Indsigt: Det misrøgtede Grønland - eller hvordan Selvstyret forhindrer økonomisk udvikling

Det misrøgtede Grønland - eller hvordan Selvstyret forhindrer økonomisk udvikling

Som det går nu, kan det bedst beskrives som en social katastrofe, iværksat af Selvstyret og med Folketinget som bagmand og garant for evig fortsættelse. Men Grønlands befolkning har fortjent bedre

Søndag d. 28. november 2021
Bertel Johansen, Tidligere vedligeholdschef på Københavns Universitet Science-fakultetet
Emnekreds: Foder til læseheste, Levevilkår, Luftkasteller, Politik, Rigsfællesskab og selvstyre, Økonomi.

Indholdsfortegnelse:
Det monetære system fungerer ikke
Det ødelæggende bloktilskud
Den manglende minedrift



Med loven om Grønlands Hjemmestyre i 1979 afleverede Danmark et velfungerende samfund til de grønlandske politikere i Landstinget, dog med én enkelt alvorlig undtagelse. Grønlandsministeriet havde ikke udmatrikuleret landet, så der var ikke privat ejendomsret til grundarealer eller landbrugsjord.

Begrundelsen for ikke at udmatrikulere var angiveligt, at der er plads nok, så det burde være unødvendigt. Men argumentet holder ikke, for der er netop ikke plads nok. Grønland er stort, men der er kun meget få steder der er egnet som grundareal for et velfærdssamfund. I praksis er det kun arealer der er vejtilgængelige fra en helårs isfri dybtvandskaj og/eller fra en lufthavn for større fly der repræsenterer en samfundsværdi. Og da vejanlæg og vandledninger i klipper under arktiske forhold er meget dyre, giver det sig selv, at den plads der er til rådighed er begrænset.

Det monetære system fungerer ikke

Den manglende private ejendomsret til arealer betyder, at der for enhver privat grundudnyttelse skal indhentes en arealtildeling fra kommunalbestyrelsen, og denne tildeling gælder kun for det specifikt bebyggede areal, og ikke noget udenom.

Det er så forklaringen på at de grønlandske byer ser ud som de gør, med rodede omgivelser og tilfældige udearealer. Hvad ingen ejer, tager ingen jo ansvaret for. Det er så hvad det er, men den manglende private ejendomsret til arealer betyder også, at det monetære system ikke fungerer på Grønland til ubodelig skade for hele befolkningen.

Værdier skabes af privat foretagsomhed og entreprenørskab. Men hele den grundlæggende økonomiske aktivitetsmekanisme mangler på Grønland. Ingen kan købe en ejendom, arbejde på den, forbedre og nyttiggøre og øge værdien, og derefter låne med ejendommen som pant til at starte eget erhverv eller forretning.

Det er den metode der har startet utallige store erhvervseventyr andre steder, med privat ejendomsret til fast ejendom som grundlaget, men den mulighed glemte Folketinget at give grønlænderne i 1979. Siden har hjemmestyret, og nu selvstyret, opretholdt denne ødelæggende sovjetiske samfundsmodel. Undertiden fremhæver de den endog som noget særligt ved Grønland, og demonstrerer dermed at de ikke under deres egen befolkning et godt liv i egen ret.

Det ødelæggende bloktilskud

Men Selvstyrets politikere klarer sig endda. De modtager hvert år i bloktilskud 4.177.000.000 kr, eller 58,3% af samfundsbudgettet fra Danmark, uden betingelser. Det er 73.736 kr til hver borger, men det er ikke borgerne der får pengene.

Grønlandske valgkampe er en skjult kamp om at få adgang til gaven, og indeholder ikke rigtigt noget seriøst om samfundsudvikling. Sådan bliver det naturligvis når hovedparten af budgettet automatisk leveres fra Danmark, og skattesystemet kan så være en asocial ”flad skat” på en 43-44% for alle efter personfradraget på 4.800 kr, så den økonomiske elite har bjerget sig, og giver andre skylden for den udbredte sociale armod.

Tænk om det danske bloktilskud i stedet gik direkte til hver enkelt grønlandsk indbygger, barn som voksen, i månedlige rater på kr. 6.144 kr. Så fik børnefamilierne måske råd til livet, og politikerne skulle så seriøst til at drøfte et mere socialt retfærdigt skattesystem med borgerne for at få statsbudgettets 7.048.000.000 kr ind, og måske endda indføre topskat for egen velbjergede samfundsklasse.

Den manglende minedrift

Der er i årevis talt meget om den gyldne økonomiske fremtid ved minedrift i Grønland. Men også det har Folketinget jo fået ødelagt med aftalen i 2007 om, at Selvstyret har eneretten til undergrunden.

Da Selvstyret fik eneretten og ansvaret, udmøntede de det i en lokal råstoflov i 2009 på 11.345 ord med et sammensurium af regler og betingelser og begrænsninger der skræmmer enhver seriøs mineentreprenør langt væk, hvorfor der til dato, trods den løfterige danske forskning, kun er to små projekter i gang. En rubinmine ved Qeqertarsuatsiaat (hvor selvstyret nidkært har forbudt borgerne at beholde hvad de finder i naturen !), og en anorthosit-minen ved Kangerlussuaq.

Derimod har Selvstyret besluttet helt at forbyde minedrift i det rigtigt værdifulde Kvanefjeld, der ellers er det eneste projekt der hurtigt kunne få afgørende økonomisk betydning. Det er besluttet uden om Folketinget, selv om Lov om Grønlands Selvstyre fra 2009 § 8 siger, at Selvstyrets indtægter fra råstofaktiviteter ud over 75 mill årligt skal deles med Danmark ved at bloktilskuddet reduceres med halvdelen af dette beløb.

Så minedrift i Grønland er af lige så stor økonomisk interesse for Danmark som for Grønland, men alligevel har Folketinget overladt alle beslutningerne til Selvstyret. Det turde være indlysende, at det er en uholdbar situation. Som det går nu, kan det bedst beskrives som en social katastrofe, iværksat af Selvstyret og med Folketinget som bagmand og garant for evig fortsættelse. Men Grønlands befolkning har fortjent bedre