Hjemmestyret kendte situationen i turismeselskab allerede i januar
Centraladministrationen har i disse dage meget svært ved at tale om Greenland Tourism i denne her sag. A/G har prøvet at kontakte mere end 15 direktører, afdelingsledere, jurister og økonomer. De er ikke villige til at tale om Greenland Tourism eller "detaljerne om den slimede sag", som en udtrykte det.
Torsdag d. 13. maj 1999
Elna Egede
Emnekreds:
Erhverv
,
Love og konventioner
,
Politik
,
Turisme
.
Indholdsfortegnelse:
Tilbageholdende
Bange embedsmænd
Glemte password
Uvidende aktionær
Greenland Tourism fik udbetalt næsten hele 1999-driftstilskuddet fra Landskassen på 22 millioner kroner allerede den 10. januar i år. Med i udbetalingen indgik også to millioner kroner til både julemandsrelaterede projekter og projekter i forbindelse med 1000-året for Leif den Lykkeliges rejse til Amerika.
Anmodningen om at få udbetalt næsten hele driftstilskuddet til GT på grund af likviditetskrise tændte alle advarselslamper i Hjemmestyrets korridorer; siger kilder i centraladministrationen.
De 24 millioner kroner, der er Landstingets tilskud i forbindelse med finansloven for 1999 er uigenkaldeligt tabt i Greenland Tourisms krydstogtcirkus, og det kommer til at koste skatteyderne foreløbig 33 millioner kroner i tillægsbevilling i år.
Tilbageholdende
De 24 millioner kroner til Greenland Tourism A/5 er desuden blevet udbetalt i strid med administrationens traditioner for ratevis udbetaling af driftstilskud.
Hjemmestyrets centrale regnskabsfunktion fortæller at langt de fleste driftstilskud bliver splittet op i 12 portioner, så de bliver udbetalt månedsvis. Nogle få får det kvartalsvis, og enkelte får hele deres tilskud en gang for alle, ved en særaftale.
Hjemmestyret er generelt tilbageholdende med at udbetale driftstilskud på en gang for ikke at miste renteindtægten og dermed forringe likviditeten for Landskassen.
Administrerende direktør Stig Rømer Winther siger, at det var problemer med likviditeten, der var årsag til, at der var behov for, at få udbetalt hele driftstilskuddet.
- Vi havde jo et underskud på 29 millioner kroner i 1998. Det skyldes blandt andet, at vi slæbte rundt på et underskud på ti millioner kroner, siger Stig Rømer Winther.
Underskuddet i Greenland Tourism på 7,4 millioner i 1997 er ikke med i budgettet for Landstingets driftstilskud på 23,5 millioner. Ligesom der heller ikke er budgetteret med udgifter til Disko, selvom Greenland Tourism brugte godt 8 millioner kroner i 1997.
Bange embedsmænd
Centraladministrationen har i disse dage meget svært ved at tale om Greenland Tourism i denne her sag. A/G har prøvet at kontakte mere end 15 direktører, afdelingsledere, jurister og økonomer. De er ikke villige til at tale om Greenland Tourism eller "detaljerne om den slimede sag", som en udtrykte det.
Lovkontoret forklarer det med, at embedsmændene er bange for, at politikerne og cheferne sparker nedad for at placere ansvaret for denne økonomiske skandale.
Selv datoen for udbetalingen af landskassetilskuddet med begrundelse vækker både vrede og angstanfald blandt de ansatte.
Glemte password
Det nuværende direktorat kender ikke årsagen til udbetalingen af driftstilskuddet, de har ikke sat det i gang, spørg økonomidirektoratet, var beskeden.
Den centrale regnskabsfunktion glemte sit password til sin computer, så vedkommende ikke kunne se, hvornår og hvor meget af driftstilskuddet der blev udbetalt.
Økonomisk Planlægningsafdeling, der frigiver penge, understreger, at afdelingens funktion svarer til et ekspeditionskontor for direktorater.
- Vi har ikke papirerne, spørg vores direktør.
Direktør for økonomidirektoratet, Peter Beck blev meget opbragt over at blive kædet sammen med denne tilskudssag til Greenland Tourism.
- Mit direktorat er kun et ekspeditionskontor for landskassetilskud. Det er de pågældende direktorater, der administrerer landskassetilskud til virksomheder, du skal spørge.
Men andre kilder fortæller, at det netop er økonomidirektøren, der har studset over, at Greenland Tourism fik næsten hele sit årstilskud udbetalt i januar. Derfor har han korresponderet med tidligere direktør Hans Jakob Helms i en sag, som A/G har søgt om aktindsigt i.
Netop Hans Jakob Helms medarbejdere er ikke villige til at besvare mundtlige spørgsmål. De skal sendes skriftligt. Langt de fleste embedsmænd henviser igen til andre medarbejdere eller direktorater.
Uvidende aktionær
Aktionærens sekretariat, Landsstyreformandens sekretariat understreger, at det ikke er deres opgave at kontrollere landskassetilskud, det er økonomidirektoratet og ressortdirektoratet, der skal sørge for det.
- Hvis selskabet har brug for 24 millioner kroner til at løse sit likviditetskrise her og nu, er det så ikke noget aktionæren bør interessere sig for?
- Jo, det er selvfølgelig noget aktionæren skal interessere sig for. Men vi er ikke blevet informeret om situationen, siger Jørgen T. Holm fra Lovkontoret.
Han er heller ikke bekendt med om underskuddet blev brugt som begrundelse for likviditetskrisen.
- Vi blev først informeret om det store underskud på 29 millioner kroner for en måned siden.
- Men det er rigtigt nok, at underskuddet i 1997 i selskabet ikke blev løst men hele tiden skubbet foran, siger han om underskuddet på 7,4 millioner kroner i 1997.
Jørgen T. Holm understreger også, at det ikke er aktionærens opgave at kontrollere det sminkede budget, som er Landstingets beslutningsgrundlag for at yde tilskud til Greenland Tourism A/S.