag, må fiske op af hatten, uden egentligt belæg og beregninger at henvise til. Også uden at kunne henvise til fejlene i eventuelle rapporter mm.
Det betyder at argumentationen imod svækkes betragteligt, selv om den er velfunderet i netop tal og beregninger, og det betyder, at de besluttende partier usandt kan bagvaske modstanderne, og sige at de ikke kan deres beregninger, eller ikke har grundlag. Det er problematisk når grundlaget er mørkelagt og stemplet med fortrolighed, og en manipulation af sager der bør ligge tydeligt tilgængelige for alle.
Ærgerligt, unødvendigt og plat. Kan man tage beslutninger med vidtrækkende konsekvenser, kan man naturligvis også stå åbent ved dem. Det er vel demokratiets grundsten.

Samarbejde og åbenhed er ikke samarbejde og åbenhed, når det kun gælder de sager hvor der ikke er kontroverser, eller når det gælder sager hvor man tør tage kampen direkte og lige.
Ønsker man ansvaret, lønnen og den hær af mennesker der står bag enhver koalition – også en mindretalskoalition – så skylder man også samfundet at forklare dem, ærligt og redeligt, hvorledes man anvender deres skattekroner, og med hvilke belæg.
Det giver sig selv.

Det er i sig selv beskæmmende, at vi ikke kan diskutere noget i Salen, uden at udskamning igen og igen sker fra talerstolen som et våben, og ikke et reelt ønske om forandring. Noget helt andet er systematisk lukkethed, manglende transparens, og manglende dokumentation.
Det er helt forståeligt, at det er ærgerligt at skulle forsvare sine beslutninger – og ja det er hårdt – men helt ærligt er det vel det, de fyrstelige lønninger, og den konstante placering foran en mikrofon – oftest uimodsagt – er til for?
For at kompensere for det ansvar der er tungt. Og ønsker man ikke at påtage sig det hele vejen igennem, så må man give faklen videre til andre.

I sagen om USA’s investeringer i de såkaldte rådgivere – er det muligt, at det er en fantastisk, glimrende aftale med vore venner som er allierede. Det kan være det er rigeligt dækket ind under de 3-parts-aftaler der er indgået mellem Grønland, Danmark og USA. Eller de MoU’er der er lavet. Super.
Men det ved vi reelt set heller ikke, fordi der ikke er ekstensive forklaringer.

I Samarbejdspartiet gentager vi lige: Vi har samvittighedsfuldt stemt for MASSER af forslag fra koalitionen og disses støttepartier. Vi yder KUN modstand, eller stiller spørgsmålstegn, når der er manglende overensstemmelser mellem valgløfter, og virkeligheden, eller vi er lodret uenige i beslutningerne.
Men det er svært at være enten enig eller uenig i noget ingen rigtigt véd hvad er. HER er problemet med demokratiet. Det er dét vi mener med lukkethed. Blandt andet.

Og nu vi er ved det der med lukkethed, så spørger vi også gerne hvad søren der skete med koalitionsforhandlingerne mellem støttepartiet Demokraatit og Siumut?
Ikke et ord er ytret om dette, til stor forvirring blandt befolkningen og os. Sker der noget der?
Vi spørger fordi det har været en historisk omgang med Naalakkersuisut svingdøre i denne valgperiode, og endnu mere forvirrende hvad støttepartiet må og ikke må have indflydelse på. De siger det ene øjeblik, at de bestemmer, og det næste vasker de hænder. Sandheden er jo, at det er de afgørende stemmer, og uden forhandlinger om alle punkter der skal i Salen, kan der ikke komme flertal.
Ligeledes kan støttepartiet fremsætte forslag og kræve dem gennemført, men uden at tage ansvar for det, hvis det bliver upopulært, og kan dermed sådan set kvæle de ansvarlige Naalakkersuisut, uden at tage ansvar for kvælertaget hvis det er for upopulært.
Spændende konstellation.

