Ny model for kommunal udligning

Den kommunale udligningsordning skulle gerne sikre en øget lighed mellem de rige og de fattige kommuner i vort land således, at borgerne kan forvente nogenlunde det samme offentlige serviceniveau uanset hvor i landet man vælger at bosætte sig. Derfor er udligningsordningen en demokratisk-politisk foranstaltning og ikke en økonomisk-administrativ foranstaltning.

Tirsdag d. 24. april 2012
Ane Lone Bagger, Demokraternes medlem af Kommunalbestyrelsen i Qaasuitsup Kommunia
Emnekreds: Bosætning, Kommunerne, Levevilkår, Ligestilling.

(an)

Den grønlandske udligningsordning handler grundlæggende om, at borgerne skal have lige muligheder for at skabe sig et godt liv uanset, hvilken kommune man vælger at bo i. Der skal således være en minimums-standard for de offentlige velfærdsforhold i kommunerne.

Sådan er det bare ikke i dag. Demokraterne Qaasuitsup vil derfor anbefale, at man ændrer modellen for udligningsordningen, så den i højere grad afspejler forholdet mellem de rige og de fattige kommuner.

Den kommunale udligningsordning skulle gerne sikre en øget lighed mellem de rige og de fattige kommuner i vort land således, at borgerne kan forvente nogenlunde det samme offentlige serviceniveau uanset hvor i landet man vælger at bosætte sig. Derfor er udligningsordningen en demokratisk-politisk foranstaltning og ikke en økonomisk-administrativ foranstaltning.

Det siger næsten sig selv, at udgifterne til at holde et højt serviceniveau er højere jo flere bosteder, der er i en kommune. Da vi alle bor i det samme land er der også god mening i at forsøge at opretholde lige muligheder for alle, men det er klart, at det kræver, at de rige kommuner afleverer penge til de fattige kommuner, og det er sådan set ganske demokratisk.

Som det er i dag i de fattige kommuner, går det meste af budgettet til at sikre kerne velfærdsopgaverne (social- og arbejdsmarkedsområdet). Derfor er der ikke meget tilbage til ikke-kerne velfærdsopgaver (anlægsopgaver, kultur og fritid). Billedet er omvendt for de rige kommuner. Når kerne-velfærdsopgaver er betalt, er der fortsat god plads i budgettet til ikke-kerne velfærdsopgaverne. Der er således en fundamental skævhed i den nuværende ordning. Og det er et demokratisk problem; borgerne er nemlig ikke stillet ens når det kommer til modtagelse af velfærdsydelser. Der er også et økonomisk samfundsproblem. For denne skæve ordning skubber skatten op i de fattige kommuner, og skubber udgifterne op til ikke-kerne velfærdsopgaver op i de rige kommuner.

Derfor har f.eks Kommuneqarfik Sermersooq råderum til et højt anlægsbudget, og Qeqqata Kommunia kan ved at sætte skatten op, finansere et stort atlantkaj, uden at skade ikke-kerne velfærdsopgaver.

Kort fortalt mener Demokraterne Qaasuitsup, at udligningsmodellen bør ændres, så midlerne fortsat skal deles i to puljer, hvor pulje A fordeles efter indbyggertal, og pulje B fordeles efter forsørgerbyrde. I dag er disse to puljer vægtet ens, men hvis det står til Demokraterne Qaasuitsup, så skal det fremover være sådan, at Pulje B skal modtage 60 procent af midlerne, mens pulje A skal modtage 40 procent.

En sådan model vil i langt højere grad afspejle udfordringerne på de primære udligningsområder, og vil samtidig sikre, at borgernes mulighed for velfærdsydelser bliver mere ensartet.

Helt grundlæggende er det således Demokraterne Qaasuitsup’s holdning, at borgerne her i Grønland skal have lige muligheder for at skabe sig et godt liv uanset, hvilken kommune de vælger at bo i.

Hvis man skal fastholde den nuværende storkommune Qaasuitsup Kommunia, er det bydende nødvendigt at ændre den udligningsordning som er gældende i dag.