Alle disse spekulationer ville ikke have gang på jord, hvis der var langt mere åbenhed, og man samvittighedsfuldt fulgte almindelig pli og regler for demokrati.
Alt andet skaber grobund for mistanker, sladder i krogene hos befolkningen, og udsender ærligt talt krystalklare signaler om svaghed. At man ikke tør stå ved sig selv. Det er ærgerligt.

Videre med kritikken er også, at det meste kritik tages personligt, når sandheden er, at Naalakkersuisut er HELE Grønlands Naalakkersuisut. Dvs. også min, også de andre støttepartiers Naalakkersuisut, også hele Salens Naalakkersuisut.
De skal samvittighedsfuldt arbejde for HELE befolkningen, og det er svært at gennemskue om de gør dette, eller om de tvinges gang på gang, til at fremsætte forslag, lukke ned og lukke i, fordi de sidder i et jerngreb rent stemmemæssigt for egne forslag.
Det gør hele beslutningsprocessen i Salen mudret.

Vi har oplevet at blive afbrudt i Salen, få udskudt forslag på tynde grundlag, at overhøres når vi beder om pauser, at udelukkes fra samfundskritiske beslutninger og vi kunne blive ved. Gang på gang, har vi bidt i os, at demokratiets grundvilkår ”smutter” i kampens hede, for slet ikke at tale om, hvor grumme beslutninger vi mener der tages indimellem. Alt dette skræmmer folk derude helt væk fra, at ønske politik, men endnu mere alvorligt, har vi set, at befolkningen udvandrer til bedre vilkår fordi vi ikke magter at tilsidesætte småligheden, og få nogle gode løsninger på bordet for dem der har brug for det. Det skræmmer folk væk fra landet, mennesker vi har brug for. Alle som én.

Bortset fra dette, så er der langt flere sager vi faktisk er enige om, end uenige om, og
vi vil gerne slå et slag for, at Naalakkersuisut bliver bedre til at medtage forslag fra oppositionen.
Og ingen ris uden ros, jeg synes der er en række gode toner der er slået an, især i mindre sager, i sager om sundhed, socialvæsen, uddannelse m.fl. Der indgås der kompromiser, orienteres løbende og samvittighedsfuldt, der laves ændringsforslag i udvalg, og tonerne er generelt gode her.
Så tak for det!

Tilbage til kritikken er også, at vi har oplevet, at mistillid til Naalakkersuisut oftest redde hjem ved betaling til egne rækker. Altså, at der kun stemmes for, at Naalakkersuisut bliver siddende til gengæld for modydelser. Det KAN ikke være nemt at være Naalakkersuisut på denne måde.
Her er et gratis forslag til jer:
Hvis I inddrager oppositionen mere, kan I konstant skabe alternative flertal, udenom eventuelle vilde modydelser for, at I får jeres ting igennem. Oven i købet får samfundet den gevinst, at der er bred opbakning, og en stor chance for videreførsel af forslagene.
I får også ryddet ud i kritik-punkterne, og eventuelle smuttere der kunne være i de forskellige lovgivninger. Alt sammen for den nette sum af allerede afsatte penge. Det eneste det kræver, er sådan set, at politikere arbejder mere og hårdere. Mange fluer med få smæk.

Når alt dette er sagt, så prøver vi lige én gang til at sige følgende:
Med magt følger ansvar. Et helt særligt ansvar. Og selv om man er vant til magt, så betyder det ikke, at man skal håndhæve denne som en bølle. Ægte lederskab, indbefatter integritet, overbærenhed, det bedste gode til flest muligt. At lytte opmærksomt til befolkningen, og at inkludere mindretallene også.
Det er også en særlig nådegave man får tildelt, en helt særlig ære, hvis værdi udvaskes og forringes hvis man blot bruger den til at få egne forslag igennem, og bruger den egoistisk.
Folket har brølet mange gange. Organisationer, fagforeninger, demonstrationer, bønner om inddragelse, eller blot at blive hørt. De er ofte blevet overhørt.
Vores håndfaste bøn om, at man ikke laver de samme gamle tricks i bogen; at man vedtager alt det man i VIRKELIGHEDEN gerne vil de første 2½-3 år, og her sparker alle de grimme sager igennem, og så bruger de sidste år på populære tiltag.

Modet til at stå ved manglende reformer, og bred opbakning af omfordelingen af en finanslov f.eks., er lederskab. Modet til at åbne op og stå på mål for sine beslutninger, også selv om de møder modstand – men allervigtigst; modet til at være voksne, ansvarsbevidste mennesker der – uden at genere sine modstandere på en barnlig måde så snart der ikke er kameraer, og modet til at inddrage og indgå kompromis er altafgørende.
Det handler ikke om, at man har magten alene. Det handler om, at bruge denne fornuftigt.

Demokratiet er til for, at der SKAL være modstand, at der SKAL smedes opposition, at der SKAL indgås kompromiser. Det er netop som vagthunde at man har opfundet oppositionen, det er netop for at undgå løgn at man har minister-ansvarsregler, det er netop for at ære FOLKET, at man har den konstellation.
Ellers ville man vælge en forretnings-sammensætning, på en ordinær generalforsamling, uden modstandere.
Der er rigeligt eksempler på, at der mangler inddragelse. Lad denne debat tjene som grundlag for, at der fremover gives håndslag på, at vi arbejder os hen imod et mere modent og afrundet demokrati. Langt mere inddragelse, åbenhed i sager, og fremlæggelse af dokumenter og argumentation.
Også i modstand. Modstand er slet ikke så farligt.
Anvender man den dygtigt, så kan vi sammen skabe stærkere samfund.

Der er behov for boligefterslæbet findes ud af, at vi sammen finder ud af tandbehandlinger fornys, at sundhedsvæsnet bedres, at skolerne får mere hjælp, at vi får flere igennem uddannelsessystemet.
Vi skal beslutte finansieringer af- og udbedringer af hjælpepakker i forbindelse med Covid-19, bedre og mere fair vilkår for ældre, bedre omsorg og pleje for vore udsatte, og en kæmpe håndsrækning til børn og unge, voldsramte, og de voldsudøvende, ligesom vi i dén grad har brug for, at håndtere udenrigsområdet langt mere smidigt og dygtigt end i dag.
Blandt meget, meget andet.
Tager vi det sammen, så får vi bedre løsninger.

Vi vil altid gerne samarbejde, vi vil altid gerne debattere, og vi vil altid gerne række hånden frem.
Men vi siger også fra, højt og klart, når vi synes det er forkerte ting der vedtages eller foregår.
At være åbne er ikke det samme som at man ikke må kritisere.
Og at kritisere er heller ikke det samme som, at der så er åben jagt på kritikerne af styret til enhver given tid, fra styret af. Det klæder altid magten at bokse opad, meget sjældent klæder det magten at bokse nedad og opføre sig grimt, mindreværdigt, døvt eller direkte fjendtligt.
Det er uklædeligt.
Vi behøver ikke at tage hinanden i hånden og synge salmer sammen. Vi kan nøjes med almindelig pli og respekt, og at lade være med at nedlade os til kritik og had som ikke har noget med politik at gøre.

Vi er her alle sammen for befolkningens skyld. De stoler på os, sætter deres tillid til os, og regner med, at vi i alle henseender, gør vores aller-ypperste – hvert eneste enkelte individ herinde – for, at skabe et samfund og rammer for dem, som er allerbedst.
Lad os sammen leve op til dette, og begynde at arbejde ligesom andre parlamenter i verden med demokrati; åbent, ærligt, med særligt skærpet ansvar til magthaverne, og ved KUN at fortroligstemple sager som er af sikkerhedsmæssig særlig karaktér, og efter udbud – som i lufthavnspakken – frigive alle materialer og dokumenter.

Tak for ordet til befolkningen.